ESSAY – “Mor, jeg kan ikke gøre for det! Mine tanker – jeg kan ikke lade være med at tro, du er ligeglad med mig … Selvom du måske bare sidder med noget arbejde. Jeg tror det bare, og jeg gør det så svært for dig at være min mor. Jeg gør dig ked af det, og det kan jeg ikke lide”, græder hun. Hendes ord kommer varme ud mod mit kraveben og hendes hjerte, der hamrer mod mit bryst, overdøver mit egets rytme. “Jeg er aldrig ligeglad med dig. Hør her, jeg vil ikke have nogen anden datter end dig. Jeg elsker dig og det gør ikke noget, at det er svært”. Odile Poulsen beretter om sin egen og sin families liv med deres snart 14-årige datter, K, der lever og kæmper med en lammende angst. Og hvor er det kommunale system? Meget langt væk – og langsomtarbejdende. Første del blev bragt for 14 dage siden.
“Har du hørt fra kommunen?” Niels står bøjet over køkkenvasken, i gang med at skrælle kartofler. Det er hans opgave at komme stormende ind ad døren med tung vejrtrækning og tunge indkøbsposer direkte fra jobbet, sprintende på sin cykel for så at fylde køkkenbordet med de netop indkøbte madvarer og sammenfatte det hele til familiens aftensmad.
Klokken går mod halv syv og K’s storebror har vanen tro, tjekket op på, hvad der er til aftensmad og hvad tid maden kan forventes at stå på bordet. K har, snart lige så vanen tro, formummet sig inde på sit værelse, også under aftensmaden, med Anais og Gerda, de eneste udover os tre i familien hun har en fast kontakt med.
Anais fik hun i sommer – en terapihund. Fordi jeg syntes det var en helt vild, fed ide, at hun fik mulighed for at tage sig af den lille English Bulldog med det markante underbid. Hun havde ønsket sig hende i lang tid. Ligesom hun længe havde ønsket sig Gerda, den hvide kanin med de sorte Disney øjenvipper, hun fik for fem år siden. For K elsker dyr. Inderligt og altid. Og vi elsker K, inderligt og altid.
Hvor ironisk er det ikke. En teenager med invaliderende angst får en hund for at hjælpe hende til at komme ud af sit hjem, men det viser sig, at hunden er så magelig, at den ikke gider gå tur
Men måske var det ikke den smarteste lavpraktiske ide at købe Anais. For K er fanget inde i vort nye hjem, som godt nok er et smukt fængsel. Men hun kan ikke komme udenfor. Hun vil gerne – hvor ofte har hun ikke fuld af fortvivlelse forklaret, at hun så gerne vil, hvis bare hun ku’. At vi ikke må tro, at hun er doven og uansvarlig overfor sin hunds behov. Og at det heller ikke er fordi, hun ikke gider eller ikke tager sit ansvar på sig. Det må I virkelig ikke tro. Mor!
Derfor går jeg med hunden, som ikke gider gå ture, men som modvilligt lader sig enten trække, presse eller allerhelst overtale ved brug af godbidder.
Hvor ironisk er det ikke. En teenager med invaliderende angst får en hund for at hjælpe hende til at komme ud af sit hjem, men det viser sig, at hunden er så magelig, at den ikke gider gå tur.
Det griner vi af ind imellem. Så kalder jeg for Anais for en ADD hund med svær angst og K griner. Hun har en dejlig selvironi, iboende og skærpet i detaljer. Vores familie fejer intet ind under de billige kludetæpper og humor er både vores ventil og en del af vort bindingsværk.
”Nej. Har du”? svarer jeg. Ret dumt. Selvfølgelig har han ikke hørt fra kommunen.
”Næh. Det er sgu da for dårligt. Hvordan kan de lade en teenager sejle sin egen sø, når de ved, hun ikke går i skole! Bare fordi vi er flyttet til en ny kommune”! Kartoffelskrællerne ryger hidsigt ned i køkkenvasken.
”Ja, ja, sådan er kommuner jo. Det ved vi. Jeg ringer i morgen,” japper jeg vrissende og afværger, hvad jeg tror vil komme. Magter ikke være irriteret på kommunen for det tager kræfter at mærke uretfærdigheden i at blive ignoreret og være vred og irriteret på et magtfuldt system, man ikke kan ændre.
For to år siden, havde vi, netop for at få hjælp af systemet, underrettet os selv. Vi satte selv noget nær vores største frygt i værk i den anledning, da vi gav socialsystemet Danmark færten af, at vi ikke er gode nok forældre. Vi slog, rystende på hænderne, døren op på fuld gab, så systemet ubesværet kunne kile sig ind i vor families inderste kerne, smelte facaden med uempatiske blikke og spørgsmål, vel vidende, at systemet besidder en større magt end vores forældremyndighed, der kan overhøres og overtrumfes, hvis det er.
Men systemet arbejder så langsommeligt og med så svag handleevne, at der går flere måneder mellem hvert møde og beslutning. Og det skal vise sig, at der skal holdes mange møder med mange mennesker og at det er vanskeligt at koordinere så mange menneskers kalendere. Der skal også træffes mange beslutninger, men det er sjældent, at der blandt mødedeltagerne er nogen med beslutningskompetencer.
Ja, bevares, ting tager tid, mens det til gengæld ingen tid tager for et barn eller en ung med psykiske lidelser at blive forfærdeligt mere syg. Og det bliver hun så. K bliver alt for tydeligt svækket og mere syg. Den inadækvate og forsinkede sygdomsbehandling overhaler hende inden om.
Det tærer også at bruge kræfter på et håbløst system og jeg magter ikke mere tæring. Alt skal vælges med omhu, selv spontaniteten. Alligevel vrisser jeg og er knotten overfor Niels. Som om det ikke tærer eller som om han på nogen måde kan gøre for, at jeg føler mig utilstrækkelig. Som om han anklager mig for ikke at tage ansvar for K.
En moder skal rumme og på magisk vis lade sig selv op med energi som en solcelle. Men solen skinner bare ikke længe nok, til at jeg kan nå det. Heller ikke selvom jeg er stærk nok, heller ikke jeg kan forhindre det mareridt, K er fanget i ved højlys dag og ikke kan vågne fra
Det meste af tiden prøver jeg at være ligevægtig. Ikke neutral, ikke ligeglad, men til den lette side. Sunny side up. Der findes ingen plads til dårlige, egoistiske dage, hvor jeg mest af alt kun ønsker at tale med mine egne tanker i ensomhed som den steppeulv, jeg er.
Jeg ved til gengæld også godt, at selvopofrelse alligevel ikke holder hele vejen. Kender det med hver en celle af min krop, men her eksisterer bare ingen logik og intet af det jeg mangler, finder jeg.
For hvad med K? Hvad med min smukke datter, hvor skal hun være? Hvordan kan jeg tillade mig at have det svært, når det er hende, der lider?
Sådan kværner mine tanker rundt – jeg er blot by-stander i det her. Moderen til datteren, der lider. En moder skal rumme og på magisk vis lade sig selv op med energi som en solcelle.
Men solen skinner bare ikke længe nok, til at jeg kan nå det. Heller ikke selvom jeg er stærk nok, heller ikke jeg kan forhindre det mareridt, K er fanget i ved højlys dag og ikke kan vågne fra.
Ku’ jeg bare tage hende, ruske hende, vække hende, åbne hendes øjne, så hun kan se – se ved selvsyn – at intet er så farligt, som hun tror. Men der er ingen buffer mellem hende og verden eller hende og hendes tanker, der leder hende væk fra virkeligheden, fra kærligheden og os – og fra sig selv.
Hvordan skal hun klare sig uden buffer til at skåne mod de værste bump? Jeg når at se nogle af bumpene, som vi nærmer os dem. Men langt fra alle og nogle gange tonser K mod dem med så høj fart, at det er alt for sent, at hugge bremserne i.
I afmagten stiller jeg mig på tagterrassen med udbredte arme og stirrer lige op i åben himmel, smurt i evigglad blå. Jeg overgiver mig til blot at være den lille kraft i noget langt større end jeg er. For noget langt større må hjælpe med at passe på hende. Og det er ikke kommunen
Engang troede jeg – og ’engang’ er blot bare et halvt år siden – at K, ligesom alle mennesker, kunne klare bump i livet. Naturlige bump, som hører til et sundt og almindeligt liv. Bump, der ligesom vaccinationer skal gøre os resiliente, som når vi oplever kærligheds-nedture eller dårlige karakterer i skole eller møder død eller sygdom. Nu ved jeg, at K ikke er, som vi andre. Hun reagerer ikke som vi gør, og hun kan ikke forventes at klare de bump.
Min lille skat, jeg så ikke, hvem du var.
I afmagten stiller jeg mig på tagterrassen med udbredte arme og stirrer lige op i åben himmel, smurt i evigglad blå. Jeg overgiver mig til blot at være den lille kraft i noget langt større end jeg er. For noget langt større må hjælpe med at passe på hende. Og det er ikke kommunen.
Jeg bilder mig stædigt ind, at jeg kan rationalisere med kræfterne ved at dosere mig selv i retfærdige mængder, drysset over K. Hun suger det til sig, som hun sugede sig ind til mig som baby.
Ligesom dengang ser det ud til, at jeg ikke kan slippe hende. For hvis jeg gør, så vælter hun. Men det gør jeg, jeg slipper hende ind i mellem, og så vælter hun.
Allerede inden K træder de næste skridt ned ad trappen, ved jeg, at jeg kommer til, at skuffe hende. Det sker af sig selv, ikke hver dag, men nogle gange hver dag.
Det er altid op til mig, om det sker. Min mindste trækken mig ud af nærværet, ekkoer, og bliver registreret og læst af hende som et dybvandslod. Når jeg er fraværende i relationen, sætter min manglende reaktion en efterfølgende negativ kædereaktion i gang hos hende.
Hvordan skal hun, kun netop fyldt fjorten år, kunne gennemskue sit sinds faldgruber eller hvordan hendes forestillinger vendes på vrangen?
Alligevel gør hun netop det og gennemskuer det. For hun ved, at hun gør og siger fejlagtige ting og at sygdommen styrer hende ind i misforståelser og destruktive illusioner om, at jeg er ligeglad med hende, ikke elsker hende og bare vil være fri for hende.
Og alligevel lyner det gennem mig af og til i mine øjeblikke af stort underskud eller for lidt overskud,’Hun må da kunne styre det! Hun må da kunne forstå, det er urimeligt, at kræve mig konstant!’ I de øjeblikke er jeg som en mor til en skrigende baby med kolik, der frygter sine hemmelige og skamfulde tanker om at smide baby ud af vinduet.
Men når de forestillinger styrer hende, kan hun ikke presse sin rationalitet ned over angsten og sende dem til tælling. Hendes fine væsen bliver strammet inde i et skruestik så hun staller, fastfrosset i uvirkelighedens billede uden at kunne stoppe.
Alligevel lyner det gennem mig af og til i mine øjeblikke af stort underskud eller for lidt overskud, ’Hun må da kunne styre det! Hun må da kunne forstå, det er urimeligt, at kræve mig konstant!’ I de øjeblikke er jeg som en mor til en kolik skrigende baby, der frygter sine hemmelige og skamfulde tanker om at smide baby ud af vinduet.
Da aftensmaden er spist og ryddet af, Storebror har taget trappen i tre spring for at chille på værelset, Niels har sat sig til rette i sofaen efter en lang dag og jeg sidder og arbejder ved spisebordet, en absolut fejl set i bakspejlet, jeg skulle have sat mig ved mit arbejdsbord på 2.sal, hører jeg hendes trin på vej ned ad trapperne, og jeg ved, at det går galt, allerede inden hun har nået de sidste trin.
Jeg prøver lidt forsinket, at spole fremad for at forhindre det, der vil ske om lidt, som når man i nanosekundet inden man styrter på sin cykel, opdager, at nu styrter man og det kommer til at gøre rigtigt ondt. Men det er for sent, for ordene er allerede formuleret og de kan ikke trækkes tilbage til glemslen, jeg kan ikke rette op, det er for sent, cyklen er allerede væk under mig.
“Jeg ved ikke hvad jeg skal spise.” K henvender sig usynligt til mig.
“Hm, det ved jeg heller ikke”, mumler jeg uden at se op fra skærmen. Og lige dér faldt hendes intentioner på gulvet. De lader sig ikke samle op, jeg ved det, for jeg kan se det uden at vende mit ansigt mod hende. Det sker nu. Selvom hendes far sidder lige bag hende i sofaen, bliver han ordløst fravalgt. K bevæger sig tavst hen til køleskabet, hvor hun henter salat med til Gerda fra grøntsagsskuffen, som hun straks går op med. Lidt efter kommer hun tilbage og sætter sig midt på trappen. Jeg sidder stadig med min Mac, hendes far stadig i sofaen.
SE! K HAR BRUG FOR DIG!”, råber han igen. “Men det har hun hele tiden! Hvornår forstår du det? Jeg er her hele dagen! Jeg er til rådighed hele dagen! Prøv du at være det”! råber jeg endnu højere
Nu er det jeg ville ønske, jeg kunne rewinde og forløse den uafklarede stemning, der holder os alle tre skakmat. Men en del af mig vil samtidig være i fred og ikke føle sig ansvarlig. Hvorfor kan jeg ikke bare være i fred? forsøger jeg for jeg er fyldt op og presset af, at være til rådighed med mine sanser, tanker, følelser, opmærksomhed og handlinger hele dagen – af og til i natlige mareridt.
Der findes ingen perfekt mor, det troede jeg, at jeg havde forstået, tilgivet og tilladt mig selv for ikke at være, for mange år siden. Men nu finder jeg mig selv i gang med, at støvsuge mine ressourcer, for at finde ud af, om jeg mon skulle have overset den perfekte mor et sted indeni mig. Det hele sker på én og samme tid, i de samme sekunder, hvor K sidder på trappen og jeg ved, at om lidt går det ned. Hun går ned, jeg går efter og Niels også. Og Storebror går også efter, for han vil mærke det som vibrationer gennem vægge og gulve. Så er det jeg stiler os lige mod afgrunden, cyklen styrter ud over skrænten.
“Jamen, hvorfor må Niels ikke hjælpe dig med maden? Han sidder lige der og han vil altid gerne hjælpe med mad”.
“Det kan han ikke, det er ikke det” …. græder K.
“Hvorfor kan du ikke komme og hjælpe hende med det?” anklager jeg ham.
“K har brug for dig nu! Du afbryder hende og hun har brug for dig,” råber han.
“Mor. Det er ikke dét,” græder K fra trappen.
-“SE! K HAR BRUG FOR DIG!”, råber han igen.
“Men det har hun hele tiden! Hvornår forstår du det? Jeg er her hele dagen! Jeg er til rådighed hele dagen! Prøv du at være det”! råber jeg endnu højere.
Så bliver alt stille. Vi bliver stille.
Min egen gråd er lydløs og ufokuseret, bare vand der finder afløb, som mine ord i øjeblikket før. Jeg undskylder ikke mine tårer, forsøger ikke at skjule dem, forsøger intet lige nu – ulykken er sket, ordene er tyret som squashbolde, der stædigt banker ind i væggene
Ordløs og skamfuld sidder jeg stadig ved spisebordet. K er løbet tilbage op ad trapperne, ind på værelset. Hendes voldsomme hulkende gråd iler ned ad trapperne, ned i min favn og skyldbetonet lader jeg dønningerne rulle ind over mig. Min egen gråd er lydløs og ufokuseret, bare vand der finder afløb, som mine ord i øjeblikket før. Jeg undskylder ikke mine tårer, forsøger ikke at skjule dem, forsøger intet lige nu – ulykken er sket, ordene er tyret som squashbolde, der stædigt banker ind i væggene.
Omhyggeligt undlader jeg, at se på Niels. Mine tanker er overdøvende og jeg er nødt til at lade dem drible hen over mig, for jeg er nødt til at finde vej ind til K igen. Det kan jeg først, når jeg er tømt for mit ego.
Efter atter i afmagt, at have stået på taget og stirret op i himlens glinsende nattebug, er jeg samlet og fredelig. Adrenalinen har taget sin sidste spurt og de kræfter jeg ikke havde for en halv time siden, da K ville mig, har langt om længe indfundet sig.
Hulkegråden er stilnet af bag hendes låste dør, men jeg venter endnu et øjeblik. Når at banke to gange, før jeg hører hendes vage ’Ja’. Spændvidden i hende fra manglen på kontrol for bare et kvarter siden, til det nu meget beherskede ’ja’, forbløffer mig hver gang. Lige så tryg jeg bliver, når jeg hører hendes slippen og given efter for den ophobede spænding, lige så urolig bliver jeg, når hun gemmer sig.
“Skat, det er o.k., det er o.k.”! Jeg trækker hende ind til mig, da hun åbner døren. Hun lader sig trække med, modstandsløst, som en lille killing båret i sit nakkeskind af sin mor. Jeg har dig, skat. Helingen af det sagte, der skulle være usagt, begynder. Vi står lige akkurat inden over hendes dørtærskel og det downfall, jeg fik hevet hende med ned i, er stadig tæt på og mærkbart.
“Undskyld, skat. Jeg skulle ikke have reageret, som jeg gjorde. Undskyld! De ting jeg sagde, det er ikke sådan, jeg mener det”, taler jeg sagte ned i hendes hår.
“Men mor, jeg kan ikke gøre for det! Mine tanker – jeg kan ikke lade være med at tro, du er ligeglad med mig… Selvom du måske bare sidder med noget arbejde. Jeg tror det bare”, græder hun.
“Jeg er aldrig ligeglad med dig.”
“Men jeg vil ikke have, at du bliver ked af det. At jeg gør dig ked af det”, hendes hjerte hamrer mod mit bryst og overdøver mit egets rytme.
“K, hør her, jeg vil ikke have nogen anden datter end dig. Aldrig! Jeg elsker dig og det gør ikke noget, at det er svært.”
“Jamen, jeg gør det så svært for dig, at være min mor. Jeg gør dig ked af det og det kan jeg ikke lide”, hendes ord kommer varme ud mod mit kraveben, og i næste nu overtager hulkegråden.
Det river og gør ondt et sted inde bag ved min sjæl, som har den forladt mig. For de fejl jeg begår, som smerter K, min sol. Jeg ved hun vil skinne igen, jeg ved ikke hvornår. Ligesom jeg ingen smutveje kender gennem lidelse til forløsning
“Du gør det ikke svært for mig, at være din mor. Jeg elsker at være din mor! Elsker dig.” Hendes gråd tager til og hun giver endnu mere efter i sine skuldre og arme. Lader mig bære hende. “Prøv at høre, det er ikke dig, der gør forkert. Du er syg, min skat, og du behøver at blive passet på. Det er mig, der skal undskylde, for jeg passer ikke altid ordentligt på dig.”
“Jamen, jeg er en umulig datter. Jeg kan ikke gå i skole og kan ikke finde ud af, at gå i bad og tage rent tøj på. Jeg er bare en belastning for dig”.
“Det er pissesvært nu, men det vil blive bedre. Du vil komme gennem. Jeg elsker dig, du er aldrig en belastning! Jeg vil aldrig ønske mig en anden datter. Du er min sol – altid.”
Det river og gør ondt et sted inde bag ved min sjæl, som har den forladt mig. For de fejl jeg begår, som smerter K, min sol. Jeg ved hun vil skinne igen, jeg ved ikke hvornår. Ligesom jeg ingen smutveje kender gennem lidelse til forløsning.
Men så, mens jeg sidder og skriver, kommer hun ned ad trappen – smilende. Lette trin.
“Skal jeg lave dig en smoothie? Med banan, jordbær og hindbær?” Frivilligt lægger jeg min opmærksomhed over på hende.
Selvom hun slet ingen appetit har og kvalmen skvulper op i hendes hals, tvinger hun sig til at indtage næring For hun har tabt sig, så knoglerne nu træder afslørende frem, noget vi alle fire bekymrer os over. K taber sig ikke, fordi hun ønsker det, så hun tvinger sig til, at spise og drikke lidt ad gangen. Ligesom vi tager en stund ad gangen, nogle gange en hel dag ad gangen.
I morgen mødes vi for første gang med kommunen i vor nye bydel. Så har vi boet her i tre måneder, uden at have hørt fra dem. Noget den ellers er forpligtiget til, når ’man er en sag’. Men jeg har sunny side up, for hvem ved, måske det viser sig, at være et møde med en, der har beslutningskompetence. Og empati
Hun siger ja tak til smoothien, smiler endda. Vi smiler ind i hinandens øjne og når det sker, så bliver jeg tryg.
I morgen mødes vi for første gang med kommunen i vor nye bydel. Så har vi boet her i tre måneder, uden at have hørt fra dem. Noget den ellers er forpligtiget til, når ’man er en sag’. Men jeg har sunny side up, for hvem ved, måske det viser sig, at være et møde med en, der har beslutningskompetence. Og empati. Hvis ikke, så har K endnu mere brug for, at jeg bruger mine kræfter hos hende, at vi sammen opdager nye stier, der skal afprøves.
Tilliden vejer stadig tungere end frygten. Det vil den blive ved med, har jeg besluttet.
Første del af historien om K, skrevet af hendes mor, Odile, kan læses her.
Alle illustrationer: Creative Commons, PxHere.com Pexels.com.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
