Hvad cigaretrygning fortæller om det moderne menneskeliv

i Liv & Mennesker/Politik & Samfund af
SAMFUND // KOMMENTAR – Vi sætter prisen på cigaretter op, gemmer pakkerne væk og advarer mod de skadelige konsekvenser, men hvad er det egentlig, cigaretrygning giver os set fra et sociologisk perspektiv? Mens vi halser rundt fra den ene aftale til den, tilbyder cigaretten efterhånden et af de eneste rum, hvor accelerationssamfundet nægtes adgang, skriver Janus Lauritsen.

Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


De for nyligt hævede priser på cigaretter giver anledning til at gøre et par overvejelser over den genstand, vi i øjeblikket søger at fjerne fra mennesket og samfundet. Det gøres på underfundige måder.

Der reklameres ikke for den, i supermarkederne gemmes den væk bag et dække, og hvis man alligevel fristes til at købe en cigaretpakke, får man nu lov at betale 55 kroner, hvorefter man let kvalmende kan iagttage de fine illustrationer, pakkerne i dag er forsynet med, som viser, hvordan det går, hvis man ryger (og er jævnt uheldig).

Rygepausen er ikke kun en pause til rygningen, men i allerhøjeste grad også en pause fra livet, og i denne livspause påbyder cigaretten os én ting: “Ryg mig og gør det langsomt”

Blandt de rædsler, som udstilles på pakkerne, er nogle af dem fysiske: Du får sorte lunger, der er øget risiko for kræft og ikke mindst risikerer du som mand impotens.

En del af dem appellerer dog også til vores sociale instinkt, idet vi forevises, hvordan vores individuelle rygning gør indgreb i vores sociale omverden. Et barn finder en cigaret og putter den i munden, en søn sørger ved sin fars grav, et par ved deres dødfødte barns kiste.

Af advarslerne lærer vi altså, at cigaretten er social. Og det er ikke kun i konsekvenserne, at cigarettens sociale karakter viser sig.

Hvad tilbyder cigaretten os?

Er man ikke fra et rygerhjem, introduceres de fleste til cigaretrygning til fester eller sociale sammenkomster, hvor venner tilbyder et sug. Cigaretten tilbyder os her noget, udover den blotte nikotin, som ud fra en funktionel betragtning, har en central rolle i vores sociale samvær.

Den er et tilbud om at trække frisk luft, en undskyldning for at slippe væk fra dansegulvet, eller en anledning til at byde en eller flere personer op til samtale. Leder vi imidlertid blikket mod mere sobre øjeblikke, som i pausen mellem forelæsninger, på arbejdspladsen eller over en kop eftermiddagskaffe, peger det hen mod andre og måske mindre nærliggende forhold.

Cigaretten tager her form som et mellemværende, der faciliterer samværet mellem to mennesker. Interessen i cigaretten viser sig som et ’inter-esse’ (mellem-værende), mellem to mennesker.

Selvom vi er sociale væsner, kommer vi i det rene samvær hurtigt til at føle os forlegne, hvis ikke der er et fælles tredje at samles om. Man mødes over en kop kaffe, inviterer til middag, tager ud og drikker en øl eller går ud sammen og ryger en smøg. Altid består samværet mellem to af et fælles tredje, over hvilket man etablerer kontakt, og tilbage til hvilket man falder, griber ud efter eller tager en bid af for at naturliggøre de pauser, som naturligt opstår.

Cigaretten fungerer altså ofte som medie for samtale og samværen, men der findes heldigvis andre mellemværender, man kan benytte sig af. Cigaretten er imidlertid andet og mere end blot og bart et mellemværende i samværen; den indtræder også i et direkte forhold til rygeren.

En pause fra livet

Ikke så få sociologer har beskæftiget sig med tidens ændrede karakter i det moderne og særligt det senmoderne samfund. Hos Hartmut Rosa er det selve grundvilkåret for vores tid, accelerationssamfundet, at livsprocesser og sociale relationer accelereres i en sådan grad, at vi som mennesker har svært ved at finde hoved og hale, ikke kun i samfundet og dets processer som helhed, men også i vores egne handlinger, som vi i tiltagende grad fremmedgøres overfor.

Mens vi halser rundt fra den ene aftale til den anden, hører podcast på vejen og ser tv-udsendelser når vi spiser aftensmad, tilbyder cigaretten efterhånden et af de eneste rum, hvor accelerationen nægtes adgang.

Rygepausen er ikke kun en pause til rygningen, men i allerhøjeste grad også en pause fra livet, og i denne livspause påbyder cigaretten os én ting: “Ryg mig og gør det langsomt”.

Det har aldrig været behageligt at hasteryge en cigaret. Tværtimod er det vel nærmest en del af dens koncept, at den skal ryges langsomt, for kun derved trækkes pausen længere. Og i denne pause, i disse små ophold i livet giver vi tankerne tid til at myldre frem, stimuleret af den dybe vejrtrækning og den blotte stirren ud i luften.

At trække tiden ud

Om den dybe vejrtrækning og dens indvirkning på krop og sjæl er der skrevet meget, og dens efterspørgsel kan spores i den blomstrende interesse for mindfullness og orientalske meditationspraksisser – endnu et særkende ved det senmoderne liv som desværre ofte blot praktiseres med henblik på at genoplade batterierne, så man igen er klar til at accelerere.

Men cigaretten søger ikke acceleration; den søger stilstand, og udover at tilfredsstille den afhængiges behov for nikotin, har den ikke et instrumentelt sigte.

Den peger ikke videre mod andet end sig selv, og den har kun den ene intention at blive røget. Og da cigaretten i sig selv ikke besidder nævneværdig æstetisk kvalitet, søger blikket videre, og omgivelserne byder sig til granskning.

Radikalt formuleret kan cigaretrygning dermed betragtes som et kritisk modbegreb til accelerationen, som en insisteren på at trække tiden ud og være til i nuet blot og bart

De særlige udskæringer i bygningen overfor, en lille vandpyt på bordet ved siden af eller et menneske, som passerer, skænkes opmærksomhed, og den rygende lader blikket hvile i længere tid.

Denne indhaleren, de dybe vejrtrækninger og den nøjsomme observeren sætter den rygende i et direkte forhold til sig selv, til omgivelserne og til tiden. Disse øjeblikke af væren i et mere ‘adækvat’ forhold til verden fremhæver en af rygningens væsentligste kvaliteter, samtidig med at de gennem kontrastering problematiserer livets hastighed.

Radikalt formuleret kan cigaretrygning dermed betragtes som et kritisk modbegreb til accelerationen, som en insisteren på at trække tiden ud og være til i nuet blot og bart.

Angsten slipper vi ikke for

Hos Zygmund Bauman hedder det sig, at det postmoderne menneske for at håndtere, eller måske endda helt slippe for dødens problem, søger at dekonstruere udødeligheden ved bestandigt at fokusere på at være ’tilstede’ i det ene udødelige ‘nu’ efter det andet for dermed at ‘forstumme’ dets egen dødelighed.

Cigaretrygeren har givet op på denne ambition, den ene mere bevidst end den anden. Rygningen repræsenterer en bestandig konfrontation med døden – det giver sig klart til udtryk på pakkens tekst: “Rygning dræber”.

Det er her gavnligt at skelne mellem to former for rygere: på den ene side den refleksive ryger, for hvem rygningen er et tilvalg, noget vedkommende ’krydrer’ livet med vel vidende de sundhedsmæssige konsekvenser, og på den anden side den anæstesiske ryger, for hvem cigaretten fremstår som et nødvendigt fix i en hård og krævende arbejdsdag, hvor det er cigaretten, som så at sige har valgt ham/hende, og hvor vedkommende ikke har overskud til enten at fravælge eller vælge at ville cigaretten.

Rygningen kan for den refleksive ryger siges at vedkende sig til tilværelsens måske mest grundlæggende vilkår, væren hen imod døden. Denne ‘væren hen imod døden’ (Sein-zum-Tode) stammer fra Martin Heideggers Zein und Zeit. Døden betragtes her som den centrale og allestedsnærværende betingelse for tilstedeværens (menneskevæsenets) væren-i-verden, da den som livets ultimative begrænsning kaster lys over og giver tyngde og mening til vores valg.

Ligesom cigaretten ikke peger hen imod andet end sig selv (når den er færdigrøget, er den ikke mere), repræsenterer væren hen imod døden ikke en bevægelse hen imod noget, som skal komme.

Dette antyder en grundløshed i eksistensen. Vi er fremme ved enden, men efter enden er intet, og denne indsigt, som for Heidegger er prisværdig, hensætter os samtidig i en bestemt, eller måske i virkeligheden netop ubestemt sindsstemning, nemlig i angsten.

I angsten forstår vi, at alle de veje, vi ‘udkaster’ for os selv, at alle de valg, vi træffer, i bund og grund har endemål i et målløst intet: døden. Med cigaretten i mundvigen imødekommer den refleksive ryger dette faktum, mens han i midlertidig synkroni med verden trækker vejret dybt og lader omgivelserne fare.

Angsten slipper vi ikke for, men forhåbentlig kan vi, både i samværet og i den langsomme væren med os selv, finde måder at udholde livet, også selvom cigaretpriserne nu stiger.


LÆS FLERE KOMMENTARER I POV HER


Foto: Unsplash

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Janus Lauritsen, født 1997, er sociologistuderende på Københavns Universitet, med særlig interesse for kontinentaleuropæisk og i særdeleshed tysk tænkning.