Magi mikset med et skvæt af myndighed

af i Børn & unge/Liv & Mennesker

ESSAY – ”Jeg har besluttet at ville overraske hende på hendes særlige fødselsdag, hendes femten års dag, ved at give hende dén Build-A-Bear, hun aldrig nåede at få i sin barndom. Med bamsen får hun et smukt symbol, et retrospektivt kig ind i en anden tid: en smuk barndom, hvor alt stadig levede stærkt i K’s magiske verden. Ved at hun får bamsen netop nu, er den også symbolet på den enorme kvalitet, der er i K’s særlige tænkning. Et tegn fra os om, at hun ikke er forkert, men at hendes sind er en gave med al dens iderigdom, kreativitet og magi.” Odile Poulsen skriver hver fredag om sin datter K på nu 15 år, som har fået stillet diagnosen Aspergers Syndrom. I dagens afsnit, som er nummer 54, skriver Odile om forberedelsen til datterens 15 års fødselsdag, hvor moderen føler, hun ser tilbage på en barndom, der er ved at være slut, men som samtidig også har været tryg og magisk på et tidspunkt.

Bamse-Fyldnings-Maskinen stod på det tidspunkt ovre ved væggen, erindrer jeg og kigger rundt fra, hvor jeg står på indgangstrappen til Build-A-Bear-workshoppen. Jeg er halset herind på cyklen for at kunne nå tilbage inden K opdager, jeg er væk. Det er i sig selv et ret tvivlsomt ærinde – at tage afsted uden at give besked til hende.

Jeg kan ikke lyve – det slår simpelthen knuder på min tunge. Eller også kan de løgnagtige ord ikke glide af, når de rammer bagsiden af mine fortænder, som også fylder en del.

I hvert fald står ordene stille og stabler sig op oven på hinanden som Legoklodser, og da de ikke lader sig spytte ud, må de sluges, og Legoklodser lader sig ikke sluge så let, de skærer og sætter sig på tværs til jeg kløjes i dem.

Nej, jeg kan ikke lyve, så derfor har jeg måtte finde på en særlig omgang med fødselsdagshemmeligheder, som ungerne altid har været overbærende overfor; jeg lyver med ironi så tyk som flydende sirup. Så glider klodserne lige så let ned som ad et stejlt vandløb.

Jeg er i gang med at forberede hemmeligheder, for vores sol bliver snart femten

Her til morgen skyndte jeg mig at udnytte, at der havde været musestille inde på K’s værelse. Okay, bortset fra K’s engelske bulldog, Anais, der snorker mere imponerende end den mest bredbrystede mand, en snorken der sender basgange gennem hele 1. salens gulv.

Og da K elsker at hvile til sin hunds snorken, var sandsynligheden for, at ingen af dem ville dukke op, før jeg var nået hjem igen, næsten realistisk.

Men hvis hun vågnede alligevel, havde jeg lagt en seddel – en ret kryptisk en dog – foran hendes dør. ’Jeg er ude at cykle. Elsker dig.’

Som om jeg nogensinde bare er ude at cykle.

Men jeg er i gang med at forberede hemmeligheder, for vores sol bliver snart femten.

‘Må huske at købe et par croissanter med’, minder jeg mig selv om for tiende gang, mens jeg træder pedalerne hårdt ned og cykler i slalom gennem byens trafik. Croissanterne skulle være mit alibi. Men værst er udfordringen med, hvordan jeg skal få sneget den store hemmelighed op forbi 1. salen, op til Himmelen på 2.

K glæder sig til at blive femten. Hun har nemlig store planer for, hvad hun så skal

Om blot få uger bliver K officielt ung. Hun tildeles automatisk myndighed, når hun indtræder i de unges rækker og den kriminelle lavalder. Man er ikke kun gammel nok til at blive straffet af en domstol, man får også et sæt juridiske rettigheder i form af et langt større privatliv ved besøg hos læger, psykologer og myndigheder.

’Jeg forstår det heller ikke, mor!’ fnisede K forleden, som svar på min lidt grødede stemmeføring, da jeg igen udtrykte min forundring over, at min lille pige slet ikke er lille længere.

’Jeg har det også som om, L blev femten sidste år og ikke atten’, fortsatte hun iklædt det der særlige, lidt pudsige, alvorlige ansigt.

Men hun glæder sig til at blive femten. Hun har nemlig store planer for, hvad hun så skal.

Inde hos Build-A-Bear bliver jeg budt venligt velkommen af en køn, ung kvinde, der rejser sig fra sin stol ved Bamse-Fyldnings-Maskinen. Hele indretningen af butikken er så anderledes, end da jeg var her sidst. Hvornår var det – fem år siden? Nej, seks… Syv?

Jeg opgiver at forstå tiden, for det var en helt anden tid, hvor alt på en eller anden måde var mere enkelt, og hvor K var glad.

For K elskede at være barn, at være sig selv i sit eget liv, i sin barndom, i sin magiske verden, den hun selv skabte. I den magiske verden fandtes blandt andet alle hendes Build-A-Bears.

K elskede sine Build-A-Bears. Elskede! Nej, elsker. De lever stadig, hver og en af dem, om end de ikke længere sidder hånd i hånd som en flere meter lang ranke af engle rundt om hende i hendes seng.

Tænk engang, en bamsefabrik, hvor et barn havde forrang, og selv skulle udvælge sin helt særlige bamse! Selv være med til at fylde den med det bløde, hvide skyagtige bamsefyld til den foretrukne størrelse

Hun var nok ikke andet end et par år gammel, da hun fik sin første og mest elskede Build-A-Bear; kaninen Trumle-gumpe. Hun sidder nu som en sidste skibbruden på K’s seng, mens de andre har fundet vej ned i skufferne under den.

Det blev en tradition lige med det samme, for vi mærkede K’s fuldstændige ufiltrerede lykke, da Build-A-Bear workshoppen kom til København.

Tænk engang, en bamsefabrik, hvor et barn havde forrang og selv skulle udvælge sin helt særlige bamse! Selv være med til at fylde den med det bløde, hvide skyagtige bamsefyld til den foretrukne størrelse. Så selv puste liv i det lille stof-hjerte, der blev fisket op af skålen for så selv at putte det godt, langt ind i bamsens indre og lade hjertet ligge og hvile på de hvide skyer.

Det var, tror jeg, for K en bekræftelse af, at hendes indre magiske verden også fandtes i den fysiske.

Hver jul og hver fødselsdag ville der stå en smuk pakke pyntet med gavepapir med den klassiske form af et Build-A-Bear hus og vente på hende.

K ville med forsigtige fingre løsne først båndet, så tapen og til sidst løfte papiret af. Altid med en uendelig tålmodighed for at forlænge øjeblikket, længe nok til at hun kunne sortere i bombardementet af sanseindtryk og forventninger, for så endelig at åbne taget på huset, stikke hænderne ned og løfte sin nye bamse op.

Nu hvor vi ved, at K er Aspie, ved vi også, hvor betydningsfuldt netop det genkendelige ved gavens form, var for hende. For selv dejlige og smukke overraskelser passer ikke godt sammen med autisme

Sikke en begejstring, hver gang. Nogle bamser ville have et dunkende hjerte, andre en særlig lyd, visse havde begge dele, men alle var forskellige dyr i forskellige farver.

Nu hvor vi ved, at K er Aspie, ved vi også, hvor betydningsfuldt netop det genkendelige ved gavens form, var for hende. For selv dejlige og smukke overraskelser passer ikke godt sammen med autisme.

Men det at have fødselsdag, indbefatter naturligvis overraskelser. Og K kan godt rumme det, når vi bare er os fire herhjemme, for hun ved, vi ikke forventer, hun skal reagere med andet, end hvad hun selv føler naturligt. Hun behøver ikke være forvirret eller bange for at reagere og agere forkert, når hun modtager en gave eller er dagens midtpunkt.

Jeg har besluttet at ville overraske hende på hendes særlige fødselsdag, hendes femten års dag, ved at give hende den Build-A-Bear, hun aldrig nåede at få i sin barndom.

Med bamsen får hun et smukt symbol, et retrospektivt kig ind i en anden tid;:en smuk barndom, hvor alt stadig levede stærkt i K’s magiske verden. Ved at hun får bamsen netop nu, er den også symbolet på den enorme kvalitet, der er i K’s særlige tænkning. Et tegn fra os om, at hun ikke er forkert, men at hendes sind er en gave med al dens iderigdom, kreativitet og magi.

Selvom Build-A-Bearworkshoppens indretning er ændret, er stemningen intakt. Den søde ekspeditrice vil hjertens gerne hjælpe mig med mit ærinde, og jeg må modstå en overvældende trang til at give mig god tid til at tage det hele ind og i stedet gå efter et short-cut, for jeg må skynde mig hjem igen. Heldigvis ved jeg præcis, hvad jeg er kommet for.

Alle de tanker, der buldrede løs mod hendes pande som fyrværkeri på nattehimlen … Hver en tanke åbner til flere tanker, der åbner til flere, der åbner til flere. Det er som træernes indbyrdes netværk af rødder, der forsætter og fortsætter og sender liv og kommunikation fra træ til træ til det ender som en hel skov

’Er der noget, jeg kan hjælpe dig med?

’Ja!’ Dét er der!’

Jeg river mig selv ud af min fortabelse i de mange stunder, jeg har gået her med K og trådt det bløde gulvtæppe fladt, travet frem og tilbage mellem de mange muligheder af bamser, deres tøj og accessoires.

Alle de tanker, der buldrede løs mod hendes pande som fyrværkeri på nattehimlen.

Dengang havde vi endnu ikke forstået omfanget af hendes tankeaktivitet. Hver en tanke åbner til flere tanker, der åbner til flere, der åbner til flere. Det er som træernes indbyrdes netværk af rødder, der forsætter og fortsætter og sender liv og kommunikation fra træ til træ til det ender som en hel skov.

Det er både en velsignelse og en byrde for hende. Der kommer utrolig mange gode ideer og løsninger, kunst og kreative påhit, men tankerne lader sig ikke slukke på noget tidspunkt af døgnet.

’Jeg vil rigtig gerne have en Tandløs. Altså, jeg mener dragen. Dragen Tandløs!’

Da jeg selv er ret begejstret over min ide, kan jeg ikke lade være med at dele den med imødekommende ekspeditrice:

’Det er til min datter. Hun ønskede sig Tandløs dengang den første film kom, men vi nåede det ikke. Og nu har jeg set, at 3’eren er kommet i biografen – eller har den lige været? Nå, men i hvert fald, så ville jeg skynde mig herind for at se, om I har fået Tandløs igen!’

Jeg elsker at købe gaver, men især denne gave.

K blev ikke konfirmeret, hun ønskede det ikke, for hun tror ikke på (den kristne) Gud, og hun mener, det er hyklerisk at lade sig konfirmere, hvis man ikke er troende og kun gør det, fordi ens venner gør det og for at få gaverne. Det samme tænkte hendes storebror i sin tid.

Den søde ekspeditrice viser vejen, jeg nupper Tandløs og vi går direkte tilbage til den store maskine med de hvide skyer. Igen falder jeg hen i fortidens erindrings-hal, mens jeg ser Tandløs blive fyldigere og fyldigere

Niels og jeg ville imidlertid gerne ære deres officielle indtræden i ungdommen med en eller anden form for fejring og markering.

K har bare aldrig ønsket en fest, heller ikke før, hun brød sammen under det enorme pres. Hun hader at blive kigget på, og hun er kun snakkesalig og udadvendt, når hun føler sig tryg og kan være sig selv. Hun ville på ingen måde kunne være sig selv. Men hun får den samme store bunke penge, som L fik, og så laver vi en hyggelig fejring hjemme, præcis som hun ønsker sig den.

’Ja, vi har dem herovre!’

Den søde ekspeditrice viser vejen, jeg nupper Tandløs og vi går direkte tilbage til den store maskine med de hvide skyer. Igen falder jeg hen i fortidens erindrings-hal, mens jeg ser Tandløs blive fyldigere og fyldigere. Maskinen har samme lyd som de store tørretumblere på møntvaskerierne og jeg kan nærmest mærke, hvordan K havde lagt sin lille, varme hånd i min, mens hun stod tavs og ærefrygtig foran maskinen.

’Er den, som du ønsker den?’

Tandløs har taget form med en fin takket hale og vinger, et stort, dejligt hoved på en lille krop, de velkendte animerede grønne øjne. Jeg mærker på ham, satser på, han har den rigtige kramme-tykkelse.

Inden Tandløs lukkes, får han en dejlig duft af ristede skumfiduser; det må være passende for en ildsprudlende drage, og han får også en brølende, knurrende og spindende stemme.

Da jeg kører hjem med Tandløs i cykelkurven, er jeg så bevæget, at jeg må blinke tårerne tilbage. Tænk, min tøs bliver femten! Jeg husker tydeligt, da jeg var femten, hvordan jeg klodsede rundt om mig selv og drømte om frihed.

’Det var mærkeligt, for der stod bare, du var ude at cykle!’ K kigger på mig med et lidt forsovet udtryk. Så jeg vidste ikke, hvor du var!’

Jeg har været ude at lave Ninja-hemmeligheder. Øh, for der er jo nogen i vores familie, der snart har fødselsdag

Jeg var heldigvis nået op med Build-A-Bear-huset, som ikke kun er afslørende på grund af dets ikoniske form, men også fordi Tandløs’ hale stikker ud af et hul i siden. Til gengæld glemte jeg croissanterne …

’Jamen, jeg har været ude at lave Ninja-hemmeligheder. Øh, for der er jo nogen i vores familie, der snart har fødselsdag!’

’Nåh, mor, altså!’ griner K, overrumplet, men glad.

’Hvad!’ overspiller jeg ironien.

Og fra det øjeblik af er startskuddet gået for fødselsdags-hemmeligheder, tyk ironi og indforståede jokes.


Topillustration: Build-a-Bear, Tandløs. Fra Pinterest.


Læs de 53 forudgående essays i Odile Poulsens fortælling om datteren K – og om at leve for hende og sammen med hende her: Afsnit 1: Hvad gør vi nu, lille du, afsnit 2: Mens vi venter i Systemet, her, afsnit 3: Here Comes the Sun, afsnit 4: Smil, det smitter – jeg skal bare lige have en tudetur først, afsnit 5: Undskyld, kan du vise mig vejen til mulighedernes land?, afsnit 6, Den der tier, lyver her, afsnit 7: Rigtige venner står for fald og kan købes, her og afsnit 8.1 Vi prøver med en ny begyndelse – en gang til, her, 8. afsnit, del 2, her, afsnit 9  Pushermama findes her, 10. del, Historien om K –Det siger sig selv kan læses her, 11. afsnit, “Solen går til psykolog“, kan læses her, 12. afsnit, “Lattergas” her, 13. afsnit “Jeg gik op i en spids for at se mig lidt omkring,” her ,14. afsnit, “We do what we can”, her, 15. afsnit, Catch 22, her,  16. afsnit, “It’s your last chance”, her17. afsnit, “Intet nyt er godt nyt for de fleste, men svært at tro på for de få”, her,18. afsnit, Bror og søster – L & K, her, 19. afsnit, ’Vi er liv og lys, vi er skygger og magi’, her 20. afsnit, ‘Vi er drømme lagt på is, vi er det tabte paradis’ , 21. afsnit ’På gyngende grund’, her,  22. afsnit “Virkeligheden overgår altid fantasien” her, 23. afsnit Den første ventetid er slut, her , 24. afsnit, ‘Den Fremmede – udredningen er i gang’ her, 25. afsnit, ‘Den livsvigtige telefonsamtale” her, 26. afsnit, ‘Ostehapsere – og et lille strejf af lykke’, her , nr. 27, ‘Alt det gode i livet tager tid’, her, nummer 28, “F….” her, nummer 29, “Udredningen trak de sidste tænder ud,” her, afsnit 30, Magiske timeglas’ her Afsnit 31, “A Whiter Shade of Pale”, her. afsnit 32, “Diagnosens dag”, afsnit 33,” Asperger – og hvad så?” kan læses her,  afsnit 34, “Vi er alle meget bekymrede”, her, afsnit 35, “Jeg lukker øjnene”, her, afsnit 36, “Should I stay or should I go now”, her,  afsnit 37 ‘Er du også mor til en Aspie”? her, afsnit 38, Jeg henter bidder af verden hjem til min datter. afsnit 39, ‘Nu får i god hjælp’ og endelig afsnit 40, Vil du med på  bondegård? og endelig Et lykkeligt møde med Panda-koen, Gertrud, nummer 42 her, afsnit 43, ‘Hvad med Juleaften?” her, afsnit 44, Som perler af lys, her og afsnit 45, Historien om K: Mit Lys, min Kærlighed, her , afsnit, 46, Pædagogens uventede besøg, her, afsnit 47, Hvad en Aspie-mor skal vide, afsnit 48, Godnat min skat, sov godt, afsnit 49, Med vidt åbne øjne, afsnit 50, Giv vikaren skylden, afsnit 51, K og de hellige køer her , “Ja”, afsnit 52 her og endelig afsnit 53, “Togvogns-traditionen og den særlige 15-års fødselsdag”, her.

Odile Poulsen er forfatter og foredragsholder, uddannet pædagog og psykoterapeut ved Kempler Instituttet. Hun har tidligere ledet en døgninstitution.

Om sig selv siger hun: "Jeg har oplevet meget, og det mener jeg selv, er karakteristisk. Som ni liv levet i ét. Trods jeg aldrig troede, jeg ville blive mere end tredive, har jeg fornøjelsen af stadig at være her. Livet handler om at øge vor bevidsthed. Det kræver autencitet på alle planer og en blotlæggelse af tabuer, der indskrænker menneskets frihed og livskvalitet. Jeg er altid optaget af og drevet mod friheden. Derfor er alt, hvad jeg skriver og taler om, båret af et ønske om at ophæve begrænsninger for det frie sind."

Hun har udgivet bøgerne, Hustler (Rosinante 2000 og 2006), Sirenesang (Lindhardt og Ringhoff 2006) og har modtaget Alt for Damernes Kvindepris (2005). I 2008 var hun ambassadør for Dannerhuset.

Odile er bosat i København med sin mand og deres to teenagere. Du kan også finde hende på LinkedIn: www.linkedin.com/in/odilepoulsen/

Hvis du vil honorere Odiles tekster på POV, kan du donere et beløb til hendes MobilePay: 3064 3538

Seneste artikler om Børn & unge