Odile Poulsen: K, Bulldoggen og Totoro #68

af i Børn & unge/Liv & Mennesker

ESSAY – “Mange autister har en følelse af, at de altid er alene, og at de aldrig er en del af et fællesskab nogen steder. Måske nu, hvor ilderen er kommet og der er skabt et nyt trekløver: K, Bulldoggen og Totoro, er der en chance for, at K tør give sig i kast med verden igen.”Odile Poulsen skriver i en række essays hver fredag på POV om familielivet med datteren K på 14, der lider af alvorlig angst. Dagens kapitel er afsnit 68 i serien.

’Jeg. Kan. Ikke. Vente!’ K hopper op og ned på køkkengulvet foran mig.. Hendes hår ligger ud over hele ryggen med spidserne som fingre, der snor sig ind i stropperne i bukselinningen.

Hun er nyskuret og uden en rem af træthed at spore.

Men den er der; for de sidste to døgn har været kulminationen på den seneste måneds forberedelser til, at hendes ilder skal flytte ind. Dertil kommer det følelsesmæssige pres ved, at noget, der har ladet vente på sig længe, endelig manifesterer sig foran en.

Jeg tror ikke, der er stor forskel i den nænsomhed og akkuratesse K har lagt for dagen, for at finde det bedst mulige frem til det lille levende væsen, som der findes hos den vordende moder

Hun elskede at samle det 47 kilo tunge bur, designe og sy hængekøjerne, putte-posen, sengen, betrækket til tremmestigen, (som skal forhindre, at hans små bjørnekloer sætter sig fast imellem tremmerne, så han mister balancen og dermed risikere at brække benet – ja K, har researchet på mangt og meget).

Med en omsorg og en forventningens glæde, der på mange måder stikker mine tanker i rend hen til gravide kvinders sidste anstrengelser, inden baby skal komme, indretter hun og prøver nye muligheder af, så han kan føle sig tryg.

Jeg tror ikke, der er stor forskel i den nænsomhed og akkuratesse K har lagt for dagen, for at finde det bedst mulige frem til det lille levende væsen, som der findes hos den vordende moder.

Det er selvklart ikke K’s barn. Men I som har læst med længe, I ved også, at K respekterer alt levende liv. Dyr er hendes venner. Bedste venner.

Som hun siger til sin Bulldog:

’Jeg har købt en ny ven til os.’ Og med de ord sender hun en medløber af sted med budskabet om, at hun forstår sin egen skrøbelige situation uden menneskevenner, men også har overskud til at lave ironiske jokes om det.

Mad og vandskåle og en særlig praktisk drikkeflaske kom fra Tyskland. Toiletbakken, en miniudgave af en kattebakke, kom fra Kina. De rå kyllingehjerter som han skal fodres med mindst to gange ugentligt, køber vi i Bazaren på Nørrebro.

Jeg vil mene, at ilderen kommer til et hjem, der har gjort sig megen umage med at skabe et habitat, der indeholder alt det, han har behov for. Ikke ulig når en rockstjerne tjekker ind på d’Angleterre.

Han, ilderen, står også overfor en stor livsbegivenhed; han skal væk fra den gigantiske flok af søskende, forældre og tanter og onkler, venner og endda nogle bitte-små-netop-fødte-ildere for at blive del af en ny flok: K og hendes Bulldog – det nye trekløver.

Inden jeg får set mig om, kommer K tilbage til mig, ned ad trappen, stadig storsmilende, men nu bærer hun på en ny putte-pose, som hun lige har syet; den er betrukket med fleece indeni, og selv de indvendige syninger er skjulte

’Orv, hvor er det luksus!’ udbrød jeg, da jeg stod foran det kongeblå bur med to etager og fire døre og to altaner, som gir en følelse af, det ikke er et almindeligt bur, men et luksusbur.

Og med alle de indrettede steder han kan slynge sig, sove og gemme sig, ku’ jeg ikke forestille mig noget domesticeret dyr i mår-familien, der ikke ville kunne trives der.

’Nej, dét vil jeg ikke kalde det’, svarede K med den præcision, hun altid bruger over for os, hun er tryg ved.

Det lyder forkert. Det er ikke luksus; det er blot, hvad en ilder har brug for. Der er bare mange folk, som tror, man kan have små dyr i små bure. Faktisk vil det her bur ikke været stort nok til en sugar-glider. Det skal være endnu højere, så de kan flyve fra gren til gren.

Nu er vi tikket ind i de sidste timer, formiddagstimerne der skal fordrives.

’Er der ikke nogle ting, du mangler at lave til ham?’

‘Hvad med den puttepose du talte om?’

Inden jeg får set mig om, kommer K tilbage til mig, ned ad trappen, stadig storsmilende, men nu bærer hun på en ny putte-pose, som hun lige har syet; den er betrukket med fleece indeni, og selv de indvendige syninger er skjulte.

Planen havde været, at vi skulle være kørt til Jylland for at hente ilderen. Alt det var K indstillet på, en seks timers køretur. Men så kom avleren med tilbuddet om at komme her over i stedet.

Avleren havde nemlig mange hvalpe, der skulle aftages her på Sjælland, så det gav fint mening, at vi ikke alle drønede over til Vestjylland.

Der var aftalt et meeting point, men fordi avleren havde læst mine essays, vidste hun, at det ville være meget krævende for K og foreslog i stedet vi kunne lave et pit-stop på vejen. Her kunne vi ordne formaliteter som ilderens pas, vaccinationer, underskrift, penge og allervigtigst: den lille ilder, der flyttede over i K’s transportbur.

Lige inden vi skal køre, skifter K de udtrådte sneakers ud med de røde Converse, hun kun bruger, når hun ikke er ligeglad med, hvem der ser hende.

I næste vupti er ilderen i K’s hænder. Hun gisper og kan næsten ikke være i sig selv – så smuk er han. En fin, fin dreng med en mule som et hvidt hjerte

’Ej, jeg håber virkelig, at jeg med det samme ved, hvad han skal hedde … Egon, Einar eller Totoro’, funderer hun.

’Ja, det vil være så godt!’

Fra vi mødte ham første gang som 6 uger gammel til nu, har han forandret sig så meget, at han ikke længere passede til at være en Kvist. Vi havde set de mange foto, som avleren pligtskyldigt smækkede op dagligt.

’Så. Nu er vi her!’

Jeg peger ud af forruden, hen på den McDonalds, hvor vi skal mødes på parkeringspladsen.

’Er det den? Er det den?’

K’s hjerte nærmest hopper op på Chryslerens instrumentbræt og blænder mit udsyn.

Efter en hurtig scanning af parkeringspladsen og vupti: – der er deres bil.

I næste vupti er ilderen i K’s hænder. Hun gisper og kan næsten ikke være i sig selv – så smuk er han. En fin, fin dreng med en mule som et hvidt hjerte.

’Gud, hvor er han lækker!’ udbryder jeg. En lille minibjørn, En vaskebjørn, men bare som en mink. En mår med maske.

K’s drøm gennem otte år er blevet opfyldt.

’Nå, hvad siger du, mor? Er han en Egon, Einar eller Totoro?’

På vejen hen i bilen havde vi siddet og sunget melodien til den japanske film ’Totoro’.

’Totoro! Med en mule formet som et hvidt hjerte!’ svarede jeg hende

’Ja, det synes jeg også!  Totoro har de buer, der minder om hjerter.’ Så nynner hun melodien igen.

’Ja og så er Ninjas jo japanske’.

Ildere kaldes for Ninjas, når de har maske. De elsker at lave snig-angreb og ligge på lur for at overraske en.

Ilderen skal være K’s servicedyr; han skal vænnes til at sidde på hende (eller hænge i bum-bags, hætter eller store lommer) – i håb om, at hun så ikke vil føle sig alene, når hun skal være ude i verden

’Jeg vil synge Totoro for ham, når vi kommer hjem. Så han vænner sig til min stemme’.

Ilderen skal være K’s servicedyr; han skal vænnes til at sidde på hende (eller hænge i bum-bags, hætter eller store lommer) – i håb om, at hun så ikke vil føle sig alene, når hun skal være ude i verden. Det er en stor opgave og ferrets er ikke godkendte som servicedyr, så vi er ude på eksperimental grund.

Men det skal lykkes, der skal findes en vej for K, ud til verden igen.

Mange autister har en følelse af, at de altid er alene, og at de aldrig er en del af et fællesskab nogen steder.

Måske nu, hvor ilderen er kommet og der er skabt et nyt trekløver: K, Bulldoggen og Totoro, er der en chance for, at K tør give sig i kast med verden igen.


Hvis du vil honorere Odiles tekster på POV, kan du donere et beløb til hendes MobilePay: 3064 3538


Læs de 66 forudgående essays i Odile Poulsens fortælling om datteren K – og om at leve for hende og sammen med hende her: Afsnit 1: Hvad gør vi nu, lille du, afsnit 2: Mens vi venter i Systemet, her, afsnit 3: Here Comes the Sun, afsnit 4: Smil, det smitter – jeg skal bare lige have en tudetur først, afsnit 5: Undskyld, kan du vise mig vejen til mulighedernes land?, afsnit 6, Den der tier, lyver her, afsnit 7: Rigtige venner står for fald og kan købes, her og afsnit 8.1 Vi prøver med en ny begyndelse – en gang til, her, 8. afsnit, del 2, her, afsnit 9  Pushermama findes her, 10. del, Historien om K –Det siger sig selv kan læses her, 11. afsnit, “Solen går til psykolog“, kan læses her, 12. afsnit, “Lattergas” her, 13. afsnit “Jeg gik op i en spids for at se mig lidt omkring,” her ,14. afsnit, “We do what we can”, her, 15. afsnit, Catch 22, her,  16. afsnit, “It’s your last chance”, her17. afsnit, “Intet nyt er godt nyt for de fleste, men svært at tro på for de få”, her,18. afsnit, Bror og søster – L & K, her, 19. afsnit, ’Vi er liv og lys, vi er skygger og magi’, her 20. afsnit, ‘Vi er drømme lagt på is, vi er det tabte paradis’ , 21. afsnit ’På gyngende grund’, her,  22. afsnit “Virkeligheden overgår altid fantasien” her, 23. afsnit Den første ventetid er slut, her , 24. afsnit, ‘Den Fremmede – udredningen er i gang’ her, 25. afsnit, ‘Den livsvigtige telefonsamtale” her, 26. afsnit, ‘Ostehapsere – og et lille strejf af lykke’, her , nr. 27, ‘Alt det gode i livet tager tid’, her, nummer 28, “F….” her, nummer 29, “Udredningen trak de sidste tænder ud,” her, afsnit 30, Magiske timeglas’ her Afsnit 31, “A Whiter Shade of Pale”, her. afsnit 32, “Diagnosens dag”, afsnit 33,” Asperger – og hvad så?” kan læses her,  afsnit 34, “Vi er alle meget bekymrede”, her, afsnit 35, “Jeg lukker øjnene”, her, afsnit 36, “Should I stay or should I go now”, her,  afsnit 37 ‘Er du også mor til en Aspie”? her, afsnit 38, Jeg henter bidder af verden hjem til min datter. afsnit 39, ‘Nu får i god hjælp’ og endelig afsnit 40, Vil du med på  bondegård? og endelig Et lykkeligt møde med Panda-koen, Gertrud, nummer 42 her, afsnit 43, ‘Hvad med Juleaften?” her, afsnit 44, Som perler af lys, her og afsnit 45, Historien om K: Mit Lys, min Kærlighed, her , afsnit, 46, Pædagogens uventede besøg, her, afsnit 47, Hvad en Aspie-mor skal vide, afsnit 48, Godnat min skat, sov godt, afsnit 49, Med vidt åbne øjne, afsnit 50, Giv vikaren skylden, afsnit 51, K og de hellige køer her , “Ja”, afsnit 52 her, afsnit 53, “Togvogns-traditionen og den særlige 15-års fødselsdag”, her, afsnit 54, ‘Magi mikset med et skvæt af myndighed’, her, afsnit 55, ‘That’s my birthday girl’, afsnit 56 ‘Mit signal’,  afsnit 57 ‘Farvel!, afsnit 58 ‘Væk mig fra dette mareridt‘,  59 ‘Magt uden viden‘, afsnit 60 ‘Radiotavshed’, afsnit 61 ‘Jeg har vigtigere ting at bruge mine tanker på‘, afsnit 62 ‘I det kommunale venteværelse’, 63 ‘Pædagogrokaden‘, 64 ‘Solen brager igennem‘, afsnit 65 ‘Stuen er fuld af regnbuer‘, afsnit 66 ‘I den blinde vinkel’ og endelig afsnit 67 “På det offentliges regning” her.

Odile Poulsen er forfatter og foredragsholder, uddannet pædagog og psykoterapeut ved Kempler Instituttet. Hun har tidligere ledet en døgninstitution.

Om sig selv siger hun: "Jeg har oplevet meget, og det mener jeg selv, er karakteristisk. Som ni liv levet i ét. Trods jeg aldrig troede, jeg ville blive mere end tredive, har jeg fornøjelsen af stadig at være her. Livet handler om at øge vor bevidsthed. Det kræver autencitet på alle planer og en blotlæggelse af tabuer, der indskrænker menneskets frihed og livskvalitet. Jeg er altid optaget af og drevet mod friheden. Derfor er alt, hvad jeg skriver og taler om, båret af et ønske om at ophæve begrænsninger for det frie sind."

Hun har udgivet bøgerne, Hustler (Rosinante 2000 og 2006), Sirenesang (Lindhardt og Ringhoff 2006) og har modtaget Alt for Damernes Kvindepris (2005). I 2008 var hun ambassadør for Dannerhuset.

Odile er bosat i København med sin mand og deres to teenagere. Du kan også finde hende på LinkedIn: www.linkedin.com/in/odilepoulsen/

Hvis du vil honorere Odiles tekster på POV, kan du donere et beløb til hendes MobilePay: 3064 3538

Seneste artikler om Børn & unge