ESSAYSERIE – “Og nu står vi her. Ikke helt inde på skolen endnu men som natsværmere, der blafrer mod ruden. Næsten ikke hørlige, næsten ikke synlige og det er godt. Anonymitet er for alt i verden godt, så længe K er i den fase, hun er i nu. Som jeg ikke ved, hvad jeg skal døbe andet end hendes undersøgelse af, om der findes et liv i skolen.” Odile Poulsen skriver hver fredag et afsnit i essayserien om familielivet med K – hendes datter, der ikke har været i skole i over 2 år grundet angst og Aspergers lidelse. I denne uge skriver Odile om sine tanker om den skolestart, der snart starter på K’s nye dagbehandlingsskole og alle de professionelle behandlere, familien har mødt over de seneste 4 år.
“Hvordan vil hun klare den nye skole? “.
Det tænker jeg mest på, mens jeg tumler rundt i min egen lille, lukkede verden herhjemme, hvor jeg som dagene går, er blevet mere og mere afskåret fra alt det udenfor. Selvfølgelig er jeg det, for det er den åbenlyse konsekvens af at være her i huset med K.
Noget jeg i øvrigt slet ikke havde tænkt over på forhånd.
Men er det ikke sådan, det ofte er med livet, når det kommer til stykket …. at vi tror, vi kan planlægge og kontrollere livet og tiden, men når det kommer til de store eksistentielle livsvilkår, må vi overgive os, for det er større end, hvad vi selv er i stand til at skabe.
Her bor ingen Wonderwoman, blot en mor, der med al sin kraft forsøger at give sin datter plads i livet og i verden
Måske gælder det især, når man lever med min hjerne, der stadig ikke kan huske, hvilken måned vi er i og ’om jeg har spist noget i dag?’
Overblikket mangler. Min hjerne er lettere grillet. Da jeg sad hos min læge i forrige uge, sagde jeg selv ’den er smuldret’ og lod nogle tårer væde og bløde smuldret lidt op.
Det var rart bare at tude lidt, uden der skulle komme en forkromet løsning, men bare lade lægen konstatere, at ’ja, det er hjernen også. Det ved vi fra mange undersøgelser om mennesker i stærkt alarmberedskab, som du er.’
Måske det er det eneste, man kan gøre for sig selv, når man føler sig som ansat i en beredskabstjeneste 24/7; når man med andre ord er forælder til et barn eller en ung, der behøver en meget mere end nogensinde tidligere i sit liv. Især når man som forælder ved, at hvis ikke man er der, vil verden gøre så ondt og sætte et aftryk der gør, at ens barn ikke med sikkerhed kan blive i den.
Måske er det bedste, man kan gøre for sig selv ikke at lyve om sin tilstand og i stedet forsøge (hvilket er det eneste, man kan) at være god ved sig selv ved at give plads til ens følelser og tanker. Og den plads kan udvides til at blive et lille vadested, et åndehul eller en uventet støtte, der ender som dét, der gør forskellen på, hvordan man bærer sine vilkår og sit barns vilkår.
For det er jo ikke sådan, at man kan vælge vilkåret fra og simpelt hen sige ’niksen, det her, det kan jeg ikke! Jeg skrider.’
Nej – man kan ikke bare brænde alle broerne bag sig og under sig og tage på himmelflugt, selvfølgelig kan man ikke det. Og det er lige præcis derfor, man klarer den, at man skal klare den og hvis man ikke gør, vil man på sit dødsleje vide, at man var den mor, som slap sit barns hånd i den tsunami, der flåede barnet ud af ens liv.
Det vil man aldrig kunne tilgive sig selv, upåagtet, at man faktisk ikke er den skyldige. Derfor bliver man ved, derfor klarer man det.
Hvordan kan de overhovedet vide noget om, hvordan de får K tilbage til skolelivet (og livet), hvis de ikke spørger K om noget som helst, men i stedet på langdistancen starter med at formulere, at de præcis ved, hvad K behøver og har brug for, før de overhovedet har mødt hende
Her bor ingen Wonderwoman, blot en mor, der med al sin kraft forsøger at give sin datter plads i livet og i verden.
Noget i mig siger, K kan klare alt, også det nye skoleforløb, der lige nu står og glor hende ind i frontallapperne.
Det gik bare utroligt hurtigt med at få K indskrevet på den ønskede dagbehandlingsskole – hurlumhej og vupti!
Ikke at det er forkert – det gik bare stærkt.
Om det er min manglende udsigt ud til verden, der gør, jeg ikke nåede at fatte, at det altså er nu i dette skoleår, at K igen skal kobles på verden udenfor, ved jeg ikke. Men den nye skole siger også, at de ikke nåede at få noget forhistorie med, de har blot fået K’s journal udleveret.
’Hvorfor gik det så stærkt?’ spørger de og det er rart at blive spurgt. Ah, endelig nogen professionelle, der vil spørge os om vores liv, tænker jeg.
Det lyder måske lidt besynderligt, hvis man ser på det udefra, men den berøringsangst, som mange professionelle emmer af, og som vi og K har mødt igen og igen, er lammende for al udvikling.
Vi er vant til, at de fortæller os, som det første, at de ved alt om, at ’få unge med angst, unge med autisme, unge med OCD, unge med ADHD, unge med skolevægring, unge-med-alt-muligt tilbage til det normaliserede liv’, men er disse generelle og indledende salver udtænkt som noget, der skal gøre os trygge?
For det har den modsatte effekt, må jeg så konstatere.
Hvordan kan de overhovedet vide noget om, hvordan de får K tilbage til skolelivet (og livet), hvis de ikke spørger K om noget som helst, men i stedet på langdistancen starter med at formulere, at de præcis ved, hvad K behøver og har brug for, før de overhovedet har mødt hende.
Når jeg tænker over mine egne kvaler over udskiftningen af ’folk på K’; hvordan det trykker og klemmer inde i mig for at finde kræfterne og tilliden til ’endnu en behandler og professionel’, konstaterer jeg, at det må være mindst hundrede gange sværere for K
For det gør de jo ikke.
Ingen har endnu vist (i praksis), at de vidste, hvad K havde brug for.
Så skolelederen på den ny dagbehandlingsskole er den første, der har spurgt ind til vores og K’s behov og tanker og ønsker. Hvilket er ret absurd, når man sådan tænker nærmere over det – særligt når vi taler om de adskillige professionelle behandlere af forskellig slags, som vi har mødt gennem nu 4 år.
Mine skuldre falder nok ikke helt derned, hvor de trives bedst, men de faldt et par millimeter, da hun spurgte om, hvordan vi havde det.
Og nu står vi her. Ikke helt inde på skolen endnu men som natsværmere, der blafrer mod ruden. Næsten ikke hørlige, næsten ikke synlige og det er godt. Anonymitet er for alt i verden godt, så længe K er i den fase, hun er i nu. Som jeg ikke ved, hvad jeg skal døbe andet end hendes undersøgelse af, om der findes et liv i skolen.
Vi hænger ved og klistrer os til ruden, fordi vi lidt endnu er alt for skræmte ved tanken om at glide med slipstrømmen indenfor (hvad nu hvis man ikke kan komme ud igen). Vi hænger derude på ruden, i færd med at spejde dybt ind bag ved, mens vi prøver at regne ud, hvad K kan forvente sig.
Imens er hjemmeundervisningen allerede i gang og den har kørt i nu knapt fire uger. En ny professionel, der nu kommer ind i vores hjem og stiller sig foran K, tre gange om ugen, mandag, tirsdag og torsdag i en time ad gangen.
Han kom ind gennem samme svingdør som den, K sendte sin tidligere pædagog ud af.
Når jeg tænker over mine egne kvaler over udskiftningen af ’folk på K’; hvordan det trykker og klemmer inde i mig for at finde kræfterne og tilliden til ’endnu en behandler og professionel’, konstaterer jeg, at det må være mindst hundrede gange sværere for K.
K er så ung, så ung. Alligevel bærer hun en byrde, som jeg blot kan forestille mig. Ikke desto mindre stiller hun sig klar hver gang og sætter sig ned ved bordet foran den nye lærer. Hun presser sig selv ud over sin egen angst og åbner sine øjne og ører, mens hun siger til og fra
Jeg er blot hende, der står ved siden af K; jeg bærer ikke hendes angst og smerte, eller hendes fortvivlelse og desperation. Jeg er gammel og erfaren udi mennesker og kan beskytte mig på alle mulige måder. Men K er så ung, så ung. Alligevel bærer hun en byrde, som jeg blot kan forestille mig.
Ikke desto mindre stiller hun sig klar hver gang og sætter sig ned ved bordet foran den nye lærer. Hun presser sig selv ud over sin egen angst og åbner sine øjne og ører, mens hun siger til og fra. Hun beskytter sig mod, hvad hun ikke ønsker og ser og lytter søgende efter det, hun har brug for.
Det kan godt få mine skuldre et par millimeter længere ned; at hun gør det.
Jeg elsker min sol. Og jeg elsker, at hun er begyndt at skinne lidt igen.
Lidt er bestemt godt; vi lapper det i os, L, Niels og jeg. Vi suger læringens forsigtige D-vitaminer til os og håber, at vi ikke får brug for dem, at det ikke bliver for mørkt og koldt igen.
Hvis du kunne lide, hvad du har læst og får lyst til at donere et beløb for oplevelsen til skribenten, kan du gøre det via Odile Poulsens Mobile Pay: 3064 3538.
Foto: Deleece Cook, Unsplash
Læs de 76 forudgående essays i Odile Poulsens fortælling om datteren K – og om at leve for hende og sammen med hende her: Afsnit 1: Hvad gør vi nu, lille du, afsnit 2: Mens vi venter i Systemet, her, afsnit 3: Here Comes the Sun, afsnit 4: Smil, det smitter – jeg skal bare lige have en tudetur først, afsnit 5: Undskyld, kan du vise mig vejen til mulighedernes land?, afsnit 6, Den der tier, lyver her, afsnit 7: Rigtige venner står for fald og kan købes, her og afsnit 8.1 Vi prøver med en ny begyndelse – en gang til, her, 8. afsnit, del 2, her, afsnit 9 Pushermama findes her, 10. del, Historien om K –Det siger sig selv kan læses her, 11. afsnit, “Solen går til psykolog“, kan læses her, 12. afsnit, “Lattergas” her, 13. afsnit “Jeg gik op i en spids for at se mig lidt omkring,” her ,14. afsnit, “We do what we can”, her,15. afsnit, Catch 22, her, 16. afsnit, “It’s your last chance”, her, 17. afsnit, “Intet nyt er godt nyt for de fleste, men svært at tro på for de få”, her,18. afsnit, Bror og søster – L & K, her, 19. afsnit, ’Vi er liv og lys, vi er skygger og magi’, her 20. afsnit, ‘Vi er drømme lagt på is, vi er det tabte paradis’ , 21. afsnit ’På gyngende grund’, her, 22. afsnit “Virkeligheden overgår altid fantasien” her, 23. afsnit Den første ventetid er slut, her , 24. afsnit, ‘Den Fremmede – udredningen er i gang’ her, 25. afsnit, ‘Den livsvigtige telefonsamtale” her, 26. afsnit, ‘Ostehapsere – og et lille strejf af lykke’, her , nr. 27, ‘Alt det gode i livet tager tid’, her, nummer 28, “F….” her, nummer 29, “Udredningen trak de sidste tænder ud,” her, afsnit 30, Magiske timeglas’ her Afsnit 31, “A Whiter Shade of Pale”, her. afsnit 32, “Diagnosens dag”, afsnit 33,” Asperger – og hvad så?” kan læses her, afsnit 34, “Vi er alle meget bekymrede”, her, afsnit 35, “Jeg lukker øjnene”, her, afsnit 36, “Should I stay or should I go now”, her, afsnit 37 ‘Er du også mor til en Aspie”? her, afsnit 38, Jeg henter bidder af verden hjem til min datter. afsnit 39, ‘Nu får i god hjælp’ og endelig afsnit 40, Vil du med på bondegård? og endelig Et lykkeligt møde med Panda-koen, Gertrud, nummer 42 her, afsnit 43, ‘Hvad med Juleaften?” her, afsnit 44, Som perler af lys, her og afsnit 45, Historien om K: Mit Lys, min Kærlighed, her , afsnit, 46, Pædagogens uventede besøg, her, afsnit 47, Hvad en Aspie-mor skal vide, afsnit 48, Godnat min skat, sov godt, afsnit 49, Med vidt åbne øjne, afsnit 50, Giv vikaren skylden, afsnit 51, K og de hellige køer her , “Ja”, afsnit 52 her, afsnit 53, “Togvogns-traditionen og den særlige 15-års fødselsdag”, her, afsnit 54, ‘Magi mikset med et skvæt af myndighed’, her, afsnit 55, ‘That’s my birthday girl’, afsnit 56 ‘Mit signal’, afsnit 57 ‘Farvel!, afsnit 58 ‘Væk mig fra dette mareridt‘, 59 ‘Magt uden viden‘, afsnit 60 ‘Radiotavshed’, afsnit 61 ‘Jeg har vigtigere ting at bruge mine tanker på‘, afsnit 62 ‘I det kommunale venteværelse’, 63 ‘Pædagogrokaden‘, 64 ‘Solen brager igennem‘, afsnit 65 ‘Stuen er fuld af regnbuer‘, afsnit 66 ‘I den blinde vinkel’, afsnit 67 “På det offentliges regning” her, afsnit 68, “K, Bulldoggen og Totoro*, her, 69, “Lad os se, hvor hårdt vi kan slå,” her, afsnit 70, ‘Tag dig i agt for psykopatien’, afsnit 71, Totoro, Anais og K – T.A.K, afsnit 72, Værdien af hverdags-autister, afsnit 73, Snedkerens besøg, afsnit 74, Kommunen smider om sig med bomber‘, afsnit 75, ‘Man kan f*cking ikke købe Grønland – og man kan ikke købe os‘ og endelig afsnit 76, ‘Elefanten i rummet spiser sig tyk‘.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
