
ESSAY – ”Nu sidder vi så i bilen på vej til gården, og den uro og stress, K havde følt op til i dag, synes igen at være langt væk. Hun spiste, inden vi tog af sted, hvilket er et af de mere håndgribelige måleinstrumenter for hendes indre tilstand.” Odile Poulsen skriver hver fredag om sin datter K på 14 år, som har fået stillet diagnosen Aspergers Syndrom. I dagens afsnit, som er nummer 52, kører Odile og K til Bondegården for første gang efter ferien. Undervejs falder de i snak om det mange essays, Odile har skrevet om K og familien.
Solen, den store sol, vi alle har til fælles, slår armene bredt ud til siderne overalt, hvor vi kommer kørende. Det er som om den vil vise os, hvor smukt landskaber bølger og hvælver, som om den vil lade os forstå, at kun fordi den lyser, kan vi se rigtigt.
Den lille sol, min K, sidder ved siden af mig på førersædet. Chrysleren der rent faktisk er gået i overgangsalderen og har det alt for varmt, bringer os endnu en gang trygt ud til Bondegården.
Jeg lover, at jeg nok skal få dig til mekanikeren, telepaterer jeg til Chrysleren og i et flig af et sekund funderer jeg over, om andre end jeg taler med deres bil. Det skulle da lige være Louise Hay, rest her soul.
Ferietiden er slut, det er første dag på Bondegården efter en tre ugers lang pause. For nogle dage siden udtrykte K en vis stress og bekymring over at være kommet ud af rytmen med at komme hver uge på Bondegården.
Både K og jeg foretrækker samtaler, der bringer viden eller udvikling
’Så det at komme på Bondegården er blevet en del af din hverdag?’, havde jeg spurgt.
Eftersom der kan være forskel på, hvad jeg observerer og analyserer mig frem til om hende, og hvad K reelt oplever og føler, spørger jeg ofte. Om alt muligt.
Det er min pligt som forælder altid at være åben over for mine børns indre liv, uanset om det viser sig, at det går imod, hvad jeg eventuelt har af holdninger og følelser.
Da jeg selv har haft en så grum opvækst, at de fleste tror, at halvdelen er det pure opspind, måtte jeg afvise alt, hvad jeg kom fra for at skabe mig selv, også som forælder. Mange mener, alle har ret til at få børn. Jeg mener, alle børn har ret til at få ansvarlige forældre.
’Ja!’, lød K’s prompte svar, som om det da slet ikke kunne være på anden vis. Det er jo ikke, fordi vi herhjemme ikke både kan måle og veje de bløde parametre, hvilken enorm solid aktie, Bondegården er i K’s liv. Men jeg vidste ikke, om hun betragtede den, som en integreret del af sit hverdagsliv.
Mor, jeg er teenager! Teenagere bruger alt, hvad de har til at rase mod deres forældre
Nu sidder vi så i bilen på vej til gården, og den uro og stress, K havde følt op til i dag, synes igen at være langt væk. Hun spiste, inden vi tog af sted, hvilket er et af de mere håndgribelige måleinstrumenter for hendes indre tilstand. Og hun havde stået klar iført sin trendy termodragt og halsedissen med sit nyvaskede lange hår liggende skinnende ned over ryggen. Hele ryggen.
’Wow, skat, dit hår går helt her ned til nu!´
Jeg plantede en pegefinger et langt stykke under hendes talje, så hun kunne mærke, hvor langt håret var kommet på dets vej. Da K var lille, drømte hun – som mange andre små piger – om at have hår helt ned til numsen. Nu var det længere.
Jeg prøver altid, når jeg kan, at small talke med K. Hverken K eller jeg synes dog at finde small talk synderlig meningsfuldt, og vi er ikke særlige gode til det.
Jeg har naturligvis mange års træning ud i øvelsen, men også erfaringer med at folk bliver utilpasse, hvis man ikke gør det. Derfor skal K også til en vis grad øve sig i det, for det vil facilitere hendes færden i (den neuro-typiske) verden.
Både K og jeg foretrækker samtaler, der bringer viden eller udvikling. Derfor bruger jeg det helt bevidst. Nogle gange endda for at skifte fokus, som når man skifter gear. Det kan lade sig gøre, men kun hvis jeg gør det opmærksomt og respektfuldt i forhold til, hvad der rører sig i hende. Er hun angst, vil det naturligvis være dybt ignorant at gøre.
Den lille sol, min K, sidder ved siden af mig på førersædet. Chrysleren, der rent faktisk er gået i overgangsalderen og har det alt for varmt, bringer os endnu en gang trygt ud til Bondegården
Men i dag svinger vi ind og ud i mellem lethed og alvor, som en skiløber i slalom.
’Du ved, de essays jeg skriver om dig, om os som familie, om autisme. Ja, det handler jo på overfladen om dig, men når man læser dem, opdager man hurtigt, at de handler om, hvordan jeg tænker og føler om dig.’
’Ja. Men hvad med dem?’
Typisk K, lad os komme ind til kernen med det samme! Jeg elsker det!
’Har du skrevet nogle gode for nylig?’, spørger hun nysgerrigt.
’Hm, ja, jeg har selvfølgelig skrevet, for jeg laver stadig et hver uge. Faktisk har jeg snart lavet 52…’
’Orv, det er mange!’
’Ja. Men om de er gode? Hm, nogle gange er jeg næsten tilfreds.’
’Åh mor, det er så typisk dig, du synes aldrig du er dygtig nok!’, smiler K bredt.
’Nej, det kan der være noget om. Men du ved, man vil gerne gøre sig dygtigere og dygtigere.’
K nikker. Jeg tror, hun har det på samme måde med sine tegninger, for hun er overbevist om, at Niels og jeg kun synes, at de er af så høj kvalitet, fordi vi er hendes far og mor.
Du ved, de essays jeg skriver om dig, om os som familie, om autisme. Ja, det handler jo på overfladen om dig, men når man læser dem, opdager man hurtigt, at de handler om, hvordan jeg tænker og føler om dig
’Folk er så søde til at læse dem og mange sender dig masser af rare hilsener, masser af kærlighed!’
’Nuhr!’, smiler hun og ser ud på markerne.
’Ja, det er så fantastisk, jeg er så taknemlig for alle de gode tanker.’
’Mig også.’
’Men jeg tænkte på, er det stadig okay med dig, at jeg skriver dem?’
Så slår hun ud i spontan latter.
’Mor, altså! Ja! Hallo!’
’Nå ja, altså’, griner jeg med ’jeg vil bare være sikker!’
’Mor, jeg er teenager! Teenagere bruger alt, hvad de har til at rase mod deres forældre! Tror du ikke lige, jeg havde kylet det i hovedet på dig, hvis ikke jeg synes, det var en god ide?!’
Nu skraldgriner vi begge. Det bliver en god dag i dag på Bondegården.
Hvis du kunne lide, hvad du har læst og får lyst til at donere et beløb for oplevelsen til skribenten, kan du gøre det på Odile Poulsens Mobile Pay: 3064 3538.
Topfoto:
Læs de 51 forudgående essays i Odile Poulsens fortælling om datteren K – og om at leve for hende og sammen med hende her: Afsnit 1: Hvad gør vi nu, lille du, afsnit 2: Mens vi venter i Systemet, her, afsnit 3: Here Comes the Sun, afsnit 4: Smil, det smitter – jeg skal bare lige have en tudetur først, afsnit 5: Undskyld, kan du vise mig vejen til mulighedernes land?, afsnit 6, Den der tier, lyver her, afsnit 7: Rigtige venner står for fald og kan købes, her og afsnit 8.1 Vi prøver med en ny begyndelse – en gang til, her, 8. afsnit, del 2, her, afsnit 9 Pushermama findes her, 10. del, Historien om K –Det siger sig selv kan læses her, 11. afsnit, “Solen går til psykolog“, kan læses her, 12. afsnit, “Lattergas” her, 13. afsnit “Jeg gik op i en spids for at se mig lidt omkring,” her ,14. afsnit, “We do what we can”, her, 15. afsnit, Catch 22, her, 16. afsnit, “It’s your last chance”, her, 17. afsnit, “Intet nyt er godt nyt for de fleste, men svært at tro på for de få”, her,18. afsnit, Bror og søster – L & K, her, 19. afsnit, ’Vi er liv og lys, vi er skygger og magi’, her 20. afsnit, ‘Vi er drømme lagt på is, vi er det tabte paradis’ , 21. afsnit ’På gyngende grund’, her, 22. afsnit “Virkeligheden overgår altid fantasien” her, 23. afsnit Den første ventetid er slut, her , 24. afsnit, ‘Den Fremmede – udredningen er i gang’ her, 25. afsnit, ‘Den livsvigtige telefonsamtale” her, 26. afsnit, ‘Ostehapsere – og et lille strejf af lykke’, her , nr. 27, ‘Alt det gode i livet tager tid’, her, nummer 28, “F….” her, nummer 29, “Udredningen trak de sidste tænder ud,” her, afsnit 30, Magiske timeglas’ her Afsnit 31, “A Whiter Shade of Pale”, her. afsnit 32, “Diagnosens dag”, afsnit 33,” Asperger – og hvad så?” kan læses her, afsnit 34, “Vi er alle meget bekymrede”, her, afsnit 35, “Jeg lukker øjnene”, her, afsnit 36, “Should I stay or should I go now”, her, afsnit 37 ‘Er du også mor til en Aspie”? her, afsnit 38, Jeg henter bidder af verden hjem til min datter. afsnit 39, ‘Nu får i god hjælp’ og endelig afsnit 40, Vil du med på bondegård? og endelig Et lykkeligt møde med Panda-koen, Gertrud, nummer 42 her, afsnit 43, ‘Hvad med Juleaften?” her, afsnit 44, Som perler af lys, her og afsnit 45, Historien om K: Mit Lys, min Kærlighed, her , afsnit, 46, Pædagogens uventede besøg, her, afsnit 47, Hvad en Aspie-mor skal vide, afsnit 48, Godnat min skat, sov godt, afsnit 49, Med vidt åbne øjne, afsnit 50, Giv vikaren skylden og endelig afsnit 51, K og de hellige køer.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.