“’Ham din nye sagsbehandler er her om ti minutter’, minder jeg hende om, da hun åbner døren. ‘Hvad?’ hun ser på mig med opspærrede øjne, og jeg kan se hendes vejrtrækning begynder at ile op i halsen på hende. Det er tredje gang i dag, at jeg minder hende om, at han kommer, men jeg er altid ude af trit med, hvornår tidspunktet er det rette”. Odile Poulsen skriver i en række essays hver fredag på POV om familielivet med datteren K på 14, der lider af alvorlig angst. Dette er 8. afsnit, som er delt i to.
1. del
’Der er lige noget, jeg skal fortælle dig’, siger jeg, mens jeg står uden for K’s dør og banker let. Altid let, helst let. Som for at signalere ingen fare, intet dårligt nyt, ikke surt. Bare letbenet kommunikation.
Der er stille, intet svar, ingen lyde derindefra. Jeg banker igen, stadig intet. Så hæver jeg stemmen, kalder hendes navn. Bare let, allerhelst let.
Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg har stået og banket på hendes dør. Hvor ofte jeg har nået at vække panikken, som aldrig sover tungt, men som skal behandles nænsomt. Netop fordi den ikke sover tungt, skal den kun vækkes med rettidig omhu. Som om jeg overhovedet kan styre det.
Sandheden er, at panik er en hverdagsgæst; sammen med dens bror frygt. Faktisk er de mere indflyttere end gæster. Men jeg gør mit bedste for at banke en gang mere med bløde knoer, der næsten kun strejfer dørens hvide, glatte overflade.
De spritnye døre i det spritnye hjem i det spritnye boligkvarter, der næsten fik os til at tro på en ny begyndelse. Og det nye hjem har vitterlig givet glæde og en ro – bogstavelig talt – for K og også for mig.
Hvor jeg engang troede, at hendes grundsubstans var som de fleste andre børns, ved jeg nu, at den er som de færrestes
K er sig meget bevidst om, hvordan jeg har det, og uanset hvor ofte, jeg har ønsket, at min sindstilstand ikke skulle være så meget i centrum for hende, er det ikke desto mindre sådan, det er. Jeg kan ikke trække mig selv ud af fotoet som en omvendt fremkaldelse.
Jeg er fremkaldt, vi er fremkaldt som familie, og negativerne ligger i vort fælles blod. Det er lige meget, om jeg er nærværende, vred, travl, kærlig, fjollet, distanceret, distræt, glad, træt, snakkesalig, stresset, kedelig. Det er lige meget, hvad jeg føler, for alt smitter som kalkerpapir over på mine omgivelser. Naturligvis udviser min familie særlig resonans, når det gælder mine følelser – men K svinger især i takt med mig.
Panikken i mig må ikke vækkes skødesløst. K tåler den dårligt. Hendes hjernes nervesystem er i forvejen så overbelastet, overforbrugt, overophedet, og hendes eget system producerer alt rigeligt panik, så hvis min kommer oveni, ender vi som gletsjere i bevægelse.
Måske det lyder uhensigtsmæssigt – som noget, der ikke burde finde sted mellem os – ja, måske, men både K og jeg har lært meget af at være hinandens mor og datter. Vores relation er forandret, og jeg er meget mere nærværende og konstant i hendes liv, efter hun er blevet så syg.
Og hvor jeg engang troede, at hendes grundsubstans var som de fleste andre børns, ved jeg nu, at den er som de færrestes. Det har gjort mig i stand til at trøste hende bedre, jeg kan i dag meget hurtigt og meget kærligt bringe hende til ro, ligesom dengang hun var lille.
K er kommet meget, meget tæt på mig igen, som hun også var dengang. Jeg kender min piges indre, og hun lader mig lytte med på sin smerte og glæde, angst og fred.
Jeg er også på mange måder blevet hendes forlængede alt – jeg gør alt det, hun ikke kan, og jeg er både mor, der tvinger og støtter, så hun kommer til sine medicinkontroller, så hun lykkes med det absolut nødvendigste, og mor, der kommer med alle beskeder til hende, trækker hende ud af hendes værelse og holder hende ind til mig, som om jeg ved, at holde hende tæt løsner angsten, der holder hende stangen.
Det kan jeg selvfølgelig ikke. Der er så meget, jeg ikke kan og så lidt, jeg kan.
Og der er så meget, jeg ikke gør for hende, som jeg gerne ville have lov at gøre. Men her stopper hun mig, trækker en, for hende, absolut nødvendig grænse og fastholder uden diskussion, hvad der skal være hendes ansvar og pligt.
Hver aften slår smerten hende i hovedet med, hvor uacceptabelt det er, at hun ikke fik det gjort – igen. Hendes selvværd står for fald hver aften. Hvis det ikke allerede er faldet, før jeg opdagede det
Jeg ved, jeg end ikke evner at se højden af det bjerg, hun skal bestige, for at udføre de gøremål, vi andre bare gør. Hun skubbes skødesløst omkuld af ADD’en, når hun rejser en tanke i sit sind. Hver morgen sætter hun sig et mål for, hvad hun skal gøre. Hver aften slår smerten hende i hovedet med, hvor uacceptabelt det er, at hun ikke fik det gjort – igen. Hendes selvværd står for fald hver aften. Hvis det ikke allerede er faldet, før jeg opdagede det.
Kunne jeg bade hendes hjerne og alertness i et svalende brusebad. Kalde på en sol til at tørlægge angstens alt for frodige vækst, så gjorde jeg det. Tro mig, jeg vil gøre både det mulige og umulige for at standse min datters lidelser. Havde jeg blot evner og kræfter til at være mere og gøre mere.
Åh endelig! Hun svarer ’ja’ derinde fra.
Måske havde hun bare hovedtelefoner på og hørte ikke min banken. Jeg sender panikken, der havde rejst sig fra sengen for at være klar, tilbage til hvile. K er her stadig, og jeg skammer mig over have troet andet.
’Ham din nye sagsbehandler er her om ti minutter’, minder jeg hende om, da hun åbner døren.
’Hvad?’ hun ser på mig med opspærrede øjne, og jeg kan se hendes vejrtrækning begynder at ile op i halsen på hende.
Det er tredje gang i dag, at jeg minder hende om, at han kommer, men jeg er altid ude af trit med, hvornår tidspunktet er det rette.
Hvis jeg minder hende om en aftale lang tid i forvejen, stresser det hende at få det at vide. Men er der for kort tid til, går hun i panik. At overraske hende er ikke en mulighed. Der findes ikke længere plads til overraskelser, lige meget hvor skønne de måtte synes.
K har ikke vasket sit hår i tre måneder. Det er et af de dagligdags gøremål, hun ikke formår at gennemføre
’Du skal bare komme med ned og sidde i sofaen. Vi sætter os sammen med ham der – jeg er jo hos dig hele tiden.’ K har brug for bekræftelser, mange og om det samme.
’Ja, det skal du være’. Hun synker, ser ned i gulvet. ’Ummmm’, hun lader en undertrykt frustration presses ud gennem de sammenpressede læber. Hendes øjne er som et dyrs, der ænser stor fare, opspilede og svære at få kontakt til.
Da vi alligevel sidder i sofaen, har vi nogle minutter, hvor jeg prøver at få K’s puls ned ved blot at sidde og nusse hende på panden. Pludselig udbryder hun:
’Åh, jeg … mit hår, mor!’ Hun ser på mig fra kanten, på grådens rand.
’Det er o.k., skat. Det er o.k. Han må godt se dig, som du er med de vanskeligheder, du har – hvordan skal han ellers kunne give dig den rette hjælp?’
K har ikke vasket sit hår i tre måneder. Det er et af de dagligdags gøremål, hun ikke formår at gennemføre.
’Kan jeg godt sidde her, med mit hår sådan,’ siger hun, men det er ikke et spørgsmål. Hun har brug for, at jeg bare bekræfter det, jeg lige har sagt.
’Du må godt sidde med dit uvaskede hår, det er helt i orden.’
Topillustration: POV International – original fra Pixabay.
Læs de syv første essays i Odile Poulsens fortælling om datteren K – og om at leve for hende og sammen med hende her: Afsnit 1: Hvad gør vi nu, lille du, afsnit 2: Mens vi venter i Systemet, her, afsnit 3: Here Comes the Sun, afsnit 4: Smil, det smitter – jeg skal bare lige have en tudetur først, afsnit 5: Undskyld, kan du vise mig vejen til mulighedernes land?, afsnit 6, Den der tier, lyver her og afsnit 7: Rigtige venner står for fald og kan købes, her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her