ESSAY – “I aften er hun let som en sol. En sol stærk nok til at lyse mange af de mørke stunder op. Jeg bliver så rørt ved at se hendes smil, der er et åbent minde om hendes barndom. Og at hun har minder, der glæder hendes sind nok til, at vi i de få minutter er helt smertefrie”. Odile Poulsen skriver hver fredag essayserien om sin datter K, der lider af alvorlig angst. I dagens afsnit, som er nummer 26 i serien oplever Odile en sjælden glad K, der fokuserer på et enkelt glædeligt barndomsminde, som pludselig får smilet til at bryde igennem alle forhindringer
Duften af popcorn indtager stuen og påkræver sig min opmærksomhed. K var lige kommet trissende ned ad trapperne, kun en time efter vi havde spist aftensmad; alle sammen, sammen. оформить онлайн заявку на срочные займы
Det er et særsyn for os, at vi alle fire spiser sammen. Oftest er det L og Niels, der indtager måltider med kød og glæde og sidder, småhyggende, og binder sløjfer på dagen. K og jeg er veggies.
Det har givet Niels meget hovedbrud, som den der laver mad i vor familie. Ikke kun fordi vi er delt i forhold til kød eller ikke-kød. Men også fordi K altid har været ekstrem selektiv med, hvad hun kunne have i munden, hvad der fik lov at blive i munden og hvad der blev sunket. Vi har aldrig krævet, at vores børn skulle spise eller spise op, uanset hvad vi satte foran dem – det ville have været ganske dobbeltmoralsk eftersom hverken Niels eller jeg spiser alt, der sættes foran os.
Men K’s meget stærke sanser har gjort hendes indtagelse af mad og væske ekstremt konservativ, særligt dengang hun var ganske lille, hvor maden endda skulle være meget præcist opdelt og adskilt på tallerkenen. Mad er for K et sansebombardement, og alle hendes sanser arbejder simultant; konsistensen af noget, der dufter eller synes lækkert, kan vise sig at være helt, helt forkert på hendes tunge, mellem tænderne eller i hendes gane, og må følgelig ekspederes til skraldespanden.
Hun smiler ikke et af sine jeg-smiler-for-at-I-ikke-skal-være-så-bekymrede smil, men af ren glæde, der flyder afsted fra hendes hjerne ud i kroppen, ud i hende, ud fra hende, ud til mig. Uhindret som varm chokolade, finder det vej, smelter alt på sin vej. Smelter mig til salighed
Vi kan nu godt spise sammen, også selvom der er kød på Niels’ og L’s tallerkener, det er bare ikke så tit, det sker. Men her til aften var vi samlet om et dejligt sommerbord med danske tomater, majs og kartofler. K elsker nye kartofler. Jeg elsker nye majs. L elsker nye tomater. Niels elsker, at vi elsker hans mad.
’Åh, var det fordi majsene duftede, at du fik lyst til popcorn?’ jeg hentyder til, at K under aftensmaden havde sagt, at majsene (leftovers fra i går), som Niels havde stegt på pande, duftede som popcorn.
’Nej. Faktisk ikke’, svarer K. Hun smiler bredt, og allerede ved det syn begynder lykkeboblerne at kickstarte analogt i mig.
Hun smiler ikke et af sine jeg-smiler-for-at-I-ikke-skal-være-så-bekymrede smil, men af ren glæde, der flyder afsted fra hendes hjerne ud i kroppen, ud i hende, ud fra hende, ud til mig. Uhindret som varm chokolade, finder det vej, smelter alt på sin vej. Smelter mig til salighed.
’Det var fordi, jeg kom til at tænke på ostehapserne!’
’Ostehapserne’, smiler jeg fortumlet.
’Ja. Og de minder mig chilinødder, som også minder mig om popcorn. Kan du ikke huske, da vi boede i Vanløse, at jeg spiste mange ostehapsere og de der chilinødder?’
’Jo, det er rigtigt.’ Jeg ler, beruset af stemningen. ’Du havde en meget lang periode, hvor du spiste rigtig meget af det.’
’Nemlig!’
K står henne ved køkkenet, men det er som om hun rækker de otte-ti meter over til mig, og som om der ingen luft er mellem os, ingen afstand, at vi er Tête-à-Tête, hendes aura slynger sig ind i min.
Det passer ikke, når de ældre generationer siger, ’Du er så ung, det klarer du nok.’ Der er for mange unge, der ikke klarer den til at blive voksne
’Så det er helt retro-hygge at spise ostehapsere for tiden? ler jeg spørgende igen.
’Ja, nemlig’ – hun gentager sit nemlig.
Microovnen spiller sin melodiske ’popcorn, der popper’ rytme, og jeg ser, hvordan endorfinerne i min hjerne popper med i samme rytme.
K hælder et stort glas æblejuice op.
For tiden er det kun æblejuice, hun drikker til alt i alle situationer (de forgangne måneder var det appelsinjuice, før det cola, før det mælk). Hver væske får et par måneder hvor det kun den, der kan dække hendes tørst. Hvis vi løber tør for drikken, undlader hun at drikke. Så der købes ind til lager.
Så træder hun nærmere sofaen, hvor jeg sidder og læser.
Hun har den stribede T-shirt på fra Monki, vi gav hende til hendes fødselsdag i marts. Eller hun fik ikke bare den, men en stak af dem, for hun elsker striber og kunne ikke vælge mellem alle farvekombinationerne. Det har altid været svært for hende at vælge, for alt bærer så mange muligheder i sig. Hun har endnu ikke brugt andre end den sort-hvide og så den gule-hvide stribede.
I dag har hun taget den lysegrønne-hvide på. Den gør hende lys. Sommer-lys. Sommer-smil.
’Første gang jeg turde smage på ostehapsere var til en påskefrokost’, siger hun.
’Ja?’ Jeg kan ikke huske det. Hvor er der dog mange timer fra deres barndom jeg har glemt, som om jeg dengang troede der var tid nok, at deres barndom ville strække sig langt og dovent og at deres teenageår var så tilstrækkeligt langt væk, at de nærmest ikke var sandsynlige.
Men nu står hun der foran mig i sin yngste ungdom med et liv i sværhedsgrad, der virker som en oldings.
Der er ingen logisk sammenhæng mellem, hvad man skal gennemleve og gøre sig erfaringer med og alder. Der er ingen ubetinget lethed koblet på barndom og ungdom; det passer ikke, når de ældre generationer siger, ’Du er så ung, det klarer du nok.’ Der er for mange unge, der ikke klarer den til at blive voksne.
Men lige her og lige nu er hun her, min K min sol, og hun stråler med en intensitet, der engang var dagligdag, men i dag er så sjælden, at jeg fremhæver det og må beskrive det her.
Udredningen piner og skræmmer hende og kræver mere, end hun har at give. Men hun gennemfører hver eneste aftale. Nu, halvvejs gennem, ja måske endda mere end det, for hun gennemstået den første halvdel, der var den absolut mest krævende
’Jeg tog nogle bitte, bitte, bitte små bidder for jeg var så bange for, hvordan det ville smage!’ Dét billede var velkendt, jeg kan se for mig, hvordan K altid tog de mindst mulige bidder, for små til egentlig at kunne kaldes bidder, de var mere som smuler.
Det var hendes forsigtige måde at passe på sig selv på. For det var ikke bare ubehageligt for hende at få en smag i munden, der kunne vise sig at være en, hun ikke brød sig om; nej, hun frygtede det. Det virkede nærmest som en krænkelse.
Det gør det vist stadig – hun er blot mere kontrolleret i sine synlige reaktioner.
’Og så smagte de så godt!’ udbryder hun – begejstringen ved den opdagelse forklarer hendes brede smil.
’Så var du hooked?’
’Mm’ griner hun.
’I børnehaven så jeg de andre sidde med ostehapsere og ønskede så meget, at jeg turde smage dem. For det så vildt hyggeligt ud – som bittesmå madpakker!’ Hele K’s ansigt er nu et bredt smil, for hendes øjne lukker sig tæt sammen, når hun smiler. Udtrykket har afløst det plagede, hun så ofte er iklædt til hverdag.
’Åh, det var så fascinerende, men jeg turde bare ikke selv smage, Det lignede små madpakker!’ hun gentager sine ord, som hun så ofte gør, og hendes smil bliver ved og ved, lyser aftenstuens skygger op med samme effektivitet som halogenspots; fokuserede, præcise og effektive.
Det er den sol, hun bærer i sit sind, og som hun også bærer i sit navn.
Da hun var lille, i førskolealderen, var hun det gladeste barn, jeg nogensinde havde set – og jeg har set rigtig mange børn. Hun grinede, hvinede, fnisede, jublede og skreg af fryd, når hun legede, uanset om det var med sine venner eller alene. Hendes fantasi var enorm, og hun kunne uden problemer holde sig inde i den. Der kom hele tiden nyopfundne lege og regler til, og når vennerne i børnehaven ikke gad følge dem, legede hun bare selv.
Hendes fantasi rakte langt nok til også at levendegøre dukker og bamser. De havde deres helt unikke og autonome liv. K vidste godt, at der var forskel på dyr, mennesker og bamser. Men hun elskede at lade som om, der ikke var.
I aften er hun let som en sol. En sol stærk nok til, at lyse mange af de mørke stunder op
’Hvordan kan vi dog have fået et så lykkeligt barn’, spurgte Niels og jeg hinanden med stor tilfredshed. Hendes grundsubstans var glæde og tryghed.
Dengang holdt hendes fantasi hende i en begejstring og kærlighed til livet. Jeg ved, at det stadig er inde i hende, og jeg tror på, hun stadig har en særlig evne til holde sig inspireret ved egne tanker og egen fantasi. Jeg tror, det er det, der vil føre hende tilbage til friheden.
Som jeg ser hende stå der foran mig, mens hun fortæller om sine ostehapse-erfaringer, bliver jeg bevæget til tårer. Ofte er det sorgen eller afmagten, der overvælder mig. Til aften er det min smukke K’s lethed.
Hun har haft nogle ganske svære uger, som har været særligt tunge. Hvor hun mistede lysten til de puslespil, hun ellers netop havde fundet så stor ro ved.
Udredningen piner og skræmmer hende og kræver mere, end hun har at give. Men hun gennemfører hver eneste aftale. Nu, halvvejs gennem, ja måske endda mere end det, for hun gennemstået den første halvdel, der var den absolut mest krævende.
I aften er hun let som en sol. En sol stærk nok til at lyse mange af de mørke stunder op.
Jeg bliver så rørt ved at se hendes smil, der er et åbent minde om hendes barndom. Og at hun har minder, der glæder hendes sind nok til, at vi i de få minutter er helt smertefrie.
Min smukke datter, jeg får tårer i øjnene, hun kan røre mig, bevæge mig og vugge mig i glæde. Min datter samler hele mit fokus i hendes centrum. Alt handler om at få hendes smil og lethed tilbage til hende og i hende – uanset hvad det var, der fik det til at forsvinde, uanset hvor det forsvandt hen så skal hun have det tilbage.
Topillustration: Pexels. Billedet forestiller ikke Odile Poulsens datter, K, men er et modelbillede.
Hvis du kunne lide, hvad du har læst og får lyst til at donere et lille beløb til skribenten, kan du gøre det på Odile Poulsens MobilePay: 3064 3538.
Læs de 25 forudgående essays i Odile Poulsens fortælling om datteren K – og om at leve for hende og sammen med hende her: Afsnit 1: Hvad gør vi nu, lille du, afsnit 2: Mens vi venter i Systemet, her, afsnit 3: Here Comes the Sun, afsnit 4: Smil, det smitter – jeg skal bare lige have en tudetur først, afsnit 5: Undskyld, kan du vise mig vejen til mulighedernes land?, afsnit 6, Den der tier, lyver her, afsnit 7: Rigtige venner står for fald og kan købes, her og afsnit 8.1 Vi prøver med en ny begyndelse – en gang til, her, 8. afsnit, del 2, “Vi prøver med en ny begyndelse – en gang til #2” her,afsnit 9 Pushermama findes her, 10. del, Historien om K –Det siger sig selv kan læses her, 11. afsnit, “Solen går til psykolog“, kan læses her, 12. afsnit, “Lattergas” her, 13. afsnit “Jeg gik op i en spids for at se mig lidt omkring,” her ,14. afsnit, “We do what we can”, her, 15. afsnit, Catch 22, her, 16. afsnit, “It’s your last chance”, her, 17. afsnit, “Intet nyt er godt nyt for de fleste, men svært at tro på for de få”, her,18. afsnit, Bror og søster – L & K, her, 19. afsnit, ’Vi er liv og lys, vi er skygger og magi’, her 20. afsnit, ‘Vi er drømme lagt på is, vi er det tabte paradis’ , 21. afsnit ’På gyngende grund’, her, 22. afsnit “Virkeligheden overgår altid fantasien” her, 23. afsnit Den første ventetid er slut, her , 24. afsnit, ‘Den Fremmede – udredningen er i gang’ her og 25. afsnit, ‘Den livsvigtige telefonsamtale” her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
