Et lykkeligt møde med Panda-koen Gertrud

i Børn & unge/Liv & Mennesker af

ESSAY – “Em, Line, det er fordi… K er meget bange for mennesker…’ ’Ja, selvfølgelig’ og inden jeg får sagt mere, har Line bedt sine kolleger om at gå væk fra bilen. De smiler og ser indforstået på mig og går væk. Uden at det blev kunstigt eller konfronterende. Lettelsen over ikke, at være besværlig eller krævende, skubber med det samme mine skuldre ned fra ørerne. Jeg anede ikke, før i dette øjeblik, hvor meget energi jeg bruger på at skulle forklare, tolke, forsvare, instruere, værne, afværge og bane vej i al kontakt med andre. Fordi det er en nødvendighed og jeg gør det hjertens gerne for K.” Odile Poulsen skriver hver fredag om sin datter K på 14 år, som har fået stillet diagnosen Aspergers Syndrom. I dagens afsnit, som er nummer 42, går turen endelig til den bondegård, hvor K har sagt ja til at deltage i hesteterapi. 

De tre sidste dage inden vi skulle af sted til Bondegården, spiste hun ingenting. Drak kun lidt. Hendes spiserør lukker af, som om det har glemt dets livsvigtige funktion.

Jeg er ikke så pernittengrynet med, hvor meget eller lidt K spiser. Måske fordi jeg selv har en rem af huden; når stressen rykker tæt ind i kroppen, lukker appetitten af som det første men ikke kun det; der opstår også en følelse af, at maden er indtrængende, fremmed og nærmest aggressiv, som den møver sig ned gennem svælget.

Men når der går mere end tre dage uden mad, og jeg ved, der er noget på spil, vågner min trang til at hjælpe hende til at spise. Det, man skal forstå omkring mad og manglende naturlig trang til at spise, er, at jo større fokus på maden, jo større lede får man ofte ved den.

Jeg vil kunne mærke dyrene med mine fingre’ havde hun sagt, præcis som jeg forventede

Natten inden vi skulle af sted, var hun gået i bad. Ligesom ugen før hvor K havde badet, mens der var ro i huset, kun hendes Anna var vågen og med hende. Som den trofaste ledsager, Anna er, følger hun gerne med på toilettet også.

Når K bader, sidder hun på anden side af badeforhænget og fanger vandstråler som en hundehvalp. Bare hun ikke selv skal indenfor, hvor hun vil blive omringet og overdænget med vandstråler, synes hun det er sjovt.

Om morgenen samme dag vi skal afsted er K’s ansigt stramt og lukket. Anspændt. På den måde som vi kender det, når hun skal overvinde angsten, give den baghjul, lægge den til hvile, for at lade den genopstå i en uafbrudt cirkel til hun endelig, udmattet og slidt, kan lægge sig på sin seng, trække dynen tæt ind til sig og se en film fra sin barndom, der får hende tilbage til den Lyserøde Sky hun levede på som lille.

Det er sådan hun beskriver den, hendes tidlige barndom. Fra inden alt blev så kompleks med en neuro-typisk verdens krav.

Da det er første gang, vi skal køre til Bondegården, vil jeg være sikker på at Chrysleren havde lidt ekstra tid til at føre os på rette vej.

Sidste uges aftale måtte aflyses om morgenen, og K er ikke typen, der tager en prøvekørsel i form af en generalprøve på køreturen for det er selve køreturen, der er allermest krævende for hende.

Tre kvarter inden aftalen på Bondegården, kommer K ned ad trappen. Fuldt iklædt det nye indkøbte tøj; fleecetrøje med hætte og hul til tommeltot, fleecestrømpebukser inden under sine jeans, tykke og lange uldsokker, tyk uld hue, regnjakke og i lommerne på den, vanter med åbning til fingere.

Det er vinterens første frostklare dag, solen ligger lavt og breder sin magt over alle vidder, som siger den: Velkommen. Kom og nyd naturens gavmildhed

’Jeg vil kunne mærke dyrene med mine fingre’ havde hun sagt, præcis som jeg forventede.

Nu manglede hun blot at hoppe i gummistøvlerne.

’Er du klar?’ Jeg er ved at trække i min termodragt, en militær en af slagsen, købt i en alt for stor størrelse.

’Ja’. Hendes stemme vidner om, at hun er alt andet end klar men driver sig selv fremad, for ønsket om at blive fri ligger derinde, godt klemt inde og møvet sammen af angsten, som var den en gøgeunge, der skubber de andre rundt og ud af reden.

Og så er der køerne. Dem vil hun så gerne møde og jeg gætter på, at K tiltrækkes af dem som af en magnetisk kraft.

’Jeg ligner en Teletubby!’ prøver jeg at joke, slår ud med armene så min uformelige oversize termodragt viser sig frem i al sin alt andet end kvindelige form. K bider ikke på. Selvfølgelig gør hun ikke det.

Chrysleren holder lige ude foran døren til terrassen, så hun kan komme ud den vej, hurtigt ud i bilen. Som en VIP, der eskorteres af sin bodyguard, følger jeg hende og låser bilen ude fra. Skynder mig ind for at låse terrassedøren og komme tilbage til hende.

Ja, jeg ved det godt, forældre der har neuro-typiske døtre og sønner eller raske børn, de forstår slet ikke, hvordan hele ens liv kan omhandle og være, datterens eller sønnens. At man ikke har andet – ’Hele dit liv består jo af hende!’  Ja, ganske enkelt fordi der ikke er noget vigtigere, end at mine børn overlever. Jeg har givet dem liv og jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at de forbliver i livet. Lige til den dag de ikke længere behøver mig.

Turen derhen går fint, trafikken sætter os ikke bag i køen og vi når frem fem minutter før tid.

Vi kunne ikke have ønsket en smukkere dag og jeg ved, at selvom K’s angst mærkes som en vibrerende flamme flere meter ud fra hende, så er det her, i naturen under den åbne himmel med jord under fod og med udsigten til dyr ,der trives, at K hører til

På den lange smalle vej, vi drejede nedaf fra landevejen, passerer vi flere store, fine gårde med masser af grønne marker og heste på fold. Nogle har vinterdækkener på, andre tyk vinterpels.

Det er vinterens første frostklare dag, solen ligger lavt og breder sin magt over alle vidder, som siger den: Velkommen. Kom og nyd naturens gavmildhed.

Vi kunne ikke have ønsket en smukkere dag, og jeg ved, at selvom K’s angst mærkes som en vibrerende flamme flere meter ud fra hende, så er det her, i naturen under den åbne himmel med jord under fod og med udsigten til dyr, der trives, at K hører til. Det er på grund af dette, hun tør sidde med angsten på sit skød, ved siden af mig, gennem landskabet, for at komme hertil, her hvor køerne og hestene er.

Som vi kører ind på gårdspladsen, ser vi to kvinder, der går rundt klædt i tykke ride-flyverdragter. Den ene kører en trillebør. K’s angst bliver for første gang verbal.

’Åh, nej! Mor, jeg kan ikke. Jeg kan ikke gå ud her!’ Hun drejer sig rundt i sædet og skal se ud af alle bilens ruder; findes der flere mennesker? Er der jævnaldrende? Børn?

Hendes øjne er alle vegne, hun sender mig forjagede blikke, det hvide i hendes øjnene bliver tydeligt, som en hest, der skrækslagen sanser fare.

’Husk nu, at vi tager små skridt. Vi kan køre hjem igen, Ingen krav, det skal være en god oplevelse.’

Jeg vil ikke hjem.’ Det lyder, som kommer det ud presset ud mellem tænderne. Hun ser ud over markerne

K nikker. Jeg svinger bilen rundt og parkerer den, hvor jeg forventer mindst aktivitet, væk fra nogle staldbokse. Jeg ved, at hun har besluttet sig for, at hun ikke vil være så tæt på dyrene, at hun bogstaveligt kan lugte dem, uden at komme ud og se dem.

Da jeg drejer nøglen, kigger jeg på hende. Hun er stadig højspændt, men ser ikke længere forjaget rundt.

’Skal jeg gå ind og finde ud af, hvor Line er? Så kan hun komme med herhen og hilse på. Og vi kan køre hjem igen, hvis du vil.’ Ved ikke hvorfor jeg bliver ved med at sige det om at køre hjem igen. Føler jeg skal sige et eller andet.

’Jeg vil ikke hjem.’ Det lyder, som kommer det ud presset ud mellem tænderne. Hun ser ud over markerne.

’O.k. Så vil jeg finde hende og komme herhen med hende.’

To minutter efter er jeg på vej tilbage til Chrysleren, hvor K sidder, stift og anspændt. De to kvinder, der før gik rundt, er nu gået hen for at hente et eller andet, jeg ænser ikke hvad, for det viser sig, at jeg har parkeret akkurat dér, hvor de skal ind.

’Em, Line, det er fordi… K er meget bange for mennesker…’

Line er en ung kvinde, der bevæger sig med den selvfølgelighed ryttere har, når de er i naturen. Der er ingen frygt for dyrene eller naturens kræfter. Man klæder sig på til mudder og frost

’Ja, selvfølgelig’ og inden jeg får sagt mere, har Line bedt sine kolleger om, at gå væk fra bilen.

De smiler og ser indforstået på mig og går væk. Uden at det blev kunstigt eller konfronterende. Lettelsen over ikke, at være besværlig eller krævende, skubber med det samme mine skuldre ned fra ørerne. Jeg anede ikke, før i dette øjeblik, hvor meget energi jeg bruger på at skulle forklare, tolke, forsvare, instruere, værne, afværge og bane vej i al kontakt med andre. Fordi det er en nødvendighed og jeg gør det hjertens gerne for K.

Men jeg registrerer, hvor let det er at komme i et miljø, der tilpasser sig det autistiske sind.

K kommer ud  af Chrysleren med et klemt udtryk i både ansigt og krop og får muligvis sagt et hej; i det mindste ser jeg en skygge af et smil haste over hendes ansigt.

Line er en ung kvinde, der bevæger sig med den selvfølgelighed ryttere har, når de er i naturen. Der er ingen frygt for dyrene eller naturens kræfter. Man klæder sig på til mudder og frost.

Jeg spørger, om det er OK at gå til køerne først. ’K har glædet sig meget til at se dem’.

’Ja naturligvis, så går vi den her vej. De er altså ikke tamme’.

De fleste børn og unge, der kommer her, vil nok gerne være sammen med tamme dyr. Men K vil bare have lov til at iagttage dem – lære at forstå deres bevægelser, kropssprog, lyde, kommunikation og adfærd. Og jo, hvis hun en dag skulle få lov, ville hun elske at komme tæt på og røre.

’Det gør ikke noget, jeg vil bare gerne se på dem!’ svarer K.

De næste halvanden time er K smilende, leende. Hun er min sol og hun lyser alle de mørke timer op. Jeg tror hun er lykkelig, lige der hos dyrene.

For første gang i, jeg ved ikke hvor længe, svarer K et fremmede menneske ved første møde. Oven i købet på et fremmed sted. Og dér, lige der, ved jeg, at K er kommet rette sted. Hun er, hvor hun kan blive helet igen.

De næste halvanden time er K smilende, leende. Hun er min sol og hun lyser alle de mørke timer op. Jeg tror hun er lykkelig, lige der hos dyrene.

Hun møder køerne, der alle har gamle danske navne. Hvor pudsigt er det ikke, for K elsker gamle danske navne og bruger dem til sine dyr.

Gertrud, hun er den store leder-ko. Hun er hvid og med en krøllet tyk vinterpels og har virkelig meget pjuskede sorte ører og sorte klove. Øjnene er mørke og store og er omkranset af en smuk sort kohl-lignende streg med ekstremt lange, tætte øjenvipper.

En Panda-ko, som K straks elsker. Da hun smilende siger ’Nu vil jeg gerne hjem’, er hendes ansigt blødt, afslappet og så utrolig veltilfreds.

Jeg bliver blød og meget rørt – min datter ligner sig selv igen, vor K, vor sol. lige dér, i den halvanden time, var hun vor K, som vi kender hende!

Den K, vi ikke har set de sidste tre år, kom igen.

Lige dér sammen med Gertrud og de andre panda-køer og sorte Olga og tyrekalven Alfred er min datter sig selv – fri for angst. Bare hjemme i sig selv, hun havde hele sig selv med.


Topillustration: Public Domain Pictures 

Læs de 40  forudgående essays i Odile Poulsens fortælling om datteren K – og om at leve for hende og sammen med hende her: Afsnit 1: Hvad gør vi nu, lille du, afsnit 2: Mens vi venter i Systemet, her, afsnit 3: Here Comes the Sun, afsnit 4: Smil, det smitter – jeg skal bare lige have en tudetur først, afsnit 5: Undskyld, kan du vise mig vejen til mulighedernes land?, afsnit 6, Den der tier, lyver her, afsnit 7: Rigtige venner står for fald og kan købes, her og afsnit 8.1 Vi prøver med en ny begyndelse – en gang til, her, 8. afsnit, del 2, her, afsnit 9  Pushermama findes her, 10. del, Historien om K –Det siger sig selv kan læses her, 11. afsnit, “Solen går til psykolog“, kan læses her, 12. afsnit, “Lattergas” her, 13. afsnit “Jeg gik op i en spids for at se mig lidt omkring,” her ,14. afsnit, “We do what we can”, her, 15. afsnit, Catch 22, her,  16. afsnit, “It’s your last chance”, her17. afsnit, “Intet nyt er godt nyt for de fleste, men svært at tro på for de få”, her,18. afsnit, Bror og søster – L & K, her, 19. afsnit, ’Vi er liv og lys, vi er skygger og magi’, her 20. afsnit, ‘Vi er drømme lagt på is, vi er det tabte paradis’ , 21. afsnit ’På gyngende grund’, her,  22. afsnit “Virkeligheden overgår altid fantasien” her, 23. afsnit Den første ventetid er slut, her , 24. afsnit, ‘Den Fremmede – udredningen er i gang’ her, 25. afsnit, ‘Den livsvigtige telefonsamtale” her, 26. afsnit, ‘Ostehapsere – og et lille strejf af lykke’, her , nr. 27, ‘Alt det gode i livet tager tid’, her, nummer 28, “F….” her, nummer 29, “Udredningen trak de sidste tænder ud,” her, afsnit 30, Magiske timeglas’ her Afsnit 31, “A Whiter Shade of Pale”, her. afsnit 32, “Diagnosens dag”, afsnit 33,” Asperger – og hvad så?” kan læses her,  afsnit 34, “Vi er alle meget bekymrede”, her, afsnit 35, “Jeg lukker øjnene”, her, afsnit 36, “Should I stay or should I go now”, her,  afsnit 37 ‘Er du også mor til en Aspie”? her, afsnit 38, Jeg henter bidder af verden hjem til min datter. afsnit 39, ‘Nu får i god hjælp’ og endelig afsnit 40, Vil du med på  bondegård?

Odile Poulsen er forfatter og foredragsholder, uddannet pædagog og psykoterapeut ved Kempler Instituttet. Hun har tidligere ledet en døgninstitution. Om sig selv siger hun: "Jeg har oplevet meget, og det mener jeg selv, er karakteristisk. Som ni liv levet i ét. Trods jeg aldrig troede, jeg ville blive mere end tredive, har jeg fornøjelsen af stadig at være her. Livet handler om at øge vor bevidsthed. Det kræver autencitet på alle planer og en blotlæggelse af tabuer, der indskrænker menneskets frihed og livskvalitet. Jeg er altid optaget af og drevet mod friheden. Derfor er alt, hvad jeg skriver og taler om, båret af et ønske om at ophæve begrænsninger for det frie sind."
Hun har udgivet bøgerne, Hustler (Rosinante 2000 og 2006), Sirenesang (Lindhardt og Ringhoff 2006) og har modtaget Alt for Damernes Kvindepris (2005). I 2008 var hun ambassadør for Dannerhuset. Odile er bosat i København med sin mand og deres to teenagere. Du kan også finde hende på LinkedIn: www.linkedin.com/in/odilepoulsen/
Hvis du vil honorere Odiles tekster på POV, kan du donere et beløb til hendes Mobile Pay: 3064 3538

Seneste artikler om Børn & unge

Som perler af lys

ESSAY – “Vores familier tager nogle lange brunch-stunder med god tid til