PORTRÆTINTERVIEW // BUSINESS – I 2006 landede en forelsket fitnessinstruktør fra Los Angeles i København. Han havde opgivet alt i sin hjemby for at være sammen med sin online-kæreste. Kæresten var den danske skuespiller Klaus Tange, som netop nu her i 2023 er i gang med optagelserne til en stor og stjernespækket international HBO-serie på Island. For blot en måned siden kunne deres fælles projekt, kaffebaren Next Door Café, med stor succes fejre 10-års fødselsdag. POV’s Poul Arnedal har mødt de to café-ejere i ’Pisserenden’ i København og kan berette om en usædvanlig kærlighedshistorie.
Fortællingen om Next Door Café er en kærlighedshistorie. Og det er ikke blot en historie om kærligheden mellem to temmelig forskellige mennesker. Det er også kærligheden til et kvarter og dets beboere. Og den er tilsyneladende gensidig.
Vi befinder os i Pisserenden – af sarte sjæle også kaldet ”Latinerkvarteret”. Det er kvarteret i det indre København, som ligger mellem Strøget og Nørre Voldgade og vest for Universitetet og Vor Frue Kirke. I knap 500 år har den officielle betegnelse været Nørre Kvarter.
Historien om Next Door og dens ejere er dog af nyere dato. Caféen har netop kunnet fejre 10-års fødselsdag og er i dag et særdeles populært samlingssted for både de lokale og folk, som besøger Pisserenden.
Første gang, man som gæst træder ned ad trapperne til Next Door i Larsbjørnsstræde og møder Skyler Rowland – der er kronraget og med tatoveringer i både hovedet og på arme og overkrop samt ring i næsen og med masser af store tunge smykker – kunne nogen måske umiddelbart forledes til at tro, at man er kommet ind på en hardcore rockerbar.
Men bag caféens bohème-interiør med gamle spejle, umage træborde og indehaverens grønlakerede negle og stramme psykedeliske tights, der ikke overlader meget til fantasien, gemmer der sig en ganske anden historie.
Men da det hurtigt rygtedes i nabolaget, blev der straks oprettet en facebookgruppe: ’Lad os køre Klaus til Herlev Hospital’, hvor de lokale kunne skrive sig op til at køre Klaus frem og tilbage …
Og spurgte jeg så den 56-årige Skyler Rowland, hvorfor han havde alle sine iøjnefaldende kropsudsmykninger?
Nej, det gjorde jeg ikke, ligesom jeg ikke spørger en kvinde, hvorfor hun har fået farvet eller afbleget sit hår, har smidt bh’en eller fået piercinger i øjenbryn og næse.
De er blot en del af Skylers personlige fremtoning, og kropsudsmykninger stammer formentlig fra hans fortid som fitnesstræner i Los Angeles, hvor han er født og opvokset. Og det var her, han befandt sig, da han for 17 år siden mødte den danske skuespiller Klaus Tange online.
At ankomme i Kastrup var som at lande i ‘Nowhere‘
”Vi skrev e-mails og var online i tre måneder. Så inviterede jeg ham til at komme til Danmark, så vi kunne mødes,” fortæller Klaus Tange, der på det tidspunkt delte en lejlighed på Østerbro med en ven.
Klaus er uddannet skuespiller fra Aarhus Teater i 1985. Han har bl.a. boet og arbejdet med film og teater i Italien for over 30 år siden. Han har spillet titelrollen i musicalen Jesus Christ Superstar på både Det Ny Teater og Aarhus Teater og haft en lang række fortrinsvis biroller i både danske og udenlandske film og tv-serier. Lige nu er han i gang med optagelserne til en stor, international tv-serie til HBO, som bliver optaget i Island. Og han er netop kommet tilbage til Danmark og Pisserenden, mens han har en pause i optagelserne. Her har Klaus og Skyler i dag en lejlighed, som ligger lige oven på deres café i Larsbjørnsstræde.
”Da jeg mødte Klaus på nettet, anede jeg ikke, hvor Danmark og København var. Vi amerikanere er geografiske analfabeter, og for mig kunne det lige så godt have været et sted i fx Holland,” konstaterer Skyler, som for første gang satte sine ben på dansk jord i marts 2006 og midt i den koldeste vinter.
”Da jeg var ved at lande i Kastrup, tænkte jeg: ’Hvor i al verden er jeg henne?’ Jeg var vant til storbyen L.A., men her var der masser af åbent land over det hele. Det var som at flyve til ’Nowhere’.” Los Angeles er USA’s næststørste by med knap 4 mio. indbyggere og en udstrækning, der er lidt større end Lolland.
Som at have ”mistet en legemsdel”
Men hverken vinterkulden eller det fremmedartede landskab afskrækkede ham. ”Vi havde en skøn uge sammen. Inden jeg tog hjem igen, var vi forelskede, og mens jeg forsvandt op ad rulletrappen i lufthavnen, råbte vi ’I love you’ til hinanden,” fortæller Skyler.
”Jeg havde det, som om jeg havde mistet en legemsdel. Men jeg vidste også, at et langdistanceforhold på tværs af Atlanten aldrig ville fungere,” supplerer Klaus. Efter et stykke tid spurgte han Skyler, om han kunne tænke sig at komme og bo i Danmark. Og som den pragmatiske dansker tænkte han, at det var noget, der skulle planlægges, og at der måske ville gå et halvt år.
Men her havde han forregnet sig. Uden ret lang betænkningstid svarede Skyler: “Ja, jeg kan tage et fly i næste uge.” Der gik dog 19 dage, inden Skyler Rowland landede i Kastrup med to weekendtasker, som rummede alle hans ejendele. Resten havde han givet til Røde Kors. Sin lejlighed i L.A. havde han også opgivet.
Skyler havde ikke noget ønske om at arbejde på en café. Han var jo fitnesstræner
I mellemtiden havde Klaus studeret de danske udlændingeregler og fundet ud af, at hvis Skyler skulle have mulighed for et længere ophold i Danmark, måtte han selv som vært have en lejlighed, der stod i hans eget navn. Det gjorde delelejligheden på Østerbro ikke. Men med venners hjælp fik han i løbet af en uge skaffet en diminutiv lejlighed på 32 m2 i Hørsholm, som lå 20 minutters gang fra den nærmeste station.
”Jeg havde aldrig drømt om at bo i Hørsholm, og det blev aldrig vores drømmested. Efter otte måneder lykkedes det os at få en lejlighed på Nørrebro,” siger Klaus. Samtidig blev det dansk-amerikanske par gift, så Skyler kunne få permanent opholdstilladelse.
”Du er nødt til at integrere dig med danskerne”
Det var parrets revisor, som de i dag kan takke for, at de endte som caféejere i Larsbjørnsstræde.
”Du er nødt til at integrere dig med danskerne,” sagde revisoren til Skyler. ”Og jeg kender en, som har en kaffebar i Studiestræde. Måske vil han ansætte dig.”
Skyler havde ikke noget ønske om at arbejde på en café. Han var jo fitnesstræner. Men via revisoren kom han alligevel til samtale med ejeren af Ricco’s Kaffebar i Studiestræde. Og han kunne åbenbart se noget i amerikaneren, som Skyler ikke selv lige havde opdaget, så han endte med at hyre ham.
Efter kort tid blev han ’manager’ og var den, der kørte forretningen.
Og det var lige midt i Pisserenden.
Et meget anderledes kvarter
”Det er et kvarter, som var meget anderledes end det sted, hvor vi boede på Nørrebro, hvor man dårlig nok kendte og hilste på de mennesker, som boede i ens egen opgang. Herinde kendte alle hinanden og hilste og snakkede på gaden. Jeg blev forelsket i både området og dets beboere, og efter et par år blev vi enige om, at her ville vi gerne bo,” fortæller Skyler.
Selvom de ikke regnede med, at det var muligt at finde noget, så sagde de det alligevel til alle, de kendte. Og efter kun to uger tilbød en af kunderne på caféen, hvor Skyler arbejdede, at de kunne leje en lejlighed i et baghus i Larsbjørnsstræde. Han ejede nemlig hele ejendommen.
Det er her, Next Door i dag ligger i kælderetagen i forhuset, og Klaus og Skyler nu bor ovenpå.
Mange havde undervejs sagt til Skyler, at han skulle have sin egen café i stedet for at arbejde for andre, men det havde han ingen planer om. Efter på fem år at have gjort Ricco’s til en stor succes, som havde bredt sig til en hel kæde, var Skyler fortsat som leder af en café på Christiania, men han ville gerne prøve noget helt andet.
Blev tilbudt en tidligere pizzabar
Så en dag, hvor han kom hjem fra arbejde, blev han stoppet af ejeren af huset i Larsbjørnsstræde, som tilbød ham at overtage kælderforretningen i forhuset. Den var lige blevet forladt af nogen, som havde haft en pizzabar. ”Hvis du vil have den, er den din, og du kan få den uden at betale noget for overtagelsen. Ellers sælger jeg den til anden side. Men jeg har stor respekt for det, du har gjort omme i Studiestræde,” sagde han.
”Det var godt nok noget af et tilbud, så jeg gik hjem og spurgte Klaus: ’Hvad synes du?’”
I første omgang var det ikke en idé, Klaus tændte på. Han var jo skuespiller, og at åbne en café ville også kræve en indsats fra hans side. Men efter lidt betænkningstid sagde han: ”Ok, vi giver det tre år.”
Ved venners og naboers hjælp fik de på tre uger forvandlet pizzastedet til en hyggelig kaffehule.
”Vi havde ikke ret mange penge. Så en nabo hjalp med at bygge en bar og male væggene. Venner fra Christiania hjalp os med noget af inventaret, og for 1000 kr. købte vi en brugt kaffemaskine. Tre uger senere åbnede vi – den 1. december 2012 – og vi var kun Klaus og jeg,” fortæller Skyler.
Jeg er jo ikke så mobil som tidligere – og så er jeg også blevet 60 år, så jeg får ikke den vildeste rolle, hvor jeg skal springe rundt
”Jeg havde aldrig prøvet sådan noget før, så det var noget af en læringsproces. Og heldigvis havde jeg ikke nogen skuespillerjobs i netop den periode, så jeg kunne gå helhjertet ind i det. Skyler var bossen. Jeg stod for køkkenet og spisekortet. Og efter tre måneder gik det så godt, at vi langsomt kunne begynde at ansætte folk,” siger Klaus Tange.
”Som en helt naturlig ting begyndte mange af mine gamle kunder fra Studiestræde at komme her,” supplerer Skyler og fortsætter: ”At det er lykkedes at gøre stedet til en succes, skyldes ikke mindst en meget stærk opbakning fra kvarteret, hvor de lokale hurtigt begyndte at blive stamkunder. Og i dag, hvor det, der skulle have været tre år, er blevet til ti, har vi kunnet følge folk, der er blevet kærester her på stedet, og andre, som har fået børn, som nu også kommer med herned. Vi er en del af kvarteret.”
Blev kørt til hospitalet hver dag i seks uger
Og det, som Skyler på sit amerikanske kalder community spirit, kom for alvor til udtryk for syv år siden, hvor Klaus blev ramt af en alvorlig kræftsygdom.
Som et led i behandlingen skulle han have strålebehandling på Herlev Hospital seks dage om ugen i seks uger. Og hans største bekymring var ikke, hvordan behandlingen ville forløbe, men hvordan han skulle komme fra Larsbjørnsstræde og til hospitalet og tilbage igen hver eneste dag i så lang en periode.
Men da det hurtigt rygtedes i nabolaget, blev der straks oprettet en facebookgruppe, ”Lad os køre Klaus til Herlev Hospital”, hvor de lokale kunne skrive sig op til at køre Klaus frem og tilbage. Klaus blev kørt til Herlev og hjem igen hver eneste dag, og ofte var tilbuddene om kørsel overtegnede.
”Det er simpelthen den største kærlighedserklæring, jeg har fået fra alle mine naboer her i Pisserenden. Og det er den samme kærlighed og støtte, vi møder hver eneste dag i caféen,” siger Klaus, der i forbindelse med strålingen fik en infektion i sine knogler, hvor han i forvejen havde et implantat. Det resulterede i, at han efterfølgende var indlagt i over et år og bagefter skulle optrænes i at kunne gå og bevæge sig igen.
”Og igen bakkede folk op og kørte Skyler frem og tilbage, så han kunne komme og besøge mig. Den støtte fra naboerne var helt enestående også for Skyler, som jo var alene tilbage her og skulle passe caféen.”
”Vi flytter til Spanien, når jeg kan gå igen!”
I dag har hverken Klaus eller Skyler planer om at forlade hverken caféen eller Pisserenden. Men i dag kører den så godt, at de også har mulighed for at holde pauser fra den daglige drift, selvom det stadig er Klaus, der står for alle indkøb til køkkenet. Men det kan han heldigvis klare online, selvom han er på filmoptagelser i Island – eller sidder i Valencia.
Da han efter strålebehandlingen fik infektion i knoglerne, begyndte det med, at han lå i koma på hospitalet i en uge.
”Det første, han sagde, da han vågnede op, var: ’Vi flytter til Spanien, når jeg kan gå igen.’ Vi havde været der året før, mens han havde en optur under sin sygdom. Og da han så småt begyndte at komme på benene igen, købte vi en lejlighed i Valencia,” siger Skyler.
”Jeg var skuespiller og havde levet af det hele mit voksne liv, men nu havde jeg et mindre handicap og vidste ikke, hvor godt jeg ville komme til at gå igen. Under forløbet var mit ene ben blevet kortere end den andet, og muskelmassen var forsvundet. Det var en livskrise,” siger Klaus.
Da de rykkede til Valencia, kunne Klaus stadig kun gå ved hjælp af krykker. Efter et par måneder kunne han klare sig med en stok, og efter seks måneder kunne han gå ved egen hjælp.
Skulle genopfinde sig selv
”En af grundene til, at jeg kom igennem krisen, var støtten og kærligheden fra lokalmiljøet. Men når man efter en meget lang periode ikke længere er patient, så skal man opfinde sig selv igen. Og i Valencia kendte vi ikke nogen, så der kunne jeg starte helt på en frisk og genopbygge mig selv,” forklarer Klaus. Og allerede efter et år fik han en rolle i Netflix-serien Tribes of Europe.
”Men jeg er jo ikke så mobil som tidligere – og så er jeg også blevet 60 år, så jeg får nok ikke den vildeste rolle, hvor jeg skal springe rundt. Det er mere som vampyr og lignende,” konstaterer han med et stort grin i sit furede ansigt.
Og heldigvis kører Next Door Café så godt, at de i dag skiftevis kan bo 14 dage i Valencia og 14 dage i Larsbjørnsstræde, hvor Skyler fortsat er den altfavnende boss og ansigt udadtil.
”Og uden et fantastisk personale, som forstår at skabe den rigtige stemning, ville det aldrig gå,” konstaterer han og fortsætter: ”Og jeg har det stadig sådan, at når jeg kommer tilbage fra Spanien og går oppe fra Nørreport Station og kommer til Sankt Peders Stræde og drejer om hjørnet, så sænker jeg skuldrene og slapper af, for så er jeg hjemme. Her er så mangfoldigt med alle typer af mennesker og både ældre og unge og mange nationaliteter. Det er det eneste sted i Danmark, jeg kunne forestille mig at bo.”
”For mig giver caféen også en stabilitet, som er vigtig. Når man befinder sig på et stort anlagt filmsæt i udlandet med store stjerner på rollelisten, og hvor der bliver sørget for dig i alle ender og kanter, så er det med til at holde dig nede på jorden, når du også lige skal på computeren og bestille grøntsager til caféen til i morgen,” slutter Klaus Tange.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
