ESSAY – “Hvorfor siger du ikke, hun er suicidal? Så skal de tage hende ind akut’, foreslår folk, der hverken kender det psykiatriske system eller kender K. ’Sådan er det ikke, sorry, psykiatriens døre bliver ikke åbnet, så K kan komme foran i køen. At være suicidal er ingen garanti for at blive behandlet. Men det er nu også lige meget, for jeg vil ikke ofre hendes tillid til mig ved at fortælle en løgn. Jeg er den eneste hun har tillid til,” svarer jeg. ’Hvordan skal hun så kunne være indlagt?’ “Jeg aner det ikke. Jeg aner det virkelig ikke”. Odile Poulsen skriver i en række essays hver fredag på POV om familielivet med datteren K på 14, der lider af alvorlig angst. I dag bringer vi afsnit 16.
For seks uger siden modtog vi brevet fra unge-psykiatrisk hospital. K’s psykiater havde ugen forinden forklaret os, hvorfor hun ville henvise K til døgnindlæggelse.
Hun forklarede os, at K’s vinterstorm har varet meget længere end én sæson, og at K har brug for at finde sig selv og sin plads i det univers. Hun skrev også, at K ikke længere kan tåle nederlagene, der rammer hende så hårdt, at hun smides tilbage som et rekyl, der rammer en væg, når hun prøver at komme fri.
Nok er K blot en pige på fjorten, men hun lever i et fuldblods mareridt. Nej, faktisk lever hun ikke, hun overlever blot. Virkeligheden er et vågent mareridt og koden, der leder ud af mareridtet, kan man ikke knække alene. For at lykkes med det foretagende kræves en intens og professionel indsats.
Jeg må skamfuld tilstå, at jeg tager springture fra K’s virkelighed. End ikke jeg er stærk nok til at blive i den. Jeg aner ikke, hvordan K kan. Jeg aner ikke, om hun kan.
For halvandet år siden kunne vi stadig gå ind i tøjbutikker tidligt om formiddagene, når der næsten kun var os. Hun gik endda ind bag forhænget til prøverummene
’Det må du altså holde op med’, siger Niels, når jeg med våde øjne taler om skylden, der er behæftet ved at tage pauser.
Bare sidste sommer kunne hun stadig hægte sig på mig for at komme ud af huset. Hun stak en finger rundt om en bæltestrop i mine bukser, hånden ned i min lomme eller spændt sammen om mit ærme. Lod mig føre an som lokomotivet med sin lille vogn, ind og ud mellem folk, trafik, butikker, cafeer.
For halvandet år siden kunne vi stadig gå ind i tøjbutikker tidligt om formiddagene, når der næsten kun var os. Hun gik endda ind bag forhænget til prøverummene.
De to sidste somre har K været med i Skagen. Her spiller Niels i ugen, hvor rige, tvivlsomme, smukke, unge inklusive forældre drikker sig uklædeligt mere berusede end tipsy og lader bilerne stå til parade på Søndre Strand. Og vi, familien, følger med som musikerens tynde øl.
Vi bliver indlogeret bare ét skridt fra Kattegats strandbred og to smutveje fra Anchers hus. Af en eller anden halvperverteret grund morer jeg mig ved at være tilskuer til, hvad der synes at være grænseløs grådighed. Men mest af alt elsker jeg Søndre Strands himmel og hav samt lyset, der vitterlig er særligt. Den dér em af kunstens ånd. Hvor kunstnere er, er også rige mæcener.
Mens andre endnu sover deres rus ud, stryger jeg mellem de gule huse og ind på min faste café-skriverplads, ind til mine skrevne ord, hvor jeg får serveret macchiato på husets regning.
Men det er slut nu. For i år skal Niels alene af sted til Skagen, hvor jeg dog håber, at vores søn tager med, så de to kan få lidt sommer sammen
’Tænk hvis vi kunne betale dig, for at sidde her på vores cafe og skrive!’ smiler caféejer-parret, når jeg siger ’tak og vi ses!’ Se, dén drøm ville vi godt være vågne i – jeg ved, K ville, så længe turisterne bare forlader byen igen. I stedet tager jeg en stor pose med fra ’Bolcheriet’ med hendes yndlingssmagsvarianter.
Men det er slut nu. For i år skal Niels alene af sted til Skagen, hvor jeg dog håber, at vores søn tager med, så de to kan få lidt sommer sammen.
Det er længe siden, vi aflyste hele forventningen om den traditionelle sommerferie. K kunne ikke få sig selv til at sige det, hvordan skulle hun? Selv vort primitive ’1970’er-sommerhus’ er aflyst i år. Og det er helt unormalt og tæt på absurd. For sommerhuset har været hendes helle, her trækker hun som regel vejret med lethed og det har hun gjort, siden hun var bare et år gammel.
Men intet er længere som før, vort normale liv er opløst og erstattet af absurditet. Det absurde er blevet normalt.
Det er blevet så absurd nu, at i stedet for at se frem til fælles sommerferie, ønsker Niels og jeg, at K bliver indlagt over sommeren; sammen med mig, naturligvis, som det tynde øl.
Det er selvsagt en overdrivelse af alle normale dimensioner at ønske sit barn indlagt – og så oven i købet i sin sommerferie. Men ansvaret for hendes helbredelse er ikke kun for stort for os, det er ganske enkelt helt urealistisk.
Vi er færdig med færdigstøbte skabeloner. Ingen egoer eller lønninger er større end vores K. K skal have hjælp. Intens og rigtig hjælp og hun skal have det nu
Og det er ikke, fordi vi er fejlcastede som hendes forældre, men fordi vi er de forkerte til at give hende den sygdomsbehandling, hun behøver. Nøjagtig som når det gælder vores søn Også med ham ved vi præcis, hvornår han skal indlægges med mor som det tynde øl. Ind i mellem er det om sommeren.
Der er dem, der peger på det, de mener, er bedre alternativer. De peger på det, som om de tror, vi ikke har prøvet alt. At stirre direkte ind i medicin og indlæggelse, er, hvor absurd vor hverdag end lyder og også er, langt fra vort ønske-scenarium.
Det her er den absolutte, yderste nødsituation. Kørslen i nødsporet varede længe, før motoren satte ud. Vi har holdt her med katastrofeblinket på længe.
I morgen er de seks ugers ventetid på for-samtalen imidlertid slut og K har ikke fået det bedre, tværtom.
’Hvorfor siger du ikke, hun er suicidal? Så skal de tage hende ind akut’, foreslår folk, der hverken kender det psykiatriske system eller kender K.
’Sådan er det ikke, sorry, psykiatriens døre bliver ikke åbnet, så K kan komme foran i køen. At være suicidal er ingen garanti for at blive behandlet. Men det er nu også lige meget, for jeg vil ikke ofre hendes tillid til mig ved at fortælle en løgn. Jeg er den eneste hun har tillid til,” svarer jeg.
’Hvordan skal hun så kunne være indlagt?’
’Jeg aner det ikke. Jeg aner det virkelig ikke.’
Men K skal have hjælp. Solid hjælp af nogle mennesker, der ved, hvad de laver og som er erfarne. Det skal være slut med halvkøbte tiltag på monkey class og med folk, der tror de ved, hvem hun er, og hvad hun behøver, og som end ikke gør sig mindste umage for at få hendes tillid.
Vi er færdig med færdigstøbte skabeloner. Ingen egoer eller lønninger er større end vores K. K skal have hjælp. Intens og rigtig hjælp og hun skal have det nu.
Titlen er fra Rickee Lee Jones’: ’The Last Chance Texaco’. Album ’Rickie Lee Jones ’1979.
Hvis du kunne lide, hvad du har læst og får lyst til at donere et lille beløb for oplevelsen til skribenten, kan du gøre det på Odile Poulsens Mobile Pay: 3064 3538
Læs de 15 første essays i Odile Poulsens fortælling om datteren K – og om at leve for hende og sammen med hende her: Afsnit 1: Hvad gør vi nu, lille du, afsnit 2: Mens vi venter i Systemet, her, afsnit 3: Here Comes the Sun, afsnit 4: Smil, det smitter – jeg skal bare lige have en tudetur først, afsnit 5: Undskyld, kan du vise mig vejen til mulighedernes land?, afsnit 6, Den der tier, lyver her, afsnit 7: Rigtige venner står for fald og kan købes, her og afsnit 8.1 Vi prøver med en ny begyndelse – en gang til, her, 8. afsnit, del 2, “Vi prøver med en ny begyndelse – en gang til #2” her,afsnit 9 Pushermama findes her, 10. del, Historien om K –Det siger sig selv kan læses her, 11. afsnit, “Solen går til psykolog“, kan læses her, 12. afsnit, “Lattergas” her, 13. afsnit “Jeg gik op i en spids for at se mig lidt omkring,” her ,14. afsnit, “We do what we can”, her og 15. afsnit, Catch 22, her.
Topillustration: Joshua Tree, Creative Commons, Wikipedia.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
