ESSAY – “’Ja, min mor er så stærk. At være så stærk og komme gennem så meget og stadig være her. Det synes jeg, er noget særligt. Så kan hun ikke have en datter, der tager sit eget liv.’ Vi ser ind i hinanden, K’s øjne er blevet våde, mine bliver det øjeblikkeligt. Jeg er målløs. Ser hun mig vitterlig sådan? Taknemligheden skyller gennem mig, renser mig som intet andet nogensinde før har.” Odile Poulsen skriver hver fredag essayserien om sin datter K, der lider af alvorlig angst. I dagens afsnit, som er nummer 27 i serien fortæller Odile om at være halvvejs gennem den psykiatriske udredning, der skal afgøre, hvad K egentlig fejler, og hvordan hun kan blive rask.
’Det er meget vigtigt for mig, at jeg får forklaret med de ord, jeg synes er de rigtige, selvom I synes, det er gode svar. Jeg ved, at den her undersøgelse er meget vigtig, og hvis ikke, jeg ved, jeg har forklaret mig sådan, som jeg synes, er godt, kan jeg ikke stole på, at I kommer med en konklusion der er rigtig.’
K sidder på min venstre side, og den smilende psykolog sidder bag skrivebordet skråt overfor os begge, så hun og K har det bedste udsyn til hinanden.
’Din mor må godt supplere hvis hun synes der mangler noget,’ havde den smilende psykolog indledt interviewet med.
’Hvad betyder supplere?’
K kiggede på hende, så på mig.
’Føje til’. Jeg kiggede på K, for at se om hun fik, hvad hun søgte. Det gjorde hun.
’OK.’
Interviewet går i gang. Den smilende psykolog må starte forfra med de første forklaringer, idet K kommer med en for hende typisk reaktion af forvirring.
’Når du siger lige for tiden, er det så lige nu, nu? Eller er det den sidste uge eller måned eller?’
’Det er for den sidste måned.’
’OK, så hver gang du siger; hvordan har du det med… em… et eller andet lige nu, så er det den sidste måned? Hver gang? Jeg skal bare forstå det rigtigt.’
’Ja, det vil være sådan hver gang.’
’OK’.
Er der rod i tankerne?
Jeg kan se på K’s ansigtsmimik, at tankerne stavrer rundt inde bag pandebenet uden at have fundet et system. Det er i den situation, at hun oplever det, som om man holder hendes ansigt fastlåst, mens hun får kylet knytnæver ind i det, hvis man fortsætter med at tale til hende. Tegnene er minimale, og jeg tror, at jeg så ofte selv har overset dem. Før jeg vidste, hvad jeg ved nu.
’Er du presset’ Min stemme er mere konstaterende end spørgende: ’Er der rod i tankerne?’
’Ja! skubber hun det ud, som om det ikke ellers selv ville finde vej.
Jeg har ofte afvist diagnoser som kassekategorisering af mennesker; jeg havde lyst til at være med i koret, der udsynger: ’I dag skal alle børn og unge diagnosticeres’.
Hun har så ofte undertrykt følelser og tanker af hensyn til omgivelserne. Blandt andet hensynet til mig, der forventede, at hun skulle følge mit tempo, må jeg skamfuld indrømme. Men også behovet for at rette ind, ikke skille sig uden for, være som sine venner men, hvor hun alligevel befandt sig i en skruestik, hvor hun neop ikke var som dem.
Jeg har aldrig været optaget af diagnoser, end ikke i mit arbejde, snarere tværtom. Jeg har ofte afvist diagnoser som kassekategorisering af mennesker; jeg havde lyst til at være med i koret, der udsynger: ’I dag skal alle børn og unge diagnosticeres’.
Nuvel, jeg har arbejdet med mange psykisk syge, uden at jeg har fornægtet deres psykiatriske diagnoser; jeg har altid haft dem som forklarende farver, der kunne medvirke til at forstå og handle bedre. Men jeg har aldrig accepteret, at en diagnose spænder ben for det menneskelige ansvar, vi alle bærer for, hvad vi siger og gør.
Psykiatriens muligheder
Det sidste år af K’s liv har jeg vendt hangaren med en fart, som var det en speedbåd jeg vendte; det, jeg aldrig før havde set og mærket i K, indstillede jeg mig på og efter. Alvoren i hendes tilstand gradbøjede al min erfaring og viden og jeg forstod, jeg intet forstod. Diagnoserne tvang mig til at se min K og tune mig ind på hendes behov.
I samme proces sank jeg moderskibet for at frigøre al dødvægt. Redningsbåden ville holde mig længe nok oven vande til at holde K tør og finde ud af, hvor jeg bedst satte hende i sikker havn.
Selvsagt det aldrig skulle være kommet til, at hun blev så syg. Jeg burde have været der for hende for længe siden. Hvorfor opdagede vi det ikke? Var det på grund af al den sygdom med hendes storebror, L? Min sygdom? Utvivlsomt.
Derfor troede vi også til en start, at K reagerede på alle de skræmmende år med angst for at miste sin bror og mor, da der endelig var plads til, at hun kunne reagere, da jeg endelig blev rask igen.
Vi hyrede landets mest kendte, erfarne og dygtigste psykologer og terapeuter for at hjælpe. Men lige meget hjalp det. Først da vi havde prøvet alt – alt – vi overhovedet kunne gribe fat om, kiggede vi over mod psykiatriens muligheder.
’Træk vejret, skat’, lister jeg ind, ’vi tager det roligt.’ K trækker vejret dybere.
’Så hvordan har du det lige nu?’ spørger den sympatiske psykolog, da hun antager, K er klar.
’Spørger du nu? Altså spørger du mig lige nu, er vi gået i gang?’
’Ja, det er første spørgsmål’, smiler psykologen, ’Jeg spørger dig om den sidste måneds tid’.
’O.K. så nu er vi i gang?’ Panden retter sig op, som en ryg der strækkes ud efter at have siddet fast for længe. Hun tager for sig af tiden, som tiden tog for sig af hende.
’Jeg kan ikke græde. Jeg ville ønske jeg kunne, men det er meget sjældent. Det er som om, det låser sig sammen inde i brystet.’
Interviewet tager knapt to timer, og det er ikke kun træthed og udmattelse der gør, at både K og jeg synker længere ned i stolene, men også det tryghedsskabende faktum, at psykologen er usædvanlig god til at huske selv meget små detaljer om K.
Men der er mange spørgsmål, alle sammen svært krævende. K reflekterer og med sin bevidste præcision, besvarer hun bredt, godt og grundigt, om sine tanker og følelser, handlinger og tale. K er meget ærlig, hun frygter ikke spørgsmål, der får tårerne frem.
’Græder du? Nogle unge jeg taler med græder meget og let. Andre kan ikke græde. Så hvordan er det med dig?’
Den stadig mere og mere tiltalende psykolog bevæger sig erfarent rundt i de mange papirer, skemaer, foran sig på bordet, sætter krydser, skriver ord ned. Ind i mellem farer hendes fingre op til tastaturet foran computerskærmen, mens hun forklarer: ’Nogle gange skal jeg også taste ind her på computeren’. Jeg nyder at mærke, hvordan hun bestrider både at være nærværende og forklarende, samtidig med hun med sin tålmodige og varme facon nærmer sig K mere og mere. Jeg kan se, K kan lide hende.
’Jeg kan ikke græde. Jeg ville ønske jeg kunne, men det er meget sjældent. Det er som om, det låser sig sammen inde i brystet.’ K kigger over på mig, jeg nikker, aer hendes håndryg, blidt. Vil ikke forstyrre hende men vil heller ikke lade hende sidde, hængende alene med et svar som hun måske har brug for, jeg er hos hende i.
Det gør ondt
Som vi kommer dybere ind i interviewet, kommer vi dybere ind til den fortrolighed, jeg er sikker på er nødvendig for at hele K.
Det gør ondt, selvfølgelig gør det ondt. Men det er en smerte der giver mening, en nødvendig smerte, smerten ved at få sat skulderen på plads efter den var vredet ad led. Måske ikke helt lig, måske går det ikke lige så ukompliceret som at sætte en skulder på plads. Men i de stunder hvor jeg mærker psykologens indsigt og kompetence, mærker jeg også muligheden for, at det her kan være den rette vej. Glimt af tryghed lyser op som fyrværkeriet på nattehimlen. Men jeg ved også det opsluges af mørket lige så pludseligt som det dukkede op.
Ikke desto mindre værdsætter jeg den her primer, for det er den første i adskillige år.
Dengang kunne jeg slet ikke forestille mig at opgive mit arbejdsliv. Det var først langt senere, da jeg blev lagt ubevægelig fra ene dag til anden, at jeg lærte at forstå tid
’Jeg er begyndt at gøre tingene i mit tempo, nægte at lade mig stresse af at skulle ud af døren,’ forklarer K, da hun bliver spurgt om hun føler sig stresset.
Det er rigtigt nok, jeg kan se for mig alle de umulige morgentimer eller eftermiddagstimer, hvor jeg hundsede med ungerne så de kunne passe ind i mit arbejdsliv og de skulle bringes og hentes i børnehaven. Hvad skulle det gøre godt for, har jeg ofte spekuleret, her længe efter de år er blegnede.
Men jeg ved også, at jeg dengang slet ikke kunne forestille mig at opgive mit arbejdsliv. Det var først langt senere, da jeg blev lagt ubevægelig fra ene dag til anden, at jeg lærte at forstå tid.
Jeg lytter og noterer mig K’s svar, som spørgsmålene skridter af og er lettet over at få bekræftet, at det billede K beskriver sig selv med til forveksling ligner det, jeg selv har.
Ordene bredes ud som et beskyttende uldtæppe mod kulden, her varmer hun sig, finder ly for en stund.
’Jeg ved godt, vi før har talt om det med at ville tage sit eget liv, og nu vil jeg spørge ind til det igen.’
K nikker, jeg ruster mig.
’Tænker du på at tage dit eget liv?’
’Ja det gør jeg. Det ligger som en mulighed, hvis det bliver alt for forfærdeligt,’ forklarer K.
Jeg holder vejret.
’’Hvis alt bliver forfærdeligt’, hvad mener du med det?’ beder psykologen uddybet.
’Jamen, altså hvis der bryder krig ud eller naturkatastrofer eller sådan noget.’ Jeg sætter mit vejr fri.
’Okay, så du mener hvis der sker noget med verden omkring os?’
’Ja.’
’Så du vil ikke tage dit liv, hvis ikke du får det bedre?’
’Naj, em… Det tror jeg ikke.’ K kigger altid op, mod loftet, når hun tænker efter. ’Min mor har været så meget igennem, og hun er blevet ved. Hun har ikke givet op. Jo, du har givet op, men ikke sådan. Ikke alligevel. Du er blevet ved’. K kigger kort over på mig ’Hjerneoperation og rygoperationer’.
’Så vil du sige, at du bliver inspireret af din mor?’
‘Ja, min mor er så stærk. At være så stærk og komme gennem så meget og stadig være her. Det synes jeg er noget særligt. Så kan hun ikke have en datter, der tager sit eget liv.’
Vi ser ind i hinanden, K’s øjne er blevet våde, mine bliver det øjeblikkeligt. Jeg er målløs. Ser hun mig vitterlig sådan? Taknemligheden skyller gennem mig, renser mig som intet andet nogensinde før har.
Inden vi afslutter dagens interview, beder psykologen os om at komme ind til et ekstra med en specialpsykolog, der ved meget om systemer.
’Altså, jeg har ikke OCD.’
’Nej, men vi vil gerne forstå mere om dine systemer for at sikre os, at vi forstår dig bedst muligt, så vi kan give dig det bedst mulige behandlingstilbud.’
K og jeg accepterer med det samme; det er kun godt, hvor krævende det end er, så hellere at de giver sig god tid til at lære mest muligt om K.
På hjemvejen har K overskud til, at vi kører ind og får en milkshake til hende. Det er et rigtig godt tegn, at K kan spise noget. I dag er hun tilpas med sig selv og med sin egen indsats.
I dag var en god dag og også en vigtig dag. K er nu halvvejs gennem udredningen.
En bekendt, dengang en teologistuderende, sagde ’alt det gode i livet tager tid’. Jeg håber han har ret, jeg håber inderligt han har ret, og at K har en masse godt i vente.
Hvis du kunne lide, hvad du har læst og får lyst til at donere et lille beløb for oplevelsen til skribenten, kan du gøre det på Odile Poulsens Mobile Pay: 3064 3538.
Topillustration: POV International med Creative Commons.
Læs de 26 forudgående essays i Odile Poulsens fortælling om datteren K – og om at leve for hende og sammen med hende her: Afsnit 1: Hvad gør vi nu, lille du, afsnit 2: Mens vi venter i Systemet, her, afsnit 3: Here Comes the Sun, afsnit 4: Smil, det smitter – jeg skal bare lige have en tudetur først, afsnit 5: Undskyld, kan du vise mig vejen til mulighedernes land?, afsnit 6, Den der tier, lyver her, afsnit 7: Rigtige venner står for fald og kan købes, her og afsnit 8.1 Vi prøver med en ny begyndelse – en gang til, her, 8. afsnit, del 2, “Vi prøver med en ny begyndelse – en gang til #2” her,afsnit 9 Pushermama findes her, 10. del, Historien om K –Det siger sig selv kan læses her, 11. afsnit, “Solen går til psykolog“, kan læses her, 12. afsnit, “Lattergas” her, 13. afsnit “Jeg gik op i en spids for at se mig lidt omkring,” her ,14. afsnit, “We do what we can”, her, 15. afsnit, Catch 22, her, 16. afsnit, “It’s your last chance”, her, 17. afsnit, “Intet nyt er godt nyt for de fleste, men svært at tro på for de få”, her,18. afsnit, Bror og søster – L & K, her, 19. afsnit, ’Vi er liv og lys, vi er skygger og magi’, her 20. afsnit, ‘Vi er drømme lagt på is, vi er det tabte paradis’ , 21. afsnit ’På gyngende grund’, her, 22. afsnit “Virkeligheden overgår altid fantasien” her, 23. afsnit Den første ventetid er slut, her , 24. afsnit, ‘Den Fremmede – udredningen er i gang’ her, 25. afsnit, ‘Den livsvigtige telefonsamtale” her og 26. afsnit, ‘Ostehapsere – og et lille strejf af lykke’, her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
