ESSAYSERIE – “I over et år, i seksogtres essays, har jeg skrevet, beskrevet, delagtiggjort og dokumenteret K’s kamp. Det er cirka 1500 ord per essay i gennemsnit, cirka 99.000 ord. Det hele er naturligvis altid set gennem mine øjne, mærket gennem mit hjerte, følt i mine celler. Jeg har inviteret alle til at bruge mig, som et sæt virtual reality briller og deltage i vores liv.” Odile Poulsen skriver hver fredag om sin datter K på 15 år, som har fået stillet diagnosen Aspergers Syndrom. I dagens afsnit, som er nummer 66, reflekterer Odile over familiens situation.
Mine ord er ikke nok. De er ikke nok, selv om de ikke er for få eller for mange, ikke er umættede eller ikke meningsfulde. Nærværende eller præcise nok. Tidssvarende, korte eller lange nok.
De er bare slet ikke i nærheden af at være nok.
For de gør ingen forskel; de er vandet på gåsen og skrædderen i helvedet; de er det samtidig og hver for sig. Minus og minus giver plus eller også er det omvendt, jeg kan ikke huske det, men det er også lige meget, for lige meget hvad jeg svarer, svarer jeg forkert.
Intet af det jeg siger, kan på nogen måde afværge den katastrofale ’fejltagelse’ det er, når kommunen moser ind over os uden så meget som før – eller siden – at tage hensyn til det, de ser, når de kigger sig over skulderen, kaster et blik i sidespejlet, spejder ind i de blinde vinkler.
Når det sker i trafikken med dødsfald til følge, klassificeres det strafferetsligt normalt for manddrab.
Så er det kun den fortvivlelse chaufføren udviser, den tyngde af skyld vedkommende angrer med – naturligvis sammenholdt med vidnesbyrd og politiet efterforskning – der placerer skyldsspørgsmålet. Eller mere korrekt, om der er en strafbar skyld. Altså, om der kan påvises et forsæt.
Moderens skrig krængede himlen ad led, som en dåseåbner en sardindåse. Jeg skyndte mig instinktivt at rulle Chrystler’ens vinduer op i håb om, at skriget ikke ville nå ind til K
Den byrde chaufføren altid vil bære med sig fra det uagtsomme manddrab, vil juridisk blive målt og vejet for at vurdere, hvilken straf der skal udmåles:
Havde chaufføren gjort sig alle tænkelige og praktiske handlinger for at forhindre dødsulykken? I så fald er straffen langt mildere eller det mildeste mulige.
Et uagtsomt drab kræver uforsigtighed, manglende agtpågivenhed, tabt overblik, pludseligt anfald af sygdom, noget der gør, at man ikke kan stilles til ansvar. Man kan kun begå uagtsom drab uden at ville det.
Jeg så det ske engang – faktisk så K og jeg det sammen.
I Københavns farligste lyskryds ved Damhussøen, da en niårig pige blev slået ihjel, uagtsomt, af en lastbil i et højresving.
Moderen cyklede lige bag ved og så derfor sin datter ryge ind under lastbilen.
Moderens skrig krængede himlen ad led, som en dåseåbner en sardindåse. Jeg skyndte mig instinktivt at rulle Chrystler’ens vinduer op i håb om, at skriget ikke ville nå ind til K.
Pigen og K var nøjagtig på samme alder.
Alle os, der befandt os i det meget trafikerede lyskryds, var med ét knips sat ind i en ramme, vi få minutter forinden end ikke ville turde tænke til ende. Folk stivnede på fortovene og i bilerne, alle kiggede vi i samme retning.
Medierne var der, eller måske var det bare folks private mobiloptagelser, der bredte sig som tråde ud i landet, og under to timer senere blev jeg kontaktet af Ekstra Bladet, der ville have vidneberetninger.
Den skrigende mor ude på kørebanen var klodset op af to-tre personer.
Måske var det fremmede, måske var det nogle naboer, som havde set det hele udspille sig oppe fra lejlighederne. Moderen og datteren boede lige ud til krydset og var mindre end ét minut fra at være nået hjem.
Trods den igangværende førstehjælp må moderen have været den mest forladte lige dér.
Lastbilen stod tom midt ud i krydset med døren åben ind til førersædet – som en strandet hval der ikke hørte til længere, som ikke kunne komme væk igen, ikke kunne redde sig i land.
Det er så meget tabu at skrive om psykiske sygdomme. Men jeg ser ingen grund til, at K eller nogen andre skal skamme sig over angst og depression. Eller over at være autist
For os der kom ind ad Grøndals Parkvej fik den stillestående lastbil den forskånende funktion at skærme os mod dét, vi ikke kunne bære at se.
Siden blev seks af vidnerne kørt til krisehjælp på Rigshospitalet.
Heldigvis så K ikke pigen ligge på kørebanen. Sådan tænker man: Godt det ikke var mit barn, godt mit barn ikke skulle se det.
Chaufføren gik frem og tilbage med hænderne flettet sammen på oven på hovedet og albuerne stak huller i luften.
På måden han gik rundt, kunne vi se, han var chaufføren. Det var ikke, fordi han blødte at han tog sig til hovedet og vandrede hvileløst frem og tilbage – det var chok, fortvivlelse, alverdens ulykke der var landet i ham. Dét, der aldrig måtte ske, var netop sket med for ham. For dem.
K stirrede på ham, jeg ligeså.
’Hvorfor er han så fortvivlet?’ spurgte K, mens jeg manøvrerede bilen væk fra rædslen, som vi heldigvis kunne køre væk fra – jeg takkede lydløst igen og igen for, at vi kunne. At det ikke var os, at det ikke var min sol, der var fanget på asfalten for altid.
Man siger i øvrigt, at autister ikke kan aflæse andre menneskers ansigter. Derfor bruger man forskellige læringsmetoder til at træne det med (især) mindre børn.
Men K har aldrig udvist tegn på vanskeligheder og det er først nu – efter sin diagnose – at hun forklarer, at hun har haft mange problemer med det. Alligevel har hun sjældent set forkert, og det er jo netop en af kernerne i hendes problemer med mennesker: At de viser ét, men føler noget andet.
Og K sanser dette, hun ser det og hendes observationer er skarpe. Hun er, og vil altid være, afhængig af dem for at klare sig blandt andre mennesker.
Det minder mig om, at min mor engang fortalte, at jeg altid kiggede intenst på folks ansigter og munde, da jeg var lille. Det forklarede vi med, jeg ikke kunne høre.
Min hørelse blev pludselig halveret, da jeg var nogle år gammel. Først da jeg som et par og tyveårig boede i København, fik jeg mine første tilbundsgående undersøgelser. Lægerne konstaterede, at skaden var langt dybere og endegyldig, end jeg selv anede, og de spurgte ind til, hvilken slags trafikulykke, der havde forvoldt den skade.
Jeg har aldrig nogensinde været i en trafikulykke. Eller i nogen ulykke.
Det var en forsætlig handling udført af en voksen mod et barn hjemme i privaten. Samfundet kalder sådan noget for (familie)tragedier – jeg kalder det forbrydelser. Forskellen på forsæt og uskyld.
Nogle mener, jeg udstiller K, at det er synd for hende – uden de i øvrigt løfter et øjenbryn over den enorme fotoudstilling af børn på de sociale medier. Men de er undskyldt, for vi vil altid gerne se børn der er sjove, nuttede og søde
’Det er en ulykke – han må have kørt nogen ned!’, prøver jeg at afdramatiserer overfor K, mens jeg ryster indeni.
’Hvor er det frygteligt for ham! Den stakkels mand!’
’Ja, den stakkels mand..’ gentog jeg. Hele vejen hjem var jeg ekstra opmærksomt – både på trafikken og på hvad K havde opfattet.
Cirka et år senere fik chaufføren heldigvis kun en bøde og fratagelse af kørekortet, straffelovens mildeste straf.
For sådan skal det være – vi kan ikke altid stilles til ansvar for et splitsekund, der aldrig skulle være sket, som alle ville ønske kunne trækkes tilbage, rewindes for aldrig at afspilles igen.
Der sker ulykker, der er menneskelige fejl, livet er fuld af dem og det kan vi naturligvis aldrig undgå eller afværge.
Det er en tragedie, en ulykke.
Men hvorfor benævnes det ikke engang som en tragedie eller ulykke, når børn og unge køres over af kommunale indgreb, der ikke øger deres trivsel? (Hvorfor fortælles det knap nok?)
Når kommunen laver ’fejl’ begået med vågne, åbne øjne, fuld bevidsthed og tilstedeværelse. Med al indsigt i, hvordan der handles, af hvem og hvornår. Når intet er uforsætligt, men alt er planlagt, aftalt og godkendt.
Når kommunen træffer afgørelser, der for altid vil ændre borgeres liv negativt. Når der er mange til at gennemse samme materiale, have tilgang til samme viden og er uddannet til at arbejde med præcis med de sager, de sidder med.
Når alt det er tilstede, hvordan kan man så vedblive at kalde det fejl?
For det er jo ikke sådan, at en eneste af de beslutninger, der træffes kommunalt, kun træffes af én person.
Det er ikke som lastbilchaufføren, der kun har sine egne øjne, hænder og ben, kun sit eget udsyn. Der ikke har en sekundær pilot, en kørersagkyndig eller chef med til at sparke bremserne i.
Alligevel kører kommunen for fuld smadder over for rødt lys, svinger rundt, drejer synet over skuldrene, kigger i sidespejle og lastbil-spejlene. De kører aldrig alene, men er flere til stede, der handler. Eller ikke slår bremserne i.
Det faktum, at der er mange der træffes en fælles beslutning, gør en fælles handling, kunne godt få nogen til at tænke, at det så er mere korrekt.
Mine ord slår ikke til. De er ikke relevante nok, salgbare nok, egnede nok. Nu må andre stemme i
Selvfølgelig er der altid delte vande og dem, der slår det hen med, at det må være forældrene:
De er uansvarlige, sætter ikke grænser, bruger børnene til selv at få opmærksomhed, og det hele er vist også bare lidt en storm i et glas vand, for alle får da diagnoser i dag og selvfølgelig handler kommunen efter borgernes – i hvert fald børnenes – bedste. Greta Thunberg og hendes forældre er et godt eksempel på dette.
Men det fortsætter, ulykken fortsætter og griber om sig, og jeg aner ikke, hvad det er, der skal til, før det stopper! Før nogen stopper den spiral af dysfunktion, der hærger vores samfund. Den agtsomme, forsætlig sygelighed.
Det eneste gode er, at medierne så småt er begyndt at pippe op med historierne, familierne begynder så småt at blive synlige. Måske når vi er mange vil effekten, ’Når mange siger det samme, så er det sandt’ virke til vores fordel. Vores #MeToo.
I over et år, i seksogtres essays, har jeg skrevet, beskrevet, delagtiggjort og dokumenteret K’s kamp. Det er cirka 1500 ord per essay i gennemsnit, cirka 99.000 ord.
Det hele er naturligvis altid set gennem mine øjne, mærket gennem mit hjerte, følt i mine celler. Jeg har inviteret alle til at bruge mig, som et sæt virtual reality briller og deltage i vores liv.
Nogle mener, jeg udstiller K, at det er synd for hende – uden de i øvrigt løfter et øjenbryn over den enorme fotoudstilling af børn på de sociale medier. Men de er undskyldt, for vi vil altid gerne se børn der er sjove, nuttede og søde. Og dygtige.
Faktisk vil vi hellere se kræftsyge børn, når nu vi skal se lidelser.
Jeg tror bare, vi har en meget lav tærskel for hvor meget smerte vi kan rumme at se (lastbilen der belejligt spærrer for blikke), og jeg kender da udmærket fra mig selv, den nok kortvarige, men lykkelige følelse ved at trøstespise sødt, salt og fedt.
Det er så meget tabu at skrive om psykiske sygdomme. Men jeg ser ingen grund til, at K eller nogen andre skal skamme sig over angst og depression.
Eller over at være autist – for det er kun de få, der ved, at det ikke er fordi man hverken er syg, dum eller snotforkælet, når man som autist agerer i overensstemmelse med ens indre liv.
Det ændrer ikke ved min vrede over, at K’s liv skal være så forkrampet, fordi kommunen ikke vil gøre det rigtige, og fordi det ikke synes at påvirke nogens søvn synderligt, at piger smuldrer for øjnene af os!
De typiske – dem der er mainstream – dem der går i det samme tøj, handler i samme butikker, tager samme uddannelser, går på samme jobs, får børn samtidig og køber boliger og biler og laver mad, der alt sammen deles som enslydende lykke på de sociale medier, de begriber ikke omfanget af vores samfunds minutiøse ofring af dem, der ikke er neuro-typiske.
Men det skal de før, der kan skal ske en forandring.
Ja, undskyld, hvis jeg træder i spinaten eller over nogens tæer, og lyder en kende hysterisk i mit stemmeleje – ingen bryder sig som en hysterisk kvinde og slet ikke en vred en. Vrede kvinder er så usexede, puha, dét begår sig ikke.
Det ændrer ikke ved min vrede over, at K’s liv skal være så forkrampet, fordi kommunen ikke vil gøre det rigtige, og fordi det ikke synes at påvirke nogens søvn synderligt, at piger smuldrer for øjnene af os!
For jo, også dét er en uskøn sandhed! Det er pigerne med problemer, der kommer i anden række i forhold til drengene. Pigerne opdages ikke i tide, men brænder ud og brænder sammen, bliver til forkullede skygger af dem selv, mens de prøver at gøre det man skal i skolen, og de kommer for sent til de minimale ressourcer, der findes i psykiatrien.
For drengene har været der længe før. Selvsagt skal drengene have hjælp! Også i tide, men skal det være på bekostning af pigerne?
Mine ord slår ikke til. De er ikke relevante nok, salgbare nok, egnede nok. Nu må andre stemme i.
’Lad os se hvor meget vi kan tage.
Hvor højt vi kan skrige.
Hvor hårdt vi kan slå.’
Claus Hempler, ’Tung Tweed i Juli’, albummet Kuffert fuld af mursten, 2019.
Hvis du kunne lide, hvad du har læst og får lyst til at donere et beløb for oplevelsen til skribenten, kan du gøre det via Odile Poulsens Mobile Pay: 3064 3538.
Foto: Pxhere.
Læs de 65 forudgående essays i Odile Poulsens fortælling om datteren K – og om at leve for hende og sammen med hende her: Afsnit 1: Hvad gør vi nu, lille du, afsnit 2: Mens vi venter i Systemet, her, afsnit 3: Here Comes the Sun, afsnit 4: Smil, det smitter – jeg skal bare lige have en tudetur først, afsnit 5: Undskyld, kan du vise mig vejen til mulighedernes land?, afsnit 6, Den der tier, lyver her, afsnit 7: Rigtige venner står for fald og kan købes, her og afsnit 8.1 Vi prøver med en ny begyndelse – en gang til, her, 8. afsnit, del 2, her, afsnit 9 Pushermama findes her, 10. del, Historien om K –Det siger sig selv kan læses her, 11. afsnit, “Solen går til psykolog“, kan læses her, 12. afsnit, “Lattergas” her, 13. afsnit “Jeg gik op i en spids for at se mig lidt omkring,” her ,14. afsnit, “We do what we can”, her, 15. afsnit, Catch 22, her, 16. afsnit, “It’s your last chance”, her, 17. afsnit, “Intet nyt er godt nyt for de fleste, men svært at tro på for de få”, her,18. afsnit, Bror og søster – L & K, her, 19. afsnit, ’Vi er liv og lys, vi er skygger og magi’, her 20. afsnit, ‘Vi er drømme lagt på is, vi er det tabte paradis’ , 21. afsnit ’På gyngende grund’, her, 22. afsnit “Virkeligheden overgår altid fantasien” her, 23. afsnit Den første ventetid er slut, her , 24. afsnit, ‘Den Fremmede – udredningen er i gang’ her, 25. afsnit, ‘Den livsvigtige telefonsamtale” her, 26. afsnit, ‘Ostehapsere – og et lille strejf af lykke’, her , nr. 27, ‘Alt det gode i livet tager tid’, her, nummer 28, “F….” her, nummer 29, “Udredningen trak de sidste tænder ud,” her, afsnit 30, Magiske timeglas’ her Afsnit 31, “A Whiter Shade of Pale”, her. afsnit 32, “Diagnosens dag”, afsnit 33,” Asperger – og hvad så?” kan læses her, afsnit 34, “Vi er alle meget bekymrede”, her, afsnit 35, “Jeg lukker øjnene”, her, afsnit 36, “Should I stay or should I go now”, her, afsnit 37 ‘Er du også mor til en Aspie”? her, afsnit 38, Jeg henter bidder af verden hjem til min datter. afsnit 39, ‘Nu får i god hjælp’ og endelig afsnit 40, Vil du med på bondegård? og endelig Et lykkeligt møde med Panda-koen, Gertrud, nummer 42 her, afsnit 43, ‘Hvad med Juleaften?” her, afsnit 44, Som perler af lys, her og afsnit 45, Historien om K: Mit Lys, min Kærlighed, her , afsnit, 46, Pædagogens uventede besøg, her, afsnit 47, Hvad en Aspie-mor skal vide, afsnit 48, Godnat min skat, sov godt, afsnit 49, Med vidt åbne øjne, afsnit 50, Giv vikaren skylden, afsnit 51, K og de hellige køer her , “Ja”, afsnit 52 her, afsnit 53, “Togvogns-traditionen og den særlige 15-års fødselsdag”, her, afsnit 54, ‘Magi mikset med et skvæt af myndighed’, her, afsnit 55, ‘That’s my birthday girl’, afsnit 56 ‘Mit signal’, afsnit 57 ‘Farvel!, afsnit 58 ‘Væk mig fra dette mareridt‘, 59 ‘Magt uden viden‘, afsnit 60 ‘Radiotavshed’, afsnit 61 ‘Jeg har vigtigere ting at bruge mine tanker på‘, afsnit 62 ‘I det kommunale venteværelse’, 63 ‘Pædagogrokaden‘, 64 ‘Solen brager igennem‘ og endelig afsnit 65 ‘Stuen er fuld af regnbuer‘.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
