Min Happy Birthday Girl fylder 16 – #100

i Liv & Mennesker/Børn & unge af
ESSAYSERIE – ’Nej, hvor er det flot!’ bryder K ud i en glæde ligeså tyk som fløde, da hun oppe fra trappen overskuer morgenbordet. Til hendes venstre side opdager hun de to meterhøje balloner: et regnbuefarvet 16-tal. ’Nej, hvor er de flotte. Regnbuer! Hun må lige hen og røre ved dem, som de hænger der, og ligner skinnede skyer, der lyser stuen op.” Odile Poulsen skriver hver fredag et afsnit i essayserien om familielivet med K – hendes 15-årige datter, som lider af angst og har Aspergers. I denne uge er det K’s fødselsdag.

’I dag er det K’s fødselsdag, hurra, hurra, hurra!
Hun sikkert sig en gave får, som hun har ønsket sig i år med dejlig chokolade og kage til!’

Klokken er 7.15, og foråret kigger ind gennem hendes vinduer og kalder på nye tider. Lysere tider

L, Niels og jeg har listet os ind på K’s værelse (hun havde, hvilket er usædvanligt, ikke låst sin dør), som vi traditionen tro gør – fire gange om året.

Klokken er 7.15, og foråret kigger ind gennem hendes vinduer og kalder på nye tider. Lysere tider.

Forårs-barnet. Hun som skulle være født 8. marts, men som blev fremskudt til d. 3. marts. Hvor har vi leet af det; forestillingerne om, som pige at blive født på Kvindernes Internationale Kampdag og fejre sine børnefødselsdage på sin mors arm, mens hun holdt taler og foredrag.

Min lille pige, så fin og stille, da lægen, jordemoderen og hele fødselsteamet skar hende ud til verden og måtte sætte hende i gang med at trække vejret, for når man kommer med kejsersnit, kommer man ikke (nødvendigvis) med sin egen timing.

K var både kraftig og stærk nok til at blive født, men hun var ikke parat til selv at inhalere luft. Hun var ikke forberedt som nyfødte, der er med i en vaginal fødsel, er.

På sin vis, er netop det så sigende for K. at hun er nødt til at gøre alt i overensstemmelse med sin egen timing, ikke vores andres, for at være med.

Det handler om kontrol, om at være forberedt, beredt og adviseret. Samt at have planer for alt og have alt gennemtænkt. Det ligger inde i kernen af det autistiske sind

At hun er nødt til at have sagt ’Ja!’ og ’Jeg er klar!’, før omgivelserne kan agere i forhold til hende og med hende, og før hun kan interagere tilbage.

Det handler om kontrol, om at være forberedt, beredt og adviseret. Samt at have planer for alt og have alt gennemtænkt. Det ligger inde i kernen af det autistiske sind.

Bulldoggen hopper op og ned i luften, lander på sine stive kommode-ben, for ’sikke en fest vi har!’ synes den at tænke. Ilderen hopper rundt i K’s seng, sætter sig så med ryggen op ad K og stirrer på os, som vi står der og råber, synger og fægter med flag, laver et spektakel, der bestemt ikke plejer at forekomme inde på K’s værelse.

’Tillykke K! Tillykke med fødselsdagen!’ råber vi så, u-samstemmigt.

’Tak!’ smiler og fniser vores lille sol.

Vor lille K, vores Sweet Sixteen, vores sol, som slet ikke er lille mere. Hun er glad, det kan ses, selvom hun også er genert på den der måde, hun er på, når alt er anderledes og hun ikke helt ved, om hun reagerer og agerer retmæssigt.

’Mor, hvad tid kommer I ind i morgen tidlig?’ havde hun spurgt på sin sidste aften som 15-årig, mens hun blev stående på de første trappetrin med kroppen drejet over mod mig på stuegulvet, men i tankerne godt på vej i seng.

’Ja, jeg vil gerne vide det’, skærer hun gennem, hun orker ikke mine mellemregninger og refleksioner og frem og tilbage.

’Åh, godt du spørger, skat, jeg var usikker på, om vi skulle aftale det.’

Nu er det ingen hemmelighed, at der hører morgenvækning og fødselsdagssang til traditionen, mens fødselsdagsbarnet stadig ligger og snuer i sengen. Ligesom det heller ikke er nogen hemmelighed, at vi alle ligger i sengen og venter på, at resten af familien kommer listende, hviskende og fnisende ind for at overraske en.

Men vi har (og det er heller ingen hemmelighed) – selvom det nu er anden gang K fylder år, efter hun fik sin autisme-diagnose – ikke før sagt ordene: ’i morgen kommer vi ind klokken dut og vækker dig’.

’Ja, jeg vil gerne vide det’, skærer hun gennem, hun orker ikke mine mellemregninger og refleksioner og frem og tilbage.

Got it!’ Jeg har fattet, at jeg snakker for meget. ’Vi er hos dig klokken 07.15. L skal køre klokken 8, cirka, men Niels kan trække den til klokken 8.30. Okay?’

’Okay. Godnat mor. Elsker dig!’

’Godnat skat. Elsker dig.’

Sangen er forstummet og vi står og flagrer lidt, glor bare på K, som man nu gør, når man nyder at se glæden i fødselaren, men jeg kan se, jeg skal skære gennem spildtid og akavet ’Hvad skal der ske nu?’-usikkerhed.

’Okay, vi smutter nu, så kommer du ned, ikk’? I næste nu tripper vi tre ud ad døren under muntert spektakel, inklusive bulldoggen.

Da K to minutter efter kommer ned ad trappen (uden ilderen Totoro), sidder vi andre ved det traditionelt dækkede fødselsdagsmorgenbord i glad forventning.

’Nej, hvor er de flotte! Regnbuer! Hun må lige hen og røre ved dem, som de hænger der, og ligner skinnede skyer der lyser stuen op.

Her er de særlige, søde fødselsdagsboller, jeg har lavet hele ungernes liv, flag, kakao, gaver, det legendariske fødselsdags-tog (håndlavet og kun solgt i en butik i indre København), der hvert år vokser med endnu vogn i endnu en farve; også noget ungerne har haft med fra første magiske fødselsdag. (L stoppede med at få sine tog som 13-årig, men K har bedyret hun bliver ved, til hun flytter hjemmefra!)

Her er de særlige, søde fødselsdagsboller, jeg har lavet hele ungernes liv, flag, kakao, gaver, det legendariske fødselsdags-tog (håndlavet og kun solgt i en butik i indre København). Foto: Odile Poulsen.

’Nej, hvor er det flot!’ bryder K ud i en glæde lige så tyk som fløde, da hun oppe fra trappen overskuer morgenbordet. Til hendes venstre side opdager hun de to meterhøje balloner: et regnbuefarvet 16-tal.

’Nej, hvor er de flotte. Regnbuer! Hun må lige hen og røre ved dem, som de hænger der, og ligner skinnede skyer, der lyser stuen op.

Det er et bombardement af indtryk, det ses både i hendes glæde og hendes øjne, som suger det hele ind. Og det ses ved, at hun ikke kan andet end nippe til bollerne og kakaomælken. Hendes bevægelser er rolige, når hun søger hen over gaverne, som hun først gør, når vi opfordrer hende til at gå i gang.

Hendes langsomhed er for at nå at få alt med, hver en detalje. Der er ikke noget rewind som i film, alt skal indtages i første hug.

K elsker glasflasker, hun elsker i det hele taget meget fra forgangne tider. Som navne, musik og som skråskrift, hvilken hun også har valgt som sin håndskrift, og som altid kommer bag på folk, for ’er det ikke kun gamle mennesker, der skriver på den måde?

Først gaven fra storebror:

Hun sukker glad over papkassen, som er den moderne udgave af en kurv. L har pakket den med en notesbog med en ilder på forsiden, en særlig farvelægningsbog af K’s yndlingskunstner, yndlingsslik og som det måske mest spektakulære, to retro sodavandsflasker; en cola i 1950’er design og en sportsvand i 1960’er.

K elsker glasflasker, hun elsker i det hele taget meget fra forgangne tider. Som navne, musik og som skråskrift, hvilken hun også har valgt som sin håndskrift, og som altid kommer bag på folk, for ’er det ikke kun gamle mennesker, der skriver på den måde?

Det forstår K slet ikke – det er jo smukt.

Da vi senere spiser til aften, får L lært K, hvordan man åbner sin glasflaske med metalkapsel ved brug af en gaffel. Det har hun gerne villet lære længe – en af de praktiske færdigheder hun snildt kan se sig selv få brug for.

’Nu er du gammel nok til at købe øl i supermarkeder!’ griner L og får K til at flække som en træsko. Det er det mest absurde billede, man kan tænke sig. Lige så absurd som tanken om, at K skulle begynde at bruge make-up og dufte. Make-up finder hun beskæmmende, og dufte til at vaske sig med, smøre sig ind i eller duppe på sig, er forstyrrende på hendes sanser.

’Åh, jeg kan næsten ikke være i mig selv! Oh My God! Jeg kan næsten ikke være i mig selv!’

K er ved at pakke gaven op fra Niels og mig. Det er de kunstner-tuscher, hun sådan har ønsket sig. De er hundedyre (i hvert fald med vores økonomi), og jeg tror ærlig talt ikke, hun havde turde håbe på at få nogle. Da hun opdager, at hun får en ordentlig bunke, kan hun næsten ikke fatte det.

’Hvor meget bruger piger om måneden på make-up?’ spørger hun så underfundigt. ’Hm, de skal da nok hurtigt bruge 300 kr..’ sjusser jeg mig ind på. Hvad ved jeg, jeg køber stort set aldrig make-up. ’Så kan jeg i stedet for make-up købe mig et par tuscher hver måned!

Selvom vores økonomi er flænset og ynkelig, så er det et faktum, at K stort set ikke koster os – hun rejser ikke, hun går ikke til nogen aktiviteter, bruger ikke penge på cafeer, fester, biografer, make-up, parfumer og cremer,  eller på noget som helst, stort set.

Derfor vil vi særligt gerne give hende, hvad hun behøver af bøger, kunstnerartikler og dyr til at gøre sin ret aparte hverdag meningsfuld med.

TOUCH tusch. Foto fra https://art-de-vinci.dk/4720-touch-alkohol-ink-saet-valgfrie-farver

K lovpriser i de næste femten-tyve minutter TOUCH-tuscherne, mens hun åbner dem forsigtigt, dufter til dem, afprøver dem på det nye tegnepapir, beundrer dem og stabler dem i deres hårde akrylbokse.

’Se, er det ikke smart! Så kan man stille dem op, så man hele tiden kan se, hvilket nummer farven har!’

’De ligner make-up, ikke?’

Hun er svimlende glad, og nyder ironien i, at netop hun nu har en masse bokse til at stå på sit værelse, så hendes værelse til forveksling ligner et, der er beboet af en typisk 16-årig pige.

’Hvor meget bruger piger om måneden på make-up?’ spørger hun så underfundigt.

’Hm, de skal da nok hurtigt bruge 300 kr..’, sjusser jeg mig ind på. Hvad ved jeg, jeg køber stort set aldrig make-up.

’Så kan jeg i stedet for make-up købe mig et par tuscher hver måned!’

Absolut fornuftig ide, er vi alle tre enige med hende i.

Tak for min fødselsdagspige, vores ’Sweet Sixteen’.

Jeg håber, at hendes 16. år bliver året, hvor hun igen træder ud i verden på den anden side af vores hoveddør. Jeg tror faktisk, verden venter på hende.

’Ej, snakker jeg for meget?’ afbryder hun så sig selv. Hun holder ofte nøjeregnende øje med, at hun kan komme til at køre i monologer, når hun taler sig ind i sine egne passioner.

’Nej!’ lyder det igen i kor. Vi lapper hendes glæde, taknemlighed og hendes detaljerede viden om tuscher, hendes sprudlende nærvær og hendes solstråler i os.

Tak for min fødselsdagpige, vores ’Sweet Sixteen’.

Jeg håber, at hendes 16. år bliver året, hvor hun igen træder ud i verden på den anden side af vores hoveddør. Jeg tror faktisk, verden venter på hende.


Topillustration: Pixabay.

Læs de 99 forudgående essays i Odile Poulsens fortælling om datteren K – og om at leve for hende og sammen med hende her: Afsnit 1: Hvad gør vi nu, lille du, afsnit 2: Mens vi venter i Systemet, her, afsnit 3: Here Comes the Sun, afsnit 4: Smil, det smitter – jeg skal bare lige have en tudetur først, afsnit 5: Undskyld, kan du vise mig vejen til mulighedernes land?, afsnit 6, Den der tier, lyver her, afsnit 7: Rigtige venner står for fald og kan købes, her og afsnit 8.1 Vi prøver med en ny begyndelse – en gang til, her, 8. afsnit, del 2, her, afsnit 9  Pushermama findes her, 10. del, Historien om K –Det siger sig selv kan læses her, 11. afsnit, “Solen går til psykolog“, kan læses her, 12. afsnit, “Lattergas” her, 13. afsnit “Jeg gik op i en spids for at se mig lidt omkring,” her ,14. afsnit, “We do what we can”, her,15. afsnit, Catch 22, her, 16. afsnit, “It’s your last chance”, her17. afsnit, “Intet nyt er godt nyt for de fleste, men svært at tro på for de få”, her,18. afsnit, Bror og søster – L & K, her, 19. afsnit, ’Vi er liv og lys, vi er skygger og magi’, her 20. afsnit, ‘Vi er drømme lagt på is, vi er det tabte paradis’ , 21. afsnit ’På gyngende grund’, her,  22. afsnit “Virkeligheden overgår altid fantasien” her, 23. afsnit Den første ventetid er slut, her , 24. afsnit, ‘Den Fremmede – udredningen er i gang’ her, 25. afsnit, ‘Den livsvigtige telefonsamtale” her, 26. afsnit, ‘Ostehapsere – og et lille strejf af lykke’, her , nr. 27, ‘Alt det gode i livet tager tid’, her, nummer 28, “F….” her, nummer 29, “Udredningen trak de sidste tænder ud,” her, afsnit 30, Magiske timeglas’ her Afsnit 31, “A Whiter Shade of Pale”, her. afsnit 32, “Diagnosens dag”, afsnit 33,” Asperger – og hvad så?” kan læses her,  afsnit 34, “Vi er alle meget bekymrede”, her, afsnit 35, “Jeg lukker øjnene”, her, afsnit 36, “Should I stay or should I go now”, her,  afsnit 37 ‘Er du også mor til en Aspie”? her, afsnit 38, Jeg henter bidder af verden hjem til min datter. afsnit 39, ‘Nu får i god hjælp’ og endelig afsnit 40, Vil du med på  bondegård? og endelig Et lykkeligt møde med Panda-koen, Gertrud, nummer 42 her, afsnit 43, ‘Hvad med Juleaften?” her, afsnit 44, Som perler af lys, her og afsnit 45, Historien om K: Mit Lys, min Kærlighed, her , afsnit, 46, Pædagogens uventede besøg, her, afsnit 47, Hvad en Aspie-mor skal vide, afsnit 48, Godnat min skat, sov godt, afsnit 49, Med vidt åbne øjne, afsnit 50, Giv vikaren skylden, afsnit 51, K og de hellige køer her , “Ja”, afsnit 52 her, afsnit 53, “Togvogns-traditionen og den særlige 15-års fødselsdag”, her, afsnit 54, ‘Magi mikset med et skvæt af myndighed’, her, afsnit 55, ‘That’s my birthday girl’, afsnit 56 ‘Mit signal’,  afsnit 57 ‘Farvel!, afsnit 58 ‘Væk mig fra dette mareridt‘,  59 ‘Magt uden viden‘, afsnit 60 ‘Radiotavshed’, afsnit 61 ‘Jeg har vigtigere ting at bruge mine tanker på‘, afsnit 62 ‘I det kommunale venteværelse’, 63 ‘Pædagogrokaden‘, 64 ‘Solen brager igennem‘, afsnit 65 ‘Stuen er fuld af regnbuer‘, afsnit 66 ‘I den blinde vinkel’, afsnit 67 “På det offentliges regning” her, afsnit 68, “K, Bulldoggen og Totoro*, her, 69, “Lad os se, hvor hårdt vi kan slå,” her, afsnit 70, ‘Tag dig i agt for psykopatien’, afsnit 71, Totoro, Anais og K – T.A.K, afsnit 72, Værdien af hverdags-autister, afsnit 73, Snedkerens besøg, afsnit 74, Kommunen smider om sig med bomber‘, afsnit 75, ‘Man kan f*cking ikke købe Grønland – og man kan ikke købe os‘ , afsnit 76, ‘Elefanten i rummet spiser sig tyk‘ , afsnit 77, ‘Kan et skoleliv også være liv?‘, afsnit 78, ‘Autisme Mama Cirkel 1:2′, afsnit 79, ‘Autisme Mama Cirkel 2:2’, afsnit 80, ‘Din F****** autist’, afsnit 81, ‘Det står rødt på hvidt’ her, afsnit 82, ‘Ikke for skolen men for livet‘, afsnit 83, ‘Hvad kan blive som autist?’ afsnit 84, ‘Vi skal skynde os langsomt‘, afsnit 85, ‘Kommunen drukner os i en sump af mistro‘, afsnit 86, ‘Djævelen er i detaljen’ , afsnit 87, ‘Eternal optimist’, afsnit 88, ‘Autisme-mama aka Superwoman‘, afsnit 89, Vi deler samme passioner, afsnit 90, ‘Same procedure as last year‘ , afsnit 91, Something rotten in the state of Denmark, afsnit 92, ’Tænk på, hvis det havde været i Afrika, havde han været død!’, afsnit 93″Vinduet er meget lidt åbent”, afsnit 94 Sådan gør vi, når vi samarbejder, afsnit 95 Kunsten at finde hjem med bind for øjnene, afsnit 96 Turen går til Maxi Zoo, afsnit 97 Vi farvelægger vores liv, afsnit 98′ At turde øve sig’ og endelig afsnit 99 ‘I det bedste kvindelige selskab’ her.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Odile Poulsen er forfatter og foredragsholder, uddannet pædagog og psykoterapeut ved Kempler Instituttet. Hun har tidligere ledet en døgninstitution.

Om sig selv siger hun: "Jeg har oplevet meget, og det mener jeg selv, er karakteristisk. Som ni liv levet i ét. Trods jeg aldrig troede, jeg ville blive mere end tredive, har jeg fornøjelsen af stadig at være her. Livet handler om at øge vor bevidsthed. Det kræver autencitet på alle planer og en blotlæggelse af tabuer, der indskrænker menneskets frihed og livskvalitet. Jeg er altid optaget af og drevet mod friheden. Derfor er alt, hvad jeg skriver og taler om, båret af et ønske om at ophæve begrænsninger for det frie sind."

Hun har udgivet bøgerne, Hustler (Rosinante 2000 og 2006), Sirenesang (Lindhardt og Ringhoff 2006) og har modtaget Alt for Damernes Kvindepris (2005). I 2008 var hun ambassadør for Dannerhuset.

Odile er bosat i København med sin mand og deres to teenagere. Du kan også finde hende på LinkedIn: www.linkedin.com/in/odilepoulsen/

Hvis du vil honorere Odiles tekster på POV, kan du donere et beløb til hendes MobilePay: 3064 3538

Seneste artikler om Liv & Mennesker

USA

Paranoide lorteland

SYDSTATSLIV // KLUMME – Lige nu er der overvældende mange grunde til