’Should I stay or should I go now’

i Børn & unge/Liv & Mennesker af

ESSAY –  “Under første session sættes enkelte små skibe i vandet. Det er ikke de skibe, jeg ville sætte i. Men det er præmissen for gå i parterapi; man må lade den anden bringe det op, der fylder. Jeg kan og vil ikke synke de skibe, Niels sætter men må se dem drive af sted.” Odile Poulsen skriver hver fredag essayserien om sin datter K på 14 år, som har fået stillet diagnosen Aspergers Syndrom og som også lider af angst. I dagens afsnit, nummer 36 i serien, fortæller Odile om de samtaler hos en psykolog, som hun og hendes mand, Niels, har fået bevilget. Problemet, som Odile ser det, er at psykologen ikke kender til K’s diagnose og hvad den betyder for familien. Og hvad gør man så? Bliver man i forløbet eller siger man fra?

Tilbage i foråret søgte jeg kommunen om psykologsamtaler til Niels og mig for at give os noget iltning til forældreskabet.

Allerede dengang havde jeg den dér følelse af, at være udtværet. Som om en bred bevægelse har tværet malingen ud på paletten og rodet den sammen med alle de andre farver. I en abstrakt destruktion.  Jeg var blevet en abstrakt destruktion.

En grundstemning af at være tværet ud af mine konturer og være tvungent til at stole på, de ville bestå. Stole på min egen råstyrke og ikke ty til offer-tænkning, men vide, at ’Javist, klarer vi den.’ Ligesom vi før har klaret alt det, ingen troede muligt. Men jeg trængte voldsomt til ilt.

Vi fik tildelt ’et afklarende forløb’ hos en psykolog. Efter tre måneder fik vi en tid.

Faktisk vil jeg gerne overraskes positivt, ja jeg vil inderligt gerne tage fejl. Niels synes, jeg er alt for kritisk. Jeg synes, han er alt for ukritisk

Jeg havde naturligvis peget på en psykolog med specifik diagnose-erfaring, idet man ikke kan forvente, alle psykologer ved tilstrækkeligt om det officielle ICD-10 diagnosesystem. Det fik vi ikke, vi fik i stedet en fra kommunens egen psykologfabrik, hvilket er helt normal procedure.

’Okay, hun kan altså ikke være helt ringe, når hun hedder Lene.’ Jeg hiver indkøbsvarerne op af Nettoposen. Åh, vi må altså til at bruge indkøbsnet!

Min dårlige samvittighed holder sig ikke tilbage for, at smaske mig en politisk korrekt lussing, mens jeg ligger med åndenød.

’Nej, fordi navnet Lene hører til vores generation? Så hun må have meget erfaring?’ svarer Niels med mobilen i sin ene hånd, mens han stabiliserer åndedrættet efter sit solo ræs på cyklen hjem.

’Ja. Er det ikke den positive tilgang til det?’ Det lyder nærmest demonstrativt, infantilt, måden jeg vil bevise overfor Niels på, at jeg lægger mine fordomme langt ud i periferien og trækker i ’samarbejdstøjet’.

Faktisk vil jeg gerne overraskes positivt, ja, jeg vil inderligt gerne tage fejl.

Niels synes, jeg er alt for kritisk. Jeg synes, han er alt for ukritisk.

Første session forløber stille, psykologen fremstår rolig og der er god tid. Dog bider jeg mærke i, at hun, uden i øvrigt at synes nysgerrig efter at få viden om K, understreger, at ’godt nok har K fået en diagnose, men det er kun en lille del af, hvem K er’.

Det støder mig. Ikke fordi jeg ikke er enig i, at diagnoser slet ikke er mennesket, alene, men fordi en kronisk diagnose ikke henhører i småtings afdelingen. Det er et nyt livsvilkår, som kræver tid at bearbejde, så man kan komme til accept af det, som er. Det er selve terapiens væsen; at fertilisere accepten, ikke at forklejne den.

Mon hun har læst i K’s sag? funderer jeg, mens jeg samarbejder for fuld skrue

Tro mig, jeg ved hvad det gør ved en, at forklejne alvorlige livsbetingelser. Og det kan aldrig anbefales nogen.

Selvom psykologens timing er forkert, helt off, vil jeg stadig ikke dømme hende ude efter bare én session.

Men jeg vil også have lov at reagere med det, der er mit. Ikke indrette mig efter, hvad andre mener. Alle sagde med det samme, K fik diagnosen, hvilken lettelse det var. Fordi det ville medføre rette indsats for K.

Men da jeg stod dér, lige i de første to-tre uger efter Diagnose Dagen, druknede jeg i andres meninger og manglede nogen, der kunne høre min.

Under første session sættes enkelte små skibe i vandet. Det er ikke de skibe, jeg ville sætte i. Men det er præmissen for gå i parterapi; man må lade den anden bringe det op, der fylder. Jeg kan og vil ikke synke de skibe, Niels sætter men må se dem drive af sted.

Mon hun har læst i K’s sag? funderer jeg, mens jeg samarbejder for fuld skrue.

Jeg har endda oplevet en psykolog, der, midt mens vi arbejdede i sessionen, tog sin mobil frem og begyndte at sms’e. Da jeg klagede over ham, blev det skrevet ind i min sag, at jeg var uvillig til at modtage behandling

Ofte har det været sådan, at når vi er mødt ind til nye professionelle, så starter de med: ’Nu har jeg jo ikke haft mulighed for at læse op, da der er sygdom i rækkerne/ jeg skulle slet ikke have været her/ jeg kom først fra orlov i dag/ jeg fik jeres sag i går/ jeg blev indkaldt til noget akut i morges/ det er min første dag her i huset!’  Cirka sådan.

Jeg har endda oplevet en psykolog, der, midt mens vi arbejdede i sessionen, tog sin mobil frem og begyndte at sms’e. Da jeg klagede over ham, blev det skrevet ind i min sag, at jeg var uvillig til at modtage behandling. Og når først det er skrevet, bliver det ikke fjernet igen. Man kan få tilført en note til sagen, som ingen læser.

Derfor er jeg særlig opmærksom på, at være samarbejdsvillig.

Anden session forløber o.k. Og jeg prøver at ignorere, det stadig ulmer i min mave.

Vi får endda sagt til K’s sagsbehandler, at vi er tilfredse med psykologen. Da jeg sidder og nikker og siger ’Ja, hun er god,’ og ser sagsbehandleren notere i sine papirer, ved jeg, at jeg sælger ud af mig selv. For ikke at være besværlig.

For er jeg besværlig, kan det gå ud over K. Og ja, hun er under atten og har det elendigt – selvfølgelig er jeg yderst bevidst om, at man kan fjerne børn og unge, hvis det vurderes, at Hjem er årsagen til barnets eller den unges tarv er i fare.

Det bliver den tredje session, der river skindet af næsen.

Niels er kommet til psykologen med en naturlig tillid til, at hun ved noget om autisme. Som når man går til bageren for at købe brød

Den uro, jeg havde forsøgt at pakke ind i samarbejdsvillighedens dragt, står nu helt afklædt. Jeg ved ikke hvordan eller hvornår, Niels opfanger det, men jeg opfanger det på mit ekkolod, inden vi karambolerer med isbjerget.

Niels er kommet til psykologen med en naturlig tillid til, at hun ved noget om autisme. Som når man går til bageren for at købe brød. Han tager fejl. Men jeg har ikke insisteret på det faktum, at ikke alle bagere bager godt brød.

’Skifter hun ikke tøj?’ Forargelsen stråler ud af psykologen. Den er et væltet træ tværs over stien, der spærrer for al forbindelse mellem os.

Jeg trækker mig øjeblikkeligt fra hende og kigger væk for hun ikke skal opdage min vakte vrede. Samarbejd, Odile, samarbejd! siger jeg til mig selv. Jeg må ikke gå i udbrud. Niels stiller hende et spørgsmål, som hun fuldstændig ignorerer.

’Jamen, det skal hun da. Ellers lugter hun jo’, fortsætter hun indigneret ’Det går altså ikke!’

Jeg er dybt forarget over, at psykologen, der på intet tidspunkt under vore sessioner har indhentet nogen som helst viden om K og os som forældre, tilsyneladende reagerer ureflekteret på egne holdninger

Hun kigger over sine briller på Niels. Der er stadig et kvarter tilbage og jeg kæmper indædt for at sløre og dække mine følelser til.

Jeg er dybt forarget over, at psykologen, der på intet tidspunkt under vore sessioner har indhentet nogen som helst viden om K og os som forældre, tilsyneladende reagerer ureflekteret på egne holdninger.

Hun har heller aldrig mødt K, talt med K, ergo ved hun intet om K. Dog må hun retteligen antages at vide, at K har depression og angst som belastningsreaktion, hvilket er basisviden for en psykolog. Ligesom bageren bør have viden om gærdej.

Det er ikke mangel på god opdragelse, når depressive ikke skifter tøj, det er fordi, de er meget syge.

Skulle man i øvrigt være usikker på, hvordan det nu lige er depression tager sig ud i fuldt flor, kan man blot se rundt på vores psykiatriske afdelinger. Der ligger, bogstavelig talt, mange depressive voksne, fordi de ikke er i stand til andet. De almene dagligdags funktioner sætter ud under depression.

Det er ikke mangel på god opdragelse, når depressive ikke skifter tøj, det er fordi, de er meget syge.

’K har alt for meget magt,’ irettesætter psykologen os. ’I må behandle hende, som I gjorde, da hun var seks år. Det er jer, der bestemmer!’

’Jamen-altså-Vorherre-bevares. Kan du høre dig selv? Eller har du slukket for din faglighed. Seriøst, mener du virkelig, at K’s største problem er, at hun ikke skifter tøj regelmæssigt, sådan taget hele situationen i betragtning?’ siger jeg tavst.

Tavst fordi jeg kun siger det indeni. For jeg skal samarbejde udenpå.

Få dage efter er K og jeg ude på Ungepsykiatrisk. K’s psykolog spørger ind til, hvordan det går med Niels’ og mine psykologsamtaler.

Så jeg siger det. Off the record. At den psykolog vi har fået tildelt, fuldstændig modarbejder deres anbefalinger; at hun vil have, vi skal presse hårdt på og benytte os af tvang. Upåagtet, at Ungepsykiatrisk advarer mod for hårdt pres.

’Det lyder som, at spille bold med sig selv!’

’Ja! Plus man får bolden lige tilbage i nakken! joker jeg.

Skal vi blive hos psykologen de sidste sessioner uden at have noget på bordet? Eller skal vi forlade det dårlige selskab med fare for at blive betegnet som ‘ikke samarbejdsvillige’ måske endda begyndende til besværlige

Min muskulatur spændes lige et hak mere. Men K sidder ved siden af mig og jeg er nødt til, at bevare en vis damage control udaftil. Ærlig talt, jeg ved faktisk ikke, hvad jeg ellers kan gøre.

Det er et absurd dilemma. Psykologen, som skal hjælpe os med at navigere i, at vores datter er diagnosticeret med en kronisk psykiatrisk diagnose, arbejder ikke med psykiatriske diagnoser!

Egentlig burde vi spare kommunen for yderligere psykologudgifter og i stedet standse en vilkårlig person på gaden for at bede om hjælp. Sandsynligheden for, at vedkommende deler psykologens fordomme, er nærliggende.

Så her er vi stadig, i stillestående vand og uden iltflasker. Men vi er nødt til at tage en beslutning.

Skal vi blive hos psykologen de sidste sessioner uden at have noget på bordet? Eller skal vi forlade det dårlige selskab med fare for at blive betegnet som ‘ikke samarbejdsvillige’ måske endda begyndende til besværlige, eftersom det langt fra er første gang, vi forholder os kritisk overfor de tilbud, familien får?

Hvordan kan vi være samarbejdsvillige, men stadig bevare vores integritet og autenticitet, som K’s forældre, når vi samtidig er afhængige af systemet?

’Should I stay or should I go now

If I stay there will be trouble,

if I go there will be double.’

Hvis du kunne lide, hvad du har læst og får lyst til at donere et beløb for oplevelsen til skribenten, kan du gøre det på Odile Poulsens Mobile Pay: 3064 3538. 

*Titlen og afsluttende linjer er fra sangen ’Should I Stay or Should I Go’, The Clash, 1981.

Topillustration: Flickr.

Note. I Europa bruges officielt diagnosesystemet ICD-10 til at klassificere psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser. ICD står for International Classification of Diseases. Det er udarbejdet af verdenssundhedsorganisationen WHO og bliver løbende revideret. I øjeblikket bruger man den 10. version af diagnosesystemet og det er grunden til, at det hedder ICD-10.

Læs de 34  forudgående essays i Odile Poulsens fortælling om datteren K – og om at leve for hende og sammen med hende her: Afsnit 1: Hvad gør vi nu, lille du, afsnit 2: Mens vi venter i Systemet, her, afsnit 3: Here Comes the Sun, afsnit 4: Smil, det smitter – jeg skal bare lige have en tudetur først, afsnit 5: Undskyld, kan du vise mig vejen til mulighedernes land?, afsnit 6, Den der tier, lyver her, afsnit 7: Rigtige venner står for fald og kan købes, her og afsnit 8.1 Vi prøver med en ny begyndelse – en gang til, her, 8. afsnit, del 2, her, afsnit 9  Pushermama findes her, 10. del, Historien om K –Det siger sig selv kan læses her, 11. afsnit, “Solen går til psykolog“, kan læses her, 12. afsnit, “Lattergas” her, 13. afsnit “Jeg gik op i en spids for at se mig lidt omkring,” her ,14. afsnit, “We do what we can”, her, 15. afsnit, Catch 22, her,  16. afsnit, “It’s your last chance”, her17. afsnit, “Intet nyt er godt nyt for de fleste, men svært at tro på for de få”, her,18. afsnit, Bror og søster – L & K, her, 19. afsnit, ’Vi er liv og lys, vi er skygger og magi’, her 20. afsnit, ‘Vi er drømme lagt på is, vi er det tabte paradis’ , 21. afsnit ’På gyngende grund’, her,  22. afsnit “Virkeligheden overgår altid fantasien” her, 23. afsnit Den første ventetid er slut, her , 24. afsnit, ‘Den Fremmede – udredningen er i gang’ her, 25. afsnit, ‘Den livsvigtige telefonsamtale” her, 26. afsnit, ‘Ostehapsere – og et lille strejf af lykke’, her , nr. 27, ‘Alt det gode i livet tager tid’, her, nummer 28, “F….” her, nummer 29, “Udredningen trak de sidste tænder ud,” her, afsnit 30, Magiske timeglas’ her Afsnit 31, “A Whiter Shade of Pale”, her. afsnit 32, “Diagnosens dag”, afsnit 33,” Asperger – og hvad så?” kan læses her,  afsnit 34, “Vi er alle meget bekymrede”, her og endelig afsnit 35, “Jeg lukker øjnene”, her.

Odile Poulsen er forfatter og foredragsholder, uddannet pædagog og psykoterapeut ved Kempler Instituttet. Hun har tidligere ledet en døgninstitution. Om sig selv siger hun: "Jeg har oplevet meget, og det mener jeg selv, er karakteristisk. Som ni liv levet i ét. Trods jeg aldrig troede, jeg ville blive mere end tredive, har jeg fornøjelsen af stadig at være her. Livet handler om at øge vor bevidsthed. Det kræver autencitet på alle planer og en blotlæggelse af tabuer, der indskrænker menneskets frihed og livskvalitet. Jeg er altid optaget af og drevet mod friheden. Derfor er alt, hvad jeg skriver og taler om, båret af et ønske om at ophæve begrænsninger for det frie sind."
Hun har udgivet bøgerne, Hustler (Rosinante 2000 og 2006), Sirenesang (Lindhardt og Ringhoff 2006) og har modtaget Alt for Damernes Kvindepris (2005). I 2008 var hun ambassadør for Dannerhuset. Odile er bosat i København med sin mand og deres to teenagere. Du kan også finde hende på LinkedIn: www.linkedin.com/in/odilepoulsen/
Hvis du vil honorere Odiles tekster på POV, kan du donere et beløb til hendes Mobile Pay: 3064 3538

Seneste artikler om Børn & unge

Dit liv er dit eget

KLUMME //UDDANNELSE  – Danske unge hyldes ofte som selvstændige og kritisk tænkende.

Jeg lukker øjnene

ESSAY –  “Der er, hånden på hjertet, ingen polstring tilbage. Og jeg