Den livsvigtige telefonsamtale

af i Danmark/Liv & Mennesker

ESSAY – “’Selvom vi jo slet ikke er færdige med at udrede K, så kan jeg i hvert fald fortælle dig, at min indstilling til vores overlæge vil være, at K har brug for meget hjælp. Det vil ikke nytte noget, at hun kun får et tilbud om at komme og tale med mig en gang om ugen – der skal meget mere til, lyder det. ’Åh, det er jeg så glad for at høre!’ pruster jeg og læner mig tilbage i sofaen.” Odile Poulsen skriver hver fredag essayserien om sin datter K, der lider af alvorlig angst. I dagens afsnit 25, får Odile for første gang i lang tid en melding, som tyder på, at lægerne ved, hvor syg hendes datter er, og hvor meget, hun behøver hjælp.

’Det er Odile. Ja, hej.’ For at være sikker på ikke at misse et opkald fra psykologen, hende den meget smilende og imødekommende, hende der leder K’s udredning på ungepsykiatrisk, havde jeg både sat lyd på mobilen og lagt den afventende på mit lår så jeg ville mærke dens vibrationer, mens jeg forsøgte at samle mig om Patrick Modianos ’Dora Bruder’.

Min mobil opførte sig mod sædvane eksemplarisk. Vibrerede og satte i med Purple Rain, som vidste den at dét her opkald, og intet andet end netop dét, skulle jeg nå at opfange inden sidste tone klingede af.

Lige så ustabilt min mobil opfører sig, lige så stabilt svigtende er min hørelse, som jeg i småbarnsalderen måtte give afkald på.

Ikke fordi jeg ikke ved, at K er klar over, hvor skidt jeg har det. Selvfølgelig ved hun det – hendes særlige sensibilitet gælder også, når det kommer til at mærke, hvad der rører sig i andre. Hvis ikke der er kongruens, reagerer hun med det samme. Hun bliver utryg, utilpas og trækker sig

Folk tror det er en joke, når jeg siger jeg er hørehandicappet, så god er jeg til at bevare en facade, der på ingen måde påkalder sig et hint om den tortur, jeg engang overlevede. Men det er bare indtil de forgæves har forsøgt at føre en samtale med mig på gaden eller i hver vort rum. ’Jeg skal gå på den anden side af dig,’ siger jeg så, for at give dem mit hørende øres fulde opmærksomhed, eller jeg trisser som en lille hund i hælene på dem, når de går frem og tilbage fra det ene rum til det andet.

Men det er så mange år siden, jeg havde brug for at skjule dybden af den fare, jeg befandt mig i, at jeg holdt uforcerbare facader lige så naturligt, som den frygt. der fik mig til at gøre, hvad der end krævedes for at forblive i live.

Intet at skamme sig over

Nu er alt anderledes; jeg ønsker ikke at vi skal gemme os væk, hverken K eller familien. Psykisk sygdom er intet at skamme sig over, og min elskede K bærer intet skamfuldt i sig. Jo, jo, selvsagt vil der altid være dem, som vil kaste skam, dem, der løfter sig selv ved at træde andre ned, typer K også har oplevet og bærer præg af. Det ændrer ikke ved, at K ikke er forkert, og ét er sikkert – hun ville aldrig skamme andre ud, det ligger ikke i hende. Tværtom har hun stor empati og indsigt i andre.

Ikke desto mindre er skam ofte en tæt ledsager til psykisk sygdom.

Så jeg siger til hende ’Babe, jeg ved godt det er grusomt, at nogen kaster om sig med ødelæggelse. Men de må aldrig få lov af definere, hvem du er, og hvad du skal. Jeg ved godt, det er nemt at sige –  især når man er voksen, men jeg ved også, at du en dag vil mærke din egen styrke – det ruller i dit blod som havets tide og ebbe. Du er født med en særegen styrke og kvalitet, du ligner nok din far med dine smukke øjne, men du har samme styrke som jeg’.

Det er en helt bevidst manøvre fra min side at nedbryde de tabuer, der ellers vil spærre vejen for min K og lade andres frygt brede sig ud som forhindringer for hendes eksistens og frihed.

Men hvor meget jeg end er i stand til at beskrive min smukke sol, lade hende blive set og lade hende træde ud af de usynliges skygger, hvor hun har været låst inde i skolen, så evner jeg ikke at huske det helt almene. Hvor mange dage har et år? Hvad måned er vi i? Spørg mig, og jeg vil næppe kunne give dig et korrekt svar.

Skulle jeg ikke snart ses med min veninde, egentlig? Jo, det må da være… Gud, det var i sidste uge. Mødtes jeg med hende i sidste uge? Hvor mødtes vi? Gud, jeg kan ikke huske det! Hvad talte vi om?

Så leder jeg febrilsk i min hukommelse men kommer ingen vegne. Det er kun ved hjælp af min kalender jeg kan forsikre mig selv om, hvad jeg har foretaget mig på hvilke dage. For det er som om min hukommelse, ja men ikke kun den, også min intelligens, falder af i udtørrede flager som birketræets hvide stamme. Jeg kan kun forlade mig på, at hjernestammen inde bag er tilstrækkelig stærk.

Det er blevet umuligt for mig at træffe beslutninger der ikke har at gøre med K. Men i går skyndte jeg mig uden at handle, uden at tænke; jeg håndskrev en note, foldede den sammen, satte den smilende psykologs navn på og lagde noten ind i det skema, jeg skulle aflevere i går, da K skulle gennemgå den berammede WISC IV test.

K havde ikke sovet mere end en time eller to forud for testen. Skræmt og kvalmetung havde hun tumlet ned af trappen, fem minutter efter vi skulle være kørt hjemmefra. Selvfølgelig havde jeg tænkt over risikoen for, at være nødt til at ringe og beklage, at K ikke kunne. Men hun tvang sig endnu en gang afsted – hendes vilje til at få hjælp er kolossal, gud ske tak og lov for det.

Den forløsende samtale

’Jeg læste jo dit brev,’ starter psykologen. Jeg holder min mobil tæt ind til øret, hvilket jeg oftest undlader, fordi jeg derved risikerer at aktivere lydløs tasten. Men jeg vil ikke have, at K overhører min samtale oppe på sit værelse. Det var derfor jeg skrev noten – det jeg ikke turde beslutte mig for, men måtte gøre uden at tænke og som jeg føler er umuligt at sige når K hører det, det var dét jeg havde skrevet.

Ikke fordi jeg ikke ved, at K er klar over, hvor skidt jeg har det. Selvfølgelig ved hun det – hendes særlige sensibilitet gælder også, når det kommer til at mærke, hvad der rører sig i andre. Hvis ikke der er kongruens, reagerer hun med det samme. Hun bliver utryg, utilpas og trækker sig. Hvis man vil gøre det mest trygt for K, gør man det ved ikke at lyve om, hvordan man har det. Hun vejrer enhver stemning med præcision. Kanariefuglen i mineskakten. Et absolut tegn på hendes integritet og styrke.

’Og jeg vil bare sige til dig, at vi godt ved, at K har det meget, meget vanskeligt og at I som familie er dybt påvirkede af det.’ Sådan cirka siger den smilende psykolog.

Lettelsen skyller ind over mig, hun havde læst og forstået, set og hørt. Så spørger hun derefter mere indgående ind til de problematikker, jeg havde ridset op i noten.

Det er meget private informationer om K’s sygdomsbillede som jeg ikke ved hvordan jeg skal formidle. Den beslutning jeg ikke kunne træffe – må jeg fortælle det her om hende? Det er et giga-svigt hvis jeg ikke gør! – er jeg nu lettet over, at jeg smed over bords, og at det blev grebet med redningsbadering og det hele.

Så leder jeg febrilsk i min hukommelse men kommer ingen vegne. Det er kun ved hjælp af min kalender jeg kan forsikre mig selv om, hvad jeg har foretaget mig på hvilke dage. For det er som om min hukommelse, ja men ikke kun den, også min intelligens, falder af i udtørrede flager som birketræets hvide stamme

Der ligger stadig en del af den slags informationer, som jeg er nødt til at give om en fjorten dages tid, når Niels og jeg skal til samtale.

Bare tanken giver mig kvalme for jeg ved det er viden, som K aldrig vil kunne give selv og da slet ikke, overhovedet, vil kunne holde ud, at jeg giver. Men hvor grænseoverskridende det end er for mig at bryde hendes behov for hemmeligholdelse, ved jeg, at jeg er nødt til det. På samme måde som vi så ofte har måtte give tilladelse til, at vores søn gennemgik smertefulde undersøgelser, da han endnu selv var for lille til selv at træffe de beslutninger i hans livslange forløb som nyrepatient. Det er overgreb, og jeg er om nogen utroligt alert, når det kommer til overgreb – men når det handler om liv og død…

’Men hvad med dig, Odile, jeg ved, du er under stort pres. Du trænger til at blive aflastet. Mange forældre går i sorg i erkendelsen af, at deres barn ikke kommer til at have det almindelige liv, de havde forestillet sig’.

Jeg bider et hulk i mig, ikke for at holde en facade. Jeg fortæller tværtom, at jeg også har det sådan, at jeg ved jeg skal have hjælp, at jeg behøver en psykolog. Men jeg kan ikke give los for gråden, hulkene, snottet før jeg ved, at K endelig får den hjælp, hun behøver og ikke den hjælp, der koster systemet færrest kroner. De sidste tre år har systemet ladet hende i stikken.

’Selvom vi jo slet ikke er færdige med at udrede K, så kan jeg i hvert fald fortælle dig, at min indstilling til vores overlæge vil være, at K har brug for meget hjælp. Det vil ikke nytte noget, at hun kun får et tilbud om at komme og tale med mig en gang om ugen – der skal meget mere til.’

’Åh, det er jeg så glad for at høre!’ pruster jeg og læner mig tilbage i sofaen.

’Vi kunne ikke døgnindlægge K, da I kom, for så ville vi ikke kunne udføre den udredning, vi nu er i gang med og uden den, kan vi ikke give K et tilbud, der matcher hendes behov. Hvad det bliver for et behandlingstilbud, ved jeg ikke, men jeg har aldrig været ude for, at en ung, der har det så svært som K, ikke har fået godkendt en meget krævende behandlingsplan af vores overlæge.’

Jeg giver efter for sofaens blødhed.

Da samtalen afsluttes, er det som om jeg for første gang bemærker, hvilken smuk sommer det er i år.

Topbillede: Pxhere

Hvis du kunne lide, hvad du har læst og får lyst til at donere et lille beløb til skribenten, kan du gøre det på Odile Poulsens MobilePay: 3064 3538.

Læs de 22 forudgående essays i Odile Poulsens fortælling om datteren K – og om at leve for hende og sammen med hende her: Afsnit 1: Hvad gør vi nu, lille du, afsnit 2: Mens vi venter i Systemet, her, afsnit 3: Here Comes the Sun, afsnit 4: Smil, det smitter – jeg skal bare lige have en tudetur først, afsnit 5: Undskyld, kan du vise mig vejen til mulighedernes land?, afsnit 6, Den der tier, lyver her, afsnit 7: Rigtige venner står for fald og kan købes, her og afsnit 8.1 Vi prøver med en ny begyndelse – en gang til, her, 8. afsnit, del 2, “Vi prøver med en ny begyndelse – en gang til #2” her,afsnit 9  Pushermama findes her, 10. del, Historien om K –Det siger sig selv kan læses her, 11. afsnit, “Solen går til psykolog“, kan læses her, 12. afsnit, “Lattergas” her, 13. afsnit “Jeg gik op i en spids for at se mig lidt omkring,” her ,14. afsnit, “We do what we can”, her, 15. afsnit, Catch 22, her,  16. afsnit, “It’s your last chance”, her17. afsnit, “Intet nyt er godt nyt for de fleste, men svært at tro på for de få”, her,18. afsnit, Bror og søster – L & K, her, 19. afsnit, ’Vi er liv og lys, vi er skygger og magi’, her 20. afsnit, ‘Vi er drømme lagt på is, vi er det tabte paradis’ , 21. afsnit ’På gyngende grund’, her,  22. afsnit “Virkeligheden overgår altid fantasien” her, 23. afsnit Den første ventetid er slut, her og 24. afsnit, ‘Den Fremmede – udredningen er i gang’ her.

Odile Poulsen er forfatter og foredragsholder, uddannet pædagog og psykoterapeut ved Kempler Instituttet. Hun har tidligere ledet en døgninstitution.

Om sig selv siger hun: "Jeg har oplevet meget, og det mener jeg selv, er karakteristisk. Som ni liv levet i ét. Trods jeg aldrig troede, jeg ville blive mere end tredive, har jeg fornøjelsen af stadig at være her. Livet handler om at øge vor bevidsthed. Det kræver autencitet på alle planer og en blotlæggelse af tabuer, der indskrænker menneskets frihed og livskvalitet. Jeg er altid optaget af og drevet mod friheden. Derfor er alt, hvad jeg skriver og taler om, båret af et ønske om at ophæve begrænsninger for det frie sind."

Hun har udgivet bøgerne, Hustler (Rosinante 2000 og 2006), Sirenesang (Lindhardt og Ringhoff 2006) og har modtaget Alt for Damernes Kvindepris (2005). I 2008 var hun ambassadør for Dannerhuset.

Odile er bosat i København med sin mand og deres to teenagere. Du kan også finde hende på LinkedIn: www.linkedin.com/in/odilepoulsen/

Hvis du vil honorere Odiles tekster på POV, kan du donere et beløb til hendes MobilePay: 3064 3538

Seneste artikler om Danmark