Børn og andre borgere: Vi er blevet afhængige af socialstaten

af i Børn & unge/Debat/Politik & Samfund

KRONIK – “Vi har kappet de sociale bånd til hinanden og gjort os afhængige af socialstaten. Er det særligt smart”, spørger journalist Sara Høyrup.

Hvis min barndom var blevet teleporteret til dette årtusinde, var jeg blevet tvangsfjernet temmelig gesvindt. Og det havde da været rart at komme væk fra min fars skaller og min mors sindssyge, nætter uden voksne i hjemmet og dagtimer på uledsaget visit hos vor mor på den lukkede. Jeg kunne også godt have undværet ildebranden, hun startede, og det der med, at nu skal I sidde klinet op ad far og mor i sengen, mens de boller, så I kan få et naturligt forhold til den slags.

Men ville det have været bedre at vokse op i et børnehjems ubarmhjertighed eller blive kastet rundt mellem vekslende plejefamilier med tvivlsomme motiver? Netop fordi jeg var så dårligt klædt på med kærlighed hjemmefra, ville jeg have været ekstremt udsat for, hvad tilfældige forbipasserende i mit liv kunne få lyst til at lade mig overgå. Andres udsathed har det med at få det værste frem i nogle.

Staten bliver Gud i et protestantisk gudsforhold uden mellemled. (Regioner og kommuner anskuer jeg i den sammenhæng som lokalafdelinger af staten). Vi er skam stadig troende i Danmark. Systemtro

En forstad fuld af tvillinger

Mine mange bedsteforældre gjorde, hvad de kunne. Selv min gamle oldemor tog over, hvor mine forældre ikke gad. Min fars senere kæreste var socialrådgiver (!) og støttede os lige så diskret og fint som de andre i familien. Det betød altsammen alverden, og af det er jeg bygget op.

Ved siden af boede tvillingedrengene, og ovre i skolen var jeg venner med tvillingepigerne og hippiedrengen.

Selvfølgelig burde Nogen have gjort Meget Mere – men havde staten bedre at byde på?

Jeg tror det ikke.

Og lige så vanvittigt mit hjem også var, så var det så også dér, jeg fik det intellektuelle fundament, som jeg i dag bruger til at forsørge mig selv og mit barn. For nej – vi var ikke socialklasse 5. Jeg kommer fra et hjem med klaver og bøger med et meget højt lixtal.

Staten tager over

Hinsidan i Sveriges Folkhemmet blev konceptet om velfærdsstaten udviklet i mellemkrigstiden. Konceptet gik ud på gennem statslig støtte og sikkerhedsnet at sætte individet fri af snærende bånd og dårlige relationer.

Og det kan der være al mulig grund til. Men hvad træder i stedet? Forholdet til staten.

Staten bliver Gud i et protestantisk gudsforhold uden mellemled. (Regioner og kommuner anskuer jeg i den sammenhæng som lokalafdelinger af staten). Vi er skam stadig troende i Danmark. Systemtro.

Det kolde Nord

Jeg var væk fra Danmark i ti år. Da jeg kom tilbage til København, kunne jeg slet ikke forstå, at folk flest ikke så hinanden i øjnene, naboerne hilste ikke, og hvis man sagde noget til en fremmed, blev de forskrækkede.

Det, der er gængs adfærd i Sydeuropa – og som nordboere i fulde fly rejser ned for at opleve – aflæses i Norden som udtryk for, at man er en landsbytosse.

Så vidt er det kommet, at det kan føles, som om staten håner én. Relationen er blevet personlig, fordi den erstatter de personlige relationer

Selv mente jeg, at folk var gået fra forstanden i Danmark. Unge mænd genfortalte det grinende i telefonen, hvis man kom til skade ved siden af dem; unge piger talte om forelskelser i kjoler; granvoksne dame omtalte deres leopardprikkede pumps som deres babyer.

Spidsvinkler jeg? Naturligvis. Men det er ikke helt løgn, vel? Man ser det bare ikke, når man lever i det.

Afhængig af staten

Der var en underlig glædesløshed omkring mig (og i mig, så jeg rejste ud igen; men ikke før jeg havde udstået ti år i det nye Danmark.) Vi sad alle sammen fast i hamsterhjulet, og alt gik op i arbejde. Stressen åd sig ind overalt og var altid ens egen skyld.

Altså i min verden. For der er jo også alle dem, der er blevet hægtet af. Dem, jeg mødte som socialtolk, og som mine gamle veninder møder som sagsbehandlere. Dem, der oplever, at velfærdsstaten svigter dem, kontrollerer dem og håner dem.

Så vidt er det kommet, at det kan føles, som om staten håner én. Relationen er blevet personlig, fordi den erstatter de personlige relationer.

Og hvad sker der så, når vi i generation efter generation har vænnet os til, at det er en mulighed at kaste håndklædet i ringen, og at vi ikke har brug for hinanden? Så er vi nået til vejs ende. Så er vi blevet afhængige af staten.

Den onde stat

Men staten vil os ikke mere. Der blæser andre vinde nu, og omsorg erstattes af kontrol og straf. Nedskæringer og tilbagerulninger af rettigheder hører til dagens orden.

Alternativet ville være en evindelig udvidelse af de grupper, der regnes for at være for svage til at klare sig selv. For selvfølgelig er det en fristelse at lade andre tage over.

Men hvem vil /egentlig/ gerne være svag? Livet er en kamp – i alt fald i min omsorgssvigtede optik – og det kræver sit at klare sig på bunden.

Den pressede stat

Staten har vænnet os til, at den giver os alt. Mere stat! kræver vi.

Staten skal fikse det hele. Den skal også fikse familierne, der er itu. Og det kan den ikke, så for dog at gøre noget, slår den selv familier itu.

Handlekraft udviser den. Intet går dens falkeøje forbi, intet er for småt til dens aktivisme. Den store stats mange små ansatte har rigeligt at gøre, og de ved altid bedre end forældrene selv. (Det følger af sig selv med ansættelsen, hvad enten den baserer sig på en uddannelse som socialrådgiver eller ej.)

Børneprofessionelle skal straffes, hvis de ikke råber vagt i gevær, og vi andre opfordres til at anmelde hinanden i stedet for at hjælpe hinanden.

Stalkernes tidsalder

Vi anmelder hinanden i lange baner. Så har vi gjort vores borgerpligt. Forsvundet er gamle tiders hjælpsomhed, der på amerikansk udtrykkes med, at “it takes a village“. Den gode borger i Danmark sidder klar til at pege fingre.

Staten har taget patent på at vide, hvad børnenes tarv er. Men staten har hverken hjerte eller yngelplejeinstinkt

Og staten æder det hele råt. Staten tager anonyme anmeldelser ind fra folk, den ikke aner, hvem er, og hvis motiver den ikke kender. Når staten faktisk ved, hvem anmelderen er, må staten ikke lave et baggrundstjek på anmelderen: Anmelderen er fredhellig.

Blandt anmelderne er stalkerne. De bruger myndighederne mod den forhadte eks eller den irriterende nabo, eller hvem der nu har tisset på deres sukkermad eller bare udløst deres pletvise vanvid. De slår om sig med udokumenterede påstande om vold og overgreb – og sindssyge.

Det sidste er en yndet påstand, som også indgår i det faste repertoire hos voldelige ægtemænd, når de skal forklare sig i retten. Kællingen er helt fra den.

Staten som våben

Og anmeldelser til staten er et uforligneligt masseødelæggelsesvåben: Der er ingen grænser for, hvor meget ravage man kan skabe i en børnefamilie ved at påstå, at far piller, mor drikker, og børnene går for lud og koldt vand eller bliver ikke opdraget på den helt rigtige, fulddanske måde. For så rykker staten ud med de store kanoner. Blind på begge øjne for, at den lader sig udnytte af folk, der ikke er helt raske og da slet ikke særligt søde eller optagne af børnenes ve og vel.

Staten har taget patent på at vide, hvad børnenes tarv er. Men staten har hverken hjerte eller yngelplejeinstinkt.


Sara Høyrup kan bookes til debatforedrage til skoler og gymnasier, biblioteker og foreninger:

Åh, Intra!
Er det virkelig børnene, der er problemet i folkeskolen?

Guide mod myndighedsstalking
Hvad gør du, når nogen bruger børneværnet imod dig?

Statens børn · paneldebat
Elsker staten vores børn bedre, end vi selv gør?

Det lykkelige Danmark
Har vi allerede skabt den bedste af alle verdener?


Topfoto: Skribenten 

Sara Høyrup er freelance Spanienskorrespondent med base i Barcelona. Hun er uddannet i spanske forhold og har boet i byen on/off siden 1996. Hun holder også foredrag i Danmark, arbejder som tolk og oversætter samt arrangerer studieture til Spanien.

Vil du støtte Sara Høyrups arbejde og artikler fra Spanien, så giv gerne bidrag til hendes virke:

reg. 8401, konto 5346731

http://SaraHoyrup.com
http://magasineteuropa.dk/sara-hoeyrup/

Seneste artikler om Børn & unge