Odile Poulsen: Snedkerens besøg #73

i Liv & Mennesker/Børn & unge af

ESSAYSERIE – “Inden jeg får set mig om, er K lige bagved sin hund på vej op ad trappen og op imod os på taget bærende sin ilder på skulderen. Hun smiler og skal lige til at fortælle mig noget, sikkert noget sjovt som enten Anais eller Totoro, hendes to højtelskede bæster, har bedrevet.” Odile Poulsen skriver hver fredag om sin datter K på 15 år, som har fået stillet diagnosen Aspergers Syndrom. I dagens afsnit, som er nummer 73, fortæller Odile om, hvor gavnlig ilderen Totoro har været for K’s udvikling. 

‘Hvorfor jeg ikke havde varslet K om, at der ville komme endnu en håndværker i huset, ved jeg ikke.

Måske fordi han ret beset bare skulle bestige trappen for at komme op og se på vores tagterrasse, der var blevet brutalt forladt af den tidligere tømrer med et løfte om, at han ville komme igen, og som derfor nu lå forsømt med flækkede planker og et hegn, der manglede cirka halvdelen af sine møtrikker for at være stabilt nok til, at forhindre nogen i at falde de tre etager ned.

Det havde været umuligt at få nogen til at bese terrassen og ’det bliver ikke før på den anden side af sommeren’, lød det i telefonen, og så var udlejeradministrationen i øvrigt fløjtende ligeglade med, hvad ejendommen udlejes for – netop på grund af tagterrassen.

Heldigt nok bruger familien den yderst sjældent, og selv jeg er holdt op med at komme der. Ikke på grund af terrassens skader, men på grund af mine. Eller rettere: de skader, jeg er begyndt at have mistanke om, måske er opstået i mig.

Normalt vil jeg sidde ude med min kaffekop, alle vegne jeg kan komme til det i døgnets vågne timer, bare himlen ikke hænger i klaser af regn eller kulden flår skindet fra ens ben.

Men sandheden er, at jeg i dette forår og sommer end ikke har orket tænke tanken om at gå ud på terrassen og sætte mig.

Og nu vi er ved sandheder (og denne er ikke let for mig at indrømme) så er jeg begyndt at være bekymret for mig selv, hvilket jeg ellers aldrig har grund til.

Et er at andre kan være bekymrede for en, for om ’man nu kan klare den’ (hvad ’den’ end måtte være), og at man uden en snert af usikkerhed kan afvise deres bekymring.

Inden jeg får set mig om, er K lige bagved sin hund på vej op ad trappen og op imod os på taget bærende sin ilder på skulderen. Hun smiler og skal lige til at fortælle mig noget

Noget andet er, når man selv mærker den faste grund under ens tåspidser forsvinde. Jeg har stået på tæer meget længe, ja, men jeg har også udviklet en særlig teknik, der måske er i gang med at påvise en bagside?

Nu er sommeren ved at gå på hæld, og jeg er spændt på, om den næste snedker også ser terrassen gå samme vej.

Det viser sig allerede, da han træder ud på terrassen, at det gør han. Han ser hvordan den hænger og duver, som et sejl på dovent hav. Vi rumsterer rundt, han måler og tager sig til hovedet, jeg ånder lettet op, for endelig kan det være, nogen gør noget i stedet for at stå og se på.

Mens vi går frem og tilbage, hører jeg pludselig en lille, kompakt bulldog komme halsende op af trappen, i galop! (Det er en ret speciel lyd, som, når man først har hørt den én gang, aldrig helt vil glemme igen.)

Og inden jeg får set mig om, er K lige bagved sin hund på vej op ad trappen og op imod os på taget bærende sin ilder på skulderen. Hun smiler og skal lige til at fortælle mig noget, sikkert noget sjovt som enten Anais eller Totoro, hendes to højtelskede bæster, har bedrevet.

De nyder alle tre at give sig god, god tid om morgenen; faktisk så god tid at morgen bliver til formiddag, for selvom K altid vågner omkring klokken seks, som den første af alle i huset (hendes dyr elsker at sove og er meget dovne anlagt) bliver hun ofte liggende i sin seng, hvor hun nyder at være i hvile og gør en solid indsats for at holde tankerne i ave, så de med deres vilde ridt ikke har hende hængende om halsen; så hun forbliver frue i eget hus.

Snedkeren var helt solgt. Han elskede Totoro. Og som det mest naturlige i verden svarer K på alle hans spørgsmål og nyder hans begejstring over, så dygtig Totoro er til at sidde på hendes skulder

Psykiatrien bruger ordet ’tankemylder’ om det ocean af billeder og ord, ideer, kreativitet og generelt hele den highwired forbindelse, den autistiske hjerne kører med. Personligt synes jeg tankemylder har en negativ klang over sig, ligesom også ordet ’særinteresser’ har. I den autistiske hjerne er der ekstrem meget kraft på tankerne, der kører 24/7, så hjernens egen melatonin-udskillelse ganske enkelt giver fortabt.

Jeg skal lige til at sige til K, at vi har en håndværker på besøg, da hun selv opdager ham. Hun standser. Blot et par skridt væk, vender om, og på vejen ned ad trapperne, kaster hun en line op til mig:

’Kommer du ikke ned om et øjeblik?’

Min erfaring med håndværkere er, at de ynder at sladre i et omfang, mange påstår gør sig gældende om kvinder, så jeg tager hurtigt bestik af samtalen og vurderer, den har opfyldt sit formål. Øjeblikket efter sidder jeg hos K i stueetagen, hvor hun har sat sig ved spisebordet.

Så sidder vi der, og hun giver sig i kast med sin fortælling om formiddagens sjove episode (og det var rigtig nok med Totoro), da Snedkeren kommer ned ad trappen og højlydt udbryder:

’Hvad?! Er det en ilder, du har der?’

Jeg kigger hen på K, spændt på, hvad der nu sker og parat til at indtage min vante rolle som tolk.

’Ja, det er det.’ svarer K sagte, men uden de tegn på utryghed, jeg kender alt for godt.

’Neeej! Hvor er den sød! Nej, nej, nej, nej, nej!’ udbryder Snedkeren og falder ned på knæ ved siden af K og Totoro.

’Hvor er den flot! Nurrhhhh! Åhhh! Hvad hedder den? Bider den slet ikke? Sidder den bare dér på din skulder? Må jeg røre den? Mine sønner dør, hvis de ser den! Ej, må jeg, kan jeg tage et billede?’ Må jeg godt prøve at holde den?’

Snedkeren var helt solgt. Han elskede Totoro.

Da han er gået, er jeg meget positivt stemt og det er ikke udelukkende, fordi Snedkeren kompetent og direkte udpegede problemet med tagterrassen, men især fordi K havde virket så naturlig i kontakten og samtalen med ham

Og som det mest naturlige i verden svarer K på alle hans spørgsmål og nyder hans begejstring over, så dygtig Totoro er til at sidde på hendes skulder. Hun forklarer, at han kun er en hvalp, og at han kun har boet hos hende i knapt to måneder.

’Nej, nej, det går slet, slet ikke! Jeg ved, mine drenge vil plage mig om at få lov at komme med ind og møde den!’ griner Snedkeren, mens han tager et foto af dette Disney-likeable, nuttede dyr.

Da han er gået, er jeg meget positivt stemt og det er ikke udelukkende, fordi Snedkeren kompetent og direkte udpegede problemet med tagterrassen, men især fordi K virkede så naturlig i kontakten og samtalen med ham.

’Det virkede som om, du slet ikke syntes, det var akavet eller svært at snakke med ham?’

’Nej.’ K’s stemme lyder mild, og hun smiler roligt.

’Hvordan kan det være?’ spørger jeg, om end jeg nok aner, at svaret ligger på hendes skulder.

’Det var bare nemt, fordi Toto var her.’ Hun smiler igen.

’Åh, så dejligt! Måske også fordi I talte om ham?’

’Ja. Det føltes ret naturligt.’

’Fedt! Det er dælme fedt.’

Og så tullede vi rundt i doven glæde, rolige og fortrøstningsfulde over det gode i at Totoro er kommet ind i K’s liv. Totoro – det uofficielle servicedyr.


Hvis du kunne lide, hvad du har læst og får lyst til at donere et beløb for oplevelsen til skribenten, kan du gøre det via Odile Poulsens Mobile Pay: 3064 3538. 


Topillustration:  Pixabay

Læs de 71 forudgående essays i Odile Poulsens fortælling om datteren K – og om at leve for hende og sammen med hende her: Afsnit 1: Hvad gør vi nu, lille du, afsnit 2: Mens vi venter i Systemet, her, afsnit 3: Here Comes the Sun, afsnit 4: Smil, det smitter – jeg skal bare lige have en tudetur først, afsnit 5: Undskyld, kan du vise mig vejen til mulighedernes land?, afsnit 6, Den der tier, lyver her, afsnit 7: Rigtige venner står for fald og kan købes, her og afsnit 8.1 Vi prøver med en ny begyndelse – en gang til, her, 8. afsnit, del 2, her, afsnit 9  Pushermama findes her, 10. del, Historien om K –Det siger sig selv kan læses her, 11. afsnit, “Solen går til psykolog“, kan læses her, 12. afsnit, “Lattergas” her, 13. afsnit “Jeg gik op i en spids for at se mig lidt omkring,” her ,14. afsnit, “We do what we can”, her,15. afsnit, Catch 22, her, 16. afsnit, “It’s your last chance”, her17. afsnit, “Intet nyt er godt nyt for de fleste, men svært at tro på for de få”, her,18. afsnit, Bror og søster – L & K, her, 19. afsnit, ’Vi er liv og lys, vi er skygger og magi’, her 20. afsnit, ‘Vi er drømme lagt på is, vi er det tabte paradis’ , 21. afsnit ’På gyngende grund’, her,  22. afsnit “Virkeligheden overgår altid fantasien” her, 23. afsnit Den første ventetid er slut, her , 24. afsnit, ‘Den Fremmede – udredningen er i gang’ her, 25. afsnit, ‘Den livsvigtige telefonsamtale” her, 26. afsnit, ‘Ostehapsere – og et lille strejf af lykke’, her , nr. 27, ‘Alt det gode i livet tager tid’, her, nummer 28, “F….” her, nummer 29, “Udredningen trak de sidste tænder ud,” her, afsnit 30, Magiske timeglas’ her Afsnit 31, “A Whiter Shade of Pale”, her. afsnit 32, “Diagnosens dag”, afsnit 33,” Asperger – og hvad så?” kan læses her,  afsnit 34, “Vi er alle meget bekymrede”, her, afsnit 35, “Jeg lukker øjnene”, her, afsnit 36, “Should I stay or should I go now”, her,  afsnit 37 ‘Er du også mor til en Aspie”? her, afsnit 38, Jeg henter bidder af verden hjem til min datter. afsnit 39, ‘Nu får i god hjælp’ og endelig afsnit 40, Vil du med på  bondegård? og endelig Et lykkeligt møde med Panda-koen, Gertrud, nummer 42 her, afsnit 43, ‘Hvad med Juleaften?” her, afsnit 44, Som perler af lys, her og afsnit 45, Historien om K: Mit Lys, min Kærlighed, her , afsnit, 46, Pædagogens uventede besøg, her, afsnit 47, Hvad en Aspie-mor skal vide, afsnit 48, Godnat min skat, sov godt, afsnit 49, Med vidt åbne øjne, afsnit 50, Giv vikaren skylden, afsnit 51, K og de hellige køer her , “Ja”, afsnit 52 her, afsnit 53, “Togvogns-traditionen og den særlige 15-års fødselsdag”, her, afsnit 54, ‘Magi mikset med et skvæt af myndighed’, her, afsnit 55, ‘That’s my birthday girl’, afsnit 56 ‘Mit signal’,  afsnit 57 ‘Farvel!, afsnit 58 ‘Væk mig fra dette mareridt‘,  59 ‘Magt uden viden‘, afsnit 60 ‘Radiotavshed’, afsnit 61 ‘Jeg har vigtigere ting at bruge mine tanker på‘, afsnit 62 ‘I det kommunale venteværelse’, 63 ‘Pædagogrokaden‘, 64 ‘Solen brager igennem‘, afsnit 65 ‘Stuen er fuld af regnbuer‘, afsnit 66 ‘I den blinde vinkel’, afsnit 67 “På det offentliges regning” her, afsnit 68, “K, Bulldoggen og Totoro*, her, 69, “Lad os se, hvor hårdt vi kan slå,” her, afsnit 70, ‘Tag dig i agt for psykopatien’ og og endelig afsnit 71, Totoro, Anais og K – T.A.K.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Odile Poulsen er forfatter og foredragsholder, uddannet pædagog og psykoterapeut ved Kempler Instituttet. Hun har tidligere ledet en døgninstitution.

Om sig selv siger hun: "Jeg har oplevet meget, og det mener jeg selv, er karakteristisk. Som ni liv levet i ét. Trods jeg aldrig troede, jeg ville blive mere end tredive, har jeg fornøjelsen af stadig at være her. Livet handler om at øge vor bevidsthed. Det kræver autencitet på alle planer og en blotlæggelse af tabuer, der indskrænker menneskets frihed og livskvalitet. Jeg er altid optaget af og drevet mod friheden. Derfor er alt, hvad jeg skriver og taler om, båret af et ønske om at ophæve begrænsninger for det frie sind."

Hun har udgivet bøgerne, Hustler (Rosinante 2000 og 2006), Sirenesang (Lindhardt og Ringhoff 2006) og har modtaget Alt for Damernes Kvindepris (2005). I 2008 var hun ambassadør for Dannerhuset.

Odile er bosat i København med sin mand og deres to teenagere. Du kan også finde hende på LinkedIn: www.linkedin.com/in/odilepoulsen/

Hvis du vil honorere Odiles tekster på POV, kan du donere et beløb til hendes MobilePay: 3064 3538

Seneste artikler om Liv & Mennesker

Vesterbro

Så tynd, så tynd

VESTERBRO // VIGNET – Stemningsbillede fra en herlig, skøn og gennemgentrificeret bydel