Tag dig i agt for psykopatien – #70

af i Børn & unge/Danmark/Liv & Mennesker

ESSAY – “De lange behandlingstider, forklarer sagsbehandleren os, som taler han til sit eget barn, der endnu ikke er gammelt nok til at gå i skole, kan desværre ikke være kortere og han har så mange borgere, så mange møder, så mange afgørelser – og reelt set er det heller ikke op til ham at afgøre noget, for han har slet ingen magt. Siger han. Han har endog sagt, at han ikke er dygtig til noget særligt, på nær én ting, og den er han vældig dygtig til, og det er at vide, hvem, der er de rigtige til, at hjælpe borgerne med deres problemer”. Odile Poulsen skriver i en række essays hver fredag på POV om familielivet med datteren K på 15 år, der lider af alvorlig angst, og om familiens kamp med og mod det sociale system i Danmark. Dagens kapitel er afsnit 70 i serien.

Lettelsen ved at vide, at vi ikke længere konstant skal vægre os mod den dagbehandlingsskole, som K var blevet indskrevet på om en måneds tid, er kolossal. Enorm. Det føles som om vores vejrtrækning pludselig er tilført et ekstra sæt lunger, og at der som det mest selvfølgelige i verden er kommet en hidtil ikke eksisterende luft ind i et alt for klaustrofobisk liv. Som om vore brystkasser med ét kan udvide sig med mere end en meters ekstra omkreds hver. Som om himlen nærmest stiller sig rådighed med al sin vælde. En lettelse med en sjælden gang på jord.

Nu skal vi ikke trække nødbremsen for at undvige en påkørsel, men i stedet prøve kræfter med en skole, vi tror på rent fagligt kan bistå K’S udvikling.

Sagde jeg om en måneds tid?

Åh Gud, det er LIGE om lidt, og det er helt sikkert tidligere, end K er parat til. Men vil hun nogensinde få en følelse af, at være parat. Jeg ved det ikke, vi lever et liv langt på afstand af det, vi engang levede, eller fra livet, som det tager sig ud på dem anden side af vores vinduer.

Uanset hvad, så er det om en måned og jeg har ikke råd til at tage hverken sorger eller frygt på forskud – her er et nu, der til fulde kræver alt af mig.

Hvordan han end reflekterer over sin lange sagsbehandlingstid, afgørelsen og den manglende respons på alle de mange gange, vi har skrevet og ringet til ham, efter han sendte afgørelsen ud, så fik han i løbet af nul-komma-nul-fem omgjort det hele

Hvad mon sagsbehandleren tænker på, når han tænker over sit arbejde? Hvad mener han egentlig om at spytte afgørelser ud, der forandrer menneskers liv, og om at lave afgørelser om på få timer? Hvordan er det overhovedet muligt?

Det er ikke første gang vi oplever, at det, der i mange og lange måneder var umuligt, pludselig bliver muligt.

Ventetiden er ikke kun lang, den er også grænsende til sygeliggørende for borgeren, eller rettere: den er sygeliggørende. Vi har set og mærket, hvordan angsten blot er blomstret i K, mens systemet lod vente på sig (og stadig gør); jeg mærker det også. Angsten trænger ind som rotter gennem de mindste sprækker og jeg er også begyndt at udvikle en bekymrende adfærd.

De lange behandlingstider, forklarer sagsbehandleren os, som taler han til sit eget barn, der endnu ikke er gammelt nok til at gå i skole, kan desværre ikke være kortere og han har så mange borgere, så mange møder, så mange afgørelser – og reelt set er det heller ikke op til ham at afgøre noget, for han har slet ingen magt. Siger han.

Han har endog sagt, at han ikke er dygtig til noget særligt, på nær én ting, og den er han vældig dygtig til, og det er at vide, hvem, der er de rigtige til, at hjælpe borgerne med deres problemer.

Sagsbehandleren har også sagt, flere gange, at han godt kan forstå, hvor hårdt det må være, at komme med hatten i hånden og bede om hjælp, og han har forklaret, hvordan alt mellem os altid vil være fint, selvom vi klager til Ankestyrelsen, for det er jo ikke ham, der har magten til at træffe de afgørelser vi klager over og derfor vil det aldrig være hans skyld og han ikke vil tage det personligt.

Måske vurderer han, at nok siger vi nej, men vi ved ikke bedre, herregud, det gør han heldigvis

Måske kan han retfærdiggøre den lange, tomme ventetid, som tærer på vores kræfter? Måske tænker han ikke over, at han behandler borgeren med en ’ude af øje, ude af sind’ mentalitet, der kan omskrives til, at konsekvenser af hans afgørelser ikke berører ham.

Måske tænker han på, at de mange måneder, det har taget at træffe afgørelsen om at tvinge en bestemt skole ned i halsen på K, som man tvinger foder dybt ned i gåsens lange hals, bare er den tid, ting nu engang tager.

Og måske vurderer han, at nok siger vi nej, men vi ved ikke bedre, herregud, det gør han heldigvis.

For han kender den skole, og plejer at henvise til den, ligesom han henviser til det samme socialpsykiatriske tilbud, som – nå ja – vi godt nok har fyret to pædagoger fra, men det behøver ikke betyde, at stedet er dårligt.

Hvordan han end reflekterer over sin lange sagsbehandlingstid, afgørelsen og den manglende respons på alle de mange gange, vi har skrevet og ringet til ham, efter han sendte afgørelsen ud, så fik han i løbet af nul-komma-nul-fem omgjort det hele.

I løbet af fire timer (inklusiv mindst en halv times transport fra mødet til hans skrivebordsplads) vendte han al sin sagsbehandling på hovedet, trak nye muligheder ind, omstødte og med et skarpt øje på klokken (for klagefristen ophørte ved midnat og pludselig blev netop klagefristen vigtig for ham; noget han ellers udtrykte, han ikke holdt styr på) kontaktede han os.

Vi havde ingen romantiske forhåbninger eller levn tilbage om, at noget ville ændres

I over halvanden måned, havde han været kropumulig at komme i kontakt med. Han havde ikke givet os så meget som ét sekunds kontakt.

Så da vi troppede op til mødet i sidste uge – iklædt en mur – var det første gang, vi havde muligheden for at udtrykke vores vrede over den ubegavede, hensynsløse og direkte faretruende behandling, K fik af ham med hele hans system i ryggen.

Vi vidste, vi havde tabt og vi nærede ingen forhåbninger om, at kunne andet end vise vores afsky og udtalte mistillid. Vi kom kun til mødet for at kunne skærpe den klage, der ville ramme ham og systemet lige inden midnat samme døgn. Vi havde ingen romantiske forhåbninger eller levn tilbage om, at noget ville ændres.

Vi vidste, at lige meget hvad, der ville falde ned over hovedet på os af trusler, konsekvenser og magtudøvelse, lovlig som ulovlig, ville vi ikke tvinge K til, at møde på en skole, der utvivlsomt ville sende hende tilbage til start.

Trusler om tvangsfjernelse og inddragelse af den tabte arbejdsfortjeneste på 14.000 brutto kroner månedligt, måske endda afgørelse om tvangsanbringelse, ville ikke kunne ændre ved, at vi ved, hvad vores sol behøver for at skinne – og det var ikke dén skole!

Systemet er psykopatisk. At være i kontakt med det, og endnu værre, at være afhængigt af det, føles som at være i kontakt med eller være afhængig af en psykopat.

Vi var – og er  fortsat – parate til at gøre alt, der er nødvendigt, for at K får en reel mulighed for at skabe sig et liv uden for hjemmet. Og vi placerer os enten i, over eller under systemets radar, alt efter om det samarbejder med os eller modarbejder os.

At velfærdssystemet gør brug af at true familier med handicap om tvangsfjernelse, fortæller intet om barnets handicap; det fortæller kun, hvor sygt systemet er.

Mange har blind tillid til, at velfærdssystemet plejer sine handicappede og syge, tager hånd om dem, som ikke kan, de ældre såvel som de nyfødte. Men systemet er psykopatisk. At være i kontakt med det, og endnu værre, at være afhængigt af det, føles som at være i kontakt med eller være afhængig af en psykopat.

Mange siger, at så slemt kan det da ikke være. Og at der med sikkerhed er mange ansatte, endda ildsjæle, der gerne vil gøre godt for andre.

Ja, selvfølgelig er der det. Men summen af deres anstrengelser, bundlinjen, der rammer borgerne, er psykopatisk. Systemet er ikke til for borgernes skyld.

Systemet er også uforudsigeligt.

Der lyves – mundtligt som skriftligt. Truslerne om tvang og splittelse af familier er end ikke sjældne. Ignorering over lange perioder. Manipulation og manglende oplysninger om rettigheder eller decideret fejlinformation om rettigheder og om sagsbehandlerens rolle.

Love overholdes ikke og Ankestyrelsens afgørelser efterleves ikke. Systemet er ansvarsfornægtende; hensynet til systemets egne vejer tungere end det til borgerne. Og så fremdeles

Systemet er grandiost. Love overholdes ikke og Ankestyrelsens afgørelser efterleves ikke. Systemet er ansvarsfornægtende; hensynet til systemets egne vejer tungere end det til borgerne. Og så fremdeles, desværre.

Jeg har mødt og overlevet en del psykopater. Dem, jeg har levet med, dem, jeg har arbejdet med og dem, jeg har mødt på gaden. Jeg genkender dem altid, det slår aldrig fejl.

Hele sidste uges adfærd fra sagsbehandleren satte sig bittersødt i os; den kolossale lettelse over tvangen, der forduftede, som kom den på bedre tanker, hvilede på tyngden af mange måneders slitage, frustration, frygt, smerte og magtesløshed.

Hvor lettede vi end er, lader de mange måneders helvede sig ikke let fordrive fra vore fysiske celler.

Vi er kæmpeglade. Helt sikkert, det er vi Men hvorfor skulle vi tvinges herud, hvor det nye dagbehandlingsskoletilbud mest af alt lignede et fatamorgana? Var det nødvendigt at presse os ud over en kant, vi aldrig kommer tilbage til?

Skulle K virkelig blive så syg og vente så længe, før vi kunne komme hertil? Var det virkelig nødvendigt?

Vi kommer aldrig til at glemme det forløb og finde tilbage til det naive billede, de fleste, politikere inklusive, nærer om velfærden

Svaret er, det må være et nej. Det er lige så unødvendigt, som når psykopater kun bruger en til egen fornøjelses skyld. Det er meningsløst.

Og vi kommer aldrig til at glemme det forløb og finde tilbage til det naive billede, de fleste, politikere inklusive, nærer om velfærden.

Vi vil gøre, som vi gør med alle andre psykopater: gå over på den anden side af fortovet, forlange beviser for alt og være parat til at gå i skjul om nødvendigt.


Læs de 69 forudgående essays i Odile Poulsens fortælling om datteren K – og om at leve for hende og sammen med hende her: Afsnit 1: Hvad gør vi nu, lille du, afsnit 2: Mens vi venter i Systemet, her, afsnit 3: Here Comes the Sun, afsnit 4: Smil, det smitter – jeg skal bare lige have en tudetur først, afsnit 5: Undskyld, kan du vise mig vejen til mulighedernes land?, afsnit 6, Den der tier, lyver her, afsnit 7: Rigtige venner står for fald og kan købes, her og afsnit 8.1 Vi prøver med en ny begyndelse – en gang til, her, 8. afsnit, del 2, her, afsnit 9  Pushermama findes her, 10. del, Historien om K –Det siger sig selv kan læses her, 11. afsnit, “Solen går til psykolog“, kan læses her, 12. afsnit, “Lattergas” her, 13. afsnit “Jeg gik op i en spids for at se mig lidt omkring,” her ,14. afsnit, “We do what we can”, her,15. afsnit, Catch 22, her, 16. afsnit, “It’s your last chance”, her17. afsnit, “Intet nyt er godt nyt for de fleste, men svært at tro på for de få”, her,18. afsnit, Bror og søster – L & K, her, 19. afsnit, ’Vi er liv og lys, vi er skygger og magi’, her 20. afsnit, ‘Vi er drømme lagt på is, vi er det tabte paradis’ , 21. afsnit ’På gyngende grund’, her,  22. afsnit “Virkeligheden overgår altid fantasien” her, 23. afsnit Den første ventetid er slut, her , 24. afsnit, ‘Den Fremmede – udredningen er i gang’ her, 25. afsnit, ‘Den livsvigtige telefonsamtale” her, 26. afsnit, ‘Ostehapsere – og et lille strejf af lykke’, her , nr. 27, ‘Alt det gode i livet tager tid’, her, nummer 28, “F….” her, nummer 29, “Udredningen trak de sidste tænder ud,” her, afsnit 30, Magiske timeglas’ her Afsnit 31, “A Whiter Shade of Pale”, her. afsnit 32, “Diagnosens dag”, afsnit 33,” Asperger – og hvad så?” kan læses her,  afsnit 34, “Vi er alle meget bekymrede”, her, afsnit 35, “Jeg lukker øjnene”, her, afsnit 36, “Should I stay or should I go now”, her,  afsnit 37 ‘Er du også mor til en Aspie”? her, afsnit 38, Jeg henter bidder af verden hjem til min datter. afsnit 39, ‘Nu får i god hjælp’ og endelig afsnit 40, Vil du med på  bondegård? og endelig Et lykkeligt møde med Panda-koen, Gertrud, nummer 42 her, afsnit 43, ‘Hvad med Juleaften?” her, afsnit 44, Som perler af lys, her og afsnit 45, Historien om K: Mit Lys, min Kærlighed, her , afsnit, 46, Pædagogens uventede besøg, her, afsnit 47, Hvad en Aspie-mor skal vide, afsnit 48, Godnat min skat, sov godt, afsnit 49, Med vidt åbne øjne, afsnit 50, Giv vikaren skylden, afsnit 51, K og de hellige køer her , “Ja”, afsnit 52 her, afsnit 53, “Togvogns-traditionen og den særlige 15-års fødselsdag”, her, afsnit 54, ‘Magi mikset med et skvæt af myndighed’, her, afsnit 55, ‘That’s my birthday girl’, afsnit 56 ‘Mit signal’,  afsnit 57 ‘Farvel!, afsnit 58 ‘Væk mig fra dette mareridt‘,  59 ‘Magt uden viden‘, afsnit 60 ‘Radiotavshed’, afsnit 61 ‘Jeg har vigtigere ting at bruge mine tanker på‘, afsnit 62 ‘I det kommunale venteværelse’, 63 ‘Pædagogrokaden‘, 64 ‘Solen brager igennem‘, afsnit 65 ‘Stuen er fuld af regnbuer‘, afsnit 66 ‘I den blinde vinkel’, afsnit 67 “På det offentliges regning” her, afsnit 68, “K, Bulldoggen og Totoro*, her og endelig, afsnit 69, “Lad os se, hvor hårdt vi kan slå,” her.


Topillustration: PxHere

Odile Poulsen er forfatter og foredragsholder, uddannet pædagog og psykoterapeut ved Kempler Instituttet. Hun har tidligere ledet en døgninstitution.

Om sig selv siger hun: "Jeg har oplevet meget, og det mener jeg selv, er karakteristisk. Som ni liv levet i ét. Trods jeg aldrig troede, jeg ville blive mere end tredive, har jeg fornøjelsen af stadig at være her. Livet handler om at øge vor bevidsthed. Det kræver autencitet på alle planer og en blotlæggelse af tabuer, der indskrænker menneskets frihed og livskvalitet. Jeg er altid optaget af og drevet mod friheden. Derfor er alt, hvad jeg skriver og taler om, båret af et ønske om at ophæve begrænsninger for det frie sind."

Hun har udgivet bøgerne, Hustler (Rosinante 2000 og 2006), Sirenesang (Lindhardt og Ringhoff 2006) og har modtaget Alt for Damernes Kvindepris (2005). I 2008 var hun ambassadør for Dannerhuset.

Odile er bosat i København med sin mand og deres to teenagere. Du kan også finde hende på LinkedIn: www.linkedin.com/in/odilepoulsen/

Hvis du vil honorere Odiles tekster på POV, kan du donere et beløb til hendes MobilePay: 3064 3538