Så gør vi sådan, når vi samarbejder

i Liv & Mennesker/Børn & unge af

ESSAYSERIE – “Vi har endelig fået den rigtige fagperson til at hjælpe os i den her utrolige sårbare proces med at yde K den støtte, den undervisning, det pres og den hjælp, hun fordrer, for at komme på sin sti ud af sit fængsel..” Odile Poulsen skriver hver fredag et afsnit i essayserien om familielivet med K – hendes datter, der lider af angst og har Aspergers. I denne uge fortæller Odile om, hvor befriende og usædvanligt det er at have mødt en lærer, som lytter til familien og til K.

’Jeg vil gerne have, at du er meget tæt inde over, Odile. I har sikkert af alle andre før mig fået at vide, at du skal trække dig. Men det er afgørende, at du er med og hjælper med at tolke mellem K og mig. Især i den første lange tid, for der er meget, jeg skal lære at forstå om K.’

Jeg ved godt, at jeg har skrevet det, ja jeg tror faktisk tre eller fire gange i tidligere essays, men det er ikke, fordi jeg ikke stoler på, budskabet er blevet hørt, at jeg gentager det.

Jeg skriver det igen for at opveje alle de andre gange, vi har fået at vide, at vi gjorde det forkerte – eller i hvert fald ikke gjorde noget rigtigt. Og alle de gange, hvor netop dét er blevet hvisket, har skabt en subtil afgrund mellem ’os og dem’ – os som familie overfor dem som systemet, der har skabt en streng af utryghed i os.

Min trang til gentagelser minder mig om det behov, traumatiserede mennesker har. At man gentager og gentager sig selv, og i gentagelsen ligger en helingsproces, fordi man med sit intellekt forsøger at begribe, og bearbejde det udløsende traumatiserende chok.

Jo mere utryghed i os, jo ringere samarbejde, og jo ringere samarbejde, jo mere peger pilen på os forældre, som de inkompetente eller obsternasige, fordi systemet opfatter sig selv som ufejlbarligt – det begår ikke fejl. Også dét, har jeg gentaget, igen og igen.

Og min trang til gentagelser minder mig om det behov, traumatiserede mennesker har. At man gentager og gentager sig selv, og i gentagelsen ligger en helingsproces, fordi man med sit intellekt forsøger at begribe – og bearbejde – det udløsende traumatiserende chok.

På så alt for mange måder er vi borgere, der hænger i systemets nødbremse, så forbandet traumatiserede.

Vi var det allerede, inden vi kom – vi ankommer jo til systemet, fordi vi står midt i store kriser. Og efterfølgende fyldes vi med nye chok og traumer, når vi vælter ind i kynismen, der er parkeret lige præcis dér, hvor vi troede, vi ville finde medmenneskelighed og hjælp.

Når vi ydmyge træder ind, skamfulde over ikke at kunne selv, så bliver vi mødt med bebrejdelse, præcis over, at vi ikke kan selv, enten subtilt eller direkte.

Men nu er vi ikke længere helt alene om, hvad vi ser, når vi ser på, hvem K er, og hvilke behov hun har. Skolen og vi deler langt hen ad vejen det samme syn på hende.

For første gang begynder vi at stole på det faglige indhold og den professionelle indsats. Fordi fagligheden og ekspertisen for første gang er til stede. Vi er kommet forbi det der langstrakte pædagogiske dødvande, jeg bedst kan beskrive som ’pædagogen kommer og fortæller anekdoter fra eget liv’.

Og vi kan takke os selv for at have fået skolen.

’Hvordan kom I på, at I ville have os som skole?’ spurgte skolelederen os en dag.

For hun vidste godt, at vi havde været insisterende. Jeg tror, at hun var blevet kontaktet i 11. time, i skolernes sommerferie af en panisk sagsbehandler, der, muligvis var psykisk i knæ efter et møde med os. Andet kan jeg ikke tro, for pludselig var kommunen i løbet af fire timer i stand til at gøre dét arbejde, der ikke havde været muligt at udføre på et halvt år; og dermed fik K en plads på dagsbehandlingsskolen.

Skolen er blevet vores tætteste samarbejdspartnere, præcis som de skal og bør være, når man er sat på en opgave om at hjælpe en elev i vores danske system, som man ellers har overset i alle andre skoler og derefter ladet sidde og glo på sit værelse i over tre år

Og hvor meget jeg end gerne vil tage credit for mine forhandlingsevner, så kan jeg ikke. De er faktuelt ganske ringe, for jeg ejer ikke megen diplomatisk sans, kun en stærk retfærdigheds-ditto. Så jeg tror nu mere, at det var argumentet om en økonomifejl, der gjorde udslaget. At den pågældende dagbehandlingsskole med andre ord ikke er økonomisk kategoriseret af kommunen til at tage imod de tungeste elever, skolen reelt modtager, men ligger i kategorien lettere og dermed billigere.

Hvorom alting er, så er vi her.

Læreren sagde til mig, beroligende, inden vi afholdt det første opfølgningsmøde med sagsbehandleren på skolen: ’Nu sidder I i det mindste ikke længere alene med at beskrive K’s behov i forhold til undervisning. Vi tager os af den del’.

Og med ’den del’, mente hun, at skolen nok skal sørge for at dokumentere, hvorfor K er på den rigtige skole og at kommunen derfor trygt kan fortsætte med at bevillige udgiften. Det er ikke vort ansvar at slås for det rigtige skoletilbud længere.

Nu er spørgsmålet blot: hvad med hele behandlingsdelen, som også er en del af en behandlingsskoles opgave? Hvordan forholder kommunen sig til det? Forstår de, at der er behov for behandling for at kunne undervise?

Nuvel, det må tiden vise.

Skolen er blevet vores tætteste samarbejdspartnere, præcis som de skal og bør være, når man er sat på den opgave at hjælpe en elev i vores danske system, som man ellers har overset i alle andre skoler og derefter ladet sidde og glo på sit værelse i over tre år.

Jeg føler trang til at sige ’7-9-13’, og kaste salt over skulderen, banke under instrumentbrættet i bilen, hive sko ned fra bordene og ellers undvige diverse stiger, der hælder op ad husmure.

For intet må forstyrre det spirende håb i os, om at vores K har fået et sted, der er uden for hjemmet, en skole, hvorfra hendes verden kan begynde at udfolde sig.

Og nej, hun er godt nok ikke fysisk på skolen endnu, men der ligger en ambition og et håb i hende – og i os alle – herom.

I løbet af de to første måneder har hun og jeg udviklet en respektfuld pingpong, fagligt og vidensmæssigt, der hele tiden har sit dybe udgangspunkt i K’s behov. Vi deler flere af de samme pædagogiske værdier, hvilket naturligvis gør det nemmere at åbne vores hoveddør for hende for alvor

K’s lærer sagde helt tidligt i forløbet – det vil sige, det er jo bare for ikke engang tre fulde måneder siden, om end det føles som meget længere – at jeg endelig måtte skrive eller ringe om mine tanker.

Jeg, som ikke vil overskride en grænse for hendes arbejdstid, men samtidig er klar over vigtigheden af at få alle nuancer med, aftalte så med hende, at jeg skrev, når noget skulle fortælles, men at jeg ikke forventede, at hun svarede tilbage per sms, men at vi blot ville tage det, når vi alligevel sås.

I løbet af de to første måneder har hun og jeg udviklet en respektfuld pingpong, fagligt og vidensmæssigt, der hele tiden har sit dybe udgangspunkt i K’s behov. Vi deler flere af de samme pædagogiske værdier, hvilket naturligvis gør det nemmere at åbne vores hoveddør for hende for alvor.

Og med hende er det mig en fornøjelse at sætte den ottekantede espressokande over på komfuret, varme den tykke, søde mælk og stille den foran os på bordet, når vi går i gang.

Efter juleferien, som K’s lærer godt ved var en svær tid for K, som det er for mange af eleverne, får jeg denne sms fra hende om morgenen, som hun skal komme om eftermiddagen:

Godmorgen og godt nytår.

Jeg kommer ud til jer i dag og vi starter blødt op. Hvordan er jeres ferie gået, og hvad har K været optaget af?

Kh Læreren     

At modtage en sådan sms, fjerner den mest stædige usikkerhed, som for eksempel går på; ’hvad skal vi i dag? Forventer hun, at K er frisk og klar? Bliver hun skuffet, hvis K ikke er? Synes hun, jeg ikke er nok til stede overfor K, fordi hun har holdt sig meget alene i ferien?’ Og så videre og så videre.

Det gør mig mere klar, fordi jeg så ved, at K’s lærer forstår K’s problemer, anerkender vores præmis og respekterer den usikkerhed, jeg står i som forælder, og fordi jeg ved, at hun sender sms’en, så jeg kan forberede K på, hvordan dagen forventes at forløbe.

Da K’s lærer kommer, er noget af det første hun siger: ’Tak for den sms! Den er så god, og den giver mig så nuanceret indblik i, hvordan K’s ferie har været. Det er virkelig guld værd, Odile!’

Jeg skynder mig at svare, mens jeg tænker på, at jeg ikke vil kræve for meget, men heller ikke så lidt, at K ikke får det, hun behøver:

Hej. 

Hm, vi havde en dejlig juleaften; med ro, pauser, dyrene var med i alt og vi nød at være sammen. 

K udfordrede sig selv med at smage på 4 nye madvarer! Det er nærmest helt sensationelt, eller det er det!😅 

K havde det svært, og op til lillejuleaftensdag havde hun et stort melt-down pga. krav til sig selv om gaver, hun ikke nåede. 

Vi løste det, hun landede igen. 

Efterfølgende har K været meget isoleret på værelset – hvilket dog er typisk adfærd, når vi alle er hjemme – ferier er svære. 

Hun har været i gang med sine julegaver (det er en særlig fin pung, hun broderer til mig), lidt farvelægning, lidt tegning, men også giga-træt pga. jul og nytår. 

Men hun gik tur med Anais to morgener i træk (inden nytår).  

Fordi Anais blev meget bange til nytår, har det også indvirket på K’s søvn, da Anais ikke kan sove (ryster og gør), og så har K ligget vågen med hende om natten siden nytårsnat. 

Nu har jeg ikke set hende her til morgen – jeg tror, hun prøver at hvile efter endnu en hård nat. 

Men kaffen er klar til dig og det er godt at komme tilbage til hverdagen. 

Det er som om, K rykker stort i de her dage og samtidig udmatter det hende (plus ferien oveni), så hun er vitterlig i kontrasterne pt. 

Kh, O

Da K’s lærer kommer, er noget af det første, hun siger:

’Tak for den sms! Den er så god, og den giver mig så nuanceret indblik i, hvordan K’s ferie har været. Det er virkelig guld værd, Odile!’

Vi har endelig fået den rigtige fagperson, til at hjælpe os i den her utrolig sårbare proces med at yde K den støtte, den undervisning, det pres og den hjælp, hun fordrer, for at komme på sin sti ud af sit fængsel.


Modtag POV Weekend gratis, følg os på Facebook
– eller støt vores arbejde

Læser du POV fast eller kun lejlighedsvis?
Hver fredag samler vi ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i ugebrevet POV Weekend.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her.

Har du mulighed for at støtte POV som åbent og uafhængigt dansk medie, kan du gøre det som støtteabonnent her.


Foto:Element5 Digital on Unsplash

Læs de 92 forudgående essays i Odile Poulsens fortælling om datteren K – og om at leve for hende og sammen med hende her: Afsnit 1: Hvad gør vi nu, lille du, afsnit 2: Mens vi venter i Systemet, her, afsnit 3: Here Comes the Sun, afsnit 4: Smil, det smitter – jeg skal bare lige have en tudetur først, afsnit 5: Undskyld, kan du vise mig vejen til mulighedernes land?, afsnit 6, Den der tier, lyver her, afsnit 7: Rigtige venner står for fald og kan købes, her og afsnit 8.1 Vi prøver med en ny begyndelse – en gang til, her, 8. afsnit, del 2, her, afsnit 9  Pushermama findes her, 10. del, Historien om K –Det siger sig selv kan læses her, 11. afsnit, “Solen går til psykolog“, kan læses her, 12. afsnit, “Lattergas” her, 13. afsnit “Jeg gik op i en spids for at se mig lidt omkring,” her ,14. afsnit, “We do what we can”, her,15. afsnit, Catch 22, her, 16. afsnit, “It’s your last chance”, her17. afsnit, “Intet nyt er godt nyt for de fleste, men svært at tro på for de få”, her,18. afsnit, Bror og søster – L & K, her, 19. afsnit, ’Vi er liv og lys, vi er skygger og magi’, her 20. afsnit, ‘Vi er drømme lagt på is, vi er det tabte paradis’ , 21. afsnit ’På gyngende grund’, her,  22. afsnit “Virkeligheden overgår altid fantasien” her, 23. afsnit Den første ventetid er slut, her , 24. afsnit, ‘Den Fremmede – udredningen er i gang’ her, 25. afsnit, ‘Den livsvigtige telefonsamtale” her, 26. afsnit, ‘Ostehapsere – og et lille strejf af lykke’, her , nr. 27, ‘Alt det gode i livet tager tid’, her, nummer 28, “F….” her, nummer 29, “Udredningen trak de sidste tænder ud,” her, afsnit 30, Magiske timeglas’ her Afsnit 31, “A Whiter Shade of Pale”, her. afsnit 32, “Diagnosens dag”, afsnit 33,” Asperger – og hvad så?” kan læses her,  afsnit 34, “Vi er alle meget bekymrede”, her, afsnit 35, “Jeg lukker øjnene”, her, afsnit 36, “Should I stay or should I go now”, her,  afsnit 37 ‘Er du også mor til en Aspie”? her, afsnit 38, Jeg henter bidder af verden hjem til min datter. afsnit 39, ‘Nu får i god hjælp’ og endelig afsnit 40, Vil du med på  bondegård? og endelig Et lykkeligt møde med Panda-koen, Gertrud, nummer 42 her, afsnit 43, ‘Hvad med Juleaften?” her, afsnit 44, Som perler af lys, her og afsnit 45, Historien om K: Mit Lys, min Kærlighed, her , afsnit, 46, Pædagogens uventede besøg, her, afsnit 47, Hvad en Aspie-mor skal vide, afsnit 48, Godnat min skat, sov godt, afsnit 49, Med vidt åbne øjne, afsnit 50, Giv vikaren skylden, afsnit 51, K og de hellige køer her , “Ja”, afsnit 52 her, afsnit 53, “Togvogns-traditionen og den særlige 15-års fødselsdag”, her, afsnit 54, ‘Magi mikset med et skvæt af myndighed’, her, afsnit 55, ‘That’s my birthday girl’, afsnit 56 ‘Mit signal’,  afsnit 57 ‘Farvel!, afsnit 58 ‘Væk mig fra dette mareridt‘,  59 ‘Magt uden viden‘, afsnit 60 ‘Radiotavshed’, afsnit 61 ‘Jeg har vigtigere ting at bruge mine tanker på‘, afsnit 62 ‘I det kommunale venteværelse’, 63 ‘Pædagogrokaden‘, 64 ‘Solen brager igennem‘, afsnit 65 ‘Stuen er fuld af regnbuer‘, afsnit 66 ‘I den blinde vinkel’, afsnit 67 “På det offentliges regning” her, afsnit 68, “K, Bulldoggen og Totoro*, her, 69, “Lad os se, hvor hårdt vi kan slå,” her, afsnit 70, ‘Tag dig i agt for psykopatien’, afsnit 71, Totoro, Anais og K – T.A.K, afsnit 72, Værdien af hverdags-autister, afsnit 73, Snedkerens besøg, afsnit 74, Kommunen smider om sig med bomber‘, afsnit 75, ‘Man kan f*cking ikke købe Grønland – og man kan ikke købe os‘ , afsnit 76, ‘Elefanten i rummet spiser sig tyk‘ , afsnit 77, ‘Kan et skoleliv også være liv?‘, afsnit 78, ‘Autisme Mama Cirkel 1:2′, afsnit 79, ‘Autisme Mama Cirkel 2:2’, afsnit 80, ‘Din F****** autist’, afsnit 81, ‘Det står rødt på hvidt’ her, afsnit 82, ‘Ikke for skolen men for livet‘, afsnit 83, ‘Hvad kan blive som autist?’ afsnit 84, ‘Vi skal skynde os langsomt‘, afsnit 85, ‘Kommunen drukner os i en sump af mistro‘, afsnit 86, ‘Djævelen er i detaljen’ , afsnit 87, ‘Eternal optimist’, afsnit 88, ‘Autisme-mama aka Superwoman‘, afsnit 89, Vi deler samme passioner, afsnit 90, ‘Same procedure as last year‘ , afsnit 91, Something rotten in the state of Denmark, afsnit 92, Tænk på, hvis det havde været i Afrika, havde han været død!’ og endelig afsnit 93″Vinduet er meget lidt åbent”.

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Odile Poulsen er forfatter og foredragsholder, uddannet pædagog og psykoterapeut ved Kempler Instituttet. Hun har tidligere ledet en døgninstitution.

Om sig selv siger hun: "Jeg har oplevet meget, og det mener jeg selv, er karakteristisk. Som ni liv levet i ét. Trods jeg aldrig troede, jeg ville blive mere end tredive, har jeg fornøjelsen af stadig at være her. Livet handler om at øge vor bevidsthed. Det kræver autencitet på alle planer og en blotlæggelse af tabuer, der indskrænker menneskets frihed og livskvalitet. Jeg er altid optaget af og drevet mod friheden. Derfor er alt, hvad jeg skriver og taler om, båret af et ønske om at ophæve begrænsninger for det frie sind."

Hun har udgivet bøgerne, Hustler (Rosinante 2000 og 2006), Sirenesang (Lindhardt og Ringhoff 2006) og har modtaget Alt for Damernes Kvindepris (2005). I 2008 var hun ambassadør for Dannerhuset.

Odile er bosat i København med sin mand og deres to teenagere. Du kan også finde hende på LinkedIn: www.linkedin.com/in/odilepoulsen/

Hvis du vil honorere Odiles tekster på POV, kan du donere et beløb til hendes MobilePay: 3064 3538

Seneste artikler om Liv & Mennesker