ESSAYSERIE – “Jeg har opdaget, at den store, uafsluttede konflikt med kommunen totalt har ændret mit syn og min tilgang til kommunen. Som dagene er gået, er jeg blevet svagere og har muskelkramper og rastløse nætter. Jeg kæmper med at holde fast og mod ikke at blive tungsindig og mismodig.” Odile Poulsen skriver hver fredag om sin datter K på 15 år, som har fået stillet diagnosen Aspergers Syndrom. I dagens afsnit, som er nummer 62, har familien stadig ikke fået svar fra kommunen efter fire ugers ventetid.
Jeg prøver at få hverdagen med K, der inkluderer en ugentlig tur på Bondegården og de to faste ugentlige pædagogaftaler med den nye pædagog, til at være så stabil og naturlig som muligt.
Den anden hverdag, som jeg hader, har fået hverdagsklang. Det er dén, som vi gør alt, hvad vi magter – hvilket ret beset er ikke så lidt – for ikke skal ramle ind i K.
Den hverdag, som grundet dens indlysende dysfunktionelle substans ikke burde være levedygtig, men har vist sig at være det. Den hverdag, der kun tales om af to af familiens medlemmer netop på grund af dens dysfunktionelle substans, der er bygget på ventetid.
Kolde mure og ingen varme i radiatorerne og med træplanker banket for vinduer i det kommunale venteværelse ligger vi på randen af en eksistens i en slags in transit, flygtningestatus på ukendt tid. Man lærer at tale sproget og spise maden uden at vrænge på næsen, og selvom man stadig kan se krigen sidder i børnenes lemmer, når de leger, er der ingenting, man kan gøre ved det. Ingenting. Rien.
Rovdyret sover aldrig tungt, har altid vågne celler der opfanger alle forandringer
Det er ikke fordi, man ikke har forsøgt. Alle har forsøgt, men der henvises endnu engang til den gratis kaffe, man bare kan trække i automaten, mens vi sidder på fjerde uge og venter.
Radiotavsheden er som en storm af hvid stilhed, der gør mig sneblind. I takt med blindheden tager til, rejser mine andre sanser sig, som et rovdyr, der løfter sig op i fuld størrelse, strækker sin brede ryg og lange ben og gaber. Rovdyret sover aldrig tungt, har altid vågne celler, der opfanger alle forandringer; vind, vejr, lugte, bevægelser, alt hvad der har indflydelse på dets liv, dets ungers liv, tages ind, og selv på hundrede kilometers afstand vejres en lugt, der kan være afgørende.
Samtidig med at mine sanser skærpes og bliver endnu mere præcise, kan jeg mistænke dem for det modsatte. For gamle traumer, der længe har stået uden for indflydelse, indtager nu på mest flabede vis deres gamle positioner ved krydserne på gulvet og ved, som de gamle gribbe, de er nøjagtigt hvilket kamera, de skal se ind i for at opnå mest live sendetid.
Min ryg værker, som kom den i tanke om, at den mangler massage, og mit syn kan ikke se sig fri for efterstæren, der blafrer patetisk i nærsynet. Min kæbe bider hårdt ned i cysten af betændelse og undersøgelser siger, at sådan nogle som mig lever tyve år kortere end sådan nogen som dem, jeg gerne vil være.
Men tavshed er ikke guld, og jeg tror heller ikke, at det bliver det foreløbig.
Det værste er, at jeg efterhånden ikke ved, hvad jeg skal tage for gode varer, når jeg taler med en kommunalt ansat
Der er faktisk slet intet ædelt over det, men føles mest som noget der skulle fragtes til Sibirien – og ikke som sådan et tv-program om overlevelse og en stor gevinst
I Danmark forsvinder ingen, det manglede da bare med alle de skattekroner, det koster at holde styr på alle personer, cpr-numrene dækker over, selvom K’s vist mest af alt udløser en vis amnesi i kommunen.
Sigmigtrordudeharglemtoshva? spørger vi både hinanden og alle. Eller alle er nu så meget sagt, for vi taler ikke rigtig med nogen. Niels arbejder mere end tres timer om ugen for at forsørge os, nogen skal jo gøre det, og jeg bruger min vågne tid på at undgå K berøres af konflikten, ingen andre kan gøre det.
For vi kan godt få den fornemmelse, at måske var det en drøm? Det bliver underligt uvirkeligt.
Det kan være, vi er den journal, der har klemt sig ind mellem alle de andre og er blevet presset så godt ind bag i skabet – ja, måske endda er røget helt ud og om bag ved skuffen. Rent digitalt, naturligvis.
’Vi har haft et stort hul i vort system, og det er først her til morgen, vi har modtaget cirka 120 mails, som alle har ligget og loopet.’
Undskyld, jeg fumler med min tekst – det sker desværre oftere og oftere, at jeg mister færten
Det var sådan, de sagde, dengang jeg måtte spytte godt i næverne, for – med fire måneders forsinkelse – at få godkendt min ansøgning om ’tabt arbejdsfortjeneste’.
Undskyld, jeg fumler med min tekst – det sker desværre oftere og oftere, at jeg mister færten. Men det er også fordi, den venten dér forstyrrer tankerne.
Det værste er, at jeg efterhånden ikke ved, hvad jeg skal tage for gode varer, når jeg taler med en kommunalt ansat, uanset hvor langt inde eller ude i arvefølgen denne måtte være. En sådan ubehagelig mistillid, der ernærer sig gladelig ved at spotte det urene mel i posen og sætte en ære i ikke at overse nogens bagtanker.
Måske er vi talk of the town derinde på kommunen?
‘Det var de dér forældre, der sagde nej til skolen!’, lyder det måske med sigende blikke under pandehåret.
’Nej, det var ikke godt!’
Jeg tror det næppe.
Det er nok snarere:
’Der er en eller anden der bliver ved at ringe og vil tale med dig, men jeg kan simpelthen ikke komme i tanke om… Gud, hvor er den farve pæn til dig! Er den fra Only?’
Der er mange, der ikke tør sige nej, der er mange, der ikke tør sige noget overhovedet
Jeg ved ingenting om det, gør nok klogest i ikke at fabulere – og slet ikke nedsættende – om kommunens ansatte.
’Du skal huske kommunen læser med!’, bliver jeg ofte advaret om.
Alt, hvad jeg skriver, holder jeg nøjsomt regnskab med præcist som alt, hvad jeg siger. Bevares, det manglede da bare. Jeg har mest tillid til ikke at overlade det til tilfældet.
Der er mange, der ikke tør sige nej eller ikke tør sige noget overhovedet.
Nuvel, det eneste, jeg med sikkerhed ved, er, at jeg bruger min tid som bænkevarmer ved at skrive endnu et essay om, at ingenting er hændt, mens jeg glor rastløst op på de dansende.
Fire ugers tavshed og det lader ikke til, at der er noget, vi kan gøre ved det. Det er bare sådan, det er. Hvad stiller man op, når man bliver ignoreret?
Venter.
Men tvivlen vil også lege med. Den begynder at snige sig ind gennem på de dårligst bevogtede områder. Det koster mange ressourcer at holde beredskabet oppe og i form.
Jeg har opdaget, at den store, uafsluttede konflikt med kommunen totalt har ændret mit syn og min tilgang til kommunen. Som dagene er gået, er jeg blevet svagere og har muskelkramper og rastløse nætter. Jeg kæmper med at holde fast og mod ikke at blive tungsindig og mismodig; mod ikke at glemme, hvor jeg kommer fra, og hvad jeg kan. Men jeg har brug for hjælp og samtaler hos en, der er dygtig nok.
Jeg ved ikke, hvordan jeg kan få det, for jeg har ikke råd.
Men en aften som i aften, hvor L har hentet pizzaer hos den lokale, og de to unger sidder med mig – deres Odilemor – og jeg mærker en omsorg for hinanden, som jeg kunne søbe i meget længere tid, end det tager at spise en pizza, føler jeg et sammenhold, som det er et særligt privilegium at være en del af.
Hvis du kunne lide, hvad du har læst og får lyst til at donere et beløb for oplevelsen til skribenten, kan du gøre det på Odile Poulsens Mobile Pay: 3064 3538.
Foto: Pexels.
Læs de 61 forudgående essays i Odile Poulsens fortælling om datteren K – og om at leve for hende og sammen med hende her: Afsnit 1: Hvad gør vi nu, lille du, afsnit 2: Mens vi venter i Systemet, her, afsnit 3: Here Comes the Sun, afsnit 4: Smil, det smitter – jeg skal bare lige have en tudetur først, afsnit 5: Undskyld, kan du vise mig vejen til mulighedernes land?, afsnit 6, Den der tier, lyver her, afsnit 7: Rigtige venner står for fald og kan købes, her og afsnit 8.1 Vi prøver med en ny begyndelse – en gang til, her, 8. afsnit, del 2, her, afsnit 9 Pushermama findes her, 10. del, Historien om K –Det siger sig selv kan læses her, 11. afsnit, “Solen går til psykolog“, kan læses her, 12. afsnit, “Lattergas” her, 13. afsnit “Jeg gik op i en spids for at se mig lidt omkring,” her ,14. afsnit, “We do what we can”, her, 15. afsnit, Catch 22, her, 16. afsnit, “It’s your last chance”, her, 17. afsnit, “Intet nyt er godt nyt for de fleste, men svært at tro på for de få”, her,18. afsnit, Bror og søster – L & K, her, 19. afsnit, ’Vi er liv og lys, vi er skygger og magi’, her 20. afsnit, ‘Vi er drømme lagt på is, vi er det tabte paradis’ , 21. afsnit ’På gyngende grund’, her, 22. afsnit “Virkeligheden overgår altid fantasien” her, 23. afsnit Den første ventetid er slut, her , 24. afsnit, ‘Den Fremmede – udredningen er i gang’ her, 25. afsnit, ‘Den livsvigtige telefonsamtale” her, 26. afsnit, ‘Ostehapsere – og et lille strejf af lykke’, her , nr. 27, ‘Alt det gode i livet tager tid’, her, nummer 28, “F….” her, nummer 29, “Udredningen trak de sidste tænder ud,” her, afsnit 30, Magiske timeglas’ her Afsnit 31, “A Whiter Shade of Pale”, her. afsnit 32, “Diagnosens dag”, afsnit 33,” Asperger – og hvad så?” kan læses her, afsnit 34, “Vi er alle meget bekymrede”, her, afsnit 35, “Jeg lukker øjnene”, her, afsnit 36, “Should I stay or should I go now”, her, afsnit 37 ‘Er du også mor til en Aspie”? her, afsnit 38, Jeg henter bidder af verden hjem til min datter. afsnit 39, ‘Nu får i god hjælp’ og endelig afsnit 40, Vil du med på bondegård? og endelig Et lykkeligt møde med Panda-koen, Gertrud, nummer 42 her, afsnit 43, ‘Hvad med Juleaften?” her, afsnit 44, Som perler af lys, her og afsnit 45, Historien om K: Mit Lys, min Kærlighed, her , afsnit, 46, Pædagogens uventede besøg, her, afsnit 47, Hvad en Aspie-mor skal vide, afsnit 48, Godnat min skat, sov godt, afsnit 49, Med vidt åbne øjne, afsnit 50, Giv vikaren skylden, afsnit 51, K og de hellige køer her , “Ja”, afsnit 52 her, afsnit 53, “Togvogns-traditionen og den særlige 15-års fødselsdag”, her, afsnit 54, ‘Magi mikset med et skvæt af myndighed’, her, afsnit 55, ‘That’s my birthday girl’, afsnit 56 ‘Mit signal’, afsnit 57 ‘Farvel!, afsnit 58 ‘Væk mig fra dette mareridt‘, 59 ‘Magt uden viden‘, afsnit 60 ‘Radiotavshed’ og endelig afsnit 61 ‘Jeg har vigtigere ting at bruge mine tanker på‘.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
