Vi deler samme passioner – #89

i Liv & Mennesker/Børn & unge af

ESSAYSERIE – ”Nogle gange spekulerer jeg på, om verden vil blive vanskeligere og vanskeligere at befinde sig i for kvindelige autister? Al den skade mennesket gør på sig selv og klimaet presser ikke kun den autistiske retfærdighedssans, men også den stærke indlevelse og følsomhed.” Odile Poulsen skriver hver fredag et afsnit i essayserien om familielivet med K – hendes datter, der lider af angst og har Aspergers. I denne uge modtager familien en af de mange små pakker, som K har bestilt hjem fra Kina. 

Mange opfatter autister som mennesker uden empati.

Meget få forstår, at ikke alle autister er ens. Man siger simpelthen, når man vil forklare nogen, der er uden viden om autisme: ’Har du mødt en autist, har du kun mødt én autist’.

For neuro-typikere har tilsyneladende den opfattelse, at det kun er neuro-typikere, der er forskellige i temperament, væsen, interesser, behov, værdier osv. Som om autistiske mennesker er så meget anderledes end ’andre mennesker’, at det ikke blot handler om et forskelligt hjerne-blueprint.

Ja undskyld, hvis jeg lyder lidt træt. Men jeg er træt, det må jeg vedstå.

Når det kommer til køn og autisme, er der også stor forskel på mænd og kvinder, og mængden af viden om den kvindelige autisme er stadig meget sparsom

Træt af fordomme om autisme. Jeg kunne måske vælge at overhøre fordommene, lade være med at engagere mig og stoppe mit forsøg på at forklare, at autister ikke er retarderede eller karakterafvigende. At autister kan være professorer og kunstnere, buschauffører og skolelærere. Præcis som neuro-typikere.

For det har neuro-typikere og autister til fælles: At være forskellige.

Den mest belastende forskel er, at autisten, oveni at uddanne sig og lave karriere, skal knokle 24/7 for at navigere på neuro-typikerens vilkår endda uden at give det til kende, men skjule det af frygt for fordomme. Af frygt for ikke at få en plads i samfundets fællesværdi.

Men forskellen mellem neuro-typikere og autister er groft opridset forskellen på de to hjernetypers grundsystemer.

Og ja, så ender jeg med samme konklusion, som jeg gør med mange andre fordomme og tabuer: Jeg er nødt til at gøre mit for at opløse dem, jeg kan ikke bare sige ’pyt!’

Når det kommer til køn og autisme, er der også stor forskel på mænd og kvinder. Mængden af viden om den kvindelige autisme er stadig meget sparsom, da man først begyndte at interessere sig for den tæt ved årtusindeskiftet, Men dog nok til, at man nu er begyndt at spotte pigerne.

Ikke alle autister kan kanalisere deres frustrationer ud som Greta Thunberg og skabe mening – ikke kun for sig selv, men for millioner af mennesker

Mange af kvinderne har levet halve liv uden nogensinde at blive diagnosticeret endsige kende til autismen i sig selv, da den stort ikke eksisterede før for få år siden. Derfor er det ikke så mærkeligt, at pigerne først nu begynder at myldre frem med autismediagnoser – først nu ser vi dem.

Hos feminine autister er det blandt andet meget udpræget at have en stærk empati og en kraftig fornemmelse af at være forbundet til sine følelser.

Som K, der kan mærke andres usagte følelser så intenst, at det ofte er derfor hun må trække sig fra omgivelserne. Men hun har også et vågent øje på sin egen indre mekanik.

Nogle gange spekulerer jeg på, om verden vil blive vanskeligere og vanskeligere at befinde sig i for kvindelige autister? Al den skade mennesket gør på sig selv, og klimaet presser ikke kun den autistiske retfærdighedssans, men også den stærke indlevelse og følsomhed. Ikke alle kan kanalisere deres frustrationer ud som Greta Thunberg og skabe mening – ikke kun for sig selv, men for millioner af mennesker.

Jeg ved det ikke, jeg ser bare K som en kanariefugl i en mineskakt. Ligesom de mange andre autister også er kanariefugle. Vi må lytte mere til, hvad de fortæller.

Meget lidt forbigår K’s opfattelsesevne – hun skal faktisk tvinge sig selv for ikke at opfange alle detaljer og sammenhænge.

Heldigvis er det ikke kun en belastning, at hun er så observant og sansende.

Jeg kan stadig blive overrumplet over, hvad der kan forskrække hende

Det er også det, der gør hende i stand til at finde svar på spørgsmål, til at skabe kunstneriske udtryk og til at se nye mønstre og sammenhænge – og ikke mindst til at se folk, som de virkelig er.

Som da hun begyndte at interessere sig for min kærlighed for fyldepenne. Jeg har skrevet med fyldepen, siden jeg var ti-elleve år, og jeg sværger den dag i dag til, at det er den eneste komfortable måde at skrive på. Mange synes, det er bemærkelsesværdigt, men ikke K. Hun bliver inspireret af det, og udover at købe et pennesæt til mig i fødselsdagsgave, har hun nu også taget passionen en smule til sig.

Så jeg gav hende en af mine, plus en forklaring om, at ’det gør man ikke’: Skriver med andres penne – eller lader andre skrive med sin egen pen.

’Gør man ikke?’, hun så helt forskrækket på mig.

’Nej, altså, no worries!’

Jeg kan stadig blive overrumplet over, hvad der kan forskrække hende, og jeg kan stadig komme til at dumpe ubekymret ned i en af forskrækkelserne uden at have skænket advarselsskiltet forude et blik. Men så opdager jeg prompte K’s tankerække, der løber af sted: ’Jeg gør noget forkert! Har jeg mon ødelagt en af min mors fyldepenne?’

’Det er er helt okay, skat!’ skynder jeg mig at sige, indgribende.

Hun slipper sit ængstelig greb om ansigtet og lægger hånden, der holder den bordeauxfarvede Kaweco AL sport-fyldepen, tilbage på bordet.

’I dag er nib’en lavet af stål, og de er meget hårdføre!’ skynder jeg mig videre, glatter forskrækkelsen ud.

’Det er kun, når nib’en er lavet af guld, at metallet er så blødt, at det tager form efter ens håndskrift!’.

’Tager form efter?’

’Nå, ja, altså bliver slidt efter det tryk, man skriver med!’

’Er du sikker?’

’Jep!’ nikker jeg for at understrege ordene. ’Og dén dér, det er en meget billig en, den koster ikke engang 200 kroner. Skriv bare. Du må også gerne beholde den!’

’Åh, må jeg! Tak mor!’

I næste øjeblik sidder vi ved siden af hinanden i sofaen, mens hun udfolder herlighederne

K har i løbet af efteråret fornøjet sig med at gøre en masse billigere småindkøb over internettet. Strikkede bomuldsveste til sig selv, farvestrålende sokker til sig selv og storebror, en nøglering med et plekterformet etui i kunstlæder til plektre, så Niels kan samle dem ét sted (’Han har dem altid liggende løst i sine lommer! Så falder de på gulvet eller i sofaen og man kan altid se, hvor far har gået!’ grinede hun.) Legetøj til Totoro og Anais, en lille crossover-taske i fløjl, til når hun skal færdes udenfor! Klistermærker og bogmærker.

Så hele vinteren er der kommet små pakker dryssende fra Kina. Som en vinterpakkekalender, hvor K blot ved, hvad der vil komme.

’Yes!’ jublede hun på vej ned ad trapperne, efter jeg havde banket på hendes dør og sagt, at pakkeposten havde været forbi. Igen.

I næste øjeblik sidder vi ved siden af hinanden i sofaen, mens hun udfolder herlighederne. Hun mærker på en af pakkerne og siger med et bredt smil:

’Jeg tror, det er bogmærkerne, mor!’

K vrænger plastikken af, og frem dukker der rigtigt nok en smuk aflang kartonæske med kinesiske illustrationer på.

’Åh jeg får helt kuldegysninger!’ viser jeg min bare arm frem – den reaktion jeg altid får, når noget bimler lige ind i mine sanser på en frydefuld måde.

Hvad jeg ikke vidste, var, at K havde købt dem med mig i tankerne. At vi skulle dele kortene fra den lille smukke æske!

’Jeg synes, vi skal dele dem, mor’, kvidrer hun glad, mens hun begynder at dele bogmærkerne ud på bordet foran os.

’Ej, skat, det skal du altså ikke. Det er dine!’

K lægger al modstand ned, bestemt.

’Jo, mor. Jeg tænkte, det er noget, vi kan have sammen!’

Så jeg overgiver mig, slipper og tager imod.

Bogmærke for bogmærke bliver lagt ud på bordet. Og så skal vi skiftes til at vælge det, vi finder smukkest.

Jeg er dybt rørt over hendes betænksomhed, hendes omsorg.

Så gør vi, som K foreslår. Vi skiftes. Så kan vi nyde vores passioner sammen og hver for sig

K ved, jeg elsker alt muligt gammelt kinesisk. Mine tatoveringer er enten kinesiske skrifttegn eller rodfæstet i de tusindår gamle kinesiske filosofier. Hun ved, jeg stadig savner den tussegamle, centimetertykke kinesiske kimono, jeg købte derude for mange år siden; et teaterkostume, håndsyet i den samme dybrøde farve, som der er malet med i Den Forbudte By.

Man skal nok være lidt nørdet for at ville have den hængende på sin væg, og Niels har vitterlig været overbærende med mig i over 20 år. Men nu er det slut: Kimonoen er støvet, tung og ja – nok grim i de flestes optik.

K vælger de bogmærker med smukke fisk, katte og natur. Jeg tager mest de sarte kvinder i kimonoer.

Til sidst ligger den fine æske alene tilbage på bordet.

’Vil du have den mor?’ hendes hænder flagrer hen over bogmærkerne.

’Nej, den skal du have!’

’Hm. Nej, du må gerne tage den!’

Vi er begge ret vilde med den. Og begge ret omsorgsfulde. Og begge ret stædige!

’Hm, måske vi kan skiftes til at have den?’

Så gør vi, som K foreslår. Vi skiftes. Så kan vi nyde vores passioner sammen og hver for sig.


Modtag POV Weekend gratis, følg os på Facebook
– eller støt vores arbejde

Læser du POV fast eller kun lejlighedsvis? Hver fredag samler vi ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i ugebrevet POV Weekend. Det er gratis, og du kan tilmelde dig her.

Har du mulighed for at støtte POV som åbent og uafhængigt dansk medie, kan du gøre det som støtteabonnent her.


Foto: Privat 

Læs de 88 forudgående essays i Odile Poulsens fortælling om datteren K – og om at leve for hende og sammen med hende her: Afsnit 1: Hvad gør vi nu, lille du, afsnit 2: Mens vi venter i Systemet, her, afsnit 3: Here Comes the Sun, afsnit 4: Smil, det smitter – jeg skal bare lige have en tudetur først, afsnit 5: Undskyld, kan du vise mig vejen til mulighedernes land?, afsnit 6, Den der tier, lyver her, afsnit 7: Rigtige venner står for fald og kan købes, her og afsnit 8.1 Vi prøver med en ny begyndelse – en gang til, her, 8. afsnit, del 2, her, afsnit 9  Pushermama findes her, 10. del, Historien om K –Det siger sig selv kan læses her, 11. afsnit, “Solen går til psykolog“, kan læses her, 12. afsnit, “Lattergas” her, 13. afsnit “Jeg gik op i en spids for at se mig lidt omkring,” her ,14. afsnit, “We do what we can”, her,15. afsnit, Catch 22, her, 16. afsnit, “It’s your last chance”, her17. afsnit, “Intet nyt er godt nyt for de fleste, men svært at tro på for de få”, her,18. afsnit, Bror og søster – L & K, her, 19. afsnit, ’Vi er liv og lys, vi er skygger og magi’, her 20. afsnit, ‘Vi er drømme lagt på is, vi er det tabte paradis’ , 21. afsnit ’På gyngende grund’, her,  22. afsnit “Virkeligheden overgår altid fantasien” her, 23. afsnit Den første ventetid er slut, her , 24. afsnit, ‘Den Fremmede – udredningen er i gang’ her, 25. afsnit, ‘Den livsvigtige telefonsamtale” her, 26. afsnit, ‘Ostehapsere – og et lille strejf af lykke’, her , nr. 27, ‘Alt det gode i livet tager tid’, her, nummer 28, “F….” her, nummer 29, “Udredningen trak de sidste tænder ud,” her, afsnit 30, Magiske timeglas’ her Afsnit 31, “A Whiter Shade of Pale”, her. afsnit 32, “Diagnosens dag”, afsnit 33,” Asperger – og hvad så?” kan læses her,  afsnit 34, “Vi er alle meget bekymrede”, her, afsnit 35, “Jeg lukker øjnene”, her, afsnit 36, “Should I stay or should I go now”, her,  afsnit 37 ‘Er du også mor til en Aspie”? her, afsnit 38, Jeg henter bidder af verden hjem til min datter. afsnit 39, ‘Nu får i god hjælp’ og endelig afsnit 40, Vil du med på  bondegård? og endelig Et lykkeligt møde med Panda-koen, Gertrud, nummer 42 her, afsnit 43, ‘Hvad med Juleaften?” her, afsnit 44, Som perler af lys, her og afsnit 45, Historien om K: Mit Lys, min Kærlighed, her , afsnit, 46, Pædagogens uventede besøg, her, afsnit 47, Hvad en Aspie-mor skal vide, afsnit 48, Godnat min skat, sov godt, afsnit 49, Med vidt åbne øjne, afsnit 50, Giv vikaren skylden, afsnit 51, K og de hellige køer her , “Ja”, afsnit 52 her, afsnit 53, “Togvogns-traditionen og den særlige 15-års fødselsdag”, her, afsnit 54, ‘Magi mikset med et skvæt af myndighed’, her, afsnit 55, ‘That’s my birthday girl’, afsnit 56 ‘Mit signal’,  afsnit 57 ‘Farvel!, afsnit 58 ‘Væk mig fra dette mareridt‘,  59 ‘Magt uden viden‘, afsnit 60 ‘Radiotavshed’, afsnit 61 ‘Jeg har vigtigere ting at bruge mine tanker på‘, afsnit 62 ‘I det kommunale venteværelse’, 63 ‘Pædagogrokaden‘, 64 ‘Solen brager igennem‘, afsnit 65 ‘Stuen er fuld af regnbuer‘, afsnit 66 ‘I den blinde vinkel’, afsnit 67 “På det offentliges regning” her, afsnit 68, “K, Bulldoggen og Totoro*, her, 69, “Lad os se, hvor hårdt vi kan slå,” her, afsnit 70, ‘Tag dig i agt for psykopatien’, afsnit 71, Totoro, Anais og K – T.A.K, afsnit 72, Værdien af hverdags-autister, afsnit 73, Snedkerens besøg, afsnit 74, Kommunen smider om sig med bomber‘, afsnit 75, ‘Man kan f*cking ikke købe Grønland – og man kan ikke købe os‘ , afsnit 76, ‘Elefanten i rummet spiser sig tyk‘ , afsnit 77, ‘Kan et skoleliv også være liv?‘, afsnit 78, ‘Autisme Mama Cirkel 1:2′, afsnit 79, ‘Autisme Mama Cirkel 2:2’, afsnit 80, ‘Din F****** autist’, afsnit 81, ‘Det står rødt på hvidt’ her, afsnit 82, ‘Ikke for skolen men for livet‘, afsnit 83, ‘Hvad kan blive som autist?’ afsnit 84, ‘Vi skal skynde os langsomt‘, afsnit 85, ‘Kommunen drukner os i en sump af mistro‘, afsnit 86, ‘Djævelen er i detaljen’ , afsnit 87, ‘Eternal optimist’, og endelig afsnit 88, ‘Autisme-mama aka Superwoman‘.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Odile Poulsen er forfatter og foredragsholder, uddannet pædagog og psykoterapeut ved Kempler Instituttet. Hun har tidligere ledet en døgninstitution.

Om sig selv siger hun: "Jeg har oplevet meget, og det mener jeg selv, er karakteristisk. Som ni liv levet i ét. Trods jeg aldrig troede, jeg ville blive mere end tredive, har jeg fornøjelsen af stadig at være her. Livet handler om at øge vor bevidsthed. Det kræver autencitet på alle planer og en blotlæggelse af tabuer, der indskrænker menneskets frihed og livskvalitet. Jeg er altid optaget af og drevet mod friheden. Derfor er alt, hvad jeg skriver og taler om, båret af et ønske om at ophæve begrænsninger for det frie sind."

Hun har udgivet bøgerne, Hustler (Rosinante 2000 og 2006), Sirenesang (Lindhardt og Ringhoff 2006) og har modtaget Alt for Damernes Kvindepris (2005). I 2008 var hun ambassadør for Dannerhuset.

Odile er bosat i København med sin mand og deres to teenagere. Du kan også finde hende på LinkedIn: www.linkedin.com/in/odilepoulsen/

Hvis du vil honorere Odiles tekster på POV, kan du donere et beløb til hendes MobilePay: 3064 3538

Seneste artikler om Liv & Mennesker