ESSAYSERIE – “Allerede fem minutter efter han var kommet, smilede K bredt og naturligt til ham og hele hendes ansigt kravlede frem bag det hegn, hun havde gemt sig. Inden vi var halvvejs inde i besøget, var K kommet ned fra trappen, og havde sat sig lige foran ham ved spisebordet for ivrigt at vise ham forskellige fotos af dyr på sin mobil.”Odile Poulsen skriver hver fredag om sin datter K på 15 år, som har fået stillet diagnosen Aspergers Syndrom. I dagens afsnit, som er nummer 63, får familien besøg af en ny pædagog, imens de venter på svar fra kommunen.
’Okay, man behøver ikke være den hurtigste knallert på kajen for at arbejde med vores datter, men man skal være blandt dem!’
Mine øjenbryn vipper rasende opad og sætter en hel pløjemark af rynker i min pande.
Pædagogen slipper et uforvarende grin. K’s nye pædagog og jeg sidder overfor hinanden på den cafe, der ligger rundt regnet to skridt fra, hvor vi bor. Der var grund til at holde et timelangt opstartsmøde, inden han for alvor skulle begynde at arbejde med K (med mig som det tredje hjul, der står og summer nogle gange for højt, andre gange mere nedtonet).
Han er den nye, faste pædagog – opgraderet fra at være vikar. Jeg vil sikre mig en solid overlevering, for jeg stoler ikke længere på ekspædagogen efter hans stunt, hvor han sparkede benene væk under hele samarbejdet.
Der er så meget jeg kan fortabe mig i af uretfærdighed og usselhed, men jeg traf et valg i weekenden: Jeg kan ikke gå rundt og være en oppustet hanekylling klar til kamp
Hans evner til at se K blev til varm luft i rummet, og han jonglerede med et fagligt sprog, han ikke selv forstod, da han på sidste statusmøde pegede på præcis en af de dagbehandlingsskoler, vi slet ikke vil have.
Og så var der sket det med kommunen, eller mere præcist med Matchningsudvalget, der var kommet op med det horrible ’tilbud’ (hvilket det ikke er, men mere en art pålæg) om en skole, som jeg sydede over og var nødt til at få undersøgt, hvordan pædagogen forholdt sig til. En skole, der i øvrigt pudsigt nok rent fysisk befinder sig på etagen over den etage, hvor ekspædagogen selv er ansat.
En skole, der faktuelt er moderdyret til den virksomhed, ekspædagogen er ansat i, eftersom man pludselig stod med alt for mange unge og for få pladser på skolen. Så man skabte virksomheden for at spænde over hele feltet.
Det er der ingen, som har oplyst os om, men jeg har fundet ud af det ad anden vej: At skolen og det pædagogiske tilbud er en og samme hånd. Nå ja, hvis ikke samme hånd så i hvert fald hinandens højre og venstre.
Hvad er der nu galt med det? Er det ikke bare en fordel, så K ikke skal skifte voksne i tide og utide? Bortset altså fra at en del af målene i kommunens handleplan for K blandt andet er, at hun skal kunne rumme flere personer i sit liv.
Nej, det er der bestemt intet i vejen med, hvis det da havde forholdt sig sådan, at skolen var en af de skoler, det matcher K’s behov. Men det er den ikke.
Det æder sig inde fra og ud, og dét går jeg ikke med til. Nul putte
Det ville have været langt mere acceptabelt, hvis fra det øjeblik vi sagde ja tak til det pædagogiske tilbud, var blevet orienteret om, at der hang en skole med i den anden ende; at det med andre ord var et all inclusive tilbud med et armbånd, der udløser fri adgang til det hele.
Ligesom det er helt, som det skal være, at professionelle skal have løn, der skal faktureres til kommunen for timer og minutter, men ikke for smil og varme heldigvis, for at arbejde med voresK. Men lad os nu bare være ærlige, for selvom der er meget stor stigning i antallet af børn og unge med behov inden for socialpsykiatrien, så er der også meget stor konkurrence om at få dem som kunder – om at blive kommunens yndlinge og være på deres lønsedler. Og venner er til for at hjælpe venner, det er da klart, det behøver ikke være nepotisme.
Men der skal være gennemsigtighed i, hvem der får penge for hvad og af hvem, hvorfor og hvornår – også for os forældre og familier.
Man kan ikke tillade sig at behandle os, der er den nærmeste familie, med mindre end respekt. Alligevel sker det konstant som en intravenøs venflon, et drop, som er lagt direkte ind i de store blodbaner.
Den ny pædagog er også ansat i den pædagogiske virksomhed; han er kollega til den fyrede, som vi sagde farvel og tak til, og derfor kan jeg ikke blot forlade mig på, at tingene er i fineste orden og at eks’en har overlappet fyldestgørende i det akutte vagtskifte, der i øvrigt kom fuldstændig bag på ham (han havde ikke opdaget, at K ikke gad ham og at hun selv rent fysisk trak sig længere og længere op ad trappen. Hvordan kan man ikke opdage sådan noget som pædagog? Nok stiller jeg høje krav, men, come on!).
Åh, undskyld, jeg forglemmer mig – jeg er nødt til at tage hånd om fortællingen, så den ikke hænger uden rod og dingler fra træet. Men jeg er samtidig nødt til at være kortfattet, for ellers kan selvsamme eksplodere af vrede.
K har så meget, at byde på! Hun er så spændende! Og sjov!
Nej, vi har stadig ikke hørt fra kommunen vedrørende vores afslag på valg af dagbehandlingsskole.
Der er så meget jeg kan fortabe mig i af uretfærdighed og usselhed omkring det, men jeg traf et valg i weekenden: Jeg kan ikke gå rundt og være en oppustet hanekylling klar til kamp – og så blive fuldstændig ignoreret uge efter uge bogstaveligt talt (vi løber ind i den sjette nu).
Det æder sig inde fra og ud, og det går jeg ikke med til. Nul putte.
Så nu har jeg forklaret min indre pitbull, hvor meget jeg elsker den samt hvor dygtig og loyal, den er og at den godt må hvile til den vejrer kamp, for det er præcis det, den kan og gør.
Den ny pædagog vil få et navn her i mine tekster, men jeg har ikke besluttet mig for hvilket endnu. Og det er helt bevidst, fordi jeg ikke er parat til at stole på nogen fra kommunen, inklusive denne udsendte – endnu. Man amputerer ikke et lem og sætter en nødtørftig udført årepresse på for så at undvige alle akutte skadestuer, man kommer i nærheden af. Selvfølgelig ikke.
På den anden side går man heller ikke resten af livet og forventer at få hugget endnu et lem af. Men det gør man i starten, indtil nervesystemet kan trække vejret og man ikke sejler rundt i feberhallucinationer og skræk.
Inden vi alle havde set os om, var han kommet til at blive hængende ved bordet en halv time mere end planlagt
Så jeg skal lige kende den nye pædagog lidt bedre og sikre mig, at han holder og har kræfter til at stå den lange distance og ikke kun til hvedebrødsdagene. Han er nødt til at vise sig værdig til at blive betydningsfuld.
Bortset fra, det er han faktisk allerede for K, har det vist sig. Så derfor er jeg ekstra påpasselig og nøjeregnende med, at han tager ordentlig vare på den enorme tillid, hun i øjeblikket lukker op for.
Dét, vi ikke længere troede, kunne forventes af en professionel ansat, åbenbarede sig nemlig lige for næserne af os lige fra den allerførste gang, han kom for at besøge K.
Det var i uge 7 eller 8, Niels havde også ferie. Eks-pædagogen var taget på ferie og i de to uger havde vi sagt ja til en vikar. Det ville lyde overskudsagtigt, hvis jeg kunne sige, at vi sagde ja, fordi jeg havde på fornemmelsen, at der ville komme en dygtig pædagog ind ad døren. Men det ville også være en løgn.
Men det var det, der skete: Allerede fem minutter efter han var kommet, smilede K bredt og naturligt til ham og hele hendes ansigt kravlede frem bag det hegn, hun havde gemt sig. Og så snakkede de løs.
Inden vi var halvvejs inde i besøget, var K også kommet ned fra trappen, og havde sat sig lige foran ham ved spisebordet for ivrigt at vise ham forskellige fotos af dyr på sin mobil. Og inden vi alle havde set os om, var han kommet til at blive hængende ved bordet en halv time mere end planlagt.
Han ser ikke ud til at gå op i syningerne, men kommer med nogle diplomatiske sløjfer, hvor han både giver mig ret og passer på sin kollega. Det var, hvad jeg håbede, han ville gøre
Det blev bedre og bedre for hvert af de fire besøg.
Ved hans sidste besøg, fortalte han Niels og mig om, hvor overrasket han var over, hvor godt det hele gled.
’K har så meget, at byde på! Hun er så spændende! Og sjov!’ sagde han. For han havde fået et helt andet billede af sin kollega. Naturligvis. For der blev aldrig skabt nogen kontakt mellem eks-pædagogen og K.
Det havde vi aldrig hørt fra en professionel før. Aldrig. ’Han ser hende!’
’Ja, vi er nødt til at handle herefter,’ aftalte vi.
Ugen efter var K’s nye pædagog tilbage i vort hjem.
Jeg stirrer arrigt henover det trendy ’banket-sammen-af-en-gammel-dør’ cafebord, for at sikre mig, at han kan følge med.
’Du behøver slet ikke svare på det med din kollega, det forventer jeg ikke. Men kæft’, han har ødelagt en masse, ved at gå direkte ind og pege på de skoler, der slet ikke matcher K’s behov,’ siger jeg.
Han ser ikke ud til at gå op i syningerne, men kommer med nogle diplomatiske sløjfer, hvor han både giver mig ret og passer på sin kollega. Det var, hvad jeg håbede, han ville gøre.
Så er det alligevel det der med, at også han er kollega med skole-folkene lige på etagen oven over. Hvordan vil han forvalte det? Kan vi stole på, han ser K´s behov og arbejder efter dem, selvom de ikke stemmer overens med, hvad hans arbejdsplads behøver, for at have nok arbejde til deres ansatte?
Hvis du kunne lide, hvad du har læst og får lyst til at donere et beløb for oplevelsen til skribenten, kan du gøre det via Odile Poulsens Mobile Pay: 3064 3538.
Foto: Pexels.
Læs de 62 forudgående essays i Odile Poulsens fortælling om datteren K – og om at leve for hende og sammen med hende her: Afsnit 1: Hvad gør vi nu, lille du, afsnit 2: Mens vi venter i Systemet, her, afsnit 3: Here Comes the Sun, afsnit 4: Smil, det smitter – jeg skal bare lige have en tudetur først, afsnit 5: Undskyld, kan du vise mig vejen til mulighedernes land?, afsnit 6, Den der tier, lyver her, afsnit 7: Rigtige venner står for fald og kan købes, her og afsnit 8.1 Vi prøver med en ny begyndelse – en gang til, her, 8. afsnit, del 2, her, afsnit 9 Pushermama findes her, 10. del, Historien om K –Det siger sig selv kan læses her, 11. afsnit, “Solen går til psykolog“, kan læses her, 12. afsnit, “Lattergas” her, 13. afsnit “Jeg gik op i en spids for at se mig lidt omkring,” her ,14. afsnit, “We do what we can”, her, 15. afsnit, Catch 22, her, 16. afsnit, “It’s your last chance”, her, 17. afsnit, “Intet nyt er godt nyt for de fleste, men svært at tro på for de få”, her,18. afsnit, Bror og søster – L & K, her, 19. afsnit, ’Vi er liv og lys, vi er skygger og magi’, her 20. afsnit, ‘Vi er drømme lagt på is, vi er det tabte paradis’ , 21. afsnit ’På gyngende grund’, her, 22. afsnit “Virkeligheden overgår altid fantasien” her, 23. afsnit Den første ventetid er slut, her , 24. afsnit, ‘Den Fremmede – udredningen er i gang’ her, 25. afsnit, ‘Den livsvigtige telefonsamtale” her, 26. afsnit, ‘Ostehapsere – og et lille strejf af lykke’, her , nr. 27, ‘Alt det gode i livet tager tid’, her, nummer 28, “F….” her, nummer 29, “Udredningen trak de sidste tænder ud,” her, afsnit 30, Magiske timeglas’ her Afsnit 31, “A Whiter Shade of Pale”, her. afsnit 32, “Diagnosens dag”, afsnit 33,” Asperger – og hvad så?” kan læses her, afsnit 34, “Vi er alle meget bekymrede”, her, afsnit 35, “Jeg lukker øjnene”, her, afsnit 36, “Should I stay or should I go now”, her, afsnit 37 ‘Er du også mor til en Aspie”? her, afsnit 38, Jeg henter bidder af verden hjem til min datter. afsnit 39, ‘Nu får i god hjælp’ og endelig afsnit 40, Vil du med på bondegård? og endelig Et lykkeligt møde med Panda-koen, Gertrud, nummer 42 her, afsnit 43, ‘Hvad med Juleaften?” her, afsnit 44, Som perler af lys, her og afsnit 45, Historien om K: Mit Lys, min Kærlighed, her , afsnit, 46, Pædagogens uventede besøg, her, afsnit 47, Hvad en Aspie-mor skal vide, afsnit 48, Godnat min skat, sov godt, afsnit 49, Med vidt åbne øjne, afsnit 50, Giv vikaren skylden, afsnit 51, K og de hellige køer her , “Ja”, afsnit 52 her, afsnit 53, “Togvogns-traditionen og den særlige 15-års fødselsdag”, her, afsnit 54, ‘Magi mikset med et skvæt af myndighed’, her, afsnit 55, ‘That’s my birthday girl’, afsnit 56 ‘Mit signal’, afsnit 57 ‘Farvel!, afsnit 58 ‘Væk mig fra dette mareridt‘, 59 ‘Magt uden viden‘, afsnit 60 ‘Radiotavshed’, afsnit 61 ‘Jeg har vigtigere ting at bruge mine tanker på‘ og endelig afsnit 62 ‘I det kommunale venteværelse’.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
