Jeg henter bidder af verden hjem til min datter

i Børn & unge/Featured/Liv & Mennesker af

ESSAY –  “Pigerne startede sammen i børnehaveklassen, hvor hans datter greb fat i K’s hånd, holdt fast og ikke slap igen, før de måtte skilles efter fjerde klasse. Den sommer skiftede mange fra klassen skole. Den lille gruppe af fem piger, som K klingede sig til, blev opløst. Skoleskiftet kløvede sig ind i pigernes liv, adskilte dem. Guldsmeden er et minde, en gestalt fra en svunden tid, en tid som jeg med ét mærker savnet efter. Jeg er blevet en fremmed på disse kanter – han er stadig i sin butik og ligner fuldstændig sig selv. Når jeg ser på ham, ser jeg hans datter, så meget ligner hun sin far.” Odile Poulsen skriver hver fredag essayserien om sin datter K på 14 år, som har fået stillet diagnosen Aspergers Syndrom og som også lider af angst. I dagens afsnit, nummer 38 i serien, fortæller Odile om gensynet med lidt af fortiden, mens hun køber ind for K.

’Hej skat, det er Odile.’

Jeg har lige ringet K op. Det er som at vække minder til live fra tiden før –  at tale i telefon med hende igen. Så nyt er det, at hun har genåbnet sin iPhone. Den har ligget glemt og nytteløs de sidste års tid, for hun har ikke haft behov for at kommunikere med omverdenen overhovedet.

Længe inden hun blev overfaldet af angsten som en kvinde alene i et øde mørke, har K haft aversioner mod at skulle være ’på’ konstant. For hende har det aldrig været attraktivt og meningsfuldt, at selviscenesætte sig selv og sit liv på de sociale medier.

’Åh, det er så dejligt at besøge dig, for så får man en pause fra alt det!’ sagde K´s daværende bedste og kære veninde, dengang hun endnu kom og besøgte hende.

Mon der er nogen, der genkender, at være sit barns personlige shopper? Genkender det at have et barn, der ikke kan komme ud?

’Hej mor!’ lyder K glad gennem telefonforbindelsen.

Det er cirka tyve minutter siden jeg kørte hjemmefra og vi har nøje planlagt vores shopping.

’Det fungerer ikke med Facetime’ forklarede K, mens jeg gjorde mig klar til at køre.

Noget jeg taknemligt registrerede og accepterede, for jeg har følt mig så akavet, når vi har gjort det før. Selvfølgelig gør jeg det.  Jeg tænker på, hvordan omgivelserne reagerer, når jeg går rundt med telefonen og K i den, mens vi taler om den eller den trøje, de bukser dér, “nej de andre, hvad synes du om denne jakke?”

Måske de andre voksne tænker, at jeg er en forlængelse af min datter, en teenager, der sender sin curling-mor ud for at købe tøj? Mon der er nogen, der genkender, at være sit barns personlige shopper? Genkender det at have et barn, der ikke kan komme ud?

’Jeg er her og jeg har fundet det rigtige stof frem´.

Da jeg kom til butikken, havde jeg skyndt mig at finde frem til stoffet, hvilket kun lod sig gøre med hjælp fra personalet.

’O.k. Og hvad med farverne?’ Hendes iver mærkes gennem mobilen, som om hun kravler på forbindelsen hen til mig og som forvandlet står ved siden af mig i den fysiske butik.

’Jamen der er to i de gule farver, du leder efter. Og ellers er det mere over i grønligt eller oran.’

Butikken er fyldt med kvinder, der alle synes at være sammen i par. De vandrer rundt og taler højlydt med hinanden om deres projekter og dominerer butikken med deres selvfølgelighed og påtagede ignorering af andre

’Men kan du tage billeder?’ afbryder hun. Hendes hjerne har højst tænkeligt aktiveret en strøm af cirka halvtreds, tres eller hundrede fotos af gult stof.

’Ja…. Lige et øjeblik.’

’Mor, du kan altså godt tage fotos, mens vi taler sammen!’ forudser hun min næste handling og afvæbner den. Hun vidste, jeg var ved at lægge på så jeg kunne tage fotos, for så at ringe hende op igen. K undertrykker et let fnis.

’Nåe ja.’

Det er allerede sejlende varmt her inde – jeg er ved at blive klasket sammen, og orker ikke forholde mig til, om det er overgangsalder, uldtøjet, årstiden eller stress. Uanset hvad hader jeg, hvad varmen gør ved mit hår, min hud og mit tøj, så jeg hiver det meget lange kashmirtørklæde væk fra min hals, ruller det sammen, propper det stædigt ned i tasken. Bikerjakken er for længst lynet ned og kørehandskerne er rullet sammen nede i jakkelommen.

Butikken er fyldt med kvinder, der alle synes at være sammen i par. De vandrer rundt og taler højlydt med hinanden om deres projekter og dominerer butikken med deres selvfølgelighed og påtagede ignorering af andre.

Jeg spekulerer på, om det ikke bliver besværligt, at finde en ekspedient til at klippe stoffet, for køen er lang og jeg ved ærligt talt ikke, om jeg holder til at tilslutte mig den med et høfligt-til-lejligheden-smil hængende på læberne.

Tekstiler, perler, kantbånd og pyntebånd, brodergarn, pailletter, strikkegarn og sytråd, snore og knapper. Jeg får lyst at røre ved det hele, jeg rører ved det hele og glæder mig til den dag, K er klar til at tage med herhen igen

Mens jeg står og koger op, får jeg heldigvis omdirigeret mit mylder af tanker, så jeg lander i en tiltrængt pause, mens jeg lader synet af de mange farver indtage mig. Åh, det gør mig blød i knæene, hver gang, jeg bliver blød og blid i sindet. Farver er levende for mig, de taler til mig og vugger mig i endorfiner.

Tekstiler, perler, kantbånd og pyntebånd, brodergarn, pailletter, strikkegarn og sytråd, snore og knapper. Jeg får lyst at røre ved det hele, jeg rører ved det hele og glæder mig til den dag, K er klar til at tage med herhen igen.

Så vil vi også gå sammen som par og tale om tekstilprojekter og jeg vil ikke lægge mærke til, hvor højt jeg taler.

’Hvilken af dem ville du vælge?’ K’s stemme er nær. Hun omslutter mig, jeg fokuserer.

’Em, begge de gule er smukke. Og den klare gule er den, du altid har elsket. Men det var den sennepsgule, du gerne vil have dit beduintelt i, ikk´? For den anden, den er hundrede procent sennepsgul!’

’Er den?’ hendes stemme løfter sig endnu en smule. I begejstring.

’Så tager jeg den!’ Hun er resolut, valget er truffet. Noget der er uhyre svært for hende, for der er så meget hun elsker, og hvordan kan man vælge noget af det smukke fra. Men det er det sennepsgule musselin, hun vælger.

’Super. Men hvadhedderdet .. em… det er fordi, stoffet kryber meget, ´

’Gør det?’ K’s stemme falder. Jeg tror, hendes forestilling om sin sennepsgule hule, beduinteltet om hendes seng, også kryber.

’Men det skal nok gå!’ skynder jeg mig at møve ind ’Det betyder bare, jeg køber to meter ekstra! Det kryber helt op til atten procent.’

’Åh, det er meget!’

’Præcis. Og det skal nok blive fint, jeg køber bare noget ekstra, så du ikke mangler. Stoffet er jo heldigvis billigt. No problem!’

’Okay.’ Hun lyder ikke overbevist, der er kommet en flig i drømmen.

Når K laver sine kreative projekter, uanset det er at sy, tegne, brodere, lave origami, male, klippe og klistre, boligindrette, hvad som helst, skal det gøres med en præcision, en nøjagtig gengivelse af det, hun ser. Og hun ser alle detaljer. Alle.

Den perfektionisme kan gøre det meget vanskeligt at nå at udføre alle de ideer, hendes hjerne sprutter af. Og der er mange. Rigtigt mange.

Pigerne startede sammen i børnehaveklassen, hvor hans datter greb fat i K’s hånd, holdt fast og ikke slap igen, før de måtte skilles efter fjerde klasse

’Men mor?’

’Ja?’

’Har du fundet nogle bånd?’

’Ikke endnu. Jeg får lige klippet musselinet og så går jeg over og ser på bånd. Så ringer jeg dig op igen, o.k. skat? ´

’Ja, det er fint. Hej, hej.’

Der er mange forskellige bånd at vælge mellem. K er med, tæt i telefonen, mens jeg vandrer frem og tilbage, tager fotos af det hele, sender dem til hende. Vi skal finde ud af, hvilke farver, der vil være gode til musselinet, om båndene skal være brede? Smalle? Hvad synes du, mor? Nej, måske skal der slet ikke være bånd.

Til sidst får vi landet en beslutning, så oven på det otte meter lange sennepsgule musselin, ligger nu en pakke med rustik bomuldsbånd i næsten samme farve og en stor rulle sytråd.

Da jeg lettet og ret tilfreds med at kunne køre hjem til K med cykelkurven fuld af hendes beduindrøm, går jeg lige forbi en meget smuk guldsmedebutik. Jeg kender den.

Så jeg ser søgende ind i butikken og lige inden for døren, står ejeren, en meget varmt smilende mand. Han ser mig i øjnene, jeg vinker og gribes af en næsten uimodståelig trang til at åbne døren, træde ind og give hånden til en af K’s vigtigste veninders far.

Pigerne startede sammen i børnehaveklassen, hvor hans datter greb fat i K’s hånd, holdt fast og ikke slap igen, før de måtte skilles efter fjerde klasse. Den sommer skiftede mange fra klassen skole. Den lille gruppe af fem piger, som K klingede sig til, blev opløst. Skoleskiftet kløvede sig ind i pigernes liv, adskilte dem.

Guldsmeden er et minde, en gestalt fra en svunden tid, en tid som jeg med ét mærker savnet efter. Jeg er blevet en fremmed på disse kanter – han er stadig i sin butik og ligner fuldstændig sig selv. Når jeg ser på ham, ser jeg hans datter, så meget ligner hun sin far.

I dag kom jeg med den sennepsgule drøm og minder om et venskab, der måske består i fremtiden

Kunne jeg bare træde ind i hans butik, ind i hans familie, forene den med min, lade vor døtre være som søstre igen.

Men, jeg kan ikke fortælle ham om K’s trængsler, jeg kan ikke lægge sorgen over i ham og hans familie.

Måske en dag, når K igen går ud i verden, vil hun gå hen til de unge kvinder, hun engang var en lille pige sammen med. Det ønsker jeg sådan for hende.

Men for nu må jeg tage ud i verden på vegne af K og bringe det hjem, hun behøver.

I dag kom jeg med den sennepsgule drøm og minder om et venskab, der måske består i fremtiden.

Hvis du kunne lide, hvad du har læst og får lyst til at donere et beløb for oplevelsen til skribenten, kan du gøre det på Odile Poulsens Mobile Pay: 3064 3538. 

Topillustration: Pixabay

Læs de 37  forudgående essays i Odile Poulsens fortælling om datteren K – og om at leve for hende og sammen med hende her: Afsnit 1: Hvad gør vi nu, lille du, afsnit 2: Mens vi venter i Systemet, her, afsnit 3: Here Comes the Sun, afsnit 4: Smil, det smitter – jeg skal bare lige have en tudetur først, afsnit 5: Undskyld, kan du vise mig vejen til mulighedernes land?, afsnit 6, Den der tier, lyver her, afsnit 7: Rigtige venner står for fald og kan købes, her og afsnit 8.1 Vi prøver med en ny begyndelse – en gang til, her, 8. afsnit, del 2, her, afsnit 9  Pushermama findes her, 10. del, Historien om K –Det siger sig selv kan læses her, 11. afsnit, “Solen går til psykolog“, kan læses her, 12. afsnit, “Lattergas” her, 13. afsnit “Jeg gik op i en spids for at se mig lidt omkring,” her ,14. afsnit, “We do what we can”, her, 15. afsnit, Catch 22, her,  16. afsnit, “It’s your last chance”, her17. afsnit, “Intet nyt er godt nyt for de fleste, men svært at tro på for de få”, her,18. afsnit, Bror og søster – L & K, her, 19. afsnit, ’Vi er liv og lys, vi er skygger og magi’, her 20. afsnit, ‘Vi er drømme lagt på is, vi er det tabte paradis’ , 21. afsnit ’På gyngende grund’, her,  22. afsnit “Virkeligheden overgår altid fantasien” her, 23. afsnit Den første ventetid er slut, her , 24. afsnit, ‘Den Fremmede – udredningen er i gang’ her, 25. afsnit, ‘Den livsvigtige telefonsamtale” her, 26. afsnit, ‘Ostehapsere – og et lille strejf af lykke’, her , nr. 27, ‘Alt det gode i livet tager tid’, her, nummer 28, “F….” her, nummer 29, “Udredningen trak de sidste tænder ud,” her, afsnit 30, Magiske timeglas’ her Afsnit 31, “A Whiter Shade of Pale”, her. afsnit 32, “Diagnosens dag”, afsnit 33,” Asperger – og hvad så?” kan læses her,  afsnit 34, “Vi er alle meget bekymrede”, her, afsnit 35, “Jeg lukker øjnene”, her, afsnit 36, “Should I stay or should I go now”, her og endelig afsnit 38, ‘Er du også mor til en Aspie”? her.

Odile Poulsen er forfatter og foredragsholder, uddannet pædagog og psykoterapeut ved Kempler Instituttet. Hun har tidligere ledet en døgninstitution. Om sig selv siger hun: "Jeg har oplevet meget, og det mener jeg selv, er karakteristisk. Som ni liv levet i ét. Trods jeg aldrig troede, jeg ville blive mere end tredive, har jeg fornøjelsen af stadig at være her. Livet handler om at øge vor bevidsthed. Det kræver autencitet på alle planer og en blotlæggelse af tabuer, der indskrænker menneskets frihed og livskvalitet. Jeg er altid optaget af og drevet mod friheden. Derfor er alt, hvad jeg skriver og taler om, båret af et ønske om at ophæve begrænsninger for det frie sind."
Hun har udgivet bøgerne, Hustler (Rosinante 2000 og 2006), Sirenesang (Lindhardt og Ringhoff 2006) og har modtaget Alt for Damernes Kvindepris (2005). I 2008 var hun ambassadør for Dannerhuset. Odile er bosat i København med sin mand og deres to teenagere. Du kan også finde hende på LinkedIn: www.linkedin.com/in/odilepoulsen/
Hvis du vil honorere Odiles tekster på POV, kan du donere et beløb til hendes Mobile Pay: 3064 3538

Seneste artikler om Børn & unge

Som perler af lys

ESSAY – “Vores familier tager nogle lange brunch-stunder med god tid til