ESSAY – “Efter det sidste forældremøde jeg deltog i, kommer jeg en dag cyklende på vej tilbage fra mine indkøb. Så støder en af fædrene fra klassen til: “Ja, der et jo en anden brændt pige, udover din’ indleder han. Jeg roder perplekst rundt i udtrykket ’brændt pige’ Hvad fanden mener han med at kalde K et brændt barn? Hvor er det frækt! Nedladende, som om vi har et brændt barn, som om vi har ladet hende stå og brænde på, fordi vi ikke er opmærksomme på hendes behov“. Odile Poulsen skriver i en række essays hver fredag på POV om familielivet med datteren K på 14, der lider af alvorlig angst. Dette er 6. afsnit.
Måske er K for svær for andre jævnaldrende, at være sammen med. Hun har i hvert fald længe været uden venner.
Den lille kerne hun elskede i de små klasser, er spredt ud til forskellige skoler og kontakten er løbet ud. Det lykkedes for K at holde fast i to veninder.
Til den dag hun mistede den ene.
K var inviteret til fest og selvom hun var nervøs, følte hun sig også tryg fordi hendes kære veninde var der. K havde med stor glæde og omhu udvalgt den helt perfekte gave, selvom den nappede et mærkbart indhug i hendes lommepenge. Indtil K kom til festen, troede hun, at de stadig var tætte veninder. Men der blev hun ignoreret. Veninden undgik at se på K, endsige at tale til hende. K forsøgte at adskillige gange at få kontakt til veninden, men hun fik kun nødtvungen enstavelsesord, ingen øjenkontakt og slet ingen gensynsglæde. Tværtimod sværmede veninden rundt sammen med en anden pige, lette som to sommerfugle, som veninden og K dagen før.
K græd sig ind i den begyndende ensomhed og ud af det hun havde betragtet, som et hjertevenskab
Det blev vist med al tydelighed at K på ingen måde var ønsket.
Så hun opgav, sad alene til festen, sad det igennem, mens hun kiggede fortvivlet på.
K græd sig ind i den begyndende ensomhed og ud af det hun havde betragtet, som et hjertevenskab.
Der gik meget længe, et års tid, så kom K en dag og fortalte pigen havde skrevet til hende på de sociale medier.
’Undskyld, det var ikke o.k., den måde jeg behandlede dig på’.
Selvom undskyldningen føltes retfærdig stod det klart, at det U-turn pigen havde lavet uden at blinke af forinden, havde medført svære kvæstelser på K. Den efterfølgende lange tavshed havde cementeret mistilliden.
K synes at have resigneret overfor tanken om, at det er muligt at få venner.
Længslen lever side om side med det, der nu er blevet angst og usikkerhed på jævnaldrenes empati. Det svære tab af veninden er skredet som en lavine under K’s forventninger til venskaber med andre unge.
Men det ikke kun er det, der er flere sammenstød der har efterladt K kvæstet, om end ikke lige så svære.
Der har altid været mobning i de tre forskellige klasser, hun har været i.
Først den ene så den anden skole
Først i den, hvor hun fandt den glædesfyldte lille kerne af piger på seks år, som drønede rundt, slog sig på hinanden og bagefter pustede hinandens sår. De holdt ved og af hinanden til fjerde klasse, hvor de så blev spredt til andre skoler. Fordi der i klassen var en stærk gruppe af børn, de såkaldte ’populære’, dem der altid havde en af de andre elever på pinebænken. De børn som ikke var udsat for dril, mobning og eksklusion, skyndte sig at følge de populære trop. På nær den lille sammentømrede pige gruppe. Faktisk havde den veninde, som nogle år senere afviste K så brutalt, stået alene i klassen. Derfor havde K rakt ud efter hende, da hun blev klar over det og inviteret hende ind i den lille pigegruppe
Den næste skole K kom til, var decideret modbydelig. K oplevede for første gang lærere der kunne være nedrige. En måneds tid efter hun var begyndt på den ny skole, krævede engelsklæreren at K skulle sige noget højt for klassen på engelsk, vel vidende, K end ikke turde sige noget højt for klassen på dansk. Så blev K smidt uden for døren. Den mest stille pige i klassen, blev smidt uden for døren.
Forud for hændelsen havde klassens lærer indkaldt os til møde, fordi hun var mente det var helt ab-normalt, at K, en pige på ti år, var vegetar. Jeg var rystet, vi kom fra Københavns mest hippe bydel, hvor en tredjedel af børnene var vegetarer og endnu en stor del muslimer. Det var blot et skoleskift på cirka fem kilometer, stadig i København. Skolen mente hun måtte lide af anoreksi.
Jeg har selv været vegetar siden jeg var et-par-og-tyve og da K var syv valgte hun, ud fra et dyreetisk synspunkt, ikke at spise kød længere. Hun har intet kød spist siden. For når K træffer en beslutning, så er det sådan det bliver. Ligesom da hun som to årig sagde hun ikke ville gå med ble længere og smed den fra den ene dag til den anden. Ligesom da hun som etårig spyttede sin elskede sut ud – den kom aldrig tilbage igen.
K er meget viljestærk og har en meget stærk retfærdighedssans og en meget udviklet empati, der ikke endnu har stemt overens med hendes jævnaldrende. Det er alt sammen hovedtræk i hendes personlighed, hendes væsen. Men det har også været hovedårsagen til de manglende venskaber, ser det ud til.
Svaghed er en lugt ingen bryder sig om. Og K er svag med de hovedtræk hun består af
Det giver ingen mening og det tog længe før jeg fattede, at selv de forældre, der talte højt om fællesskab og sunde relationer med køleskabet fuld af økologi og mad nok til at lave ekstra portioner til vennerne og børnenes venner, det var de samme forældre hvis børn trak på næsen af bøsser, romaer og narkomaner.
Svaghed er en lugt ingen bryder sig om. Og K er svag med de hovedtræk hun består af. Træk vi herhjemme altid har set som en styrke, som positive. Men sådan har det aldrig vist sig i skolegården.
Vi prøvede en tredje skole. Et miljøskift, troede vi, til en skole med rummelighed. Det skulle vise sig at K kom ind i en klasse, hvor pigerne var mere rå, end K før havde oplevet. Det var ingen hemmelighed, forældrene vidste det. Lærerne vidste det. K fandt ud af det.
Hun overværede både psykisk og fysisk mobning, hvor der blev brugt fysisk magt til at nedgøre mobningsofferet med. K fortalte det til lærerne. De troede ikke på hende.
Ved at være ansvarlige og tydelige voksne, der tør tage konflikter og lære eleverne det samme, ville vi kunne give eleverne både frø og jord vand og sol til en ny kultur
Jeg tog det op på et forældremøde hvor jeg som den nye forældre tidligere var blevet taget varmt imod. De troede ikke på det. I hvert fald blev der helt stille om bordet, til sidst tilkendegav kun en enkelt mor, at hun også kendte til mobningen.
Mit forslag gik ud på, at for alt i verden at undgå finger-pegning af de mobbende elever, men i stedet italesætte den destruktive kultur, som et fælles ansvar for forældre og lærere sammen. Ved at være ansvarlige og tydelige voksne, der tør tage konflikter og lære eleverne det samme, ville vi kunne give eleverne både frø og jord vand og sol til en ny kultur.
Sådan har det altid været
Først bagefter stod flere af pigernes forældre og forklarede mig, at sådan havde det altid været. Det var i fjerde klasse. Lærerne var konfliktsky, forældrene mente, det var lærernes ansvar og de hvide middelklasses-forældre med deres økonomiske overskud havde intet at byde på udover at banke et nyt plankeværk op, gøre rent, bage og forsikre hinanden om, hvor fed en skole det lige var, de havde skabt og hvor samtlige af deres børn havde gået.
K nægtede at deltage i mobning, hun ville hellere være ensom.
Skolens psykolog, var den første der diagnosticerede K med angst.
Et par måneder senere berettede skolepsykologen, som fik sin viden fra lærere og egne observationer i klassen og et par mislykkede samtaler med K, om at hun var lykkedes med at hjælpe K til igen at være angst-fri.
Nu manglede der den del, der handlede om vores opdragelse: K var for ’prinsesse-agtig. Hun sad og tronede og sagde ’dur ikke!’ til de andre børn. I øvrigt var hun umoden i forhold til de andre piger, fordi hun ikke var interesseret i make-up, popmusik, drenge og den mode, pigerne gik i (sort stramtsiddende tøj, for en enkelt gerne gennemsigtige trøjer). K’s interesser og værdier talte ikke en døjt. Som da K for eksempel var ret forarget over at en af pigerne sad og kiggede på sex-sider på sin mobil, i en alder af lige fyldt elleve år.
’Er der ikke noget galt når en pige på elleve, er så optaget af sex? spurgte K mig. ’Kan det ikke vente, til vi er lidt ældre?’
Det ulmede i mig og sviede i mit faglige jeg, provokeret af manglen på dygtighed og ansvarlighed fra en skolepsykolog, der sidder med en stor magt overfor børn, unge, forældre og lærere. Det skulle siden vise sig, skolepsykologen indskrev sit eget barn på skolen. Lige omkring samme tid, udskrev vi K.
Og siden er K blev ’enkelt undervist’. I et og et halv år nu.
Lyset slukkede
Vores K slukkede sit lys, hendes sol gik ned. Det var forfærdeligt at se, hvordan hun gang på gang blev krænket, ignoreret, leet af og set på, som en forkælet pige, hvis forældre ikke forstår sig på ’at sætte grænser’. Hendes væsen, hende og alt det hun er, forkrampede sig. Hvem skulle hun stole på – dem der syntes så meget ved hende var forkert eller sin egen mavefornemmelse? På os der stædigt fastholdt at hendes værdier var sunde. At det var godt hun holdt fast i sig selv, i stedet for at følge den brægende mainstream, hvor man mobber for ikke selv at blive mobbet eller mobber fordi man er nødt til at hævde sig. Hvor voksne ikke tager ansvar for børnene.
Det var her hun forsvandt ind i angsten. Vi havde kæmpet for, at hun kunne være sig selv, at hun ikke skulle være forkert fordi hun ikke var mainstream. Men vi tabte. For K tabte og det hjalp hende ikke, at hun besidder kærligheden til de udsatte – i stedet er hun selv blevet en af dem.
Hvordan kan det gå så helt galt i et land som vores, så uddannede og vidende vi er? Hvordan kan vi lade stå til, lade ’alfahan- kulturen’ dominere og destruere?
Efter det sidste forældremøde jeg deltog i, hvor jeg gjorde rent bord og hvor stort set alle var tavse, kom jeg en dag cyklende på vej tilbage fra mine indkøb. Så støder en af fædrene fra klassen til.
’Ja, der et jo en anden brændt pige, udover din’ indleder han. Jeg roder perplekst rundt i udtrykket ’brændt pige’ Hvad fanden mener han med at kalde K et brændt barn? Hvor er det frækt! Nedladende, som om vi har et brændt barn, som om vi har ladet hende stå og brænde på, fordi vi ikke er opmærksomme på hendes behov. Hvad er det for et syn på K? Hvad er det for et syn på S. Jeg kendte udmærket S og ulig faderen på cyklen ved siden af mig, så kendte jeg til hendes og hendes families historie, som den eneste af forældrene i klassen. Fordi jeg er sådan et menneske, man kan tale med. Som lytter og ser uden at lade nogen forbrændes.
Cyklende Far smiler og udstråler selvsikkerhed.
’Min søn ligger højt i hierarkiet. Han har masser af overskud og kan sagtens tage sig lidt af din K.’ fortsætter han og jeg er ved at styrte på cyklen i min måben over hvor, ikke kun infantilt det han siger, det er, men også utrolig ubegavet.
Han smiler til mig, løfter sin højre hånd fra styret og op til sin newspaperboy-kasket, hvor han med strakt pegefinger og langemand, honnører mig på gensyn.
’Tænk over det, ikk?’
Topfoto: Pixabay.
Læs de seks første essays i Odile Poulsens fortælling om datteren K – og om at leve for hende og sammen med hende her: Afsnit 1: Hvad gør vi nu, lille du, afsnit 2: Mens vi venter i Systemet, her, afsnit 3: Here Comes the Sun, afsnit 4: Smil, det smitter – jeg skal bare lige have en tudetur først, afsnit 5: Undskyld, kan du vise mig vejen til mulighedernes land? og afsnit 6, Den der tier, lyver her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
