Odile Poulsen: Stuen er fuld af regnbuer #65

af i Børn & unge/Liv & Mennesker

ESSAYSERIE – ”I fredags modtog vi afgørelsen i e-boks. Niels’ sms kom klokken 8.39. Københavns kommune har  talt…” Odile Poulsen skriver hver fredag om sin datter K på 15 år, som har fået stillet diagnosen Aspergers Syndrom. I dagens afsnit, som er nummer 65, modtager Odile og Niels afgørelsen fra kommunen. Imens skinner K. Hun er inde i en god udvikling, som kommer af, at hun har fået ro og plads til at hele. 

Jeg elsker regnbuer. Altså de rigtige af slagsens; dem, der breder sig mageligt ud over himlen og understreger, at himlen klæder sig lige så mageløst den lyster.

Jeg elsker regnbuer; de er som et kig ind i en overnaturlig verden, et kip til et andet sted fra hverdagens grå.

Vores liv lige nu er som at se en regnbue i fuld bue foran tunge tordenskyer. Vores eksistens er en sælsom todimensionel blanding. Både Niels’ og min store frustration over den meningsløse kommunale magtdemonstration mikser sig og lægger sig ved siden af K’s sprudlende glæde og lykke.

Der bruser uhæmmet store doser af endorfiner ud i K’s blodbaner og sender hende af sted på indre lyserøde skyer. Det er fordi hun er i ilder-mode. Hun pumper af sted på mere lykke end noget medicin nogensinde ville bringe hende. Hun gentager det flere gange dagligt:

”Jeg skal ha en ilder! Bare hvis I sku ha glemt det!”

For hun er her og der og alle vegne; med til aftensmaden, ude at gå med sin hund og sidder med ved sofabordet med nyt puslespil.

K hun skinner og er inde i en god og rigtig udvikling. Den er uden tvivl kommet af, at vi har ladet hende hele og lader hende hele

Tilsammen udgør vi regnbuen; den silende regn og solen der bryder hver en dråbe med lys.

I fredags modtog vi afgørelsen i e-boks.

Niels’ sms kom klokken 8.39.

’Københavns kommune har  talt… De har valgt at overhøre os og stå fast på skolen.’

Min respons var hverken pæn, censureret eller med noget som helst kip til formidlende omstændigheder.

’Kæft, nogle røvhuller!’

Jeg drønede ned ad trapperne med min mobil i den ene hånd og den anden på gelænderet, mens jeg hurtigt fjumrede mig ind i e-boks.

Afgørelse. Fastholder.

Det var de to ord, jeg kunne overskue at fokusere på. Kaffen blev lavet af automatpiloten, mens jeg mærkede, at de sidste overlevende krummer af tillid til K’s sagsbehandler blev opløst i den silende regn.

Eder og forbandelser haglede hurtigere af sted end jeg anede, jeg kunne mestre på sms’er til Niels. I næste øjeblik var jeg i gang med at handle på afgørelsen.

I syv uger fra d. 24. april, hvor sagsbehandleren ringede for at give os Matchningsudvalgets beslutning over telefonen under den samtale, hvor vi nægtede, slog bremserne i, stak en kæp i hjulet, udviste civil ulydighed eller måske bare obsternasighed, sagde nej på en helt utvetydig måde og det-kommer-ikke-til-at-ske, aldrig, ever-never, ’kom tilbage når I har et konstruktivt udspil som vores datter rent faktisk vil profitere af’, til i fredags d. 7. juni, havde sagsbehandleren lagt os i en benlås af tavshed. Al forsøg på kontakt blev ignoreret.

Indtil jeg ved andet, holder jeg de mest bombastiske gloser tæt til kroppen og følger den snorlige vej, selv om jeg ikke ved, om jeg tror på retfærdigheden i vores eks-velfærdssamfund

Indtil i tirsdags! Den første hverdag efter pinseferien. Måske meget belejligt for nogen – bare ikke for os – at sende en så altomsluttende afgørelse, som vi har udtrykt dyb mistillid til, ud til os på den sidste arbejdsdag inden en ferie.

Først syv uger senere, da Matchningsudvalget har sendt afgørelsen ud, bryder sagsbehandleren tavsheden med et telefonopkald, som svar på en mail fra mig.

Jeg havde brugt de døde dage – systemets ferielukkede dage – til at få sendt et par mails via e-boks, bl.a. den hvor jeg beder sagsbehandleren om fuld aktindsigt, at få K’s fulde journal ’inden for de ti dage I har til det’. Og det lykkedes mig vist at presse et ’med venlig hilsen’ ind, også selvom jeg ikke kan lyve, og de værste gloser står i startposition som en anden Ben Johnson i nanosekunderne inden han løb sit legendariske 100 meter-løb, sprang verdensrekorden, der ikke kunne sprænges, og blev verdens hurtigste mand. Nå ja, han var også på doping, men lur mig, om det ikke er nogenlunde samme kemi, der sker i hjernen hos en forælder, der kæmper for sit barn.

Hvad det var, der skyldtes at sagsbehandleren pludselig reagerede og i øvrigt  kom med en noget snottet undskyldning om, at han ikke havde hørt telefonen/læst sms’erne/husket at tænde for mobilen/aflyttet telefonsvareren, eller hvad det nu var, han trak ind foran sig som skjold – jeg skal ikke kunne sige det.

Men han ikke så meget som kommenterede på afgørelsen. Han sagde kun, at han da naturligvis ville sikre sig at sende journalen indenfor de ti dage.

Der slap end ikke et minimalistisk kip til afgørelsen fra hans skrivebordsplads gennem mobiltjenesten og hjem til os.

Og hvorfor skulle han da i øvrigt også det? Så længe vi er nemme forældre, samarbejdsvillige og lette at kommunikere med, så er der intet til hinder for en hurtig og velvillig svarrate. Men nu hvor vi ikke er, hvorfor skulle han så kaste sig direkte ud i en konflikt med os?

Jeg har ladet mig fortælle fra andre socialrådgivere/sagsbehandlere, at man altid kan finde et mønster i, hvilke yndlinge sagsbehandlerne giver arbejde til.

Det er vel ikke så mærkeligt, at der er fortrukne samarbejdspartnere, og at man undgår at bruge unødig tid på at opfinde den dybe tallerken, hver gang man skal komme op med sociale indsatser.

Men hvor besværligt og tidkrævende det end er, så er man fagligt forpligtiget i sit arbejde med mennesker – i sin magtfulde position overfor mennesker i nød – til at være lydhør overfor deres behov fremfor at agere ud fra sin egen mageligheds vaner.

Indtil jeg ved andet, holder jeg de mest bombastiske gloser tæt til kroppen og følger den snorlige vej, selv om jeg ikke ved, om jeg tror på retfærdigheden i vores eks-velfærdssamfund.

Og mens Niels og jeg padler som ænder – på overfladen rolige og besindige med fødder, der under overfladen slår som elektriske piskeris – nyder vi inderligt K’s smittende lykke. Hendes forventningsglæde over, at hendes lille ilder snart gør sit indtog i hendes liv.

Man kan ikke presse saft ud af en indtørret frugt, man kan ikke presse ressourcer ud af mennesker med depression – farver kommer ikke ud af sort og hvid. Det kan end ikke kommunen lave om på

Hun har så travlt med at gøre klar til ham; laver store indkøb hos online-dyrehandler den ene dag, og de næste syr hun hængekøjer, hænge-huler, putte-poser og mini-bitte senge med en præcision, der igen overrasker os, evner hun har tillært sig ved at se YouTube-videoer (hurra for skærmtid!)

K’s læring via internettet står i øvrigt i en skærende kontrast til bekymringerne over, om hun nu lærer noget, når hun ikke er i skole.

Jeg vælger at se på den regnbue dér. Se dens magiske formåen, dens løfte om det, der er større end os, og måske endda er et varsel om en magisk indgriben i hverdagen. Det er mindst lige så realistisk at satse på en løsning ud af det blå, som at sagsbehandleren bringer den med sig.

Og K hun skinner og er inde i en god og rigtig udvikling.

Den er uden tvivl kommet af, at vi har ladet hende hele og lader hende hele. Det betyder ikke, hun ikke skal mødes med krav, fordi hun har en PDA-profil i autismen. Men kravene skal være meningsfulde, og de kan ikke gennemtvinges med magt. Ikke hvis hun skal klare sig på den lange bane. Og det skal hun!

Man kan ikke presse saft ud af en indtørret frugt, man kan ikke presse ressourcer ud af mennesker med depression – farver kommer ikke ud af sort og hvid. Det kan end ikke kommunen lave om på

Og indtil den fatter det, så holder vi os til de regnbuer, der står i bro her i stuen.


Hvis du kunne lide, hvad du har læst og får lyst til at donere et beløb for oplevelsen til skribenten, kan du gøre det via Odile Poulsens Mobile Pay: 3064 3538. 


Foto: Unsplash.com

Læs de 64 forudgående essays i Odile Poulsens fortælling om datteren K – og om at leve for hende og sammen med hende her: Afsnit 1: Hvad gør vi nu, lille du, afsnit 2: Mens vi venter i Systemet, her, afsnit 3: Here Comes the Sun, afsnit 4: Smil, det smitter – jeg skal bare lige have en tudetur først, afsnit 5: Undskyld, kan du vise mig vejen til mulighedernes land?, afsnit 6, Den der tier, lyver her, afsnit 7: Rigtige venner står for fald og kan købes, her og afsnit 8.1 Vi prøver med en ny begyndelse – en gang til, her, 8. afsnit, del 2, her, afsnit 9  Pushermama findes her, 10. del, Historien om K –Det siger sig selv kan læses her, 11. afsnit, “Solen går til psykolog“, kan læses her, 12. afsnit, “Lattergas” her, 13. afsnit “Jeg gik op i en spids for at se mig lidt omkring,” her ,14. afsnit, “We do what we can”, her, 15. afsnit, Catch 22, her,  16. afsnit, “It’s your last chance”, her17. afsnit, “Intet nyt er godt nyt for de fleste, men svært at tro på for de få”, her,18. afsnit, Bror og søster – L & K, her, 19. afsnit, ’Vi er liv og lys, vi er skygger og magi’, her 20. afsnit, ‘Vi er drømme lagt på is, vi er det tabte paradis’ , 21. afsnit ’På gyngende grund’, her,  22. afsnit “Virkeligheden overgår altid fantasien” her, 23. afsnit Den første ventetid er slut, her , 24. afsnit, ‘Den Fremmede – udredningen er i gang’ her, 25. afsnit, ‘Den livsvigtige telefonsamtale” her, 26. afsnit, ‘Ostehapsere – og et lille strejf af lykke’, her , nr. 27, ‘Alt det gode i livet tager tid’, her, nummer 28, “F….” her, nummer 29, “Udredningen trak de sidste tænder ud,” her, afsnit 30, Magiske timeglas’ her Afsnit 31, “A Whiter Shade of Pale”, her. afsnit 32, “Diagnosens dag”, afsnit 33,” Asperger – og hvad så?” kan læses her,  afsnit 34, “Vi er alle meget bekymrede”, her, afsnit 35, “Jeg lukker øjnene”, her, afsnit 36, “Should I stay or should I go now”, her,  afsnit 37 ‘Er du også mor til en Aspie”? her, afsnit 38, Jeg henter bidder af verden hjem til min datter. afsnit 39, ‘Nu får i god hjælp’ og endelig afsnit 40, Vil du med på  bondegård? og endelig Et lykkeligt møde med Panda-koen, Gertrud, nummer 42 her, afsnit 43, ‘Hvad med Juleaften?” her, afsnit 44, Som perler af lys, her og afsnit 45, Historien om K: Mit Lys, min Kærlighed, her , afsnit, 46, Pædagogens uventede besøg, her, afsnit 47, Hvad en Aspie-mor skal vide, afsnit 48, Godnat min skat, sov godt, afsnit 49, Med vidt åbne øjne, afsnit 50, Giv vikaren skylden, afsnit 51, K og de hellige køer her , “Ja”, afsnit 52 her, afsnit 53, “Togvogns-traditionen og den særlige 15-års fødselsdag”, her, afsnit 54, ‘Magi mikset med et skvæt af myndighed’, her, afsnit 55, ‘That’s my birthday girl’, afsnit 56 ‘Mit signal’,  afsnit 57 ‘Farvel!, afsnit 58 ‘Væk mig fra dette mareridt‘,  59 ‘Magt uden viden‘, afsnit 60 ‘Radiotavshed’, afsnit 61 ‘Jeg har vigtigere ting at bruge mine tanker på‘, afsnit 62 ‘I det kommunale venteværelse’, 63 ‘Pædagogrokaden‘ og endelig afsnit 64 ‘Solen brager igennem‘.

Odile Poulsen er forfatter og foredragsholder, uddannet pædagog og psykoterapeut ved Kempler Instituttet. Hun har tidligere ledet en døgninstitution.

Om sig selv siger hun: "Jeg har oplevet meget, og det mener jeg selv, er karakteristisk. Som ni liv levet i ét. Trods jeg aldrig troede, jeg ville blive mere end tredive, har jeg fornøjelsen af stadig at være her. Livet handler om at øge vor bevidsthed. Det kræver autencitet på alle planer og en blotlæggelse af tabuer, der indskrænker menneskets frihed og livskvalitet. Jeg er altid optaget af og drevet mod friheden. Derfor er alt, hvad jeg skriver og taler om, båret af et ønske om at ophæve begrænsninger for det frie sind."

Hun har udgivet bøgerne, Hustler (Rosinante 2000 og 2006), Sirenesang (Lindhardt og Ringhoff 2006) og har modtaget Alt for Damernes Kvindepris (2005). I 2008 var hun ambassadør for Dannerhuset.

Odile er bosat i København med sin mand og deres to teenagere. Du kan også finde hende på LinkedIn: www.linkedin.com/in/odilepoulsen/

Hvis du vil honorere Odiles tekster på POV, kan du donere et beløb til hendes MobilePay: 3064 3538

Seneste artikler om Børn & unge