’Jeg har vigtigere ting at bruge mine tanker på!’

af i Børn & unge/Liv & Mennesker

ESSAYSERIE – ”Jeg drejer af, fordi jeg ikke skal blive ædt op af vrede. Jeg er så vred, at min krop er begyndt at slå sprækker under mig, som om den truer med at rende fra pladsen, hvis ikke jeg giver den bedre vilkår.” Odile Poulsen skriver hver fredag om sin datter K på 15 år, som har fået stillet diagnosen Aspergers Syndrom. I dagens afsnit, som er nummer 61, venter familien stadig på svar fra kommunen. 

’Jeg har vigtigere ting, at bruge mine tanker på!’

Det var med de ord, K smilende strøg tilbage op ad trappen. Vi, som ellers simultant havde grebet hinandens blikke, fortøjrede os i den enighed, vi for det meste føler, når det kommer til børnene. I øjeblikket inden K besteg trappen, havde vi tænkt damage control uden overhovedet at behøve sige ordene højt.

Inden jeg går videre og falder i det tomrum, der er lige for mine fødder og fortsætter, hvor mine to tidligere essays slap – inden jeg giver ordene frit spil om kommunens overgreb mod os – er jeg nødt til at tage et førergreb på beretningen og lave en kontrolleret drejning.

Det er ikke manglende vrede eller lyst, der gør, at jeg drejer af. Og jeg vil også vende tilbage til sporet senere, en anden gang, og lægge hver en detalje frem, for at den kan blive opfanget og ført hen til hovedvejen igen.

For at tie og smile betyder på kommunesprog at samarbejde. At tale højt er at obstruere på kommunesprog

Jeg drejer af, for ikke at blive ædt op af vrede. Jeg er så vred, at min krop er begyndt at slå sprækker under mig, som om den truer med at rende fra pladsen, hvis ikke jeg giver den bedre vilkår.

Vreden forsvinder selvklart ikke af, at jeg holder kaje – ofte er det netop det værste, man kan gøre; ikke at give den afløb (dermed ikke sagt, man ikke gør klogt i at tænke over hvor, hvordan og hvornår).

Alligevel er det faktisk det, mange gør af strategiske grunde: Tier om de overgreb, der begås af kommuner mod dem af frygt for, hvad konsekvenserne vil være.

For at tie og smile betyder på kommunesprog at samarbejde. At tale højt er derimod at obstruere på kommunesprog.

I værste fald rives illusionen om et samarbejde ned, så det står neonlysende klart, at kommunen har magten, roret og kortet over havbunden, men oftest ikke har kundskaberne til at styre skibet. Jo, jo, vi kan klage til Ankestyrelsen. ’Husk nu I kan klage!’, råber folk ind til os, selv sagsbehandleren har omhyggeligt gjort os opmærksom på vores ret.

Hvor går man hen og fortæller, at politiet begår ulovligheder, når der ingen domstol er?

Men hvad hjælper det, når praksis er, at Ankestyrelsens ventetid på nye sager er oppe på fjorten måneder (eksklusiv behandlingstid) og at kommunen kan ignorere afgørelser med: ’Nå ja, vi har kigget sagen igennem igen, og vi mener stadig, vi har sagsbehandlet og vurderet korrekt.’

Ja, jeg ved ikke, hvad man skal gøre ved det. Hvor går man hen og fortæller, at politiet begår ulovligheder, når der ingen domstol er?

Der er en del, jeg er blevet klogere på i den forgangne uge. Viden kan være en størrelse bestrøet med glasskår. Jeg gemmer min ny viden i min kjoles folder og venter med at brede den ud, til der spilles op til en vals.

Min krop kalder på mig, og jeg er nødt til at ligge i arm med den og hviskende aftale, at den skal blive hos mig. Vreden må ikke få det bedste af mig – K har brug for mig.

Min K, min sol, hende jeg vil rive Rådhuspladsen ned for. Hende jeg kommer til at rive Rådhuspladsen ned for. Men ikke i dag.

For K har fokus et helt andet sted.

Hun kan kun tænke på, at hun skal have en ilder. For hende er liv vigtigere end noget andet – respekten for liv, alt liv er lige vigtig.

Hun er en skærende kontrast til det system, som vi er afhængige af tilvejebringer de ressourcer, hun behøver for at leve.

Hvordan det overhovedet bliver muligt at vælge én ud af cirka tredive små hvalpe, ved jeg ikke. Alligevel er jeg ikke spor i tvivl om, at der er en bestemt, der venter på K

Men når kommunen alligevel lader os hænge i den stadig mere umenneskelige­ og nu tre uger lange cliffhanger, hvorfor så ikke sige op?

Ja, jeg fik lyst til at forlade systemet og gå uden for nummer, til at finde en lille paradisø eller bare Langeland og sætte noget meningsfuld musik på.

Så jeg har sagt op i mit stille sind og er hoppet med på noget af K’s glæde og jublende forventninger.

Og i øvrigt er det ikke bare en ilder, K skal have, det er ilderen. Dén, der har levet i hendes bevidsthed, siden hun var cirka syv år gammel og besluttede at få en.

’Okay, skat, hvis du gerne vil have en ilder, må du først sætte dig ind i, hvad det er for et dyr,’ svarede jeg hende dengang og stak hende en bog om emnet.

Det har hun så gjort –  men har endnu til gode at efterprøve sin viden i praksis.

K elsker det. Elsker at snakke om det, se på alle de søde fotos, vende og dreje tanker i luften, tale om det, grine bare ved tanken om, hvor fedt det bliver

K’s kommende ilder bor i modsatte ende i landet af os. Med andre ord – vi skal på roadtrip, K og jeg. En dag med seks timers kørsel og et besøg hos nogle meget venlige, men også meget fremmede mennesker, noget som udelukkende er muligt, fordi udsigten til at sidde sammen med en hel bunke ildere og vide, at en af dem skal med hjem, når vi kommer igen.

Hvordan det overhovedet bliver muligt at vælge én ud af cirka tredive små hvalpe, ved jeg ikke. Alligevel er jeg ikke spor i tvivl om, at der er en bestemt, der venter på K.

Okay, det hjælper på det, at det skal være en han.

K har mindst femogtyve-tredive udvalgte drengenavne klar. De springer frem som flagermus i mørket. Men først når K har mødt og kender sin ilder, beslutter hun sig for navnet.

Men der er også masser andet at tage stilling til: Hængekøjerne der skal sættes ind i det store bur, legetøj der skal købes, tæpper til bunden af buret og til udenfor, seler til gåture, bum-bags, hættetrøjer og jakker med gode, store lommer, hvor han kan ligge og sove. Forsikringer og vaccinationer, dyrlæge, foder og rå musehjerter.

’Når vi har besøgt ham, og jeg går og venter på at hente ham hjem, så bestiller jeg buret og foder- og vandskålene og…’

Én ting er helt sikker: Al den glæde, som fosser ud i hjernen på hende, ud til alle cellerne i hele K, al den glæde kan kommunens dårlige ånde slet ikke trænge ind til

K elsker det. Elsker at snakke om det, se på alle de søde fotos, vende og dreje tanker i luften, tale om det, grine bare ved tanken om, hvor fedt det bliver.

’Mor, deres poter er søde! De ligner en lille bitte bjørnepote!’

Én ting er helt sikker: Al den glæde, som fosser ud i hjernen på hende, ud til alle cellerne i hele K, al den glæde kan kommunens dårlige ånde slet ikke trænge ind til.

’Er det okay, at jeg er rigtig irriterende og råber, jeg skal ha’ en ilder, flere gange om dagen?’ spurgte K, da det blev sikkert.

’Ja!’ svarede vi alle, næsten i kor, næsten lige så euforiske som hun.

’HAR ALLE HØRT DET?! JEG SKAL HAVE EN ILDER!’


Hvis du kunne lide, hvad du har læst og får lyst til at donere et beløb for oplevelsen til skribenten, kan du gøre det på Odile Poulsens Mobile Pay: 3064 3538. 


Foto: Pixabay.

Læs de 60 forudgående essays i Odile Poulsens fortælling om datteren K – og om at leve for hende og sammen med hende her: Afsnit 1: Hvad gør vi nu, lille du, afsnit 2: Mens vi venter i Systemet, her, afsnit 3: Here Comes the Sun, afsnit 4: Smil, det smitter – jeg skal bare lige have en tudetur først, afsnit 5: Undskyld, kan du vise mig vejen til mulighedernes land?, afsnit 6, Den der tier, lyver her, afsnit 7: Rigtige venner står for fald og kan købes, her og afsnit 8.1 Vi prøver med en ny begyndelse – en gang til, her, 8. afsnit, del 2, her, afsnit 9  Pushermama findes her, 10. del, Historien om K –Det siger sig selv kan læses her, 11. afsnit, “Solen går til psykolog“, kan læses her, 12. afsnit, “Lattergas” her, 13. afsnit “Jeg gik op i en spids for at se mig lidt omkring,” her ,14. afsnit, “We do what we can”, her, 15. afsnit, Catch 22, her,  16. afsnit, “It’s your last chance”, her17. afsnit, “Intet nyt er godt nyt for de fleste, men svært at tro på for de få”, her,18. afsnit, Bror og søster – L & K, her, 19. afsnit, ’Vi er liv og lys, vi er skygger og magi’, her 20. afsnit, ‘Vi er drømme lagt på is, vi er det tabte paradis’ , 21. afsnit ’På gyngende grund’, her,  22. afsnit “Virkeligheden overgår altid fantasien” her, 23. afsnit Den første ventetid er slut, her , 24. afsnit, ‘Den Fremmede – udredningen er i gang’ her, 25. afsnit, ‘Den livsvigtige telefonsamtale” her, 26. afsnit, ‘Ostehapsere – og et lille strejf af lykke’, her , nr. 27, ‘Alt det gode i livet tager tid’, her, nummer 28, “F….” her, nummer 29, “Udredningen trak de sidste tænder ud,” her, afsnit 30, Magiske timeglas’ her Afsnit 31, “A Whiter Shade of Pale”, her. afsnit 32, “Diagnosens dag”, afsnit 33,” Asperger – og hvad så?” kan læses her,  afsnit 34, “Vi er alle meget bekymrede”, her, afsnit 35, “Jeg lukker øjnene”, her, afsnit 36, “Should I stay or should I go now”, her,  afsnit 37 ‘Er du også mor til en Aspie”? her, afsnit 38, Jeg henter bidder af verden hjem til min datter. afsnit 39, ‘Nu får i god hjælp’ og endelig afsnit 40, Vil du med på  bondegård? og endelig Et lykkeligt møde med Panda-koen, Gertrud, nummer 42 her, afsnit 43, ‘Hvad med Juleaften?” her, afsnit 44, Som perler af lys, her og afsnit 45, Historien om K: Mit Lys, min Kærlighed, her , afsnit, 46, Pædagogens uventede besøg, her, afsnit 47, Hvad en Aspie-mor skal vide, afsnit 48, Godnat min skat, sov godt, afsnit 49, Med vidt åbne øjne, afsnit 50, Giv vikaren skylden, afsnit 51, K og de hellige køer her , “Ja”, afsnit 52 her, afsnit 53, “Togvogns-traditionen og den særlige 15-års fødselsdag”, her, afsnit 54, ‘Magi mikset med et skvæt af myndighed’, her, afsnit 55, ‘That’s my birthday girl’, afsnit 56 ‘Mit signal’,  afsnit 57 ‘Farvel!, afsnit 58 ‘Væk mig fra dette mareridt‘,  59 ‘Magt uden viden‘ og endelig afsnit 60 ‘Radiotavshed’.

Odile Poulsen er forfatter og foredragsholder, uddannet pædagog og psykoterapeut ved Kempler Instituttet. Hun har tidligere ledet en døgninstitution.

Om sig selv siger hun: "Jeg har oplevet meget, og det mener jeg selv, er karakteristisk. Som ni liv levet i ét. Trods jeg aldrig troede, jeg ville blive mere end tredive, har jeg fornøjelsen af stadig at være her. Livet handler om at øge vor bevidsthed. Det kræver autencitet på alle planer og en blotlæggelse af tabuer, der indskrænker menneskets frihed og livskvalitet. Jeg er altid optaget af og drevet mod friheden. Derfor er alt, hvad jeg skriver og taler om, båret af et ønske om at ophæve begrænsninger for det frie sind."

Hun har udgivet bøgerne, Hustler (Rosinante 2000 og 2006), Sirenesang (Lindhardt og Ringhoff 2006) og har modtaget Alt for Damernes Kvindepris (2005). I 2008 var hun ambassadør for Dannerhuset.

Odile er bosat i København med sin mand og deres to teenagere. Du kan også finde hende på LinkedIn: www.linkedin.com/in/odilepoulsen/

Hvis du vil honorere Odiles tekster på POV, kan du donere et beløb til hendes MobilePay: 3064 3538

Seneste artikler om Børn & unge