ESSAYSERIE – “Hvorfor skal vi gud-nåde-trøste-os sidde og tale med pædagogen om, hvad vi har lavet i weekenden, når vi alle ved, vi intet laver i weekenden, fordi vores liv ikke længere svinger sig op til at passe ind i skabelonen, der tilsiger, at der er ’mandag til fredags-trummerum’ i fem dage først, hvorefter man ‘holder fri’ i weekenden (det vil sige: skal lave en masse). Når vi alle sammen godt ved, at K er på overarbejde for at komme tilbage i verden stående på sine fødder. Hvad forestiller man sig mon i kommunen, at K laver i weekenden – holder fri fra sin angst?” Odile Poulsen skriver hver fredag et afsnit i essayserien om familielivet med K – hendes datter, der ikke har været i skole i over 2 år grundet angst og Aspergers lidelse. I denne uge skriver Odile om, hvordan ‘systemet’ – Københavns Kommune – ikke synes at være i stand til at vise nogen ægte interesse for hverken familien eller K. Og om hvordan det slider på familien.
’Men det er dæleme også vigtigt, at sige tingene, som de er. Du ved, elefanten i rummet…’
’Den spiser sig tyk og kæmpestor,’ afslutter K. Hun sidder, som hun har fået for vane, i skrædderstilling på min ’sidde-bold’ uden at holde fast med andet end muskulær koncentration om sin rygsøjle. Hvordan gør hun det?!
Så griner vi. Vi har brug for at grine. Og gør det heldigvis også meget. Følelser har aldrig været forbudte i vores familie, og bliver det heller aldrig. Det har kostet os meget – f.eks. mennesker, der frygter os, og som kalder deres frygt for noget, der ikke handler om dem, men om vores måde at være i verden og livet på.
Hvad skete der med et ’Er du o.k.?’ eller ’Hvad trænger du til?’. Tilsyneladende er dét alt for konfronterende for arbejdet med mennesker i Danmark anno 2019
Det er det samme, vi oplever med systemet. En angst for vores, for borgernes ‘svære følelser’. Samtidig synes systemets repræsentanter at være blinde for deres egen angst og ude af stand til at se ind i sig selv.
Og her må man spørge, synes jeg: Hvorfor er det blevet til et skrækscenarie i arbejdet med mennesker, når de mennesker insisterer på at vise angst, sorg, vrede, depression, humørsvingninger, chok, krise eller ligegyldighed?
Hvorfor skal vi gud-nåde-trøste-os sidde og tale med pædagogen om, hvad vi har lavet i weekenden, når vi alle ved, vi intet laver i weekenden, fordi vores liv ikke længere svinger sig op til at passe ind i skabelonen, der tilsiger, at der er ’mandag til fredags-trummerum i fem dage først, hvorefter man ‘holder fri’ i weekenden (det vil sige; skal lave en masse).
Når vi alle sammen godt ved, at K er på overarbejde for at komme tilbage i verden stående på sine fødder. Hvad forestiller man sig mon i kommunen, at K laver i weekenden – holder fri fra sin angst?
Hvad skete der med et ’Er du o.k.?’ eller ’Hvad trænger du til?’.
Tilsyneladende er dét alt for konfronterende for arbejdet med mennesker i Danmark anno 2019.
Det som er så forbandet farligt ved det, tror jeg, er, at borgere der er sunde og raske, men som ikke frygter at være i kontakt med egne følelser, bliver stigmatiserede og opfattet som værende farlige. F.eks. når vi som forældre er vrede eller græder. Så bliver vi rubriceret som “ikke samarbejdsvillige” og som forældre, der “står i vejen for” vores børn.
Næste skridt er at sige, at vi er uegnede – både forældre og børn
Og når barnet udtrykker holdninger eller følelser, der ligner forældrenes, får man at vide, at børnene “mangler resiliens” i forhold til deres forældre – eller sagt med et ikke-fagudtryk: at de ikke har nogen modstandskraft overfor deres mor og far. For det er aldrig den faglige indsats, der er noget galt med.
Næste skridt er at sige vi er uegnede – både forældre og børn.
Så når en fagperson i systemet presser sine egne, langt hen ad vejen, ureflekterede værdier ned over borgerne, og borgerne ikke vil presses ned i den skabelon, så er det borgerne, der er off-stream.
Men K finder sig ikke i det. Hun har lige fyret sin pædagog, som ellers skulle have tilbragt halvanden måned endnu sammen med hende.
’Hvorfor skal jeg blive ved med at se ham, når han skal stoppe’, indvender hun.
Svaret er, at det er kommunens respons på, at vi sagde nej til den første skole, de ville tvinge ned i halsen på K. Den skole, vi hele tiden havde mistænkt, var en vi (uden at være blevet informeret om det) skulle tage, når vi tog imod pædagogen.
Nu står det så i afgørelsen, sort på hvidt, at den sammenhæng, K’s sagsbehandler hele tiden har benægtet fandtes, rent faktisk er argumentet for at stoppe med pædagogen.
Hvorfor skal vi behandles, som om vi ikke kan se elefanten, der æder flere og flere løgne i sig?
Pædagogen strålede i skæret fra min lille sols beundring af ham; og det stod klart, at han nød at sidde som en mand på 42 i hendes lys. Han trivedes ved at fortælle anekdoter fra sin egen barndom, at tale om sin mor og om sig selv. Det er også okay, så længe K (også) fik noget ud af det
K’s storebror, L, gav hende fuld opbakning og støtte: ’Hvorfor skal hun investere mere af sig selv i en pædagog, der alligevel ikke skal blive?’
K og jeg drøftede afgørelsen, kiggede på begrundelserne, og hun ville gerne selv tale med sin pædagog om det.
’De vil nok lytte, når de hører det fra mig selv, og ikke tror, det er noget mine forældre bare siger. Og jeg tror, min pædagog kan gøre noget.’
’K, jeg tror, det er vigtigt for dig at gøre det. Og jeg synes, du gør ret i at lytte til dit behov, min skat’.
De havde haft det godt sammen i det cirka halve års tid, han er kommet hos K. Pædagogen strålede i skæret fra min lille sols beundring af ham; og det stod klart, at han nød at sidde som en mand på 42 i hendes lys. Han trivedes ved at fortælle anekdoter fra sin egen barndom, at tale om sin mor og om sig selv. Det er også okay, så længe K (også) fik noget ud af det.
Jeg er trænet i at observere andre, også mig selv og jeg kan godt betragte mig selv samtidig med, at jeg ser andre. Det er den røde tråd i hele mit professionelle liv og naturligvis slukker jeg ikke for det i mit private.
Der er ikke noget galt i at fortælle anekdoter og skabe en let stemning. Der er heller intet uprofessionelt i at tale om sig selv i arbejdet med andre mennesker. Men det er decideret skadeligt for dem, man arbejder med, kun at gøre det og uden at have en høj faglig bevidsthed om, hvad man vil med det – og om fremgangsmåden giver mening for begge parter.
Som tidligere leder på en døgninstitution, hvor vi havde en særlig ildsjæl-kultur, ved jeg også, hvad man kan kræve af folk, når de er på arbejde. Jeg har stillet mig selv nøjagtig samme krav og højere endnu faktisk, for at kunne give alle (borgere og personale) både fysisk og psykisk sikkerhed samt en høj faglighed, der gjorde, at vi udviklede de mennesker, vi arbejdede med, og at vi også udviklede os selv.
Det var ikke afgørende for ham og betød ikke noget for, om han kunne drive sig selv af sted, mandag til fredag, med en ny anekdote. Eller, for nu at være perfid, han var begyndt at fortælle de samme historier fra sit eget liv om og om igen
K udtrykte sit ønske overfor pædagogen ’Vil du hjælpe mig?’. Hun faldt fladt til jorden, men han havde ikke hendes ryg. Slet ikke.
Hans begrænsning stod klart og hans grænse var nået. Det var åbenbart ikke nødvendigt for ham, at han havde en holdning til kvaliteten af sit arbejde. Det var ikke afgørende for ham og betød ikke noget for, om han kunne drive sig selv af sted, mandag til fredag, med en ny anekdote. Eller, for nu at være perfid, han var begyndt at fortælle de samme historier fra sit eget liv om og om igen.
Det er blandt andet derfor, at nærvær er vigtigt; man er nødt til at være autentisk og ægte til stede, når man vil hjælpe andre. Ellers er det noget andet, man får penge for – hvad det lige kan klassificeres som, ved jeg ikke.
Igen var K’s storebror inde ved kernen. Jeg fortalte ham, at hans søster var brudt sammen over at måtte indse, at pædagogen slet ikke var det, hun havde troet.
’Hvor gammel var du, da du første gang oplevede, at der var en pædagog eller lærer, der ikke levede op til din respekt?’
’Jeg har aldrig set op til andre end dig og far. Fordi man ved, de ikke er oprigtigt interesserede i en, det er bare et job,’ siger han
L sad skråt over for mig, K var gået op for at hvile sig, jeg sad og vred mig selv for, hvad jeg skulle gøre og skulle have gjort.
’Jeg har aldrig set op til andre end dig og far. Fordi man ved, de ikke er oprigtigt interesserede i en, det er bare et job,’ siger han.
L og jeg taler videre om dilemmaet i, hvordan børn så kan få respekt for voksne.
’For det ville være ret creepy, hvis en fremmed voksen kom hen til en på gaden!’ griner L, og får mig med.
Lidt efter kommer K ned igen; så sidder vi tre og udveksler tårer, smil og vilje.
Da pædagogen kom tilbage mandag, efter at have kastet K ud i frit fald om fredagen, valser han ind med sit ’Hvad har du lavet i weekenden?’ og en anekdote om sin mor. Helt bogstaveligt. Ikke så meget som et forsøg på, at tune ind på, catche up, tjekke ind, gå i sync med K’s behov. Ikke noget med at være den voksne på 42, der har et ansvar for sit pædagogiske arbejde med en ung, angst 15 årig.
Jeg kunne godt se, han blev usikker over vores manglende interesse i at snakke med ham om, at han aldrig havde rejst alene.
K og jeg havde aftalt, jeg skulle lade hende alene med ham. Jeg måtte stole på, at hun ville være i stand til at markere sin grænse, og at hun ville fortælle ham, at hun ikke ville have ham til at komme længere.
Mit valg var med andre ord at stole 100 procent på hende i en situation, hvor jeg nu vidste, at jeg ikke kunne stole så meget som 10 procent på ham.
Da hun senere fortæller mig om det, står det helt klart, at hvis K ikke selv havde bragt det op, ville han have ladet som ingenting og anekdote sig gennem de sidste halvanden måned. Det ville have været hans professionelle tilgang…
Men nu har K fyret ham. Det er den tredje pædagog fra samme center, ligesom skolen også blev afvist. Det center, som sagsbehandleren ’har så gode erfaringer med’.
Selvom K landede hårdt på ryggen, og de klager meget sandsynligt vil blive afvist, så har vi i vores familie noget, som intet system, intet menneske eller nogen politik, kan få til at smuldre. Vi har en enorm kærlighed og tillid til hinanden
Klagerne over kommunens afgørelser er også sendt af sted. Jeg har også sagt, at vi er helt på det rene med, at man nemt vil kunne vælge at definere os forældre, som stående i vejen for K; at de har en anden udlægning af, hvad der ligger bag vores modstand.
For hvordan skal de dog kunne forstå det på anden vis? Jeg ved fra mange andre forældre med behov, som kun systemet kan opfylde, at ingen tør vise deres sorg og vrede. Vi må ikke være mennesker i vort livs måske mest krævende år.
Selvom K landede hårdt på ryggen, og de klager meget sandsynligt vil blive afvist, så har vi i vores familie noget, som intet system, intet menneske eller nogen politik, kan få til at smuldre. Vi har en enorm kærlighed og tillid til hinanden.
Og lad mig bare være helt ærlig: jeg har aldrig befundet mig så godt med noget menneske, som jeg gør med de tre herhjemme for tiden. Jeg er i total honeymoon-fase med dem igen. De er stærke, begavede, autonome og kritiske.
Og de er aldrig bange for at være sig selv. Wow! Jeg har fået lov at være i noget, der kun er de få forundt – det vil jeg altid være dybt taknemlig for. Intet er eller bliver nogensinde større.
Hvis du kunne lide, hvad du har læst og får lyst til at donere et beløb for oplevelsen til skribenten, kan du gøre det via Odile Poulsens Mobile Pay: 3064 3538.
Foto: Flickr.
Læs de 75 forudgående essays i Odile Poulsens fortælling om datteren K – og om at leve for hende og sammen med hende her: Afsnit 1: Hvad gør vi nu, lille du, afsnit 2: Mens vi venter i Systemet, her, afsnit 3: Here Comes the Sun, afsnit 4: Smil, det smitter – jeg skal bare lige have en tudetur først, afsnit 5: Undskyld, kan du vise mig vejen til mulighedernes land?, afsnit 6, Den der tier, lyver her, afsnit 7: Rigtige venner står for fald og kan købes, her og afsnit 8.1 Vi prøver med en ny begyndelse – en gang til, her, 8. afsnit, del 2, her, afsnit 9 Pushermama findes her, 10. del, Historien om K –Det siger sig selv kan læses her, 11. afsnit, “Solen går til psykolog“, kan læses her, 12. afsnit, “Lattergas” her, 13. afsnit “Jeg gik op i en spids for at se mig lidt omkring,” her ,14. afsnit, “We do what we can”, her,15. afsnit, Catch 22, her, 16. afsnit, “It’s your last chance”, her, 17. afsnit, “Intet nyt er godt nyt for de fleste, men svært at tro på for de få”, her,18. afsnit, Bror og søster – L & K, her, 19. afsnit, ’Vi er liv og lys, vi er skygger og magi’, her 20. afsnit, ‘Vi er drømme lagt på is, vi er det tabte paradis’ , 21. afsnit ’På gyngende grund’, her, 22. afsnit “Virkeligheden overgår altid fantasien” her, 23. afsnit Den første ventetid er slut, her , 24. afsnit, ‘Den Fremmede – udredningen er i gang’ her, 25. afsnit, ‘Den livsvigtige telefonsamtale” her, 26. afsnit, ‘Ostehapsere – og et lille strejf af lykke’, her , nr. 27, ‘Alt det gode i livet tager tid’, her, nummer 28, “F….” her, nummer 29, “Udredningen trak de sidste tænder ud,” her, afsnit 30, Magiske timeglas’ her Afsnit 31, “A Whiter Shade of Pale”, her. afsnit 32, “Diagnosens dag”, afsnit 33,” Asperger – og hvad så?” kan læses her, afsnit 34, “Vi er alle meget bekymrede”, her, afsnit 35, “Jeg lukker øjnene”, her, afsnit 36, “Should I stay or should I go now”, her, afsnit 37 ‘Er du også mor til en Aspie”? her, afsnit 38, Jeg henter bidder af verden hjem til min datter. afsnit 39, ‘Nu får i god hjælp’ og endelig afsnit 40, Vil du med på bondegård? og endelig Et lykkeligt møde med Panda-koen, Gertrud, nummer 42 her, afsnit 43, ‘Hvad med Juleaften?” her, afsnit 44, Som perler af lys, her og afsnit 45, Historien om K: Mit Lys, min Kærlighed, her , afsnit, 46, Pædagogens uventede besøg, her, afsnit 47, Hvad en Aspie-mor skal vide, afsnit 48, Godnat min skat, sov godt, afsnit 49, Med vidt åbne øjne, afsnit 50, Giv vikaren skylden, afsnit 51, K og de hellige køer her , “Ja”, afsnit 52 her, afsnit 53, “Togvogns-traditionen og den særlige 15-års fødselsdag”, her, afsnit 54, ‘Magi mikset med et skvæt af myndighed’, her, afsnit 55, ‘That’s my birthday girl’, afsnit 56 ‘Mit signal’, afsnit 57 ‘Farvel!, afsnit 58 ‘Væk mig fra dette mareridt‘, 59 ‘Magt uden viden‘, afsnit 60 ‘Radiotavshed’, afsnit 61 ‘Jeg har vigtigere ting at bruge mine tanker på‘, afsnit 62 ‘I det kommunale venteværelse’, 63 ‘Pædagogrokaden‘, 64 ‘Solen brager igennem‘, afsnit 65 ‘Stuen er fuld af regnbuer‘, afsnit 66 ‘I den blinde vinkel’, afsnit 67 “På det offentliges regning” her, afsnit 68, “K, Bulldoggen og Totoro*, her, 69, “Lad os se, hvor hårdt vi kan slå,” her, afsnit 70, ‘Tag dig i agt for psykopatien’, afsnit 71, Totoro, Anais og K – T.A.K, afsnit 72, Værdien af hverdags-autister, afsnit 73, Snedkerens besøg, afsnit 74, Kommunen smider om sig med bomber‘ og endelig afsnit 75, ‘Man kan f*cking ikke købe Grønland – og man kan ikke købe os‘.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
