ESSAY – “Der var en helt særlig dag på Bondegården, en rigtig kold dag, men K udviste samme tålmodighed som altid. K kan noget med at forstå dyr instinktivt. Den her dag, ja, jeg ved ikke hvordan det skete eller hvorfor, jeg har aldrig set det før, og det har personalet på Bondegården heller ikke.” Odile Poulsen skriver hver fredag om sin datter K på 14 år, som har fået stillet diagnosen Aspergers Syndrom. I dagens afsnit, som er nummer 51, fortæller Odile om en helt speciel oplevelse med K på Bondegården.
Hånden på hjertet, Bondegården er det bedste, der er sket for K de senere år.
Det, at hun er blevet diagnosticeret med Asperger, er dog uden sidestykke dét bedste, fordi det har ændret og vil for altid ændre, vores tilgang til hende. Endelig ser vi K’s reelle behov frem for dem, vi troede, hun havde. Ligesom K nu har en reel mulighed for at blive helt skarp omring, hvad hun behøver for at fungere i en verden, der ikke imødekommer autistiske mennesker; både hvad angår det, hun selv kan etablere, og det, hun behøver hjælp fra sine omgivelser med.
Hendes liv er for altid forandret.
Vi, som er tæt på hende, forstår meget mere om K. Før var alt skitseret for vores blik for så igen at blive tværet ud. Det var anelsen om at have fat i noget af det rigtige, som så alligevel smuttede ud af vores hænder som vådt ler.
At se hende fri igen har været meget bevægende. Jeg har tit stået med våde øjne og en akut lyst til at tørre dem
Aldrig har jeg set så uklart, som da jeg ikke så K. Det var som om, der manglede et særligt værktøj til at sætte alt i rette sammenhæng med; at få diagnosen medvirker til, at vi ser meget klarere.
For K føles det dog ikke specifikt stort at tage Aspergers ved hånden. Ikke at det var ligegyldigt eller i afdelingen for petitesser udi livets lære for også for K var det naturligvis et greb til bedre at kunne forstå sig selv. Men hendes greb ligger mere i at kunne sige: ’Okay, jeg er ikke uintelligent, eller umulig, når det gælder omgangen med andre mennesker. Og jeg kan bedre forstå, hvorfor jeg er så udmattet hele tiden.’
Forklaringen på hvorfor det så let ud for ’de andre’ jævnaldrende, da de legede dåseskjul i skolegården, er nok, at det var let for hendes jævnaldrende. Hvor det for K var totalt meningsløst – og hvorfor skulle man i øvrigt bruge tiden på noget meningsløst og oven i købet grine og se ud som om, man havde en fest imens?
At anerkende at K adskiller sig fra neuro-typiske mennesker giver hende mulighed for at acceptere, hvem hun er. For hvor har hun dog ofte og i lang tid forsøgt at være et neuro-typisk menneske. Tænk hvis et neuro-typisk menneske forsøgsvis kunne prøve at fungere i en ren autistisk verden i en uges tid. Så ville det menneske mærke, hvor mange kræfter, der spiller under den facade – under det stille vand eller bag kulissen – hos mennesker i autisme-spektret.
Vi er kommet på Bondegården siden november. Det er blevet til syv besøg. Hver gang har vi to timer en gang om ugen. Kun to gange har K trukket hjemad, inden de to timer er gået
Det er selvsagt mere komplekst end som så – og så ikke alligevel. At være i autisme-spektret føles lige så vidt og bredt som det før for de neuro-typiske.
Men heldigvis for K og heldigvis for os passer K præcis perfekt ind i vores værdier herhjemme: Ud over hinanden elsker vi blandt andet autencitet (forstået som at det man viser uden på, stemmer overens med det, som eksisterer inden i), dybe samtaler, nørderi (vi nørder forskellige interesser, men for eksempel; dyr, kunst, musik, film, lyd, litteratur, så er vi nogenlunde dækket ind), social retfærdighed, humor, viden. Plus søde og salte lækkerier.
Lige under den livsopbyggende indsigt Aspie-medaljen er, kommer Bondegården ind som det stærkeste træk, der er opstået i K’s hverdag.
Bondegården mærkes for og i K direkte uden filter eller nogen tidsforskydelse, ligesom et intravenøst skud saltvand føles i den dehydreredes krop. Virkningen er umiddelbar, instant, øjeblikkelig. Den healer.
Nok er hun fysisk udmattet, fordi hendes sanser bliver basket ordentligt igennem af adrenalin, serotonin og dopamin, og alle de andre lækre signaler, hjernen sender ud i kredsløb med kroppen, når vi har stunder af glæde.
Hvis K, når hun færdes herhjemme, bevæger sig i en Fiat 500’s fart, så accelerer hun til en Ferraris fart, når vi kommer derop. Der rykker hun; både mens vi er der og drypvist i dagene mellem.
Det er ikke fordi, K ikke ønsker at være social, men hun ønsker det ikke på bekostning af sig selv
Vi er kommet på Bondegården siden november. Det er blevet til syv besøg. Hver gang har vi to timer, en gang om ugen. Kun to gange har K trukket hjemad, inden de to timer er gået. Ikke fordi hun har haft det dårligt med at være der, men den ene gang fordi det var for koldt. Den anden fordi hun var helt udmattet efter halvanden time.
Når vi kommer, bliver vi mødt af et fast personale, som skal sikre, at sikkerheden er i orden, og at de behov, K har, bliver imødekommet. Jeg har indtil nu bare nydt at se K være sammen med dyrene. For det er som at få hende tilbage; hun er helt fri, når hun kun behøver forholde sig til dyrene. Lige så fri som hun var, inden hun kom i skole. Alt derefter var i virkeligheden et påbegyndt downfall i form af tabet af frihed og verden, som hun kendte den – tryg og sjov og fuld af magi. Det var et stort og voldsomt chok, måske endda et traume.
At se hende fri igen har været meget bevægende. Jeg har tit stået med våde øjne og en akut lyst til at tørre dem. Jeg har suget så meget til mig, jeg har kunnet tillade mig uden direkte at være blind for, at naturligvis skal K af sted uden mig, at den her funktion som lokomotivfører med en vogn kun er der, til hun selv tager styringen igen. Vi er i gang med at trække mig stille ud af aktiviteten for at lade K’s pædagog (ham som kommer hos os tre gange ugentligt) overtage min funktion.
Når man tænker på mennesker med autisme, tænker de fleste sandsynligvis på den svære kontakt med andre mennesker. Det er også K’s sværeste opgave ud af de tre grundsten i det autistiske sind.
K største angst er andre mennesker og det at være i kontakt med andre. Værst er det at møde nogen i en kontekst, der ligger uden for hendes kontrol. Derfor lever hun helst i fredelig eksistens hjemme og gerne på sit værelse.
Det er ikke fordi, K ikke ønsker at være social, men hun ønsker det ikke på bekostning af sig selv.
Kald det naturvidenskab eller magi. Noget af det særlige og magiske, K kan, udfolder sig, hver gang vi er på Bondegården
Og det som hun har, der er så særegent, er, at hendes indre kerne aldrig har været revnet, spaltet eller ude at svømme. Det er en unik evne og en enorm styrke, som meget få mennesker kan matche eller forstå. Jeg håber, hun snart mærker den og begriber omfanget af sin egen styrke.
Aspies, eller andre, der er på autisme-spektret, kan noget særligt, som neuro-typiske ikke ville kunne overleve; kald det naturvidenskab eller kald det magi.
Men noget af det særlige og magiske K kan, udfolder sig hver gang vi er på Bondegården.
De fleste børn og unge (og mange voksne også, tror jeg) vil gerne røre ved og kæle for dyr. For hvor nuttet er det ikke lige at stå med fingrene på koens pande eller dybt i fårenes tætte uld? Eller under hestenes manker.
Det vil K også gerne, men hun vil det kun, hvis dyrene også vil. Hun modsætter sig al tvang. At dyr så har deres eget hierarki, hvor dominans er en naturlig del af deres eksistens og overlevelse, er noget andet. Det er hun med på. Men hun nægter at hive fat i et dyr og tvinge det til, at hun sætter sig op på det eller trækker det rundt efter sin kælelyst. Det skal være dominans, der også er meningsfuld for dyret.
Så hun venter på, at dyrene tør eller selv ønsker, at hun kommer tættere på. Hun kan sagtens stå i en time i frost og vente på, at fører-koen Gertrud også får lyst til at blive kløet i sin tykke vinterpels.
Der var en helt særlig dag på Bondegården, en rigtig kold dag, men K udviste samme tålmodighed som altid. K kan noget med at forstå dyr instinktivt. Den her dag, ja, jeg ved ikke, hvordan det skete eller hvorfor, jeg har aldrig set det før, og det har personalet på Bondegården heller ikke.
Pludselig sad K bare der med to får, der havde lagt sig på hver sin side af hende, som var de hunde, der lå og blev kløet. K sad med en hånd dybt begravet i deres smukke pels, smilende fredfyldt. Fårene skiftedes til at have deres hoved liggende i hendes skød og lå enten på siden med deres tynde kastanie-dyr-lignende ben strittende ud i luften eller havde trukket benene ind under deres krop. Alle tre var i en særlig tilstand af stilhed og nærvær. Det var som om, alt stod i en stille vibration – et øjeblik skåret ud af tid og sted og sammenhæng. Det føltes magisk
’Sig mig er hun sådan en dyre-hvisker?’, blev jeg spurgt. Det må jeg ærlig indrømme, at jeg ikke ved. Jeg kan bare se, at det, K gør, er meget ulig noget andet, jeg før har set. Dyremagi? Autismevidenskab? Aner det ikke.
K har nogle særlige evner, som giver mange megen glæde.
Hvis du kunne lide, hvad du har læst og får lyst til at donere et beløb for oplevelsen til skribenten, kan du gøre det på Odile Poulsens Mobile Pay: 3064 3538.
Topfoto: Les Vaches, de Vincent Van Gogh, 1890, Flickr
Læs de 49 forudgående essays i Odile Poulsens fortælling om datteren K – og om at leve for hende og sammen med hende her: Afsnit 1: Hvad gør vi nu, lille du, afsnit 2: Mens vi venter i Systemet, her, afsnit 3: Here Comes the Sun, afsnit 4: Smil, det smitter – jeg skal bare lige have en tudetur først, afsnit 5: Undskyld, kan du vise mig vejen til mulighedernes land?, afsnit 6, Den der tier, lyver her, afsnit 7: Rigtige venner står for fald og kan købes, her og afsnit 8.1 Vi prøver med en ny begyndelse – en gang til, her, 8. afsnit, del 2, her, afsnit 9 Pushermama findes her, 10. del, Historien om K –Det siger sig selv kan læses her, 11. afsnit, “Solen går til psykolog“, kan læses her, 12. afsnit, “Lattergas” her, 13. afsnit “Jeg gik op i en spids for at se mig lidt omkring,” her ,14. afsnit, “We do what we can”, her, 15. afsnit, Catch 22, her, 16. afsnit, “It’s your last chance”, her, 17. afsnit, “Intet nyt er godt nyt for de fleste, men svært at tro på for de få”, her,18. afsnit, Bror og søster – L & K, her, 19. afsnit, ’Vi er liv og lys, vi er skygger og magi’, her 20. afsnit, ‘Vi er drømme lagt på is, vi er det tabte paradis’ , 21. afsnit ’På gyngende grund’, her, 22. afsnit “Virkeligheden overgår altid fantasien” her, 23. afsnit Den første ventetid er slut, her , 24. afsnit, ‘Den Fremmede – udredningen er i gang’ her, 25. afsnit, ‘Den livsvigtige telefonsamtale” her, 26. afsnit, ‘Ostehapsere – og et lille strejf af lykke’, her , nr. 27, ‘Alt det gode i livet tager tid’, her, nummer 28, “F….” her, nummer 29, “Udredningen trak de sidste tænder ud,” her, afsnit 30, Magiske timeglas’ her Afsnit 31, “A Whiter Shade of Pale”, her. afsnit 32, “Diagnosens dag”, afsnit 33,” Asperger – og hvad så?” kan læses her, afsnit 34, “Vi er alle meget bekymrede”, her, afsnit 35, “Jeg lukker øjnene”, her, afsnit 36, “Should I stay or should I go now”, her, afsnit 37 ‘Er du også mor til en Aspie”? her, afsnit 38, Jeg henter bidder af verden hjem til min datter. afsnit 39, ‘Nu får i god hjælp’ og endelig afsnit 40, Vil du med på bondegård? og endelig Et lykkeligt møde med Panda-koen, Gertrud, nummer 42 her, afsnit 43, ‘Hvad med Juleaften?” her, afsnit 44, Som perler af lys, her og afsnit 45, Historien om K: Mit Lys, min Kærlighed, her , afsnit, 46, Pædagogens uventede besøg, her, afsnit 47, Hvad en Aspie-mor skal vide, 48, Godnat min skat, sov godt, 49, Med vidt åbne øjne og endelig 50, Giv vikaren skylden.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
