ESSAY – “’Jeg er nødt til at forlade hende der uden at vide, hvor dybt eller bredt mørket rækker og om hun ved, hvordan hun klatrer frem mod en lysere nuance af sort eller ej. Tanken og frygten som den tanke vækker i mig, er, at hun måske netop nu, er nået til et bristepunkt, som end ikke K med sin enorme styrke, kan skræve over.” Odile Poulsen skriver hver fredag essayserien om sin datter K, der lider af alvorlig angst. I dagens afsnit, som er nummer 28 i serien fortæller Odile om at være nået gennem den psykiatriske udredning, der skal afgøre, hvad K egentlig fejler, og hvordan hun kan blive rask. Den sidste del er en lægeundersøgelse, der føles som både grænseoverskridende og krænkende for K. Hendes mor frygter for, om datteren kan holde til forløbet.
Fuckfuckfuckfuckfuck!
Det vender sig i min mave som jord under en plov.
K sidder bag mig i Chrysleren og græder. Jeg har ikke set hende græde længe.
Så sent som i sidste uge forklarede hun den smilende psykolog, at hun ikke kunne græde. Nu græder hun. Det burde vel være godt, for er det ikke bedre, at hun græder, end hun er knuget sammen?
Men hun græder, og jeg kan ikke rumme det. Eller rettere: det var hele det forløb, der gik forud, som føltes skævt, overgrebsagtigt og vrængende.
Lægeundersøgelsen – den sidste del af udredningen, forstået sådan, at det er sidste del for K, før lægerne og eksperterne kan drage deres konklusion – var den, hun frygtede mest, næstefter det interview, hvor hun ikke kun blev videofilmet, men også skulle tale med en fremmed psykolog – uden at have mig med som støtte.
Det er svært at forstå, men selv den mest forsigtige, rolige og empatiske læge kan ikke berøre hende, det strider simpelthen mod K’s natur
Det er så svært for hende, fordi K’s intime sfære er mere privat end de flestes. At skulle berøres af en fremmed, er ikke kun svært for hende.
Det er – jeg ved ikke, hvordan jeg skal beskrive det mest korrekt – men det kræver for K, at hun modarbejder alle sine instinkter og ignorerer, hvad hun føler af krænkelse, smerte, en eller anden form for at hendes indre system bliver rodet til, hevet ud af sin egen balance, at nerverødder bliver rykket op, og at tandhjulene hakker skævt.
Det er svært at forstå, men selv den mest forsigtige, rolige og empatiske læge kan ikke berøre hende, det strider simpelthen mod K’s natur.
’Mor, hvis der er noget, jeg ikke vil, så vil jeg altså ikke. Så vil jeg hjem. Jeg er ligeglad med, om det så betyder, de ikke kan hjælpe mig. At udredningen ikke kan gøres færdig. Jeg vil ikke!’
Faktisk fremstod K ikke, som om hun var styret af angst dér i hendes vægren sig. Hun havde ikke et angstanfald; der var snarere tale om en meget markant og for hende naturlig grænse hun skulle tvinge sig selv til at overskride, og hun var nødt til at sikre sig, at den overskridelse kun fandt sted i en grad, hun kunne bære. Og jeg måtte på en eller anden måde forstå den grænse i hende men også sikre, at hun modtog hjælp af den ekspertise, ungepsykiatrisk udgør.
Hele turen i Chrysleren var en lang allé, en lang tur til skafottet. Eller, jeg ved godt jeg lyder overdramatiserende.
Havde jeg selv siddet og læst en sådan beskrivelse – uden at vide, hvad jeg ved, ville jeg klart tænke; det er overdrevent. Jeg kan bare ikke finde på andre ord eller billeder, der kan beskrive den indeklemte luft, vi skiftevist trak ind og slap ud, der iltede rummet over instrumentbrættet, og gav det en sur lugt af et indelukke; det virvar af ubrugelige tanker, der alle endte blindt, når jeg forsøgte at finde noget formildende ved den foranliggende aftale.
’Lugter din mor som et dyr?’ brød psykologen ud med et tonefald, jeg opfattede som oplivet, efter K havde benægtet mange af de klassiske OCD systemer og symptomer
Ikke for at udviske betydningen for K men for at gøre det muligt. Bare muligt.
’Jeg tror, nej jeg ved, at deres læger har haft masser af unge som dig igennem den undersøgelse’ forsøgte jeg at sige. Som om det ville ændre noget som helst ved det faktum, at hun skulle igennem den. Eller som om undersøgelsens karakter ville være mere udholdelig af den grund.
Hvad ville det hjælpe K – hænderne skulle alligevel røre hendes hud, blodtryks-manchetten ville presse sig lige krævende ind på hende, øjne der ville se, hvad hænderne lavede, se på K og hendes krop. Hendes private. K har et udtalt behov for at have sit eget domæne.
Specialpsykologen i forgårs, der skulle klarlægge, om K har OCD eller om hendes systemer er af anden karakter, havde ligesom sine kollegaer en lang række, meget lang række nok omkring 170-80 spørgsmål, og da tiden viste sig knap, jappede hun os igennem den sidste halvdel, så da K ville forklare sit behov for eget domæne, brugte hun billedet med dyr; at det er ligesom med dyrene, der værner om sig selv blandt andet ved brug af duft.
’Sådan er det med min mor’, havde K forklaret i den korte version.
’Lugter din mor som et dyr?’ brød psykologen ud med et tonefald, jeg opfattede som oplivet, efter K havde benægtet mange af de klassiske OCD systemer og symptomer.
Inden vi var færdige med den halvanden times lange interview, mistede jeg min orientering – er de systemer et udtryk for – for hvad? Jeg kunne ikke længere se hoved eller hale i det. Men bed mærke i at psykologen lod til at kunne finde en sammenhæng
Nej, hun har ikke behov for at tælle alt omkring sig for at få nogle bestemte koder til at gå op. Nej, hun har ikke behov for at gentage sine bevægelser eller røre ved genstande hverken en eller mange gange. Ingen atypisk håndvask eller bakterie-angst.
I lang tid og med de fleste spørgsmål havde K ikke så meget at byde ind med. Det kom først senere. Hun forklarede sine systemer, hvordan de tog sig ud, hvor længe de havde eksisteret og hvad der ville ske hvis de ikke blev fulgt.
’Nej, jeg tror ikke min mor dør hvis ikke jeg…’ Nej, jeg tror ikke 3. Verdenskrig bryder ud hvis ikke jeg… ‘
Inden vi var færdige med den halvanden times lange interview, mistede jeg min orientering – er de systemer et udtryk for – for hvad? Jeg kunne ikke længere se hoved eller hale i det. Men bed mærke i at psykologen lod til at kunne finde en sammenhæng.
F.eks. da hun konstaterede, at det ikke er normalt at have behov for at have sin dør til sit værelse låst døgnet rundt, eller et behov for at sikre, at døren er låst adskillige gange. At værne så stærkt om sit domæne, sit territorium, sit privatliv, private sfære, er ikke normalt.
Hvad ved jeg – jeg har bare tænkt, at sådan er K. Jeg er selv et meget privat menneske, så det ville vel ikke være mærkeligt, om mindst et af mine børn, ville kopiere eller gentage denne privathed.
Kvalmen pressede mod min gane, den slags kvalme man får, når man tænker på sit liv. Magtesløsheden kvalme. Fortvivlelsens kvalme. En sådan konstant, grå kvalme med beton i svælget og maven, der hindrer ens udsyn. Ingen dekorative plakater kan distrahere den sandhed
Specialpsykologen var smuk, en skønhed jeg i blev fascineret af – hendes store klare øjne fremhævet af mørk mascara og kohl, det kraftige sorte hår og regelmæssige klassiske ansigtstræk.
Det er ikke altid en fordel, tværtom, at være smuk som psykolog. Det kan give visse udfordringer for psykologen selv, nåede jeg at fundere over.
Mon specialpsykologen havde oplevet det, overvejede jeg. Hun var øjensynligt en generation yngre end mig, hvilket kunne betyde et langt større fokus på udseende. Besynderligt som hjernen kører langs sin egen ti-spors motorvej, registrerer jeg, mens jeg sad der og bed mærke i, at den smukke psykolog ad flere omgange spurgte indtil, hvorvidt K var ’tilpas med sine systemer’ eller om hun følte sig ’hæmmet af dem’.
Det var svært at sige, forklarede K:
’For jeg har dem jo, fordi de giver mening. Og jeg aner ikke, hvordan det ville være, hvis ikke jeg havde dem. Men jeg kan også godt se, at de hæmmer mig i at leve på en måde, som jeg gerne vil.’
Inden lægeundersøgelsen havde vi talt om, at den ville blive svær. Både ugen inden, aftenen inden, nu i dag og inden vi kørte af sted hjemmefra. Kvalmen pressede mod min gane, den slags kvalme man får, når man tænker på sit liv. Magtesløsheden kvalme. Fortvivlelsens kvalme. En sådan konstant, grå kvalme med beton i svælget og maven, der hindrer ens udsyn. Ingen dekorative plakater kan distrahere den sandhed.
Jeg er træt af den kvalme, som nærmest er flyttet ind og er blevet et livsvilkår. Man holder op med at se fremad, for man kan ikke se andet end gråt, gråt, gråt. Og man har glemt, hvordan farverne tager sig ud. Sådan er det i hvert fald for mig.
Da K midt i lægeundersøgelse skælvende og med forvrænget ansigt ser på mig og siger ’Mor, jeg kan ikke mere. Må jeg ikke nok komme hjem!’ tumler jeg så brat ned som ad en stejl trappe uden at tage fra med mine arme, jeg er blevet så ekstrem tyndhudet, om jeg da overhovedet har noget hud tilbage
Niels var forstummet da jeg beskrev den telefonsamtale, jeg havde haft med den smilende psykolog, der leder K’s udredning. Især over oplysningen om, at mange forældre går i sorg, når deres barn diagnosticeres med en psykiatrisk diagnose, der er livslang. At der ikke er tale om en sygdom, der kan behandles og som går væk, men en diagnose om selve sindets konstruktion.
Hvis K lider af angst som en sygdom, vil den kunne behandles og gå væk.
Hvis hun derimod har en medfødt sårbarhed eller skrøbelighed, der gør, at hun anskuer verden og alt levende i den grundlæggende anderledes end normalt, ja, så taler vi om et livsvilkår.
Ikke at livet ikke kan blive både smukt og nydelsesfuldt for hende. Men det er stadig en sorg at skulle begribe det. Det var det med sorgen, Niels reagerede på.
Han mærker sorgen, men ikke som dengang han som bare seksten årig mistede sin far – den absolut mest problematiske alder at miste en forælder i fordi man står midt i sit teenageopgør med alle værdier oppe i luften som bolde, hvor nogle lander trygt og andre hamrer mod jorden. Når en forælder dør, kan teenageren ikke spille de bolde op mod den voksne længere.
Men der er en anden sorg, han mærker nu, hvor han er faderen og det er hans teenagedatter, der har mistet så gevaldigt fodfæste, at det har fået os forældre til også at gå med usikre skridt som på et vådt gulv. Det er en sorg, men ikke fordi man har mistet til døden. Alligevel har man mistet det barn, man kendte.
Niels og jeg sørger forskelligt.
Og jeg famler lige så meget, prøver dum-stædigt at hive en glæde frem et eller andet sted fra de murbrokker, der synes at være væltet om hendes fødder, hvor hun nu står og hoster i støvet. Hun afviser mit input, selvfølgelig gør hun det. Hun er et andet sted nu og er draget ned i et mørke, hvor jeg ikke kan finde hende
Da K midt i lægeundersøgelse skælvende og med forvrænget ansigt ser på mig og siger ’Mor, jeg kan ikke mere. Må jeg ikke nok komme hjem!’ tumler jeg så brat ned som ad en stejl trappe uden at tage fra med mine arme, jeg er blevet så ekstrem tyndhudet, om jeg da overhovedet har noget hud tilbage.
Hvor ofte har vi ikke stået med hendes storebror, når han har været gennem utallige undersøgelser og behandlinger for sin nyresygdom; operationer og intensive indlæggelsesforløb, hvor der ikke var et valg – det måtte gøres for han måtte overleve, og når han overlevede så måtte han i profylaktisk behandling.
Men det kunne vi da forstå, og vi gjorde det allermest nødvendige, det overflødige skrabede jeg selvsikkert væk. For han skulle skærmes, ikke kun fysisk, men også og især psykisk.
Ingen får lov at øve sig på mine børn – L’s helbred krævede ekspertise og erfaring og det gør K’s også. Men selvom vi er i psyken, der ligger indenfor mit eget fagområde, er jeg langt mere usikker nu, end jeg nogensinde har været med L.
Hjemme igen, stiler K direkte op på sit værelse. Hun skal have ro og famle sig tilbage til en tilstand, der om ikke er god, så bedre.
’Kan du ikke prøve at give dig selv credit for at du fik ordnet dit værelse? At du er klar til at få købt de tæpper og bokse?’, spørger jeg.
Og jeg famler lige så meget, prøver dum-stædigt at hive en glæde frem et eller andet sted fra de murbrokker, der synes at være væltet om hendes fødder, hvor hun nu står og hoster i støvet. Hun afviser mit input, selvfølgelig gør hun det. Hun er et andet sted nu og er draget ned i et mørke, hvor jeg ikke kan finde hende.
Jeg er nødt til at forlade hende der uden at vide, hvor dybt eller bredt mørket rækker, og om hun ved, hvordan hun klatrer frem mod en lysere nuance af sort eller ej. Tanken og frygten som den tanke vækker i mig, er, at hun måske netop nu, er nået til et bristepunkt, som end ikke K med sin enorme styrke, kan skræve over.
Det er … F***!
Hvis du kunne lide, hvad du har læst og får lyst til at donere et lille beløb for oplevelsen til skribenten, kan du gøre det på Odile Poulsens Mobile Pay: 3064 3538.
Topillustration: POV International med Creative Commons.
Læs de 26 forudgående essays i Odile Poulsens fortælling om datteren K – og om at leve for hende og sammen med hende her: Afsnit 1: Hvad gør vi nu, lille du, afsnit 2: Mens vi venter i Systemet, her, afsnit 3: Here Comes the Sun, afsnit 4: Smil, det smitter – jeg skal bare lige have en tudetur først, afsnit 5: Undskyld, kan du vise mig vejen til mulighedernes land?, afsnit 6, Den der tier, lyver her, afsnit 7: Rigtige venner står for fald og kan købes, her og afsnit 8.1 Vi prøver med en ny begyndelse – en gang til, her, 8. afsnit, del 2, “Vi prøver med en ny begyndelse – en gang til #2” her,afsnit 9 Pushermama findes her, 10. del, Historien om K –Det siger sig selv kan læses her, 11. afsnit, “Solen går til psykolog“, kan læses her, 12. afsnit, “Lattergas” her, 13. afsnit “Jeg gik op i en spids for at se mig lidt omkring,” her ,14. afsnit, “We do what we can”, her, 15. afsnit, Catch 22, her, 16. afsnit, “It’s your last chance”, her, 17. afsnit, “Intet nyt er godt nyt for de fleste, men svært at tro på for de få”, her,18. afsnit, Bror og søster – L & K, her, 19. afsnit, ’Vi er liv og lys, vi er skygger og magi’, her 20. afsnit, ‘Vi er drømme lagt på is, vi er det tabte paradis’ , 21. afsnit ’På gyngende grund’, her, 22. afsnit “Virkeligheden overgår altid fantasien” her, 23. afsnit Den første ventetid er slut, her , 24. afsnit, ‘Den Fremmede – udredningen er i gang’ her, 25. afsnit, ‘Den livsvigtige telefonsamtale” her, 26. afsnit, ‘Ostehapsere – og et lille strejf af lykke’, her og nr. 27, ‘Alt det gode i livet tager tid’, her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
