Jeg lukker øjnene

i Børn & unge/Liv & Mennesker af

ESSAY –  “Der er, hånden på hjertet, ingen polstring tilbage. Og jeg aner ikke, hvordan jeg får anskaffet mig en. Livet fortsætter, selvfølgelig gør det det – det stopper ikke op og spørger ’Hey du, trænger du lige til, at vi sætter på pause, mens du får proppet noget isolering ind igen?”Odile Poulsen skriver hver fredag essayserien om sin datter K på 14 år, som har fået stillet diagnosen Aspergers Syndrom og som også lider af angst. I dagens afsnit, som er nummer 35, bliver K’s storebror, L på 18 år, der har en nyresygdom, nødt til at tage på hospitalet med en pludselig mavepine. Odile bekymrer sig om, hvorvidt hun og familien kan holde til presset, og konstaterer samtidig, at der ikke dukker en gylden hjælper op lige pludselig. Familien skal selv finde kræfterne. Og kan de så det?

’Selvom jeg ikke var med derude i dag, så bliver jeg så tung. Hele dagen; det sker med det samme, bum! Så er jeg tilbage i den tilstand.’

Niels sidder over et par rugbrødsmadder, som hurtigt skal indtages, inden han igen skal køre.

Han er kun lige kommet hjem for at vende for vores skyld; vi hans fugleunger, der skal fodres, inden han samler sit gear sammen og kører ud for at øve med sit band.

De skal have en ny mand med på weekendens jobs, så der skal øves tre aftener denne uge. Var det ikke fordi jeg vidste, at manden elsker det, ville jeg hade det.

Men det gør han, det er hans frirum.

Ja, jeg har lyst til at skrige som et lille barn, der skriger og skriger, fordi trykket, som bliver værre og værre, kun kan skriges ud, indtil man er døv for egne ører, vinduerne vibrerer, og tiden går i stå. Ja faktisk indtil verden forstår, og det hele holder op

Jeg spiser ikke noget; det hele snører sig sammen i halsen og kvalmer til i maven, så der er ikke plads til at proppe mere ind.

Tværtom har jeg trang til at komme af med det indre tryk, der som et dæk kan eksplodere med et brag, som en ballon, der kan springe, fordi man ignorant bliver ved at presse mere luft ind. Som en skrigeballon. Ja, jeg har lyst til at skrige som et lille barn, der skriger og skriger, fordi trykket, som bliver værre og værre, kun kan skriges ud, indtil man er døv for egne ører, vinduerne vibrerer, og tiden går i stå. Ja faktisk indtil verden forstår, og det hele holder op.

Så hold dog op!, ville jeg skrige ud i universet, om jeg vidste, at det rent faktisk ville lytte og sætte al uretfærdigheden i en benlås og lade vort liv passere uforstyrret videre.

’Mm,’ istemmer jeg Niels udmelding, ’der er bare ikke kræfter til det hele.’

K’s storebror var vågnet op med stærke lændesmerter i forgårs.

Min første tanke stak straks i retning af hans nyrer, men for ikke at forskrække ham, K og mig selv, trak jeg tanken retur, som en snelg pakker sine følehorn sammen.

L var dog selv bekymret, så jeg foreslog ham, at han ringede til sin praktiserende læge. Der skulle han komme ud en time efter.

Lægen vurderede efter tre minutters konsultation, at smerterne skyldtes, at han havde siddet for meget og spillet computer i sin efterårsferie. At smerterne også havde været der tidligere på måneden ad to omgange måtte skyldes forkerte bevægelser, når han spillede fodbold.

Men her til morgen var smerterne tiltaget og havde bredt sig videre til også at inkludere hans flanke fortil. Da han ringede til Riget, ville hans nyrelæge straks se ham.

Jeg tager med ham; han er godt nok lige blevet atten, men han har stærke reaktioner som efter-synk på alle indlæggelserne.

’Jeg håber, vi hurtigt kan gå igen’ mumler han, mens han trækker sin hætte op om ørerne og skubber håret ind under den. Hætten er hans gemmested.

’Ja bestemt, mon ikke vi kan gå, når Hanne lige har set dig?’

Der kommer til at gå fem timer, før vi igen kan køre fra Riget. Når L har symptomer, reagerer hospitalet prompte. Han er en joker, så staben tør ikke forlade sig på gætterier.

Sidst på eftermiddagen er parkeringspladserne, der omkranser hospitalet, nærmest rippede for biler. Jeg ’stress-kørte’ herhen, pressede Chrysleren til mere, end hun kan præstere, den gamle tøs, så hun til sidst smækker trumf på og begynder at ose fra motoren.

”Undskyld skat, men du ved hvordan det er – ungerne kommer før os! Du må hvile her en times tid, så skal jeg nok køre dig stille hjem”, lover jeg hende i mit stille sind, da vi forlader hende i anseelig gå afstand fra unge-nyreafdelingen.

Vi havde også forladt K hjemme. Med min mest optimistiske stemmeføring havde jeg sagt, at vi bare ’lige skulle en hurtig tur ud til lægerne’, men at jeg i øvrigt ikke troede, det var noget alvorligt.

’Har du din mobil tændt, skat?’

’Nej. Men det gør jeg nu!’ havde hun svaret. Hendes stemme var lys, let. Hun var o.k., det lød ikke forstilt. Jeg håbede min heller ikke gjorde det, selvom jeg er umanerlig dårlig til at lyve eller forstille mig.

Da vi ude på hospitalet vil købe kaffe og croissanter trøst, opdager jeg, at jeg ikke har taget min mobil med. Øjeblikket lige forinden konstaterer jeg, at jeg havde glemt mit MasterCard.

Men alt føltes skævt; jeg kørte møgdårligt, glemte min mobil, penge og betalingskort og havde K siddende alene hjemme

’Det ligger nok sammen med mobilen hjemme på bordet,’ griner jeg til L, hvorefter jeg skælder mig selv ud for min tåbelige glemsomhed.

’Det er da lige meget – jeg har jo min mobil, så finder vi ud af det,’ indvender L og dæmper mit koleriske udbrud.

’Du har ret skat, du har ret.’

Men alt føltes skævt; jeg kørte møgdårligt, glemte min mobil, penge og betalingskort og havde K siddende alene hjemme.

I de sidste mange måneder har jeg lukket øjnene for den virkelighed, at L, en hvilken som helst dag, kunne bukke sammen med endnu et tilfælde af alvorlig sygdom.

Det indser jeg lige dér. Det mærker jeg lige dér! Nu forstår jeg, hvor lidt polstret jeg er til, at begge vor børn er alvorligt nede på samme tid med hver deres forskellige lidelse.

Der er, hånden på hjertet, ingen polstring tilbage. Og jeg aner ikke, hvordan jeg får anskaffet mig en.

Livet fortsætter, selvfølgelig gør det det – det stopper ikke op og spørger ’Hey du, trænger du lige til, at vi sætter på pause, mens du får proppet noget isolering ind igen?’ Der kommer ikke en Barmhjertighed forbi med en pose gyldne løfter og brede skuldre.

Det gik jo; vi klarede den igen i går. Dog har jeg stadig lyst til at skrige af frygt fordi jeg er bange for, om vi er nok, Niels og jeg. Nok for dem. Men jeg lukker min øjne, blot en lille stund

Barmhjertigheden og de brede skuldre, det er Niels og mig. Vi er den, som vi hele tiden har været, men som jeg – fordi jeg ikke kan se, hvordan vi skal kunne nå hele vejen rundt – har lukket øjnene for.

I stedet lavede jeg billeder af en L, der på sin medicin, fungerer uden tilbagefald og en K, der med rette støtte, også fjerner sig fra sit livs sværeste tid bag mine lukkede øjne

Men hvor naivt er det ikke lige? Alligevel er det noget, jeg altid har gjort. Og er nødt til at blive ved med at gøre; skabe mestring i blinde. Engang gjorde jeg det for at overleve; nu gør jeg det for, at mine børn skal.

L er sat i behandling endnu engang, men vi er hjemme. Og vi nåede hjem til K, uden hun blev bange for, om han blev indlagt.

Det gik jo; vi klarede den igen i går. Dog har jeg stadig lyst til at skrige af frygt fordi jeg er bange for, om vi er nok, Niels og jeg. Nok for dem.

Men jeg lukker min øjne, blot en lille stund.

POV lønner ikke sine skribenter – endnu. Hvis du nyder serien og gerne vil honorere Odiles tekster på POV, kan du donere et beløb til hendes Mobile Pay: 3064 3538

Topfoto: Pixabay.

Læs de 34  forudgående essays i Odile Poulsens fortælling om datteren K – og om at leve for hende og sammen med hende her: Afsnit 1: Hvad gør vi nu, lille du, afsnit 2: Mens vi venter i Systemet, her, afsnit 3: Here Comes the Sun, afsnit 4: Smil, det smitter – jeg skal bare lige have en tudetur først, afsnit 5: Undskyld, kan du vise mig vejen til mulighedernes land?, afsnit 6, Den der tier, lyver her, afsnit 7: Rigtige venner står for fald og kan købes, her og afsnit 8.1 Vi prøver med en ny begyndelse – en gang til, her, 8. afsnit, del 2, her, afsnit 9  Pushermama findes her, 10. del, Historien om K –Det siger sig selv kan læses her, 11. afsnit, “Solen går til psykolog“, kan læses her, 12. afsnit, “Lattergas” her, 13. afsnit “Jeg gik op i en spids for at se mig lidt omkring,” her ,14. afsnit, “We do what we can”, her, 15. afsnit, Catch 22, her,  16. afsnit, “It’s your last chance”, her17. afsnit, “Intet nyt er godt nyt for de fleste, men svært at tro på for de få”, her,18. afsnit, Bror og søster – L & K, her, 19. afsnit, ’Vi er liv og lys, vi er skygger og magi’, her 20. afsnit, ‘Vi er drømme lagt på is, vi er det tabte paradis’ , 21. afsnit ’På gyngende grund’, her,  22. afsnit “Virkeligheden overgår altid fantasien” her, 23. afsnit Den første ventetid er slut, her , 24. afsnit, ‘Den Fremmede – udredningen er i gang’ her, 25. afsnit, ‘Den livsvigtige telefonsamtale” her, 26. afsnit, ‘Ostehapsere – og et lille strejf af lykke’, her , nr. 27, ‘Alt det gode i livet tager tid’, her, nummer 28, “F….” her, nummer 29, “Udredningen trak de sidste tænder ud,” her, afsnit 30, Magiske timeglas’ her Afsnit 31, “A Whiter Shade of Pale”, her. afsnit 32, “Diagnosens dag”, afsnit 33,” Asperger – og hvad så?” kan læses her og afsnit 34, “Vi er alle meget bekymrede”, her.

Odile Poulsen er forfatter og foredragsholder, uddannet pædagog og psykoterapeut ved Kempler Instituttet. Hun har tidligere ledet en døgninstitution. Om sig selv siger hun: "Jeg har oplevet meget, og det mener jeg selv, er karakteristisk. Som ni liv levet i ét. Trods jeg aldrig troede, jeg ville blive mere end tredive, har jeg fornøjelsen af stadig at være her. Livet handler om at øge vor bevidsthed. Det kræver autencitet på alle planer og en blotlæggelse af tabuer, der indskrænker menneskets frihed og livskvalitet. Jeg er altid optaget af og drevet mod friheden. Derfor er alt, hvad jeg skriver og taler om, båret af et ønske om at ophæve begrænsninger for det frie sind."
Hun har udgivet bøgerne, Hustler (Rosinante 2000 og 2006), Sirenesang (Lindhardt og Ringhoff 2006) og har modtaget Alt for Damernes Kvindepris (2005). I 2008 var hun ambassadør for Dannerhuset. Odile er bosat i København med sin mand og deres to teenagere. Du kan også finde hende på LinkedIn: www.linkedin.com/in/odilepoulsen/
Hvis du vil honorere Odiles tekster på POV, kan du donere et beløb til hendes Mobile Pay: 3064 3538

Seneste artikler om Børn & unge

Dit liv er dit eget

KLUMME //UDDANNELSE  – Danske unge hyldes ofte som selvstændige og kritisk tænkende.