ESSAY – “Nok kan man frygte at føde sit barn og for, at det skulle vise sig, at det mangler lemmer eller en sans. Men hvad med derefter, alle de år hvor man har et sundt og rask barn, der alligevel viser sig ikke at være sund og rask. Jeg kan ikke placere den følelse eller situation, jeg tør ikke. Frygten for om K er meget mere syg eller handicappet, end vi indtil nu kender til.” Odile Poulsen skriver hver fredag essayserien om sin datter K, der lider af alvorlig angst. I dagens afsnit 24, starter den ungepsykiatriske udredning, som familien har ventet på i månedsvis.
Vil denne udredning også præge K’s liv markant? For altid. Vil det være som et minde, godt eller skidt, der kan fortælles om engang i fremtiden. Eller vil det sætte skabeloner og aftryk for en forandret måde at leve på, at være K på?
Overdriver jeg, projicerer jeg?
Overdænger jeg nogle tilforladelige aftaler på et ungepsykiatrisk hospital med alt for megen staffage? Det vil jeg alligevel ikke få svar på nu, men først engang inde i fremtiden; den der mere end nogensinde før synes faretruende som nogens dystopiske fantasi.
Når man er forælder, har fremtiden det altid med at være behæftet med en vis bekymring. Man får det med i barselsgaven, uanset om man vil det eller ej, den tages ikke retur. Så man øver sig i ikke at lade den få for mægtigt indpas i ens tænkning, gøren og laden.
Jeg kan ikke placere den følelse eller situation, jeg tør ikke. Frygten for om K er meget mere syg eller handicappet, end vi indtil nu kender til
Men lige nu mærker jeg et frit fald udi tomheden. Et fald ind i ukendt terræn, for det er som om dét der måske, kun måske, tegner sig som en fremtid for K, er helt uden for det udvalg, jeg ellers tidligere har forestillet mig.
Nok kan man frygte at føde sit barn og for, at det skulle vise sig, at det mangler lemmer eller en sans. Men hvad med derefter, alle de år hvor man har et sundt og rask barn, der alligevel viser sig ikke at være sund og rask. Jeg kan ikke placere den følelse eller situation, jeg tør ikke. Frygten for om K er meget mere syg eller handicappet, end vi indtil nu kender til.
Fordi jeg ved for meget om hvad det betyder at være myndig i alder men uden evne til at klare sig selv og aldrig kommer til det. Gennem mine mange års arbejde med mennesker der lider af psykiske sygdomme, jeg var kun seksten da jeg havde mit første arbejde med en ung pige, blot et par år yngre end jeg i alder men mindst ti i sind.
Femogtredive års erfaring er det blevet til og det er som om al den viden, nu falder mig i ryggen. Alt det jeg ved, der kan gå galt, alt det jeg ved, der går galt. Jeg har sagt det før, kun en tåbe frygter ikke det (udhulede) velfærdssystem.
I forhold til K, i vores relation, har det været og er, en stor fordel med min viden. Mere end en fordel, snarere afgørende. Det holder hende ude af at stå helt ene med frygt, sorg og livsvægring.
Vi kører, som har vi al den tid i verden vi behøver, cruiser og jeg lader som om, alt er normalt. At det her – at køre en tur med min datter – er helt normalt. Det var det også engang
Jeg slukker ned for de scenarier min frygt installerer med samme selvfølgelighed som dagen viger for natten. Og fordi jeg ikke helt kan overbevise mig selv om at det er omvendt, at det er natten der viger for dagen, minder jeg mig selv om at jeg for tredive år siden fik tatoveret netop samme budskab på min skulder – at solen altid står op igen. At det er naturlov. At det ikke står til at fortolke, at lyset altid bryder mørket. Det skal det også gøre for vores K, vor sol. Solen vil stå op for hende, igen og igen, hun bærer den i sig og selvom hun ikke selv kan se den.
’Vi skal køre om en time’, jeg banker på K’s dør og håber min stemme balancerer til den rolige side. Inde fra lyder den af nervøst vibrerende.
Da der er tid for at vi skal køre, har hun sat sig på sin faste plads ved spisebordet.
’Jeg kan ikke!’ Tiden driller, den tvinger hende til at gøre sig klar i et tempo der ikke er i overensstemmelse med hendes eget. ’Jeg kan ikke!’’ snerrer hun ud i luften, hvor jeg griber det idet jeg sætter mig ved siden af hende. Lader min hånd ae hendes ryg, små stille bevægelser ikke for hårdt tryk, forsigtigt.
’Jeg ved det, skat. Men du skal…’ Hvad kan jeg sige, ingenting. Jeg kan intet andet gøre.
Jeg tror på, at alle de gode minder fra dengang, den slet ikke så distante fortid, har hun med, når vi sidder her igen og småsludrer på turen ud til ungepsykiatrisk ambulatorium
’Giv mig bare lige et øjeblik’, hendes stemme er stram, holdt i kort snor.
Så med ét drøner hun som en streg gennem luften, bogstaveligt, gennem stuen, ud af døren til terrassen, hvor den ventende Chrysler står parat til at omslutte hende.
Vi kører, som har vi al den tid i verden vi behøver, cruiser og jeg lader som om, alt er normalt. At det her – at køre en tur med min datter – er helt normalt. Det var det også engang. Og jeg forstår lige dér, hvor godt det er, at det stadig er samme gode, gamle, loyale Chrysler, K kender så godt.
Der har været masser af ture gennem vort lille land, hvor hun og hendes bror har set landskabe fare forbi på vej til Skagen eller ud i sommerhuset. Vi har så tit haft fuldt drøn på Natasja (hoppede dog altid ’Fi Er Min’ over) og vi sang bare med, rockede og dansede i sæderne.
Alle de gange, er jeg overbevist om, sidder i K’s krop og at den husker det i samme øjeblik, hun sætter sig ind i bilen. Det er også her i vor tjenestevillige tøs, K sad og knugede Gerda, sin lille kaninunge ind til sig, da hun endelig fik lov at få den med hjem for fem år siden. Og sidste sommer sad hun igen med glædestårer og små spontane hvin af ren overrasket surrealisme, da hun fik sin elskede hundehvalp med hjem.
Jeg tror på, at alle de gode minder fra dengang, den slet ikke så distante fortid, har hun med, når vi sidder her igen og småsludrer på turen ud til ungepsykiatrisk ambulatorium.
’Der er slet ingen deroppe! Ingen overhovedet!’
Jeg har lige været oppe i receptionen for at hente en parkeringsbillet og er småløbet tilbage til K i bilen, i håb om at kunne tage den værste tyngde af den byrde, hun sidder klemt ned i sædet under.
Hun kan ikke tale. Jeg kan se, at hun ikke kommer til at agere naturligt; det hele er fremmed og alene det at skulle observeres, oven i købet med et kamera kørende, virker angstprovokerende
’Er det rigtigt?’
Hun reagerer som har jeg netop opfyldt et dybtfølt ønske for hende. Åh yes, hvor er det skønt! Den uventede foræring havde jeg næsten ikke turde håbe på, men venteværelset er helt tomt og K undgår at blive konfronteret med andre unge, noget af det hun frygter allermest, inden hun skal ind til en psykolog.
Og det er en psykolog, ikke psykologen. Det er en, der for vores vedkommende, kan være lige så tilfældigt udvalgt som hun kan være valgt ud fra nøje kriterier. Jeg håber på det sidste, men tilliden halter efter, som en glemt skygge, hvor lidt jeg end bryder mig om at vedstå det. Den observation, K underlægges om lidt, går i sin enkelthed ud på at konfrontere hende med en fremmed person for at kunne observere, hvordan K agerer i forhold til fremmede.
Jeg er derfor forment adgang, og K er på forhånd meget presset.
Da en ung psykolog træder ud i venteværelset, fremstår hun med en sødme, der virker afvæbnende.
Psykologen spørger K, om hun helst vil ’at mor følger hende med ind’. K nikker blot, kigger på mig og puffer mig så på armen for at jeg skal være lige ved siden af hende.
Hun kan ikke tale. Jeg kan se, at hun ikke kommer til at agere naturligt; det hele er fremmed og alene det at skulle observeres, oven i købet med et kamera kørende, virker angstprovokerende. Det ved jeg og jeg kan se hun har anfald af angst efter hinanden. Det kan jeg være i. Værre er det med K – jeg kan se hun ikke er tilstede og selvom det nøjagtig er det, der er meningen, for at psykologerne og lægerne ved selvsyn kan vurdere og fortolke hendes adfærd, gør det stadig ondt at se hvor skræmt og forpint K fremstår.
Pludselig blev K omtalt, som var hun ikke tilstede og i vendinger, der svævede ud i lokalet fyldt med varm luft
’Jeg ved godt der ikke er rigtige eller forkerte svar, men for mig er der. Når jeg ikke svarer sådan som jeg tænker jeg vil svare, men ikke kan få ordene ud, føler jeg, det er forkerte svar.’ Cirka fem kvarter senere sidder vi igen i Chrysleren, vi skal vi hjem, direkte. K gaber og er tydeligt kørt flad.
’Mm, det giver fint mening’.
’Det gik så dårligt!’ K kaster ordene ud, som om de ikke længere kan blive inden i, med tryk på ’så’.
For ikke at udbasunere den uro der stadig ruger i min mave, tøver jeg med at svare. Men jeg fornemmer også, at det gik skidt.
Hvad var det for en upassende talen ned til K, som om hun var et barn på syv-otte år, som psykologen fremviste, da de kom tilbage til venteværelset?
Pludselig blev K omtalt, som var hun ikke tilstede og i vendinger, der svævede ud i lokalet fyldt med varm luft (’Ja det er vist en god ide at komme hjem og hvile sig, hun er meget træt. Men hun var så dygtig til at svare på det hele’) og det sagde mig, at K ikke havde kunnet formulere det, hun tænkte.
’Det gjorde det, mor! Det gik så skidt!’ insisterer K, og det går op for mig, at hun tager min tavshed som udtryk for uenighed.
Vil du have min hjælp til at fortælle psykologerne det næste gang – at du ikke bryder dig om, at blive talt til som om du er meget yngre? At fordi du bliver tavs eller ikke kan tale, er det ikke det samme som at du ikke kan? Eller at du ikke forstår, hvad der foregår
’Jeg forstår. Jeg kunne godt mærke, at hende psykologen talte ned til dig.’
’Ja! Åh, jeg kan slet ikke ha´ det. Men i dag kunne jeg slet ikke sige fra overfor det – det kunne jeg godt med de to andre psykologer. Jeg forstår det ikke!’
Hendes stemme er let jamrende, det aggressive tryk fra før er væk, tilbage er kun frustrationen over, at det var så ubehageligt. Og afmagten over pludselig ikke at kunne sige fra, noget hun ellers aldrig har haft problemer med. Det bekymrer også mig. Så jeg siger til hende;
’Vil du have min hjælp til at fortælle psykologerne det næste gang – at du ikke bryder dig om, at blive talt til som om du er meget yngre? At fordi du bliver tavs eller ikke kan tale, er det ikke det samme som at du ikke kan? Eller at du ikke forstår, hvad der foregår.’
’Ja. Ja, det vil jeg gerne.’ Hun synker lidt mere tilbage i sædet, måske er hun beroliget en kende ved udsigten til, at jeg kan gå ind og støtte hende, tegne hendes grænse op.
’Sveske, nu skal du bare hjem og chille med Gerda. Hjem og have kaninhygge og falde til ro igen. Okay?’
’Okay.’
Topillustration: Pixabay,
Hvis du kunne lide, hvad du har læst og får lyst til at donere et lille beløb til skribenten, kan du gøre det på Odile Poulsens MobilePay: 3064 3538.
Læs de 22 forudgående essays i Odile Poulsens fortælling om datteren K – og om at leve for hende og sammen med hende her: Afsnit 1: Hvad gør vi nu, lille du, afsnit 2: Mens vi venter i Systemet, her, afsnit 3: Here Comes the Sun, afsnit 4: Smil, det smitter – jeg skal bare lige have en tudetur først, afsnit 5: Undskyld, kan du vise mig vejen til mulighedernes land?, afsnit 6, Den der tier, lyver her, afsnit 7: Rigtige venner står for fald og kan købes, her og afsnit 8.1 Vi prøver med en ny begyndelse – en gang til, her, 8. afsnit, del 2, “Vi prøver med en ny begyndelse – en gang til #2” her,afsnit 9 Pushermama findes her, 10. del, Historien om K –Det siger sig selv kan læses her, 11. afsnit, “Solen går til psykolog“, kan læses her, 12. afsnit, “Lattergas” her, 13. afsnit “Jeg gik op i en spids for at se mig lidt omkring,” her ,14. afsnit, “We do what we can”, her, 15. afsnit, Catch 22, her, 16. afsnit, “It’s your last chance”, her, 17. afsnit, “Intet nyt er godt nyt for de fleste, men svært at tro på for de få”, her,18. afsnit, Bror og søster – L & K, her, 19. afsnit, ’Vi er liv og lys, vi er skygger og magi’, her 20. afsnit, ‘Vi er drømme lagt på is, vi er det tabte paradis’ , 21. afsnit ’På gyngende grund’, her, 22. afsnit “Virkeligheden overgår altid fantasien” her og 23. afsnit Den første ventetid er slut, her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
