ESSAYSERIE – “Hun er ikke kun en professionel fagperson, der har stor erfaring i arbejdet med autistiske unge. Hun bærer også en ild i sig, der sprutter begejstret over K, over sit arbejde, over autisme, over unge mennesker og over at finde nye veje og nye metoder.” Odile Poulsen skriver hver fredag et afsnit i essayserien om familielivet med K – hendes datter, der lider af angst og har Aspergers. I denne uge fortæller Odile om den lettelse, det er endelig at få den hjælp, familien så længe har bedt om.
K har nu været i gang med sin nye lærer fra dagbehandlingsskolen siden november.
Og for første gang i de fire år får vi den hjælp, vi har bedt om.
K’s lærer er dét, vi hele tiden har kaldt på, og været fortvivlet over, at vi ikke mødte i den lange række af fagpersoner, der har vadet ind og ud af vores liv.
Hun er ikke kun en professionel fagperson, der har stor erfaring i arbejdet med autistiske unge. Hun bærer også en ild i sig, der sprutter begejstret over K, over sit arbejde, over autisme, over unge mennesker og over at finde nye veje og nye metoder.
K er ikke udeblevet en eneste gang, siden undervisningen startede cirka 1. november. Lige meget hvor lidt hun vil sin lærer og hvor lidt hun kan det, så konfronterer hun sin angst
Hendes sind står åbent for det ukendte på et solidt fagligt fundament af femten års erfaring med at skabe undervisning og læring for det autistiske unge menneske.
Og det kan mærkes.
Det mærkes helt ind i mine trætte knogler, som en lindrende pude mellem dem og mit kød, mellem mig og afmagten.
K’s lærer kommer herhjemme tre gange om ugen.
Mere kan K ikke magte.
I mellemtiden, mellem undervisningstiderne, arbejder K ikke kun med den boglige undervisning, men også på så mange andre planer. Hun konfronterer sin angst for kontakten med læreren og angsten for, om det er for sent for hende at lære noget, at hun er blevet for gammel og er for ubegavet.
Findes der stadigvæk muligheder for hende, spørger hun. Og ikke mindst, hvis de findes, hvor begynder hun, hvilke skridt, skal der tages, og hvad nu, hvis hun ikke tør tage dem?
Derfor kræver det, at hun stiller sig klos op ad sin angst og stirrer den lige ind i fjæset, hver gang hun skal møde til undervisning.
Og det gør hun!
K er ikke udeblevet en eneste gang, siden undervisningen startede cirka 1. november. Lige meget, hvor lidt hun vil sin lærer og hvor lidt hun kan af skolearbejdet, så gør hun det.
’Odile, K kommer jo hver eneste gang! Hun har ikke misset så meget som én gang! Det er så stort!’ Lærerens ansigt lyste op, da hun sagde det. Det var første gang efter en lang og for K, meget stresset juleferie.
’Åh, tak for at du siger det! Det har hun nemlig ikke. Dét tænkte jeg præcis på, lige inden du kom!’
’Hun er så sej!’
’Ja, det er et så godt tegn’ stemmer jeg i, varm om tankerne og hjertet.
Jeg lukker døren bag mig og ved, at jeg inderligt gerne lukker den op igen på mandag. Denne gang er anderledes end alle de andre gange før
’Rigtig god weekend – og vi ses igen på mandag.’
K er allerede gået op på værelset igen. Hun er drøntræt og havde allerede, da hun kom ned fra værelset for cirka femogtredive minutter siden, meget blidt og roligt afgrænset sig.
’Jeg er meget træt i dag, så det bliver kort i dag!’ mens hun kiggede mig i øjnene.
Jeg er altid til stede under undervisningen. Læreren havde fra starten bedt om det.
’Det er meget vigtigt, du er med Odile, for der er så meget, jeg skal lære om K. Og du er essentiel for, at vi kan kommunikere, K og jeg.’
En besked jeg meget lettet tog imod. K også.
For selvom om K stædigt melder sig på sin plads til undervisningen, har hun været igennem så mange ’professionelle-voksne’ (hendes storebrors udtryk), som alle uden undtagelse ikke har set hende. Ikke har forstået hende og ikke har vist en interesse for hende, men i stedet klemt en færdigpakket, standardiseret behandlingsmodel ned over hende. Og når modellen ikke virkede, blev de irriterede på hende.
Skuffelserne, der er parkeret i kø i K, er kommet til udtryk ved, at hun har holdt en kontant distance til sin lærer.
Når man gør det, så sker der det forudsigelige med børn og unge, at de udvikler ’behandler-paranoia’, noget K bestemt også har vist det sidste halve års tid. En lukkethed og fjendtlighed, der kommer af at blive svigtet gang på gang af ’professionelle-voksne’, der alle har manglet evnen til at lade deres eget ego forblive hjemme, mens de var på arbejde for at hjælpe hende.
K har mødt alt fra ham, der ikke var uddannet til jobbet, men ikke kunne få andet job – dem der gerne ville hjælpe børn og unge, bare ikke hvis de blev for besværlige – ham der næsten faldt i søvn under besøgene – hende der lugtede af alkohol – hende, der selv havde et barn i samme institution og ikke kunne adskille sine interesser fra K’s – ham der havde en forkert fascination af hende – de der tjener gode penge på hurtige fix – dem, der siger de ved alt om unges problemer, men kun havde læst en pamflet og så videre og så videre.
Når man har været gennem en flok fagpersoner, der viste sig at være uduelige, er glæden ikke desto mindre så meget større, når der så endelig stiller sig et menneske til rådighed, der er duelig.
Skuffelserne, der er parkeret i kø i K, er kommet til udtryk ved, at hun har holdt en kontant distance til sin lærer.
Det er K’s måde at passe på sig selv, og jeg lader hende. Men hvad endnu bedre er, jeg behøver end ikke forklare eller undskylde over for læreren.
For hun er så professionel, at hun på ingen måde tager det personligt. Hun har så mange gange haft med unge at gøre, der har lukket vinduet til verden i og ikke viser tegn på at ville åbne det igen inden for den nærmeste fremtid.
At skabe kontakt kommer ikke af sig selv. Det er en stor del af arbejdet med autistiske mennesker. Det kræver autencitet, ærlighed, vedholdenhed, modet til at lave fejl og tage ansvar for dem, og ikke mindst turde satse skindet igen og igen, selvom der ingen fremskridt viser sig. Med K er det umuligt at bruge manipulation eller på anden vis arbejde med skjulte dagsordener. Det vælter sammen som et hult træ.
Men gør man det rigtigt, da åbner vinduet sig en dag. Nogle gange pludseligt.
En af lærebøgerne, som K havde fået udleveret, havde læreren fejlinformeret K om. Det sendte K ud i et melt down, for hvordan kunne læreren sige noget, der ikke passede?
Indtil K’s vindue åbner sig, lyder det fra K til læreren:
’Kan du ikke gå lidt væk, du står for tæt på!’, ’Jeg kan ikke koncentrere mig, når du tygger på tyggegummi, kan du ikke smide det ud!’, ’Du bruger så mange ord, jeg kan ikke holde ud at høre på dig!’, ’Hvad er det, du vil sige?’
En af lærebøgerne, som K havde fået udleveret, havde læreren fejlinformeret K om. Det sendte K ud i et melt down, for hvordan kunne læreren sige noget, der ikke passede?
Der skulle heldigvis være undervisningen næste dag igen, så K kunne meget hurtigt få afklaret, hvad det handlede om.
Og K’s lærer tog den med det samme på sig, uden at kny, uden at bortforklare, og uden at prøve at fralægge sig ansvaret. Netop dét var præcis, hvad K havde håbet, hun ville gøre.
Nogle uger senere skulle K have sin lærer til at gennemgå de opgaver, hun havde lavet. Læreren har meget tidligt forstået og respekteret, at K ikke kan arbejde, mens der er nogen, andre end mig, der sidder ved hende. Derfor aftaler de, hvilke opgaver K skal lave, og næste gang gennemgår læreren dem så.
Her er K’s angst stærkt aktiveret. Hun er ekstrem bange for at begå fejl. Det er svært at forklare, men det ligger dybt i hende. Angsten kan ikke formildes med: ’Pyt da! Det kan viskes ud’ eller: ’Man er nødt til at begå fejl for at lære!’
Selvom vi siger netop det sidste til hende, vi kan naturligvis på ingen måde anerkende, at hun ikke må begå fejl. Men det fordamper som dug på en varm sommermorgen, inden det når over til K. Hun kan ikke bruge det til noget, og hun sidder på nåle, holder på sit vejr, stirrer på sin lærer, mens denne kigger K’s ting igennem.
K har udviklet en særlig fin skønskrift. Der er mange ting fra det forgangne århundrede, hun godt kan lide. Skråskriften, som blandt andre min generation lærte i skolen, er en af dem
K har udarbejdet et farvesystem med high-lightere, så hun kan holde rede i, hvilke opgaver hun skal lave, hvilke der er formuleret på en uklar måde, hvilke hun ikke kan løse – og om de ikke kan løses på grund af den uklare formulering eller på grund af sværhedsgraden – og hvilke der skal tjekkes af læreren.
Når K’s lærer så læser hendes svar på opgaverne, er det sket flere gange, læreren har udbrudt:
’Det er så vildt, din skrift! Den er så perfekt, at man tror, den er trykt!’
K har udviklet en særlig fin skønskrift. Der er mange ting fra det forgangne århundrede, hun godt kan lide. Skråskriften, som blandt andre min generation lærte i skolen, er en af dem. Bortset fra K’s er perfekt udført. Bogstaveligt.
’Ah, det er ikke skrevet pænt,’ svarer hun blot. Hun udtrykker altid, når hun ikke lever op til sin egen høje standard.
En dag havde vi haft nogle problemer med dansk grammatik. Jeg er et fjols til at undervise og kan kun huske de grammatiske betegnelser på latin. Derudover bliver jeg også hurtigt usikker i forhold til, om jeg i det hele taget husker noget. Så jeg havde givet hende mit bud på svaret.
’Mor, du må godt lave fejl, nogle gange!’ Og så kiggede hun på sin lærer: ’Men du må ikke lave fejl!’
Men læreren havde også været i tvivl og ville gerne undersøge det eksakte svar nærmere. Det holdt hun heldigvis fast i, hvilket jeg synes var det helt rigtige, selvom K var utilfreds med ikke at kunne få et svar med det samme.
Først næste gang fik hun sit svar. Og det er svært for K at vente, fordi hun er så bange for, at hun har gjort fejl og det stresser hele hendes psyke og fysik. K’s konklusion på svaret var at sende mig et skarpt blik, utilfreds som hun var med os begge:
’Mor, du må godt lave fejl, nogle gange!’ Og så kiggede hun på sin lærer: ’Men du må ikke lave fejl!’
Og det er den præmis, vi er nødt til at arbejde ud fra. Det er herfra, vejen ind til K starter.
Foto: Unsplash
Læs de 92 forudgående essays i Odile Poulsens fortælling om datteren K – og om at leve for hende og sammen med hende her: Afsnit 1: Hvad gør vi nu, lille du, afsnit 2: Mens vi venter i Systemet, her, afsnit 3: Here Comes the Sun, afsnit 4: Smil, det smitter – jeg skal bare lige have en tudetur først, afsnit 5: Undskyld, kan du vise mig vejen til mulighedernes land?, afsnit 6, Den der tier, lyver her, afsnit 7: Rigtige venner står for fald og kan købes, her og afsnit 8.1 Vi prøver med en ny begyndelse – en gang til, her, 8. afsnit, del 2, her, afsnit 9 Pushermama findes her, 10. del, Historien om K –Det siger sig selv kan læses her, 11. afsnit, “Solen går til psykolog“, kan læses her, 12. afsnit, “Lattergas” her, 13. afsnit “Jeg gik op i en spids for at se mig lidt omkring,” her ,14. afsnit, “We do what we can”, her,15. afsnit, Catch 22, her, 16. afsnit, “It’s your last chance”, her, 17. afsnit, “Intet nyt er godt nyt for de fleste, men svært at tro på for de få”, her,18. afsnit, Bror og søster – L & K, her, 19. afsnit, ’Vi er liv og lys, vi er skygger og magi’, her 20. afsnit, ‘Vi er drømme lagt på is, vi er det tabte paradis’ , 21. afsnit ’På gyngende grund’, her, 22. afsnit “Virkeligheden overgår altid fantasien” her, 23. afsnit Den første ventetid er slut, her , 24. afsnit, ‘Den Fremmede – udredningen er i gang’ her, 25. afsnit, ‘Den livsvigtige telefonsamtale” her, 26. afsnit, ‘Ostehapsere – og et lille strejf af lykke’, her , nr. 27, ‘Alt det gode i livet tager tid’, her, nummer 28, “F….” her, nummer 29, “Udredningen trak de sidste tænder ud,” her, afsnit 30, Magiske timeglas’ her Afsnit 31, “A Whiter Shade of Pale”, her. afsnit 32, “Diagnosens dag”, afsnit 33,” Asperger – og hvad så?” kan læses her, afsnit 34, “Vi er alle meget bekymrede”, her, afsnit 35, “Jeg lukker øjnene”, her, afsnit 36, “Should I stay or should I go now”, her, afsnit 37 ‘Er du også mor til en Aspie”? her, afsnit 38, Jeg henter bidder af verden hjem til min datter. afsnit 39, ‘Nu får i god hjælp’ og endelig afsnit 40, Vil du med på bondegård? og endelig Et lykkeligt møde med Panda-koen, Gertrud, nummer 42 her, afsnit 43, ‘Hvad med Juleaften?” her, afsnit 44, Som perler af lys, her og afsnit 45, Historien om K: Mit Lys, min Kærlighed, her , afsnit, 46, Pædagogens uventede besøg, her, afsnit 47, Hvad en Aspie-mor skal vide, afsnit 48, Godnat min skat, sov godt, afsnit 49, Med vidt åbne øjne, afsnit 50, Giv vikaren skylden, afsnit 51, K og de hellige køer her , “Ja”, afsnit 52 her, afsnit 53, “Togvogns-traditionen og den særlige 15-års fødselsdag”, her, afsnit 54, ‘Magi mikset med et skvæt af myndighed’, her, afsnit 55, ‘That’s my birthday girl’, afsnit 56 ‘Mit signal’, afsnit 57 ‘Farvel!, afsnit 58 ‘Væk mig fra dette mareridt‘, 59 ‘Magt uden viden‘, afsnit 60 ‘Radiotavshed’, afsnit 61 ‘Jeg har vigtigere ting at bruge mine tanker på‘, afsnit 62 ‘I det kommunale venteværelse’, 63 ‘Pædagogrokaden‘, 64 ‘Solen brager igennem‘, afsnit 65 ‘Stuen er fuld af regnbuer‘, afsnit 66 ‘I den blinde vinkel’, afsnit 67 “På det offentliges regning” her, afsnit 68, “K, Bulldoggen og Totoro*, her, 69, “Lad os se, hvor hårdt vi kan slå,” her, afsnit 70, ‘Tag dig i agt for psykopatien’, afsnit 71, Totoro, Anais og K – T.A.K, afsnit 72, Værdien af hverdags-autister, afsnit 73, Snedkerens besøg, afsnit 74, Kommunen smider om sig med bomber‘, afsnit 75, ‘Man kan f*cking ikke købe Grønland – og man kan ikke købe os‘ , afsnit 76, ‘Elefanten i rummet spiser sig tyk‘ , afsnit 77, ‘Kan et skoleliv også være liv?‘, afsnit 78, ‘Autisme Mama Cirkel 1:2′, afsnit 79, ‘Autisme Mama Cirkel 2:2’, afsnit 80, ‘Din F****** autist’, afsnit 81, ‘Det står rødt på hvidt’ her, afsnit 82, ‘Ikke for skolen men for livet‘, afsnit 83, ‘Hvad kan blive som autist?’ afsnit 84, ‘Vi skal skynde os langsomt‘, afsnit 85, ‘Kommunen drukner os i en sump af mistro‘, afsnit 86, ‘Djævelen er i detaljen’ , afsnit 87, ‘Eternal optimist’, afsnit 88, ‘Autisme-mama aka Superwoman‘, afsnit 89, Vi deler samme passioner, afsnit 90, ‘Same procedure as last year‘ , afsnit 91, Something rotten in the state of Denmark og endelig afsnit 92, ’Tænk på, hvis det havde været i Afrika, havde han været død!’.
Modtag POV Weekend gratis, følg os på Facebook
– eller støt vores arbejde
Læser du POV fast eller kun lejlighedsvis? Hver fredag samler vi ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i ugebrevet POV Weekend.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her.
Har du mulighed for at støtte POV som åbent og uafhængigt dansk medie, kan du gøre det som støtteabonnent her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
