ESSAY – “Mange forstår ikke alvoren i vores situation; de spørger, om det mon ikke kan løses ved at lægge kosten om, eller at tage på en god ferie? Som om vi ikke har forsøgt at handle selv og gøre alt det, der kommer før den absolut sidste mulighed: medicinering. Som om det blot er en influenza, vi forældre kan lade K være alene med, når vi selv har brug for en pause. Det er helt åbenbart svært at begribe, at der ikke findes den slags snuptagsløsninger, hvis man ikke er i nærheden af liv, der minder om vores. Og det er i det hele taget, har jeg lært nu, svært at begribe, hvordan hverdagslivet og familielivet ser ud med et barn, der lider af så svær angst”. Odile Poulsen skriver hver fredag en ny tekst i essay-serien om familiens liv med datteren K, der lider af angst. I dag er vi nået til afsnit 23.
Igen har vi ædt os gennem fem stillestående uger; uger hvor ikke kun tiden, men også luften og vi, står som figurer på et voksmuseum. Vi synes naturtro, ja nærmest som om vi i næste øjeblik vil begynde at tale, bryde ud i sang, danse eller bare trække vejret. Men indeni, bag pandens høje mur, de indadvendte blikke og de fortonede kroppe, padler en endeløs række af tanker mod samme centrum, samme bulls eye, som er det eneste, vi oprigtigt er optaget af.
Vi venter med en knastør og naturstridig tålmodighed på at komme ind til den første af syv aftaler indgået med ungepsykiatrisk ambulatorium.
Det er de aftaler der kommer til at afgøre, hvad der behandlingsmæssigt skal ske for K. Simultant med efterårets officielle indtræden på sommerens sidste dag modtager vi konklusionen på den ny psykiatriske udredning: Endnu en udredning.
K har en ADD hjerne, også kendt som en koncentrationsforstyrrelse, en biokemisk lidelse eller et handicap, der i folkemunde går under navnet ’Stille ADHD’ eller ’pige ADHD’. I samme ombæring fik hun også stillet den åbenlyse angstdiagnose
Sidste sommer gennemgik K sin første udredning. Det var den, der konkluderede, at K har en ADD hjerne, også kendt som en koncentrationsforstyrrelse, en biokemisk lidelse eller et handicap, der i folkemunde går under navnet ’Stille ADHD’ eller ’pige ADHD’.
I samme ombæring fik hun også stillet den åbenlyse angstdiagnose.
Vi fik forklaret, at angsten bunder i ADD’en, der alle år har været ubehandlet. Det havde vi slet ikke set komme. Og ligesom ADD’ en var ubehandlet, var angsten det også, og den trak tilmed K ind i en depression og skolefobi.
Ingen snuptagsløsninger
Men al behandling både op til diagnoserne sidste efterår og til nu, har ikke givet den forventede effekt. Rent faktisk er det eneste der har givet effekt den medicinske behandling.
At hun skal medicineres, strider mod alt hvad vi ønskede for K. Det samme gælder for vores søn, også han må dagligt tage medicin for at hjælpe sine nyrer, der ikke fungerer tilstrækkeligt.
Når ens børn bliver så syge eller lidende, at intet andet end medicin kan hjælpe, overgiver man sig betingelsesløst. Hvem ville vi være, om vi nægtede dem det?
Mange forstår ikke alvoren i vores situation; de spørger, om det mon ikke kan løses ved at lægge kosten om, eller at tage på en god ferie? Som om vi ikke har forsøgt at handle selv og gøre alt det, der kommer før den absolut sidste mulighed: medicinering
Vi er ikke religiøse fanatikere, ikke engang tilnærmelsesvist.
Mange forstår ikke alvoren i vores situation; de spørger, om det mon ikke kan løses ved at lægge kosten om, eller at tage på en god ferie? Som om vi ikke har forsøgt at handle selv og gøre alt det, der kommer før den absolut sidste mulighed: medicinering. Som om det blot er en influenza, vi forældre kan lade K være alene med, når vi selv har brug for en pause.
Det er helt åbenbart svært at begribe, at der ikke findes den slags snuptagsløsninger, hvis man ikke er i nærheden af liv, der minder om vores. Og det er i det hele taget, har jeg lært nu, svært at begribe, hvordan hverdagslivet og familielivet ser ud med et barn, der lider af så svær angst.
Hvis jeg skulle tage væk hjemmefra nogle dage, vil det være ensbetydende med at lade K være helt alene. Der er ingen andre, der kan være sammen med hende. Ingen andre kan holde hende oven vande i det ocean, hvor hun er tvunget til at klamre sig til mig som en nødstedt til en bøje.
Herfra hvor vi står nu ser jeg håb. Og jeg spejder frem mod slutningen af den udredning, der nu forsøger at hale sig ind på angsten i K, finde dens understrøm, dens næring for at kunne gribe om den, belyse den og lade den smuldre ved dagslyset
Det er ikke mangel på kærlighed til sin far, der gør, at hun sagtens kan lade ham tage af sted i dagevis. Hun elsker sin far inderligt. Men hun kan ikke få det, hun behøver af ham. Derfor er jeg hendes planke, hendes havn. Det er ikke et aktivt valg for nogen af os; det er en ganske simpel overlevelsesstrategi.
Dybereliggende diagnoser
På det ungepsykiatriske hospital mener de umiddelbart ikke, at ADD’en, angsten eller depressionen og skolefobien er de primære diagnoser. De mener, at der er noget dybereliggende, der endnu ikke har været afdækket.
Naturligvis har de fortalt os, hvilken diagnose de vil udrede for. Jeg kunne allerede aflæse det i for-samtalen for seks uger siden.
Jeg mærkede, hvordan den skitse, de to psykologer tegnede, fik mig til at snappe efter vejret. For hvornår ender afgrunden under os? Var det ikke tilstrækkeligt udfordrende, invaliderende og ulykkeligt at smide forestillingen om det raske og normale liv hårdt mod jorden, og har K ikke kæmpet mere end, hvad kunne forventes, spurgte jeg mig selv.
Men jeg kunne godt følge deres spor. Havde jeg ikke netop selv gjort mig samme tanker?
Herfra hvor vi står nu ser jeg håb. Og jeg spejder frem mod slutningen af den udredning, der nu forsøger at hale sig ind på angsten i K, finde dens understrøm, dens næring for at kunne gribe om den, belyse den og lade den smuldre ved dagslyset.
Mit håb er dog blandet med frygt.
I morgen går det løs med den første test, i morgen skal hun finde vej igennem den første labyrint. Frygten og håbet smeltes sammen som farver og smag i bolcher
Så håbet bliver nødt til hurtigt at finde en selvtillid eventuelt klodset op af tillid.
Frygten har det med at kile sin uvelkomne snude i vejen for så at presse resten af sig selv ind. For hvad nu, hvis de har ret, hvad gør vi så?
Accepterer vi den opfattelse eller skal vi gå en helt anden vej?
Det er stadig sådan herhjemme, at vi ikke er overbeviste eller enige om, hvad det er med K. Og hvor K føler sig set og forklaret i ADD’ens billede, kan hun på ingen måder se sig selv i den nye skitserede diagnose. Hun ønsker end ikke tænke på det.
Om hun kan lade være, ved jeg ikke, men vi har aftalt ikke at forholde os til andet end de næste måneders tests, observationer og samtaler; at tage dem som de kommer en ad gangen. Hver af dem er alligevel lige så umulige at gennemløbe, endsige at have et overblik over. De er som labyrinter.
I morgen går det løs med den første test, i morgen skal hun finde vej igennem den første labyrint.
Frygten og håbet smeltes sammen som farver og smag i bolcher.
Hvis du kunne lide, hvad du har læst og får lyst til at donere et lille beløb til skribenten, kan du gøre det på Odile Poulsens MobilePay: 3064 3538.
Læs de 22 forudgående essays i Odile Poulsens fortælling om datteren K – og om at leve for hende og sammen med hende her: Afsnit 1: Hvad gør vi nu, lille du, afsnit 2: Mens vi venter i Systemet, her, afsnit 3: Here Comes the Sun, afsnit 4: Smil, det smitter – jeg skal bare lige have en tudetur først, afsnit 5: Undskyld, kan du vise mig vejen til mulighedernes land?, afsnit 6, Den der tier, lyver her, afsnit 7: Rigtige venner står for fald og kan købes, her og afsnit 8.1 Vi prøver med en ny begyndelse – en gang til, her, 8. afsnit, del 2, “Vi prøver med en ny begyndelse – en gang til #2” her,afsnit 9 Pushermama findes her, 10. del, Historien om K –Det siger sig selv kan læses her, 11. afsnit, “Solen går til psykolog“, kan læses her, 12. afsnit, “Lattergas” her, 13. afsnit “Jeg gik op i en spids for at se mig lidt omkring,” her ,14. afsnit, “We do what we can”, her, 15. afsnit, Catch 22, her, 16. afsnit, “It’s your last chance”, her, 17. afsnit, “Intet nyt er godt nyt for de fleste, men svært at tro på for de få”, her,18. afsnit, Bror og søster – L & K, her, 19. afsnit, ’Vi er liv og lys, vi er skygger og magi’, her 20. afsnit, ‘Vi er drømme lagt på is, vi er det tabte paradis’ , 21. afsnit ’På gyngende grund’, her og 22. afsnit “Virkeligheden overgår altid fantasien” her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
