Odile Poulsen: På det offentliges regning #67

af i Børn & unge/Liv & Mennesker

ESSAYSERIE – “Får du også følelsen af, at det kører lidt i ring?” Odile Poulsen skriver hver fredag om sin datter K på 15 år, som har fået stillet diagnosen Aspergers Syndrom. I dagens afsnit, som er nummer 66, forsøger Odile uden held at skaffe et NemId til sin datter, så hun kan skifte til en privatpraktiserende psykiater. Men det viser sig at være nemmere sagt end gjort.  

Niels ringer til Borgerservice, fordi K skal skifte sygesikringsgruppe.

Ligesom K ikke kommer uden for hjemmet, ringer hun heller ikke til nogen – og da slet ikke en offentlig instans.

Men K har ikke noget NemId. Og fordi hun er fyldt femten, skal hun bruge et NemId for at skifte sygesikringsgruppe.

Jeg skiftede læge for under et års tid siden. Der fulgte K automatisk med, som børn gør, når de er under 15 år. Men nu hvor K er 15 år og tre måneder er mors NemId ikke tilstrækkeligt. Hvilket jo ikke i sig selv er problematisk – jeg mener, myndigheden skal jo starte en dag.

Men den proces vi kastede os ud i fra den dag, Niels ringede til Borgerservice, tvang mig til i tre fulde arbejdsdage at drøne rundt i en rundkørsel af blindgyder.

Vi havde naturligvis – men uden held – været inde på Borgerservices  hjemmeside i forsøget på at lave et sygesikringsgruppe-skift. Derfor vidste vi også, at hvis man ikke har et NemId, skal man scanne sit gyldige billed-id – sit kørekort eller pas – ind sammen med sit gyldige sygesikringskort for at kunne foretage de skift, man ønsker.

Det var så her, vi gik i stå.

Al den kommunikation har gjort mig bevidst om, hvad jeg burde have været opmærksom på fra første ord, nemlig at al – al – kommunikation med det offentlige system skal foregå skriftligt

For K’s pas er udløbet – hun bruger det ikke. Og hun har af indlysende årsager ikke kørekort. Tilbage er kravet om et fremmøde hos Borgerservice, hvor man medbringer sin dåbs- eller navneattest og sit gyldige sygesikringsbevis.

Det var dét, Niels høfligt ringede for at spørge om.

’Nej! Der er desværre ingen anden mulighed, end at du kommer op med din datter,’ lød svaret.

Jeg kontaktede først vores bank, hvis topchefer hvidvasker som var det en ren lyst, men den kunne bestemt ikke være behjælpelig med at bevise, at deres 15-årige kunde nu også er den, hun giver sig ud for at være.

Så kontaktede jeg Borgerservice, der henviste til sygesikringen.

Så kontaktede jeg sygesikringen, der også krævede NemId eller anden gyldig billed-id. Og ellers henviste mig tilbage til Borgerservice. Jeg prøvede sågar at kontakte Det Centrale Handicapråd. Blot for at finde ud af, at dette kun eksisterer for at rådgive regeringen og Folketinget.

Samtidig med, at denne kommunikation kører i ring, er vi underlagt en tidsramme vedrørende det dagbehandlingsskoletilbud, vi fik stukket ud i starten af juni. Med andre ord er vi indenfor den tidsramme på fire uger, hvis vi vil klage. Der foregår derfor en del kommunikation på kryds og tværs.

Og al den kommunikation har gjort mig bevidst om, hvad jeg burde have været opmærksom på fra første ord, nemlig at al – al – kommunikation med det offentlige system skal foregå skriftligt.

Jeg vil gå ud i det gode vejr, holde mig fra rundkørsler og ellers hente navnebeviset i tilfælde af, at vi får brug for det snart

Men så får jeg alligevel svar fra sygesikringen, en mail som svar på min. Mailen siger, at jeg skal sende foto eller en scanning af K’s dåbs- eller navnebevis og hendes sygesikringsbevis, lave en bankoverførsel på 200 koner i ekspeditionsgebyr og ellers i emnefeltet skrive mit navn, cpr-nummer og hvilken sikringsgruppe, der skiftes til.

Mailen kom en fredag eftermiddag efter lukketid.

’Mit navn og cpr-nummer?’

Dét ville jeg gerne have spurgt hende om, men det kunne jeg først komme til efter weekenden. For en sikkerheds skyld skrev jeg mit spørgsmål i en mail også. Mandag ringede jeg hende op, endnu inden jeg nåede at modtage svaret:

’Åh, det var en tanketorsk – det er din datters navn og cpr-nummer, der skal stå i emnefeltet.’

Da jeg havde nået at præsentere mig, bjæffede hun:

’Du kan ikke skifte sikringsgruppe igen, før der er gået et år!’

Havde det ikke været, fordi at jeg efterhånden kender mine lus på gangen og har lært, at ligegyldigt hvor uretfærdigt man behandles og tales til i det offentlige system, så skal man vare sine ord med omhu. Man kan ikke slippe afsted med at være lige så aggressiv og respektløs, som medarbejderne i systemet er– man kan end ikke høfligt påpege, at man ikke vil have sine grænser overskredet på den måde.

Om aftenen lykkedes det endelig at få indsendt pengene og dokumentationen.

Undskyld mig, men skriver du i en mail, at vores datter ikke kan møde op hos jer, og at hun ikke har noget gyldigt billed-id? Og sender du så den mail til jer selv inde i Borgerservice?’

Samme dag fik jeg også ringet til Borgerservice. For de havde svaret på den mail, jeg havde sendt, hvori der stod præcis det samme, som Niels havde forklaret dem mundtligt. I deres mail blev jeg bedt om, at ringe ind til dem.

’Mens vi taler, skriver jeg det ned, du siger’, forklarer en dame ved Borgerservice mig venligt, ’for så sender jeg det i en mail til dem, der skal tage sig af det.’

’Undskyld mig, men skriver du i en mail, at vores datter ikke kan møde op hos jer, og at hun ikke har noget gyldigt billede-id? Og sender så du den mail til jer selv inde i Borgerservice?’

’Ja!’

Vi har mistet tilliden til den behandling, der gives på det regionale børne- og ungepsykiatriske hospital, efter det blev utvetydigt formuleret (kun mundtligt naturligvis), at afdelingen kun peger på den hjælp og støtte, der ikke vækker kommunens vrede

Tænk, at Borgerservice som svar på min mail, der indeholder en fuld beskrivelse af problemet, mailer mig for at bede mig ringe til dem igen, for at de – Borgerservice – kan tage et diktat af det, jeg siger over telefonen, hvilket var nøjagtig det samme, som det de modtog fra mig i en mail, så Borgerservice selv kan sende en mail med det indhold, de nu har modtaget både mundtligt og skriftligt flere gange.

Nu er alt sagt og gjort. Vi afventer at modtage officiel dokumentation på, at K har skiftet sygesikringsgruppe og at der kommer en medarbejder fra Borgerservice hjem og ser på, at K siger hun er K, og udsteder hende et NemId.

Og inden jeg glemmer at få det sagt: Grunden til, at K skal skifte fra sikringsgruppe 1 til 2, er, at hun skal skifte til en privatpraktiserende psykiater.

Vi har mistet tilliden til den behandling, der gives på det regionale børne- og ungepsykiatriske hospital, efter det blev utvetydigt formuleret (kun mundtligt naturligvis), at afdelingen kun peger på den hjælp og støtte, der ikke vækker kommunens vrede.

Det forlyder fra mange andre autisme-familier som vores, at der heller ikke lyttes til de private psykiatere og psykologer, der taler mod sagsbehandleres og kommunernes holdninger om autister. Men i det mindste kan vi give K en psykiater, der ikke kun ved en masse om autisme, men også har tid til at tilse hende.

Jeg vil gå ud i det gode vejr, holde mig fra rundkørsler og ellers hente navnebeviset i tilfælde af, at vi får brug for det snart


Hvis du kunne lide, hvad du har læst og får lyst til at donere et beløb for oplevelsen til skribenten, kan du gøre det via Odile Poulsens Mobile Pay: 3064 3538. 


Foto: Pxhere. 

Læs de 66 forudgående essays i Odile Poulsens fortælling om datteren K – og om at leve for hende og sammen med hende her: Afsnit 1: Hvad gør vi nu, lille du, afsnit 2: Mens vi venter i Systemet, her, afsnit 3: Here Comes the Sun, afsnit 4: Smil, det smitter – jeg skal bare lige have en tudetur først, afsnit 5: Undskyld, kan du vise mig vejen til mulighedernes land?, afsnit 6, Den der tier, lyver her, afsnit 7: Rigtige venner står for fald og kan købes, her og afsnit 8.1 Vi prøver med en ny begyndelse – en gang til, her, 8. afsnit, del 2, her, afsnit 9  Pushermama findes her, 10. del, Historien om K –Det siger sig selv kan læses her, 11. afsnit, “Solen går til psykolog“, kan læses her, 12. afsnit, “Lattergas” her, 13. afsnit “Jeg gik op i en spids for at se mig lidt omkring,” her ,14. afsnit, “We do what we can”, her, 15. afsnit, Catch 22, her,  16. afsnit, “It’s your last chance”, her17. afsnit, “Intet nyt er godt nyt for de fleste, men svært at tro på for de få”, her,18. afsnit, Bror og søster – L & K, her, 19. afsnit, ’Vi er liv og lys, vi er skygger og magi’, her 20. afsnit, ‘Vi er drømme lagt på is, vi er det tabte paradis’ , 21. afsnit ’På gyngende grund’, her,  22. afsnit “Virkeligheden overgår altid fantasien” her, 23. afsnit Den første ventetid er slut, her , 24. afsnit, ‘Den Fremmede – udredningen er i gang’ her, 25. afsnit, ‘Den livsvigtige telefonsamtale” her, 26. afsnit, ‘Ostehapsere – og et lille strejf af lykke’, her , nr. 27, ‘Alt det gode i livet tager tid’, her, nummer 28, “F….” her, nummer 29, “Udredningen trak de sidste tænder ud,” her, afsnit 30, Magiske timeglas’ her Afsnit 31, “A Whiter Shade of Pale”, her. afsnit 32, “Diagnosens dag”, afsnit 33,” Asperger – og hvad så?” kan læses her,  afsnit 34, “Vi er alle meget bekymrede”, her, afsnit 35, “Jeg lukker øjnene”, her, afsnit 36, “Should I stay or should I go now”, her,  afsnit 37 ‘Er du også mor til en Aspie”? her, afsnit 38, Jeg henter bidder af verden hjem til min datter. afsnit 39, ‘Nu får i god hjælp’ og endelig afsnit 40, Vil du med på  bondegård? og endelig Et lykkeligt møde med Panda-koen, Gertrud, nummer 42 her, afsnit 43, ‘Hvad med Juleaften?” her, afsnit 44, Som perler af lys, her og afsnit 45, Historien om K: Mit Lys, min Kærlighed, her , afsnit, 46, Pædagogens uventede besøg, her, afsnit 47, Hvad en Aspie-mor skal vide, afsnit 48, Godnat min skat, sov godt, afsnit 49, Med vidt åbne øjne, afsnit 50, Giv vikaren skylden, afsnit 51, K og de hellige køer her , “Ja”, afsnit 52 her, afsnit 53, “Togvogns-traditionen og den særlige 15-års fødselsdag”, her, afsnit 54, ‘Magi mikset med et skvæt af myndighed’, her, afsnit 55, ‘That’s my birthday girl’, afsnit 56 ‘Mit signal’,  afsnit 57 ‘Farvel!, afsnit 58 ‘Væk mig fra dette mareridt‘,  59 ‘Magt uden viden‘, afsnit 60 ‘Radiotavshed’, afsnit 61 ‘Jeg har vigtigere ting at bruge mine tanker på‘, afsnit 62 ‘I det kommunale venteværelse’, 63 ‘Pædagogrokaden‘, 64 ‘Solen brager igennem‘, afsnit 65 ‘Stuen er fuld af regnbuer‘og endelig afsnit 66 ‘I den blinde vinkel’.

Odile Poulsen er forfatter og foredragsholder, uddannet pædagog og psykoterapeut ved Kempler Instituttet. Hun har tidligere ledet en døgninstitution.

Om sig selv siger hun: "Jeg har oplevet meget, og det mener jeg selv, er karakteristisk. Som ni liv levet i ét. Trods jeg aldrig troede, jeg ville blive mere end tredive, har jeg fornøjelsen af stadig at være her. Livet handler om at øge vor bevidsthed. Det kræver autencitet på alle planer og en blotlæggelse af tabuer, der indskrænker menneskets frihed og livskvalitet. Jeg er altid optaget af og drevet mod friheden. Derfor er alt, hvad jeg skriver og taler om, båret af et ønske om at ophæve begrænsninger for det frie sind."

Hun har udgivet bøgerne, Hustler (Rosinante 2000 og 2006), Sirenesang (Lindhardt og Ringhoff 2006) og har modtaget Alt for Damernes Kvindepris (2005). I 2008 var hun ambassadør for Dannerhuset.

Odile er bosat i København med sin mand og deres to teenagere. Du kan også finde hende på LinkedIn: www.linkedin.com/in/odilepoulsen/

Hvis du vil honorere Odiles tekster på POV, kan du donere et beløb til hendes MobilePay: 3064 3538

Seneste artikler om Børn & unge