Som perler af lys

af i Børn & unge/Essays/Liv & Mennesker

ESSAY – “Vores familier tager nogle lange brunch-stunder med god tid til at gennemgå ‘Livet Siden Sidst’, meget gerne detaljeret, omhyggeligt og med en elskelig langsomlighed, fordi vi elsker at lytte og fortælle, bytte ord og give hinanden tid, udveksle latter, smil og kvikke replikker og blande det hele sammen til den særlige ret, vi byder hinanden; vort kærlige venskab, som aldrig vil kunne brydes, det ved vi bare, for vi ser det i hinandens sjæl.” Odile Poulsen skriver hver fredag om sin datter K på 14 år, som har fået stillet diagnosen Aspergers Syndrom. I dagens afsnit, som er nummer 44 tager Odile imidlertid en afstikker fra historien om K til et særligt, livslangt venindeskab, der helt fra den tidlige ungdom har været særlig betydningsfuldt for hende og som har overlevet de værste tragedier, livet byder på.

Min elskede Livsven rækker ud efter en af de tykke, hvide servietter –  sikkert økologiske, for alt her på cafeen er økologisk – og dupper sine blå øjne med den.

De lyseste blå øjne, som jeg faldt ind i første gang, for over femogtyve år siden, da vi begge deltog i et mundaflæsnings-kursus, som var et særligt tilbud for unge høre-handicappede københavnere. Vi blev godt nok aldrig hajer til mundaflæsning men morede os gevaldigt over det umulige i at lære os kunsten, ligesom vi også lo over alle de misforståelser, der uundgåeligt opstår i en gruppe af tunghøre.

Siden er der, sammen med latteren, løbet mange tårer af både glæde og sorg. Dem, der trækker et dybt bånd ned gennem halsen, ned forbi solar plexus for at runde underlivets muskler og løbe hele vejen tilbage, op ad samme vej med tunge hulk hængende i guirlander; og dem, der løber stille som fuldendte perler, hvor åndedrættet stopper i halsen samt dem, der lander i smilerynkerne og dem, der helt standser ens vejrtrækning, fordi man griner og griner, kramper til i mavemusklerne, hiver efter vejret og så griner endnu mere.

Vi mærker hinandens sære liv, der breder sig med krumspring, badutspring, nedspring og overspring, vi ikke anede, ville komme.

Jeg mærker en sjælelig isning, der manifesterer sig i marven af min rygsøjle af ydmyghed over for livet og døden, over denne evige cyklus, som vi mennesker ikke kan bemestre og derfor gør alt, hvad vi kan for, at prøve at undgå

Selvfølgelig anede vi ikke det. Det er selve livets substans; og havde vi anet, hvad og hvor meget læring, vi havde foran os, ville vi måske have opgivet på forhånd eller været gået under i depressive tanker. Vi ville sikkert have ment, at det projekt var umuligt. Og umuligt er meget af det vi går gennem egentlig også – alligevel står vi her endnu.

Allerede da vi mødtes som unge, var vi spirituelle i både ånd og praksis. Hun vidste meget mere, end jeg gjorde og havde fandt stor viden blandt andet om litteratur, som hun allerede dengang var dybt forankret i.

Vi drømte højt sammen både om alt det, livet ville bringe os ad åre og om de store spirituelle fordringer samt de udfordringer, der via lidelse ville forædle mennesket – ikke mindst vores egen forædling, som vi forestillede os processen.

Vi er stadig spirituelle, men særlig hun har mistet meget af sin naivitet om livet og verden.

Nogle år senere fik de et barn mere. De blev igen til et trekløver med et fjerde blad i det hinsides

‘Livet er ikke retfærdigt, det ved jeg nu’, siger hun. Men hun siger det uden bismag af malurt eller skygger, der dækker hendes blinde pletter; alt ses i lyset.

For hvis nogen kender sorgens dybeste mudder og lykkens højeste eufori, så er det hende, min Livsven. Og det er altid hende, jeg har søgt, når jeg har frygtet mest for mine børns, til tider, kritiske tilstande.

I dag udgyder hun tårer over min K, min sol, over skønheden, over det smukke i K’s væsen og over det forløsende i at høre om, hvor godt det går for K for tiden i det bevilligede tilbud på Bondegården med hesteterapien.

I dag er vi trukket væk fra vore familier, for at være på cafe sammen, for at være sammen bare hun og jeg. Selvom vi er tæt på hinanden, kan tiden ofte løbe hurtigere end vi gør, så derfor laver vi både aftaler med vores familier og os to alene. Vi elsker at være sammen som familier, og vi elsker også bare at være os i det særlige rum for veninder, et kvindeligt/feminint rum.

Men uanset om vi er bare os to, eller vi alle syv er samlet, er vi altid sammen i et dybt nærvær.

Vores familier tager nogle lange brunch-stunder med god tid til at gennemgå ‘Livet Siden Sidst’, meget gerne detaljeret, omhyggeligt og med en elskelig langsomlighed, fordi vi elsker at lytte og fortælle, bytte ord og give hinanden tid, udveksle latter, smil og kvikke replikker og blande det hele sammen til den særlige ret, vi byder hinanden; vort kærlige venskab, som aldrig vil kunne brydes, det ved vi bare, for vi ser det i hinandens sjæl.

Når vi alle syv er samlede, ser vi forældre på hinandens unger, som er gået ind i ungdommen, og nikker til hinanden, et sådant godkendende; Det har I gjort godt, kære venner!

De mistede deres datter for mange år siden og de blev to efterladte, stadig unge i en gold ørken så heftig, som kun forældre til døde børn bringes ind i. De konfronteres med et vilkår og en virkelighed, der ikke kan begribes, men som skal fattes. For hvis ikke det skete, ville de forgå.

Nogle år senere fik de et barn mere. De blev igen til et trekløver med et fjerde blad i det hinsides.

Når vi alle syv er samlede, ser vi forældre på hinandens unger, som er gået ind i ungdommen, og nikker til hinanden, et sådant godkendende; Det har I gjort godt, kære venner!

Så siger vi til de unge, at vi da slet ikke forstår, hvordan de kan være blevet så store! De var da så små, sidst vi sås. Vi ryster på hovedet, det gør de unge også men af andre grunde end os forældre, og så sætter vi os om det altid overdådige bords lækkerier. På den måde er vi fuldstændig som alle andre familier.

Hver gang jeg mødes med min Livsven – og faktisk også ofte ind imellem – tænker jeg på det fjerde blad i deres trekløver, det unge menneske som ville have været vore familiers første teenager, og som ville have været halvandet år ældre end vores søn, L.

Jeg mærker en sjælelig isning, der manifesterer sig i marven af min rygsøjle af ydmyghed over for livet og døden, over denne evige cyklus, som vi mennesker ikke kan bemestre og derfor gør alt, hvad vi kan for, at prøve at undgå.

Selv vort liv leves til tider uden nærvær, fordi vi glemmer, hvor forgængelige vi er. Vi tror, vi har alverdens tid, ja at selv verden ville gå i stå, hvis vi mistede.

Hvordan lever man overhovedet, når ens lys er blevet slukket for aldrig mere at kunne tændes? Eller tror man det blot? At lyset aldrig vil tændes igen og overraskes, fordi det sker alligevel? Tændes lyset igen for dem, som var standhaftige nok til at forblive i livet, måske fordi de ikke anede, hvordan de skulle dø?

Men hun, min kæreste Livsven, kender indgående til det, vi andre frygter, og det, vi andre tænker ville tvinge os ud i en grænseløs eksistens uden mening kun fyldt til randen af galskab. Et mareridt, der begynder hver gang, man vågner af sin søvn, blot for at skulle konfronteres med det nyttesløse i, stadig at være i live, når det allermest rene og smukke og levende man nogensinde har skabt, ikke er længere.

Hvordan lever man overhovedet, når ens lys er blevet slukket for aldrig mere at kunne tændes?

Eller tror man det blot? At lyset aldrig vil tændes igen og overraskes, fordi det sker alligevel? Tændes lyset igen for dem, som var standhaftige nok til at forblive i livet, måske fordi de ikke anede, hvordan de skulle dø? Måske fordi det gør man, det skal man, forblive i live? Måske fordi det nu engang blev sådan og der var intet, nogen kunne stille op og så tændtes lyset igen?

Det ses i hende, min særlige ven. Hun er uden tvivl et lys og hun har altid været det, selv i sine mest udslukte stunder, hvor hun kaldte mere på helvede end på himlen og hun forsagede alt det, hun elskede. Lige indtil hun igen sagde mere ja end nej.

Gad vide om hun lyser, fordi hun er det ubeskriveligt gode menneske, hun vitterlig er, eller om livet har lært hende noget, jeg håber, jeg aldrig må erfare; det downfall, vi aldrig troede, skulle overgå nogen af os.

Eller om hun lyser, fordi hun altid vil være mor både til et ungt menneske i et andet univers og til et her, på jorden.

’Fantastisk, det går så fantastisk!’ siger jeg og breder mine arme ud til hver side, som for at overlevere hende fortællingen. ’K er sig selv. Hun er fuldstændig sig selv, når vi er på Gården’

Eller om det bare er sådan, det er, ja, jeg ved det ikke. Jeg aner det ikke. Jeg ved kun, at den særlige erfaring, hun bærer med sig, er en, jeg ikke tror, jeg selv kunne overleve. Og jeg tror slet ikke, at jeg kunne magte at være et lys for nogen andre siden hen.

’Fantastisk, det går så fantastisk!’ siger jeg og breder mine arme ud til hver side, som for at overlevere hende fortællingen. ’K er sig selv. Hun er fuldstændig sig selv, når vi er på Gården.’

’Wow! Er det sandt?’

’Ja, hun… når hun kommer ind til dyrene, så…. ja, det er magisk. Det er større end noget, jeg endnu helt har forstået.’

Og min kære Livsven, hun som har lidt meget mere end vi i vor unge fantasi troede mulig, hun glædes så stærkt med mig, at hun får tårer i øjnene. Tænk at sådan et menneske er tæt på mig! Dét er også magisk og langt større, end jeg helt kan forstå.

Men jeg takker og varmer mig ved lyset af så meget skønhed i mit liv. For selvom der er lidelse, består meget af mit liv af de særlige perler af uvurderlig værdi: K der i mødet med dyrene, er lykkelig og min Livsven, der frydes over K’s lykke.

De perler vil aldrig holde op med at lyse i mit hjerte og i min erindring. For det siger jeg tak.


Hvis du kunne lide, hvad du har læst og får lyst til at donere et beløb for oplevelsen til skribenten, kan du gøre det på Odile Poulsens Mobile Pay: 3064 3538. 

Læs de 43  forudgående essays i Odile Poulsens fortælling om datteren K – og om at leve for hende og sammen med hende her: Afsnit 1: Hvad gør vi nu, lille du, afsnit 2: Mens vi venter i Systemet, her, afsnit 3: Here Comes the Sun, afsnit 4: Smil, det smitter – jeg skal bare lige have en tudetur først, afsnit 5: Undskyld, kan du vise mig vejen til mulighedernes land?, afsnit 6, Den der tier, lyver her, afsnit 7: Rigtige venner står for fald og kan købes, her og afsnit 8.1 Vi prøver med en ny begyndelse – en gang til, her, 8. afsnit, del 2, her, afsnit 9  Pushermama findes her, 10. del, Historien om K –Det siger sig selv kan læses her, 11. afsnit, “Solen går til psykolog“, kan læses her, 12. afsnit, “Lattergas” her, 13. afsnit “Jeg gik op i en spids for at se mig lidt omkring,” her ,14. afsnit, “We do what we can”, her, 15. afsnit, Catch 22, her,  16. afsnit, “It’s your last chance”, her17. afsnit, “Intet nyt er godt nyt for de fleste, men svært at tro på for de få”, her,18. afsnit, Bror og søster – L & K, her, 19. afsnit, ’Vi er liv og lys, vi er skygger og magi’, her 20. afsnit, ‘Vi er drømme lagt på is, vi er det tabte paradis’ , 21. afsnit ’På gyngende grund’, her,  22. afsnit “Virkeligheden overgår altid fantasien” her, 23. afsnit Den første ventetid er slut, her , 24. afsnit, ‘Den Fremmede – udredningen er i gang’ her, 25. afsnit, ‘Den livsvigtige telefonsamtale” her, 26. afsnit, ‘Ostehapsere – og et lille strejf af lykke’, her , nr. 27, ‘Alt det gode i livet tager tid’, her, nummer 28, “F….” her, nummer 29, “Udredningen trak de sidste tænder ud,” her, afsnit 30, Magiske timeglas’ her Afsnit 31, “A Whiter Shade of Pale”, her. afsnit 32, “Diagnosens dag”, afsnit 33,” Asperger – og hvad så?” kan læses her,  afsnit 34, “Vi er alle meget bekymrede”, her, afsnit 35, “Jeg lukker øjnene”, her, afsnit 36, “Should I stay or should I go now”, her,  afsnit 37 ‘Er du også mor til en Aspie”? her, afsnit 38, Jeg henter bidder af verden hjem til min datter. afsnit 39, ‘Nu får i god hjælp’ og endelig afsnit 40, Vil du med på  bondegård? og endelig Et lykkeligt møde med Panda-koen, Gertrud, nummer 42 her og afsnit 43, ‘Hvad med Juleaften?” her.


Topillustration: Pixabay

Odile Poulsen er forfatter og foredragsholder, uddannet pædagog og psykoterapeut ved Kempler Instituttet. Hun har tidligere ledet en døgninstitution.

Om sig selv siger hun: "Jeg har oplevet meget, og det mener jeg selv, er karakteristisk. Som ni liv levet i ét. Trods jeg aldrig troede, jeg ville blive mere end tredive, har jeg fornøjelsen af stadig at være her. Livet handler om at øge vor bevidsthed. Det kræver autencitet på alle planer og en blotlæggelse af tabuer, der indskrænker menneskets frihed og livskvalitet. Jeg er altid optaget af og drevet mod friheden. Derfor er alt, hvad jeg skriver og taler om, båret af et ønske om at ophæve begrænsninger for det frie sind."

Hun har udgivet bøgerne, Hustler (Rosinante 2000 og 2006), Sirenesang (Lindhardt og Ringhoff 2006) og har modtaget Alt for Damernes Kvindepris (2005). I 2008 var hun ambassadør for Dannerhuset.

Odile er bosat i København med sin mand og deres to teenagere. Du kan også finde hende på LinkedIn: www.linkedin.com/in/odilepoulsen/

Hvis du vil honorere Odiles tekster på POV, kan du donere et beløb til hendes MobilePay: 3064 3538

Seneste artikler om Børn & unge