ESSAY – “ Det åbenlyse stod i rummet med flammende bogstaver. K er meget syg. Hun er en fjortenårig, som er overladt til en angst, der kræver kyndige menneskers hjælp døgnet rundt. Hun har begge forældre, som elsker hende, men som ikke kan være hendes behandlere. Alle til mødet vidste det godt – alle skulle bare sige i det samme rum, på samme tid; ’Vi ved det godt’ … jeg kunne ikke fortsætte med at lege ’vi holder et betydningsfyldt møde, hvor vi får ny viden og aftaler ny handling’, så jeg udvandrede”. Odile Poulsen skriver i en række essays hver fredag på POV om familielivet med datteren K på 14, der lider af alvorlig angst. I dag bringer vi afsnit 13, der handler om, hvordan familien desperat har brug for hjælp, men møderne med kommunen fører ikke til noget – hverken hjælp eller handling.
I morges da jeg stod op, vidste jeg godt, jeg ville være nødt til lukke ned for det arbejdsprogram, der var plottet ind i min kalender.
For der lå et møde med kommunen.
Ikke et arbejdsrelateret møde, men et møde om K. Sagsbehandleren havde indkaldt til et tværfagligt møde, hvor vi, Niels og jeg, var de eneste, der ikke var der som tværfaglige men som far og mor.
Kæft, hvor det provokerer mig, mumlede jeg inde i mit eget hoved, ved tanken om at skulle sidde der med en håndfuld faglige personer uden at have én af dem, som vores ’buffer’.
Det er sådan set ret ligegyldigt, at der i samtlige mødeindkaldelser fra kommunen står, man har ret til en bisidder – når man ikke har nogen, der kan sidde en bi.
Selvfølgelig kan man få en fremmed professionel med sig eller en god ven. Men hvad skal den gode ven gøre, når vedkommende ikke har et indgående kendskab til at sidde på den side af bordet, hvor man er en økonomisk udgift som skal ekspederes billigst? Hvad skal den fremmede professionelle gøre, hvis ikke vedkommende har et indgående kendskab til os?
Jeg vidste, det ville gå rigtig galt, hvis jeg tog på job.
Uden at have så meget som ét eneste scenarie i mit hoved om, hvordan ’rigtig galt’ vil udforme sig, vidste jeg, jeg ikke ville kunne klinke skår i relationsarbejdet med ’mine udsatte borgere’ – altså dem, der sidder på den side af bordet, hvor de er en udgift der skal ekspederes billigst muligt.
Alligevel føler jeg mig allermest som en snylter. Så er det sådan set lige meget, hvor meget skat jeg, og Niels, har betalt og betaler. Jeg vil, som alle andre krigsveteraner, hellere møde døden end stå med hatten i hænderne
Jeg er deres ’buffer’ fordi systemet godt ved, at systemet ikke nøjes med at klinke skår men slår dybe fuger, der ikke altid lader sig reparere. Derfor betaler de dyrt for mig, når alle de andre i systemet har opgivet at reparere det der ikke lader sig reparere.
Det koster dyrt, når man forsøger at ekspedere mennesker billigst muligt. Men det tager ingen ansvar for, og systemet lønner sig selv først og fremmest.
Jeg vidste, det ville gå galt, hvis jeg tog på job, og mine sårbare borgere ville skære sig på skårene – mine skår.
Så jeg aflyste. Næsten med rettidig omhu, men mest var det en feberredning. Så jeg kunne være mor og kun mor med alle de følelsesmæssige koldbøtter jeg muligvis ville tumle rundt i, efter mødet.
Det er som om, kommunen leger, at jeg udelukkende er mor for min datter. At jeg hjemme evner at smække persiennerne til min faglighed så tæt sammen, at et muligt sammenfald mellem privaten og professionen er utænkeligt.
Eller også er det lige omvendt: ’Jeg tror, de ræsonnerer, at I er så ressourcestærke i kraft af din profession, at I – du – ikke behøver hjælp’, som en kollega sagde til mig forleden.
’Hvis det er tilfældet,’ snappede jeg efter vejret ’står det langt værre til end jeg troede!’
For mig er det indlysende, at vi har så meget brug for hjælp som familie. Og i dag ved selv systemets mest forhærdede fossiler, at skal man hjælpe barnet, lykkedes dette kun ved også at hjælpe familien.
Min datter har ikke brug for en gammel ’overlever-mama’. Hun har brug for, at hendes mor sætter sig selv til side, sætter sig til bords og gør dét, der kræves for, at hendes datter kan blive rask igen
Alligevel føler jeg mig allermest som en snylter. Så er det sådan set lige meget, hvor meget skat jeg, og Niels, har betalt og betaler. Jeg vil, som alle andre krigsveteraner, hellere møde døden end stå med hatten i hænderne.
Men min datter har ikke brug for en gammel ’overlever-mama’. Hun har brug for, at hendes mor sætter sig selv til side, sætter sig til bords og gør dét, der kræves for, at hendes datter kan blive rask igen.
K vil ikke altid have brug for den massive hjælp, hun behøver nu. Men hun er sat på frys i et liv, hvor hun ikke forstår sine jævnaldrende og hvor skolens lærere har fortalt hende, hun var mærkelig. Hun kastede håndklædet i ringen, da angsten satte hende i skruestik og strammede til dag for dag.
’Jeg dur ikke til mennesker’ sagde hun forleden og jeg forstummede, da mit hjerte sank tungere end jeg troede det endnu kunne og forfejlede at forsikre hende om, at det er angsten, ikke hende, at det er de dårlige erfaringer, ikke hende, at det er manglen på hjælp, ikke hende, at det er mig, ikke hende, at det er en umulig verden, ikke hende. At det er alt andet end hende, for netop hun, ser mennesker så klart.
Hun ser det, de andre ikke ser og hun reagerer på det, de andre ikke mærker. Og deri ligger en stor smerte, som hun skal lære, at hun er større end. Men hun er bange, fordi hun tror sig ubetydelig.
Kunne hun, ville hun få angsten til at forføje sig. Kunne jeg, ville jeg have gjort det. Men jeg kan elske hende. Hendes far kan elske hende – hendes bror også. Vi elsker hende, så hun mærker vor kærlighed. Hun ved sig elsket – jeg ser det, hører det og mærker det. Og for dét, er jeg dybt taknemmelig.
Ikke fordi jeg ikke vil græde herhjemme, jeg begår ikke den fejl at tro, børnene ikke kan tåle at se mig græde. Det er mængden af gråd, jeg vælger at holde væk
Da jeg vågnede i morges, vidste jeg godt, jeg ville få svært ved at sidde på det tværfaglige møde i dag.
Vi har forklaret vores ønsker, vores behov til sagsbehandleren. Adskillige gange. Alligevel indkaldes vi til tværfagligt møde. Et møde med deltagelse af fire professionelle og afbud fra en femte. Fire personer, der fakturerer kommunen for mødedeltagelsen.
Systemet aflønner sig selv, først og fremmest. Det er blot som om systemet har glemt, det kun eksisterer i kraft af borgerne. Borgernes behov. At det er systemet der er til for borgeren og ikke systemet der er til for, at sikre lønninger til et væld af fagfolk, der holder mange møder.
Selvfølgelig blev det et presset møde – i hvert fald for mig. Vi sad der, tik tak, en times brug af kommunens slukne pengekasse med intet nyt at sige. Det kunne have aflønnet en times session hos en psykolog.
Det åbenlyse stod i rummet med flammende bogstaver. K er meget syg. Hun er en fjortenårig, som er overladt til en angst, der kræver kyndige menneskers hjælp døgnet rundt. Hun har begge forældre, som elsker hende, men som ikke kan være hendes behandlere.
Alle til mødet vidste det godt – alle skulle bare sige i det samme rum, på samme tid; ’Vi ved det godt’.
At bede om hjælp i systemet, er grænseoverskridende i en grad, der lader mig grå. Når systemet spørger ’Hvad har I brug for som forældre?’ giver det håbet farve. Lige indtil det står klart, at det blot er et spørgsmål, der kunne stilles ud i et tomt møderum
Jeg begyndte at græde de tårer, jeg ikke kan græde herhjemme. Dem, som kommer trillende, når jeg cykler ’for det er bare vinden, der får øjnene til at løbe i vand’. De kommer piblende bag solbrillerne ’for det er bare solen, der får øjnene til at løbe i vand’. De løber som vand ud af næsen ’det er måske bare lidt allergi, der får næsen til at løbe’.
Ikke fordi jeg ikke vil græde herhjemme, jeg begår ikke den fejl at tro, børnene ikke kan tåle at se mig græde. Det er mængden af gråd, jeg vælger at holde væk.
At bede om hjælp i systemet, er grænseoverskridende i en grad, der lader mig grå. Når systemet spørger ’Hvad har I brug for som forældre?’ giver det håbet farve. Lige indtil det står klart, at det blot er et spørgsmål, der kunne stilles ud i et tomt møderum. Det stilles, måske for at forløse en anspændthed? Men afsender er ikke interesseret i, at modtage svaret.
Tænk, jeg troede svaret kunne vække en stor Sct. Bernhards, der ville komme os til undsætning med en ryg bred nok, stærk nok, til at trække os op til overfladen igen. Så naivt af mig.
’Er vi færdige her’ spurgte jeg konstaterende cirka femogfyrre minutter inde i mødet, mens jeg pakkede mine tårer ned i ydmygelsens svøb. Jeg kunne ikke fortsætte med at lege ’vi holder et betydningsfyldt møde, hvor vi får ny viden og aftaler ny handling’.
’Tja…det..’ sagsbehandleren og kiggede på mig.
’Fint. Tak for i dag’, sagde jeg og udvandrede. Som mor. Ikke som professionel, for så havde jeg været nødt til at blive siddende og lege ’vi holder et betydningsfyldt møde, hvor vi får ny viden og aftaler ny handling’ – og sender en faktura bagefter.
Kort efter nåede jeg at se, at en anden af mødedeltagerne strøg ud af kommunens svingdør. Ansigtet lukket. Senere fandt jeg ud af, at ignoreringen af de flammende bogstaver, havde været elefanten i rummet, der fik vedkommende til at følge efter mig. Sådan noget mistrives de få eksisterende ildsjæle med.
Min vrede fik afløb, ikke frit, for jeg holdt mig selv i en stram line, for at undgå at åbne ind til en pittbull, jeg har boende i mig reserveret til overlevelses-situationer. Måske skulle jeg have give løs line? Måske skulle jeg have bidt mig selv i læben og siddet tavs mødet igennem?
Det er meget tvivlsomt, hvorvidt jeg gjorde det rette for K i dag.
Min vrede fik afløb, ikke frit, for jeg holdt mig selv i en stram line, for at undgå at åbne ind til en pitbull, jeg har boende i mig reserveret til overlevelses-situationer.
Måske skulle jeg have give løs line? Måske skulle jeg have bidt mig selv i læben og siddet tavs mødet igennem?
Tilsyneladende har mødet hverken gjort til eller fra. Vi er i samme situation som før mødet. Jeg har så ofte siddet med ’mine sårbare borgere’, følt deres vrede som ulmende kul, når de sad ved siden af mig, til utallige møder. Der er ufattelig stor mødeaktivitet, kommuner der indkalder borgere til møder, der leder ud i ingenting. Hvor man taler om dét alle ved, igen og igen.
Jeg trampede arrigt i pedalerne, på cykelturen hjem. Måtte af med vreden inden jeg kom hjem til K. Hun vil så let opfange den. Tro, at det er hende, som var skyld i den. Men K ønskede end ikke høre om mødet, da jeg kom hjem.
Det er forståeligt. Hun kan ikke tjekke ud og ind med et mødekort, men er her ’fireogtyvesyv’. Vi er her ’fireogtyvesyv’. Det er vilkårene, og det kan vi godt klare. Men ikke alene. Ikke med pseudomøder og ventetid, der går fra uger til måneder; og nu er der gået tre år.
K skal sættes fri. Jeg er nødt til at finde vejen for hende
K skal ikke længere hænge i en tråd mellem intet og alt i en parallel virkelighed og med en opfattelse af,at hun ikke dur til at være sammen med andre mennesker.
K skal sættes fri. Jeg er nødt til at finde vejen for hende.
Topillustration: Mental health – face – Pixabay.
Titlen på artiklen er identisk med et udtryk fra sangen Florafobi af C.V. Jørgensen, der hermed er krediteret som ophavsmanden.
Læs de 12 første essays i Odile Poulsens fortælling om datteren K – og om at leve for hende og sammen med hende her: Afsnit 1: Hvad gør vi nu, lille du, afsnit 2: Mens vi venter i Systemet, her, afsnit 3: Here Comes the Sun, afsnit 4: Smil, det smitter – jeg skal bare lige have en tudetur først, afsnit 5: Undskyld, kan du vise mig vejen til mulighedernes land?, afsnit 6, Den der tier, lyver her, afsnit 7: Rigtige venner står for fald og kan købes, her og afsnit 8.1 Vi prøver med en ny begyndelse – en gang til, her, 8. afsnit, del 2, “Vi prøver med en ny begyndelse – en gang til #2” her,afsnit 9 Pushermama findes her, 10. del, Historien om K –Det siger sig selv kan læses her,11. afsnit, “Solen går til psykolog“, kan læses her og 12. afsnit, “Lattergas” her.
Hvis du kunne lide, hvad du har læst og får lyst til at donere et lille beløb for oplevelsen til skribenten, kan du gøre det på Odile Poulsens Mobile Pay: 3064 3538.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
