ESSAY – “Pludselig kan vi kan alle tre summe omkring hende, larme, grine, tale, læse, se tv, lave mad, spise og drikke uden det forstyrrer hende. Hun bliver siddende.Det er som om, vi med ét har fået hende tilbage. Jeg fatter ikke, hvorfor jeg aldrig før har tænkt på, at puslespil ville være en god hjernegymnastik for hende, for det er tydeligt, at hun hungrer efter at bruge sine tanker på en opgave og være fokuseret på den.’Det er som om, der intet er galt’ udbryder Niels lettet, da vi er alene. Vi blusser af glæden ved at se vores sol og at være tæt på hende igen.’Ja, det er som om alt er i orden, når hun sidder der med sit nærvær uden anstrengelse og koncentrerer sig om puslespillene.” Odile Poulsen skriver i en række essays hver fredag på POV om familielivet med datteren K på 14, der lider af alvorlig angst og som i over et år ikke har været i skole og kun med stort besvær kan forlade hjemmet. I dag bringer vi afsnit 21, hvor der pludselig sker noget nyt med og for K
’Em… jeg tænkte, at du ikke ønsker at fortsætte med M, så jeg vil ikke lave nye aftaler’. Overbevist som jeg er om, at jeg ved hvad min datter tænker og føler om forløbet med hendes kontaktperson, M, har jeg konkluderet, autonomt, at sætte det på pause, nu hvor hun er underlagt en ny udredning, der tærer på hende.
K’s nye kontaktperson har faktisk været hos hende og os i to måneder nu. Han er hyret af kommunen til at være sammen med hende – og ikke mig – men K kan ikke være sammen med andre mennesker og kan derfor kun være sammen med M, hvis jeg også er der hele tiden.
Stilstanden føles som om selve tiden står stille med tilbageholdt åndedræt i en venten på Noget, jeg ikke ved, hvad er, og som ingen af os ved, hvad er. Ud over vores utopiske ønske om at K fra den ene dag til den anden, mirakuløst, vil vågne op fri af angst og fortsætte det liv, hun levede før, angsten tog bolig i hende
Det føles som om udviklingen står stille og at situationen ikke har bevæget sig i den tid M er kommet hos os, hvilket immervæk har været hen ved to timer ugentlig i to måneder.
Stilstanden føles som om selve tiden står stille med tilbageholdt åndedræt i en venten på Noget, jeg ikke ved, hvad er, og som ingen af os ved, hvad er. Ud over vores utopiske ønske om at K fra den ene dag til den anden, mirakuløst, vil vågne op fri af angst og fortsætte det liv, hun levede før, angsten tog bolig i hende.
Det føles som om angsten er nogens forbandelse, der er blevet kylet hårdt ind mod hende med en kraft som en Agassi-serv og som ingen anden, end himlens fader kan befri hende for; blot en skødesløs bevægelse med hånden, der verfer den væk som et fnug, som et let swift – en finger over en iPad.
Min naive ønsketænkning står ensomt uden nogen eller noget at læne sig op ad, blot realiteten der står tilbage. Der kommer ingen mirakuløse redninger, og den udvikling, vi håber på og lefler for vil kun finde sted via hårdt arbejde for både K og for os.
Men hvordan skal vi gøre? Hvad består det arbejde af, helt konkret? Vi afventer den nye udredning, for al behandling, der er prøvet, er prellet af. Det eneste, der har virket, er den medicinske del af behandlingen.
K’s kontaktperson er en meget sympatisk og rolig ung mand som intet har gjort forkert forhold til hende. Han møder hende altid med sin respektfulde forsigtighed, fornemmelse for timing og har dermed på intet tidspunkt begået samme fejl, som hans forgængere har.
Så vi står stivnet som den brune skorpion, jeg engang fik foræret. Den er kapslet ind i en fem-seks centimeter kisteformet plaststøbning; et engang levende væsen er nu et dødt trofæ, der kan beundres gennem det gennemsigtige tykke skjold, den ligger bag. Et engang dødbringende væsen hænger nu som pynt og udgør slipsehovedet på et slips fra Texas. Jeg har aldrig kunne skille mig af med den skorpion.
K’s kontaktperson er en meget sympatisk og rolig ung mand som intet har gjort forkert forhold til hende. Han møder hende altid med sin respektfulde forsigtighed, fornemmelse for timing og har dermed på intet tidspunkt begået samme fejl, som hans forgængere har.
Han kommer fra en særlig psykiatrisk ungeenhed, der folder sig ud som faldskærme mellem de stole, mange unge falder i; de unge, der enten ikke kan være i verden, eller hvor verden ikke vil være i dem.
Desværre er antallet af unge, der henvender sig i psykiatrien, eksploderet over de sidste par år – antallet er ekspanderet med halvtreds procent. Halvtreds procent flere særlige sårbare unge skal behandles indenfor det samme budget. Det er, som om man tror, man kan komprimere mennesker til at fylde det halve, som var de software i en computer.
Det er unge som vores K, vores sol. Vores datter, som jeg er bange for om samfundet kan rumme, om hun og samfundet kan være i en indbyrdes vekselvirkning og om hun kan få den hjælp, hun behøver til at leve et aktivt og meningsfuldt liv og sætte sig aftryk i verden.
Vi har måtte vente meget længe for at komme til, hvor vi er nu, hvor K er blevet sluset ind ad porten til ungepsykiatrisk hospital. Det er nærmest som at få lov til at komme til en helligdom – det har krævet mange prøvelser og nederlag at gøre sig egnet til at blive undersøgt her.
De har anbragt nye teser på bordet med nye teorier om, hvorfor K lider af angst, de har sat nye diagnoser i spil og det er dem, der nu skal undersøges så lægerne kan finde ud af, om de holder stik.
Til min absolutte overraskelse reagerer K helt modsat af min forventning, da jeg siger det med at droppe nye aftaler med M; hun vil ikke droppe forløbet men tværtom tage et stort skridt hen mod ham.
Jeg frygter for de eventuelle nye diagnoser, K frygter dem. Niels er pragmatisk, vi tager det, som det kommer, siger han. Men selvfølgelig er han også presset.
Til min absolutte overraskelse reagerer K helt modsat af min forventning, da jeg siger det med at droppe nye aftaler med M; hun vil ikke droppe forløbet men tværtom tage et stort skridt hen mod ham.
’Nej jeg vil gerne give ham en chance mere, jeg synes ikke jeg prøvet ihærdigt nok,’ siger hun.
’Fedt! Det synes jeg skis’me er fedt!’ udbryder jeg og tager imod den glæde, der overraskende bryder ud og står ned i stænger, omfavner og skaber bevægelse der, hvor der var stilstand.
Var det ikke fordi K ville klappe sammen af forskrækkelse som en krigsveteran med PTSD, hvis jeg hylede jublen ud og omfavnede hende spontant eller hvis jeg lettede hende fra gulvet og svingede hende rundt og rundt og satte smækkys på hendes kinder, havde jeg gjort det.
Men K hader overraskelser, det har hun bevidst frabedt sig fra hun var cirka ni – ti år, så jeg trisser glad og smådansende lige bag hende ned af trappen, som var jeg hendes fjollede og altid happy-go-lucky engelske bulldog.
’Men jeg ved ikke, hvad jeg skal lave med ham’, K’s pande knytter sig sammen som en næve, da hun forklarer sine bekymringer om, hvordan hun kan komme videre med relationen og få gang i udviklingen, nærme sig M og lægge kræfter i arbejdet med ham. ’De ting jeg interesserer mig for, synes han jo ikke om!’
For et par uger siden havde K overværet, hvordan hendes storebror snakkede med M om basketball, og det hele havde virket så let og problemfrit:
’Han kan bare snakke uden noget – det er så typisk, alle kan lide ham med det samme!’ havde hun knurret og jeg kunne se, hvordan angsten gladelig lappede næringen i sig.
’I kan da lave hvad som helst, du synes er spændende. Du behøver ikke være som din bror – du er dig med dine interesser. Og jeg tør godt garantere, at I kan lave, hvad du end foreslår.’
’Naj, nja, ved ikke. Men M er fed, fordi han intet gør!’ smiler hun spontant, smagende på den tykke ironi, der lige gledet ud af hendes mund. Hun elsker at lege med ironi.
Det helt særlige ved M, er dét, han undlader at gøre. Det evner han til fulde, hvilket er et særsyn. For det er noget af det sværeste at manøvre i, det kræver, at man tør stå på gyngende grund og kan gøre det uden at miste balancen
’Ja, han gør alt det, han ikke gør, rigtigt, ikk’?’ smiler jeg og nyder, at vi har et af de øjeblikke, hvor vi griner indforstået. Ironien er noget, vi leger meget med, den giver mulighed for mange nuancer af humor.
Det helt særlige ved M, er dét, han undlader at gøre. Det evner han til fulde, hvilket er et særsyn. For det er noget af det sværeste at manøvre i, det kræver, at man tør stå på gyngende grund og kan gøre det uden at miste balancen.
’Du sætter tempoet K. Hvis du ikke bryder dig om at tale om det, så lader vi det ligge og taler om det, du er tryg ved.’ siger M ofte til hende.
Han holder inde med det samme, han ser noget, som gør hende utilpas. Jeg tror, han forstår noget om K, og måske er tilliden på vej – åh, det ønsker jeg sådan.
I hvert fald er det som om K har brudt gennem en membran, jeg ikke ved, hvad består af og heller ikke ved, hvordan brydes, men jeg har set hende gøre det før. Det ser ud som om, hun pludselig har truffet en beslutning, der ændrer hendes udstråling markant.
Da M kommer nogle dage efter, holder vi vores vanlige rutiner; han kommer ind, jeg laver ham en dobbelt espresso og stiller den og et glas med koldt vand foran ham.
Han sætter sig altid på samme plads, K sætter sig på sin i den mintgrønne slagbænk og jeg er på min plads. Sammen udgør vi en triangel over glasspisebordet hvor K’s hund ligger under neden højlydt snorkende efter en lykkelig begejstring ved gensynet med M.
Men denne gang ændrer K rutinen ved at sige, at hun gerne vil lave noget sammen med M.
’Måske kan vi lægge et puslespil?’ foreslår hun, mens hun kigger på mig, M ser på hende og griber den straks.
’Ja, det vil jeg gerne!’ smiler han og to minutter efter sidder vi med K’s nye puslespil, som hun har haft liggende uåbnet de sidste tre måneder.
Vi er alle tre glade og hurtigt opslugte af puslespillet, og stemningen er let. K har ikke lagt puslespil, siden hun var lille; af en eller anden grund har vi bare aldrig tænkt på det.
Halvdelen af vort spisebord er nu afsat til puslespil, vi har købt flere og forhøjet sværhedsgraden. Når et puslespil er lagt, sørger vi for at skille det meget omhyggeligt, så der ikke ligger brikker, der hører sammen ved siden af hinanden; det skal helst ikke være for let, siger K
Alligevel går der ikke længe, før hun har lavet et system med de tusind brikker. M og jeg griner og joker, at det ikke når at blive færdigt før til jul, for hverken han eller jeg kan finde brikker at sætte sammen. Vi aftaler at når han kommer igen om to dage, arbejder vi videre.
Dagen efter har K lagt det. Og to dage efter endnu et.
Halvdelen af vort spisebord er nu afsat til puslespil, vi har købt flere og forhøjet sværhedsgraden. Når et puslespil er lagt, sørger vi for at skille det meget omhyggeligt, så der ikke ligger brikker, der hører sammen ved siden af hinanden; det skal helst ikke være for let, siger K.
Hun sidder her ofte med øjne og fingre løbende hen over de mange brikker og hun kan huske, hvordan de alle ser ud, når hun har set dem en gang. Selvom hun er dybt koncentreret, virker hun alligevel nærværende sammen med os andre.
Pludselig kan vi kan alle tre summe omkring hende, larme, grine, tale, læse, se tv, lave mad, spise og drikke uden det forstyrrer hende. Hun bliver siddende.
Det er som om, vi med ét har fået hende tilbage. Jeg fatter ikke, hvorfor jeg aldrig før har tænkt på, at puslespil ville være en god hjernegymnastik for hende, for det er tydeligt, at hun hungrer efter at bruge sine tanker på en opgave og være fokuseret på den.
’Det er som om, der intet er galt’ udbryder Niels lettet, da vi er alene. Vi blusser af glæden ved at se vores sol og at være tæt på hende igen.
’Ja, det er som om alt er i orden, når hun sidder der med sit nærvær uden anstrengelse og koncentrerer sig om puslespillene – lad os bare nyde det, tage imod og få næring af det.’
Topillustration:
Læs de 19 forudgående essays i Odile Poulsens fortælling om datteren K – og om at leve for hende og sammen med hende her: Afsnit 1: Hvad gør vi nu, lille du, afsnit 2: Mens vi venter i Systemet, her, afsnit 3: Here Comes the Sun, afsnit 4: Smil, det smitter – jeg skal bare lige have en tudetur først, afsnit 5: Undskyld, kan du vise mig vejen til mulighedernes land?, afsnit 6, Den der tier, lyver her, afsnit 7: Rigtige venner står for fald og kan købes, her og afsnit 8.1 Vi prøver med en ny begyndelse – en gang til, her, 8. afsnit, del 2, “Vi prøver med en ny begyndelse – en gang til #2” her,afsnit 9 Pushermama findes her, 10. del, Historien om K –Det siger sig selv kan læses her, 11. afsnit, “Solen går til psykolog“, kan læses her, 12. afsnit, “Lattergas” her, 13. afsnit “Jeg gik op i en spids for at se mig lidt omkring,” her ,14. afsnit, “We do what we can”, her, 15. afsnit, Catch 22, her, 16. afsnit, “It’s your last chance”, her, 17. afsnit, “Intet nyt er godt nyt for de fleste, men svært at tro på for de få”, her,18. afsnit, Bror og søster – L & K, her, 19. afsnit, ’Vi er liv og lys, vi er skygger og magi’, her. og 20. afsnit, ‘Vi er drømme lagt på is, vi er det tabte paradis’.
Titlen er et citat fra C.V. Jørgensen sang af samme titel, fra albummet ’I det muntre hjørne’, 1990.
Hvis du kunne lide, hvad du har læst og får lyst til at donere et lille beløb for oplevelsen til skribenten, kan du gøre det på Odile Poulsens Mobile Pay: 3064 3538.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
