Pushermama

i Danmark/Liv & Mennesker af

Jeg kan høre hvordan forældre, der forsager mæslinge-vacciner, Paracetamol og sukker til deres børn, uden tøven vil foreslå mig at ændre K’s ernæring. ’For alle kan jo spise sig raske’. Jeg orker ikke engang forsvare, hvorfor jeg giver min datter Elvanse, amfetamin. K kan sige det meget mere præcist, end jeg kan: ’Hvis du forestiller dig, du kigger gennem en kameralinse, ikke? Når jeg ikke tager ADD- medicinen står alt uskarpt. Men når jeg tager den, kan jeg næsten stille skarpt.’ Odile Poulsen skriver i en række essays hver fredag på POV om familielivet med datteren K på 14, der lider af alvorlig angst. Dette er afsnit 9.

En gang om ugen fordeler jeg K’s medicin i to doseringsæsker. Hver gang stryger ordet ’pusher’ stædigt gennem stuerne i min hjerne, som en sommervind gennem træernes blade – umulig ikke at mærke, umulig at stoppe.  

Jeg er min datters pusher.

Billedet kunne næsten være komisk på den flabede, satiriske måde uden skelen til hensynet om ikke at stænke følelsernes manchetter til.

Når pusher-mama billedet har hvirvlet min skyldfølelse op, minder jeg igen mig selv om, at jeg ikke har fået set Netflix dokumentaren ’Take your pills’.

Det er bare sådan, at selvom jeg gerne vil se den, kan jeg ikke ha’ mere realisme. Eller måske nærmere – ikke kapere andres svære realisme bølgende ind i mit klemte og mugne underskud, hverken via tv, streaming eller litteratur.

Dokumentaren, ’Take your pills’ om (amerikanske) unges ureflekterede brug af Adderall/ADD-medicin som dope, skubber mig længere ind i sorgen over, at min datter K, min sol, hver dag får en medicin, som på almindelige hjerner virker som ren amfetamin.

Nu gjorde jeg det igen – omskriver et faktum, opgraderer det til mere ufarlighed. Det er naturligvis ikke kun amfetamin for en almindelig hjerne men også for en ADD-hjerne. ADD-hjernen har bare et behov, den almindelige hjerne ikke har.

Det er amfetamin, og de unge amerikanere bruger Adderall til at træne bedre, studere hårdere, læse mere, arbejde tredive til fyrre timer ud over deres normale arbejdstid. Det sker selvklart også i Danmark, at ADHD medicin bruges som et eksamens- og festdrug.

Når jeg betragter min datter, ser det ud som om, hun mister flere og flere af de normale, dagligdags funktioner. Men jeg bliver også i tvivl om, hvorvidt de evner nogensinde har været der

K bruger det til at bekæmpe den stivnede marengs, hun glider ned i, når hun prøver at få gjort de ting, vi andre tilsyneladende uden modhager, glider ind og ud af konstant. Hvor K bærer på usynlige blylodder om sine ben, arme, rundt om livet, ned om nakken og bag kraniet, får vi andre udført de helt normale, dagligdags gøremål og normalt uden det store besvær.

K kommer end ikke ud af sit værelse, ind under badet, får skiftet tøjet eller skabt nye vaner. Inde på Ikeas hjemmeside får hun ikke besluttet sig for, hvilket skrivebord hun vil have. Hun får ikke bukket sig ned for at samle papiret op fra gulvet, får ikke sat sig til bords med os for at spørge ’hvordan er din dag så gået? – eller bare for at spise.

Døren til tagterrassen kalder ikke på hende, men skræmmer hende til at holde sig ude af syne i samme nu den åbnes og solen lokkende kalder på os andre.

Når jeg betragter min datter, ser det ud som om, hun mister flere og flere af de normale, dagligdags funktioner. Men jeg bliver også i tvivl om, hvorvidt de evner nogensinde har været der.

Har hun hele sit liv forsøgt at gøre det, alle andre kan, samtidig med at vi bare ikke har kunnet se, at hun slet ikke kunne?

Har vi været blinde, fordi vi uden videre forventede at se en pige, der ikke vrængede sig i stykker i besværet ved at være normal. Vi forventede at få et barn, der godt nok ikke behøvede at være som andre børn, slet ikke, men vi gik alligevel ud fra, at det lavpraktiske liv ville køre gennem en automatpilot, aktiveret via hjernen.

Som f.eks. det at gå i skole, have venner og fornemmelse for tid. Vi gik ud fra, at vores datter uden videre ville vide, hvornår en samtale er afsluttet og man begynder at lave andre ting. At hun kunne tåle bruserens stråler på sin hud. Smage på nyt. Læse en bog. Få redt håret igennem med en børste. Kunne blande forskellige madvarer på sin tallerken. Gå ind i et rum og vide, hvor man skal gøre af sig. Sige hej til ekspedienten eller en ven. Og alt det andet. Men det kan hun ikke.

Der er ikke plads til for mange forliste søfarere i min båd på én gang. Så jeg sejler ind til kysten for hurtigt at stævne ud igen. Jeg satser på, at de forliste kan holde sig oven vande, til jeg kommer igen

Det lyder forfærdeligt, når man skriver det ned. Det lyder som om, jeg ikke kan se alt det, K kan. Men det kan jeg godt, jeg kender hendes styrker og kompetencer, og jeg elsker hende for dem. Nu lærer jeg også hendes handicap og sygdom at kende, og jeg elsker hende om muligt endnu mere.

På samme vis som jeg forsigtigt søger de adækvate ord for, hvem K er, og hvordan hendes hjerne snurrer – modsat min – ja, lige så prøvende og tøvende, sætter jeg ord på alt omkring hende. Alt det vi herhjemme fumler med at forstå og begribe, og som samtidig kræver, at vi handler ud fra og korrigerer os selv overfor.

Der er så meget, vi endnu ikke forstår, ikke har lært, ikke begriber, men alligevel omsætter. Der er så få vaner og rutiner og samtidig så meget, der slynger os rundt og tvinger os til at fokusere, længe før vi har fundet vor egen retningssans.

Det er som om jeg på den ene side, er uforligneligt nærværende og på den anden side er stivnet i en chokreaktion, måske en sorg, der kalder på terapi. Der er så mange tanker og følelser, jeg er nødt til at bære i mine hænder – sammenpressede til en båd, der bjerger forliste søfarere.

Jeg er ikke fortabt – og så alligevel. Og selvom jeg ikke føler, at jeg sørger, så gør jeg det alligevel. Også uden jeg føler, at jeg er i krise. Der er ikke plads til for mange forliste søfarere i min båd på én gang. Så jeg sejler ind til kysten for hurtigt at stævne ud igen. Jeg satser på, at de forliste kan holde sig oven vande, til jeg kommer igen.

Pushermama. Jeg kan høre, hvordan forældre, der forsager mæslinge-vacciner, Paracetamol og sukker til deres børn, uden tøven vil foreslå mig at ændre K’s ernæring. ’For alle kan jo spise sig raske’.

Jeg orker ikke engang forsvare, hvorfor jeg giver min datter Elvanse, amfetamin.

K kan sige det meget mere præcist, end jeg kan:

’Hvis du forestiller dig, du kigger gennem en kameralinse, ikke? Når jeg ikke tager ADD- medicinen står alt uskarpt. Men når jeg tager den, kan jeg næsten stille skarpt.’

Min verden ville være kaos hvis ikke den stod skarpt. Det ville din også. Det ved jeg K’s også er. Ud af kaos gror angst.

K ligner stadig en der har anoreksi selv nu, hvor hun har taget lidt på og vejer femogtredive kilo. Femogtredive kilo fordelt over cirka hundrede femogtres centimeter

Pushermama. Når jeg ikke kalder hendes medicin for amfetamin, men for Elvanse, produktets navn, lyder det bare blødere. Jeg gør det for at skåne min overbelastede samvittighed.

De syv rum i medicindoseringsæsken gør det ud for ugens syv dage. Den ene æske er gul for solen, gul for morgenstund. Den anden turkis for natten aftalte hendes far, Niels, og jeg, da vi stod på apoteket.

’Den turkise er til om morgenen. Blå for himmel. Den gule er til natten, gul for stjerneskær’ udbrød K med et bredt smil, da jeg gav hende medicindoseringsæskerne.

Elvanse har en frygtelig slagside – appetitten forsvinder. K var, da hun påbegyndte ADD-medicinen for cirka seks måneder siden, i forvejen en meget slank pige. I løbet af cirka fire måneder tabte hun elleve kilo. Den sidste halvanden måned har hun tvunget sig selv til at spise, selvom hun ingen sult har.

’Alle tror, at når en pige på min alder taber sig, så har hun anoreksi’ konstaterer hun.

K ligner stadig en der har anoreksi selv nu, hvor hun har taget lidt på og vejer femogtredive kilo. Femogtredive kilo fordelt over cirka hundrede femogtres centimeter.

Men hun får amfetamin for at kunne stille skarpt, komme ud af kaos.

Pushermama. 

Jeg står ved hendes dør. På en håndflade balancerer  jeg en rund metalbakke, hvorpå der står en rød frokosttallerken og et glas appelsinjuice. På tallerkenen ligger en nysmurt grovbolle med smør og lys pålægschokolade. Ved siden af bollen den lille cylinderformede Elvanse kapsel i hvid og turkis.

’Skat, jeg har din morgenmad og medicin. Og et glas juice!’ siger jeg gennem døren efter at have banket blidt.

Pushermama.

Topillustration: Pixabay.

Hvis du kunne lide, hvad du har læst og får lyst til at donere et lille beløb for oplevelsen til skribenten, kan du gøre det på Odile Poulsens mobilepay 3064 3538.

Læs de 9 første essays i Odile Poulsens fortælling om datteren K – og om at leve for hende og sammen med hende her: Afsnit 1: Hvad gør vi nu, lille du, afsnit 2: Mens vi venter i Systemet, her, afsnit 3: Here Comes the Sun, afsnit 4: Smil, det smitter – jeg skal bare lige have en tudetur først, afsnit 5: Undskyld, kan du vise mig vejen til mulighedernes land?, afsnit 6, Den der tier, lyver her, afsnit 7: Rigtige venner står for fald og kan købes, her og afsnit 8.1 Vi prøver med en ny begyndelse – en gang til, her og 8. afsnit, del 2, “Vi prøver med en ny begyndelse – en gang til #2” her.

Odile Poulsen er forfatter og foredragsholder, uddannet pædagog og psykoterapeut ved Kempler Instituttet. Hun har tidligere ledet en døgninstitution. Om sig selv siger hun: "Jeg har oplevet meget, og det mener jeg selv, er karakteristisk. Som ni liv levet i ét. Trods jeg aldrig troede, jeg ville blive mere end tredive, har jeg fornøjelsen af stadig at være her. Livet handler om at øge vor bevidsthed. Det kræver autencitet på alle planer og en blotlæggelse af tabuer, der indskrænker menneskets frihed og livskvalitet. Jeg er altid optaget af og drevet mod friheden. Derfor er alt, hvad jeg skriver og taler om, båret af et ønske om at ophæve begrænsninger for det frie sind." Hun har udgivet bøgerne, Hustler (Rosinante 2000 og 2006), Sirenesang (Lindhardt og Ringhoff 2006) og har modtaget Alt for Damernes Kvindepris (2005). I 2008 var hun ambassadør for Dannerhuset. Odile er bosat i København med sin mand og deres to teenagere. Du kan også finde hende på LinkedIn: www.linkedin.com/in/odilepoulsen/ Hvis du vil honorere Odiles tekster på POV, kan du donere et beløb til hendes Mobile Pay: 3064 3538

Seneste artikler om Danmark

Da kvinder tog magten

NY BOG – Ritt Bjerregaard, Lone Dybkjær, Britta Schall Holberg, Grethe Fenger Møller,