Man kan f*cking ikke købe Grønland – og man kan ikke købe os #75

af i Børn & unge/Liv & Mennesker

ESSAYSERIE – “‘Og vi lukker derfor for Bondegården,’ siger han og stirrer over på mig. Hans ’derfor’ skal understrege logikken i, at K ikke kan have både en dagbehandlingsskole (som vi bogstaveligt talt og minuttet inden officielt har sagt ja til) og et ’heste-terapi’ forløb (som det hedder, selvom hun ikke rider).” Odile Poulsen skriver hver fredag essayserien om sin datter, K, der lider af alvorlig angst og Asperger, og som ikke har været i skole i over to år. I dette afsnit får familien at vide, at Kommunen lukker ned for den eneste aktivitet, som K har nydt: terapi med dyr på en bondegård, fordi hun nu skal begynde på en dagbehandlingsskole. Samtidig bebudes også, at pædagogen, som ellers har succes med K, skal udfases efter to måneder. 

Der kommer mange ’f*ck!’ og ’f*cking’ ind i mit vokabularium for tiden. Vreden lader sig ikke sådan lige knytte.

Vi har tre afgørelser liggende fra kommunen, som jeg skal skrive tre klager over. Det besynderlige i dette, vil de fleste nok sige, er, at jeg ikke forventer at få medhold. Jeg er ret sikker på, at kommunen har lovhjemmel til afgørelserne.

Jeg vil bare ikke vil sidde til bords med den disrespekt, den uprofessionelle sagsbehandling, den systemiske løgn vi forsøges forpuppes i, den højtragende mangel på empati vi forventes at lukke øjnene for, den udprægede manglende evne til at kommunikere med os samt den selvfølgelighed, sagsbehandleren, og andet skidt-skravl fra kommunen skubber os væk fra afgørende beslutninger med.

Vi har altid betalt vores skat og været hårdtarbejdende mennesker. Vi respekterer andre og føler os ligeværdige med vores medmennesker. Men vi behandles på ingen måde, som om vi også er lige meget værd

Jeg vil ikke sidde og tie, fordi ’det gør man’ eller endnu værre, fordi vi ellers kan forvente, som det sker for mange ’autisme-familier’ som vores, at blive truet med forældrekompetenceundersøgelse og (efterfølgende) tvangsfjernelse.

Systemet er rent faktisk ret ligeglade med, om man klager og galper op eller stikker fingeren lige ind i smertensbarnets navle. Og jeg vil ikke finde mig i, at min datters eksistens er så ligegyldig for det system, der faktuelt kun blev skabt for at hjælpe borgere.

Vi har altid betalt vores skat og været hårdtarbejdende mennesker. Vi respekterer andre og føler os ligeværdige med vores medmennesker. Men vi behandles på ingen måde, som om vi også er lige meget værd.

Kommune Danmark kan overleve alt til trods for utallige klager, konflikter og lig på bordet. Så grimt er det. Og nogen er nødt til at stikke en kæp i det defekte hjul.

Selvom vi nok ikke får medhold og selvom vores klager desværre ikke vil ændre noget som helst for K, endsige ændre det forkerte til det rigtige, så skal det siges og det skal skrives ind i hendes sag. For at behandle en sårbar ung med så udtalt menneskefjendskhed, som systemet gør, er ikke i orden.

’Hvorfor fraråder alle mig at klage? Der er jo ingen af os, der kan holde ud at se vores børn lide på den måde!’ Jeg smækker køkkenskabslågen op for at få fat på en ny køkkenrulle.

Niels står ved komfuret og styrer som altid slagets gang med sydende pander og en brændende ovn.

’Fordi man ikke orker. Det er for hårdt! Og man vil bare have så meget ro som mulig, når man er så presset hele tiden,’ svarer han.

’Ja, det er jeg med på,’ samstemmer jeg, for jeg kan se, at det er sådan, Niels har det. ’Men det at kæmpe mod uretfærdighed, dét er livskvalitet.’

’Hvor længe?’ Mit tonefald er usamarbejdsvilligt. Det værste tonefald, en forælder kan tage i brug overfor systemet

’Ah, ja. Dét er rigtigt.’ Niels stirrer ned i bøfferne på stegepanden. Vi skal have burgere; et måltid, der næsten hver gang kan samle os; to oksekødsbøffer, en veggiebøf (på sin egen pande) og hjemmelavede pommes frites til K.

Jeg forstår godt Niels. Han står, udover at tjene pengene, også for al indkøb og madlavning. Og det at lave et måltid for to kød-spisere og to veganere (som begge derudover er overordentlige kritiske med, hvad de spiser) er på ingen måde let.

Niels giver omsorg ved at sørge for os tre andre; han giver os tag over hovedet, ordner indkøb og laver mad til os, lapper vores cykler, spiller Mastermind med K og taler film- og reklameproduktioner med L. Han stiller også op til mine tårer og vrede ord. Hvordan skulle han kunne orke mere?

På det første møde med K’s nye dagbehandlingsskole for et par uger siden, smed sagsbehandleren to bomber med god rygstøtte fra sin leder.

Timingen må have været valgt ud fra hans logistik, ikke ud fra, hvad vi kunne have brug for.

Han gør ellers meget ud af at fortælle, at det er K’s behov, der er i centrum, og hvor meget han sympatiserer med vort mod til, at komme og bede om hjælp.

Jeg vil ikke lade mig groome længere. og jeg vil ikke tvinge mig selv til at tro på hule ord

Men det er en fortykket løgn; det er sagsbehandlerens forsøg på at opbløde de hårde skorper, han serverer for os; de dyppes lige i kaffekoppen først. Vi kan stadig smage det, lugte og se det; løgnen. Den er besk.

’Og vi lukker derfor for Bondegården,’ siger han og stirrer over på mig. Hans ’derfor’ skal understrege logikken i, at K ikke kan have både en dagbehandlingsskole (som vi bogstaveligt talt og minuttet inden officielt har sagt ja til) og et ’heste-terapi’ forløb (som det hedder, selvom hun ikke rider).

’Okay, så hvor længe går der, før I ikke vil betale for Bondegården længere?’ spørger jeg med et ironisk smil.

’Det handler ikke om, at vi ikke vil betale for…’

Nøjr, dét siger han altid.

’Hvor længe?’ Mit tonefald er usamarbejdsvilligt. Det værste tonefald, en forælder kan tage i brug overfor systemet.

Men jeg har endelig fattet, efter år i dette umenneskeliggjorte system og uden det mindste gran af tvivl, at jeg beskytter K på bedst mulig vis, ved ikke at gå med på flere løgne, og ikke at gå bare et par skridt hen ad den mørklagte sti.

Jeg vil ikke lade mig groome længere. og jeg vil ikke tvinge mig selv til at tro på hule ord. Hvor magtfuldt systemet end er, og hvor magtesløs jeg end er, så fortæller min intuition mig, at jeg skal skære al den manipulation, vi bestormes med, fra, nøjagtig som når man skærer en ondartet tumor væk.

Jeg kan se. at det giver et ryk i pædagogen, for han sidder lige ved siden af mig. Han er også chokeret, farer det gennem mine tanker

’Vi mener ikke, at K vil kunne magte både at have skole og Bondegården, og derfor lukker vi for tilbuddet om en måned.’

Jeg fnyser ad hans løgn, men hvor er den dog vel tilrettelagt. Jeg kan godt se, at sagsbehandleren smører sig selv i et billede af, at han handler i overensstemmelse med K’s behov. Han lykkes hver gang med at finde den (kortsigtede) billigste løsning og få den til at matche med K’s behov. Bingo!

Dagen efter viste det sig, da vi modtog den skriftlige afgørelse, at det, naturligvis, ikke var grunden.

For det ville der ikke have været lovhjemmel til. I den skriftlige afgørelse har kommunen derimod loven med sig; som betyder, at de ikke behøver at betale for to behandlinger på samme tid – der står intet om, at det er for at beskytte K mod for mange muligheder. Så hvis K har brug for at være sammen med dyr, så skal det ifølge kommunen ligge i skolens tilbud.

Det koster 4.000 kr. pr. mdr. at komme på Gården.

Man sparer altså 4.ooo kr.pr.md. Hvilket kommunen gerne vil. Men rent faktisk sparer kommunen også på skoletilbuddet, da skolen er billigere end de andre i byen (noget jeg havde opdaget og forklaret sagsbehandleren). Det falder så ikke ud til K’s fordel og man siger ikke; ’Okay, så kan vi godt betale for, at K også dyrker sin lidenskab for det ville nok give hende mere kvalitet i hverdagen.’

Er det menneskeligt? Respektfuldt? Livskvalitet?

For hvad der ikke er medregnet, er den skolevægring, angst og depression, K udviklede som følge af skoletraumer. Man har ikke i sit regnskab om at fjerne Bondegården (den eneste aktivitet, K havde uden for sit hjem) taget hensyn til, at K så står tilbage med kun en skole.

Med andre ord, K vil fremover kun kunne ’se frem til’ det, hun hader allermest: at gå i skole.

Er det menneskeligt? Respektfuldt? Livskvalitet?

’I er velkomne til selv at lave en praktikordning med Bondegården,’ tilføjer sagsbehandleren i ramme alvor.

Okay, har han mon forestillet sig, at vi hele tiden godt kunne betale for Bondegården selv, men ud af grådighed kørte et free-ride og lod kommunen betale?

Eller forestiller han sig, at Bondegården gerne gør et pro bono-arbejde med K, mens alle de andre børn og unge skal betale? For ikke at sige, hvordan får han den ide til at stemme overens med hans argument med, at skole og Bondegård vil være for meget for K?

Jeg har intet at skulle have sagt, selvom jeg har alt at sige. Den pædagog, der som den eneste har nået et stykke vej med K, bliver også hevet fra

F*cking not! emmer det i mit oprørte sind, da næste bombe lander.

’Pædagogen fortsætter to måneder, så han kan hjælpe med indkøringen på skolen.’

Jeg fnyser igen. To måneder, det er ingenting.

Men jeg har intet at skulle have sagt, selvom jeg har alt at sige. Den pædagog, der som den eneste har nået et stykke vej med K, bliver også hevet fra.

Vi er igen tilbage til sætningen fra før; K har kun det, hun hader allermest, at ’se frem til’.

Sagsbehandleren har fra dag et tudet os ørerne fulde med, at han ’lytter til alle, der ved noget om det, han ikke selv gør, hvilket bl.a. vil sige angst og autisme’. Men hvorfor er han så ikke blevet mere vidende, som processen er skredet fremad?

Jeg kan se. at det giver et ryk i pædagogen, for han sidder lige ved siden af mig.

Han er også chokeret, farer det gennem mine tanker. For han havde netop i sin udtalelse gjort det klart for os, at det tager tid, lang tid med K; hun har haft en al for hård medfart i sit tidligere skoleliv.

Men kommunerne er blevet enevældige; de behøver ikke anstrenge sig for at gøre noget bedre. Ingen tør sige dem imod, hverken fagfolk eller borgere. Og kommunerne ansvarliggøres aldrig.

Formandskabet i KL kom for nylig med en udmelding om, at kommunerne gør et fantastisk arbejde. Amen f*ck altså!

Kommunen mener, at fordi den betaler, bestemmer den over os: den bestemmer over vort forældreskab, selvbestemmelse og medindflydelse; og over K’s autonomi og hendes definition af egen livskvalitet. Over vores integritet, værdi og værdier, livskundskab og begavelse. Vort samtykke.

Men man køber ikke Grønland. Og man køber ikke os. Det forstår systemet intet af. Fordi vi ikke er velhavere, kan vi ikke selv betale for det, K behøver. Og dét mistolker systemet som om vi afgiver vores suverænitet som familie.

’Kan jeg lige tale med jer i et minut?’

Som altid kigger sagsbehandleren stort set kun på mig. De andre er på vej ud ad døren, og det sidste Niels og jeg ønsker, er at stå tilbage med ham. ’Det tager under et minut!’

Ikke ti vilde heste kan holde mig tilbage, og end ikke kommunens magt kan få mig til at rette ind efter det, min datter bliver syg af

Hans uopsættelige besked går på, at ’grundet tilgang af’ og noget med ’omstrukturering af opgaver’, vil han høre os, om vi vil have en anden sagsbehandler. Han nævner intet om, at han ikke vil have os, hr. Pakke-Alt-Ind-i-Løgn-Sagsbehandler.

Niels begynder at svare, manden er jo høflig og har ikke som sin kone kastet alle formaliteter ind i rouletten.

’Det her kan vi vist godt melde tilbage om, kan vi ikke,’ konstaterer jeg og går ud ad døren. Ikke ti vilde heste kan holde mig tilbage, og end ikke kommunens magt kan få mig til at rette ind efter det, min datter bliver syg af.

’Vi beholder ham da,’ konstaterer Niels og jeg nærmest i munden på hinanden, da vi sidder sammen om aftenen. ’Jep! Det er bedst at kende sin fjende.’


Hvis du kunne lide, hvad du har læst og får lyst til at donere et beløb for oplevelsen til skribenten, kan du gøre det via Odile Poulsens Mobile Pay: 3064 3538. 


Foto: Camila Quintero Franco, Unsplash

Læs de 74 forudgående essays i Odile Poulsens fortælling om datteren K – og om at leve for hende og sammen med hende her: Afsnit 1: Hvad gør vi nu, lille du, afsnit 2: Mens vi venter i Systemet, her, afsnit 3: Here Comes the Sun, afsnit 4: Smil, det smitter – jeg skal bare lige have en tudetur først, afsnit 5: Undskyld, kan du vise mig vejen til mulighedernes land?, afsnit 6, Den der tier, lyver her, afsnit 7: Rigtige venner står for fald og kan købes, her og afsnit 8.1 Vi prøver med en ny begyndelse – en gang til, her, 8. afsnit, del 2, her, afsnit 9  Pushermama findes her, 10. del, Historien om K –Det siger sig selv kan læses her, 11. afsnit, “Solen går til psykolog“, kan læses her, 12. afsnit, “Lattergas” her, 13. afsnit “Jeg gik op i en spids for at se mig lidt omkring,” her ,14. afsnit, “We do what we can”, her,15. afsnit, Catch 22, her, 16. afsnit, “It’s your last chance”, her17. afsnit, “Intet nyt er godt nyt for de fleste, men svært at tro på for de få”, her,18. afsnit, Bror og søster – L & K, her, 19. afsnit, ’Vi er liv og lys, vi er skygger og magi’, her 20. afsnit, ‘Vi er drømme lagt på is, vi er det tabte paradis’ , 21. afsnit ’På gyngende grund’, her,  22. afsnit “Virkeligheden overgår altid fantasien” her, 23. afsnit Den første ventetid er slut, her , 24. afsnit, ‘Den Fremmede – udredningen er i gang’ her, 25. afsnit, ‘Den livsvigtige telefonsamtale” her, 26. afsnit, ‘Ostehapsere – og et lille strejf af lykke’, her , nr. 27, ‘Alt det gode i livet tager tid’, her, nummer 28, “F….” her, nummer 29, “Udredningen trak de sidste tænder ud,” her, afsnit 30, Magiske timeglas’ her Afsnit 31, “A Whiter Shade of Pale”, her. afsnit 32, “Diagnosens dag”, afsnit 33,” Asperger – og hvad så?” kan læses her,  afsnit 34, “Vi er alle meget bekymrede”, her, afsnit 35, “Jeg lukker øjnene”, her, afsnit 36, “Should I stay or should I go now”, her,  afsnit 37 ‘Er du også mor til en Aspie”? her, afsnit 38, Jeg henter bidder af verden hjem til min datter. afsnit 39, ‘Nu får i god hjælp’ og endelig afsnit 40, Vil du med på  bondegård? og endelig Et lykkeligt møde med Panda-koen, Gertrud, nummer 42 her, afsnit 43, ‘Hvad med Juleaften?” her, afsnit 44, Som perler af lys, her og afsnit 45, Historien om K: Mit Lys, min Kærlighed, her , afsnit, 46, Pædagogens uventede besøg, her, afsnit 47, Hvad en Aspie-mor skal vide, afsnit 48, Godnat min skat, sov godt, afsnit 49, Med vidt åbne øjne, afsnit 50, Giv vikaren skylden, afsnit 51, K og de hellige køer her , “Ja”, afsnit 52 her, afsnit 53, “Togvogns-traditionen og den særlige 15-års fødselsdag”, her, afsnit 54, ‘Magi mikset med et skvæt af myndighed’, her, afsnit 55, ‘That’s my birthday girl’, afsnit 56 ‘Mit signal’,  afsnit 57 ‘Farvel!, afsnit 58 ‘Væk mig fra dette mareridt‘,  59 ‘Magt uden viden‘, afsnit 60 ‘Radiotavshed’, afsnit 61 ‘Jeg har vigtigere ting at bruge mine tanker på‘, afsnit 62 ‘I det kommunale venteværelse’, 63 ‘Pædagogrokaden‘, 64 ‘Solen brager igennem‘, afsnit 65 ‘Stuen er fuld af regnbuer‘, afsnit 66 ‘I den blinde vinkel’, afsnit 67 “På det offentliges regning” her, afsnit 68, “K, Bulldoggen og Totoro*, her, 69, “Lad os se, hvor hårdt vi kan slå,” her, afsnit 70, ‘Tag dig i agt for psykopatien’, afsnit 71, Totoro, Anais og K – T.A.K, afsnit 72, Værdien af hverdags-autister, afsnit 73, Snedkerens besøg, og endelig afsnit 74, Kommunen smider om sig med bomber‘.

Odile Poulsen er forfatter og foredragsholder, uddannet pædagog og psykoterapeut ved Kempler Instituttet. Hun har tidligere ledet en døgninstitution.

Om sig selv siger hun: "Jeg har oplevet meget, og det mener jeg selv, er karakteristisk. Som ni liv levet i ét. Trods jeg aldrig troede, jeg ville blive mere end tredive, har jeg fornøjelsen af stadig at være her. Livet handler om at øge vor bevidsthed. Det kræver autencitet på alle planer og en blotlæggelse af tabuer, der indskrænker menneskets frihed og livskvalitet. Jeg er altid optaget af og drevet mod friheden. Derfor er alt, hvad jeg skriver og taler om, båret af et ønske om at ophæve begrænsninger for det frie sind."

Hun har udgivet bøgerne, Hustler (Rosinante 2000 og 2006), Sirenesang (Lindhardt og Ringhoff 2006) og har modtaget Alt for Damernes Kvindepris (2005). I 2008 var hun ambassadør for Dannerhuset.

Odile er bosat i København med sin mand og deres to teenagere. Du kan også finde hende på LinkedIn: www.linkedin.com/in/odilepoulsen/

Hvis du vil honorere Odiles tekster på POV, kan du donere et beløb til hendes MobilePay: 3064 3538

Seneste artikler om Børn & unge