ESSAYSERIE – ”Jeg kender alt for mange autistfamilier, der bliver truet indirekte og direkte med tvangsfjernelse, og familier, hvor fjernelsen er indtruffet. Familier der har tigget og bedt om hjælp uden at få den og til sidst er familien kollapset efter års ekstrem udmattelse og kamp.” Odile Poulsen skriver hver fredag et afsnit i essayserien om familielivet med K – hendes datter, der lider af angst og har Aspergers. I denne uge kalder Odile til modstand mod statsminister Mette Frederiksens udspil om at flere børn skal tvangsfjernes og bortadopteres.
’Endelig!’ puster jeg ud.
Der er andre, som staller ved statsministerens nytårstale, eller mere præcist: ved den del der handler om, at flere børn skal tvangsfjernes, ja endda tvangsadopteres.
Vreden skubber mine retoriske evner bagover, ud over en klippeskrænt, og tilbage står kun den kyndige kælling fra havnen, hende der har overlevet flere krige end en fremmedlegionær. Hun er bare ikke så bevendt, når det kommer til at nuancere sine tanker og følelser verbalt
Nu, endelig, kan jeg bevæge mig i rørte vande. Inde på mine venners Facebook-profiler, og i flere af landets store aviser udtaler eksperter deres absolutte modstand.
’Endelig er der andre end mig, der er i oprør!’
Førte gang jeg hørte om det socialdemokratiske udspil var i Mette Frederiksens kongrestale i efteråret 2018. Det vil sige før valget, da hun som partiformand luftede muligheden for flere tvangsfjernelser og tvangsadoptioner, som senere – under valgkampen – blev koblet sammen, da hun udnævnte sig selv til børnenes statsminister.
Nu, hvor hun er statsminister, er alvoren langt større. Budskabet kan ikke overhøres, når det kommer i hendes nytårstale.
Jeg snubler og skvatter rundt i min vrede over et så overdrevent magtudtryk fra statsministeren.
Vreden skubber mine retoriske evner bagover, ud over en klippeskrænt, og tilbage står kun den kyndige kælling fra havnen, hende der har overlevet flere krige end en fremmedlegionær. Hun er bare ikke så bevendt, når det kommer til at nuancere sine tanker og følelser verbalt, og det er netop det, jeg skal nu: hvirvle mig ind i debatten på Facebook.
Statsministerens budskab om at ville tvangsfjerne, og det langt mere determinerende at tvangsadoptere flere børn, er så farligt, at det er nødvendigt at mobilisere en modstand.
’Pis også!’ mumler jeg og bider mig i læben, da jeg fejler mit tredje forsøg på at camouflere kællingen fra havnen i en sober Facebook-opdatering.
Det kommer ikke rigtigt ud. I stedet lyder jeg, som en der slet ikke har øje for nuancerne i spørgsmålet om tvangsfjernelser og tvangsadoption. Men det er netop det, jeg har! Jeg kender til dette område. Og det frygter jeg, at statsministeren ikke gør.
For når man tror på, det er muligt at give børn gode liv ved at rive dem op ved deres biologiske rødder, kan man kun have et meget ringe kendskab til tilknytning. Denne ringe forståelse lagt sammen med en naiv forestilling om, at man ved at putte børnene ind i fremmede familier vil sætte trivslen i gang, er et familiepolitisk knockout. Virkeligheden kræver langt mere end et hurtigt fix.
Vi har haft et helvedes årti herhjemme, kan jeg ligeså godt melde ud, det er ingen hemmelighed. Og de sidste fire år har været ekstrem barske – K knækkede, hun gik i stykker, hun smuldrede
Retorisk har statsministeren bestemt fået noget for de penge, der bruges på at sælge politik. Naturligvis skal politikere sælge deres budskaber og for at få stemmer, sådan er det. Men hvem betaler den sande pris i dette udspil?
Ingen kan jo modsige argumentet om at ville gøre noget godt for de udsatte børn.
Ingen kan vel argumentere imod, at en statsminister vil tage børnenes problemer alvorligt og endda tale deres ”sag”. Vover man det alligevel, har man øjeblikkeligt profileret sig selv som usympatisk – det er indlysende.
Samme mønstre gør sig tydeligt gældende, når vi debatterer seksuel mishandling af børn. Ingen med en normal moral og seksualitet kan være imod konstruktive tiltag for at beskytte børn mod seksuel udnyttelse. Eller straf til seksualforbrydere.
Men hvis man omvendt ikke er med på, at alle pædofile skal (fysisk, ikke medicinsk) kastreres og lynches, mistænkes man for at være ’en af dem’ – en af de pædofile.
Med andre ord, hvis ikke man køber argumentet om flere tvangsfjernelser og tvangsadoptioner, så tager man ikke de sårbare børn alvorligt.
Det er ganske vanskeligt at være kritisk mod ’den gode vilje’. Og det er netop derfor vi er nødt til at se på, hvordan den gode vilje skal tage sig ud i praksis.
Jeg tager gerne både smerter og invalidering på mig igen, hvis hun kan gå fri. Hvad som helst tager jeg, hvis djævelen kom forbi med en aftale, der kan sætte min datter fri
Alle de tanker dribler rundt i mig, det er dem, jeg skal have formuleret, men mine fingre er som kartofler, der ruller rundt på mobilens tastatur og der skal endnu et forsøg til, før det lykkes mig at få en tekst, der er nuanceret nok, men samtidig heller ikke så lang, at ingen orker at læse andet end de første par linjer.
Efter en hurtigt gennemlæsning, trykker jeg på ’slå op!’ og sekundet efter står min profil nu med dette budskab:
Okay, det var ikke spor kortfattet…..
Men helt ærligt, hvem kan føle sig tryg ved, at der skal fjernes flere end de allerede cirka 12.000 tvangsfjernede børn og unge, når der faktuelt er fejl i samtlige anbringelser i Københavns kommune, når Frederiksberg kommune overtræder hele fire love for at tvangsfjerne børn og unge, og når halvdelen af alle akutte tvangsfjernelsessager landet over er gjort på fejlagtigt grundlag?
Det er årets tredje dag, det nye og smukke, fløjlsbløde-klingende år 2020. Det nye år, det nye årti, det nye som skal bringe os en masse godt.
Vi har haft et helvedes årti herhjemme, kan jeg ligeså godt melde ud, det er ingen hemmelighed. Og de sidste fire år har været ekstremt barske – K knækkede, hun gik i stykker, hun smuldrede. Den ensomme rejse langt væk fra alt og alle, isoleret i sit eget hjem. Angsten for livet derude, som kun havde budt hende en masse, hun ikke forstod. Det har været de hårdeste år.
Jeg bytter til enhver tid med hende og spoler gerne tiden tilbage for at blive lammet fra ene dag til anden, henlagt i en seng, opgivet i kørestol som 44-årig og efterfølgende gennemleve den ene rygoperation efter den anden uden resultater. Jeg tager gerne både smerter og invalidering på mig igen, hvis hun kan gå fri. Hvad som helst tager jeg, hvis djævelen kom forbi med en aftale, der kan sætte min datter fri.
Heller ikke dengang for snart ti år siden, da jeg blev lagt ned, fysisk, fra ene dag til anden, fik vi hjælp. En familie, hvor moderen til to mindre børn pludselig bliver handicappet, og hele familiens økonomiske, praktiske og psykologiske grundlag er revet væk, natten over, får ikke engang hjælp til at bringe børnene hjem fra skole.
Vi havde ikke krav på noget som helst, og vi havde ingen, der kunne hjælpe os i hverdagen, og der var ingen der spurgte ind til, hvad vi behøvede.
Det velfærdssystem som skal forhindre børn og unge i at blive så udsatte, at de ikke er en del af samfundet længere, som skal sikre, at de får de rette vilkår til at kunne udvikle sig, dét system stilles ikke til ansvar, når de ikke hjælper børnene.
Systemet er enevældigt – det ved altid bedre
I stedet kan systemet vælge den tungeste magt og tvangsfjerne et barn, når det er i mistrivsel uden at skele til, at den mistrivsel skyldes systemets egen manglende indsats.
Jeg kender alt for mange autistfamilier, der bliver truet indirekte og direkte med tvangsfjernelse, og familier hvor fjernelsen er indtruffet. Familier der har tigget og bedt om hjælp uden at få den og til sidst er familien kollapset efter års ekstrem udmattelse og kamp.
Skal jeg minde om den familie, hvor moderen havde grædt på kommunen, fordi hun var truet på sit liv af sin 15-årige søns affekter – hende som blev dræbt 14 dage senere? Eller om moderen, der dræbte sin søn og sig selv, fordi hun ikke kunne se, hvordan sønnen skulle klare vilkårene under de fortsatte besparelser?
Engang ville jeg have troet, at en mor der siger som jeg, nok var en kende paranoid. For dengang kendte jeg kun til de familier, hvor børnene fik lov at blive fortæret i seksuel vold af voksne uden at nogen i systemet turde gribe ind.
Desværre kender jeg nu en virkelighed, den, der er dukket op de seneste år, hvor det er børn og unge, som min K, der ikke trives og som ikke kan komme i skole, fordi de ikke matcher den neuro-typiske verden, og hvor velfærdsstaten peger på forældrene, som værende uegnede på grund af det.
Selvom vi har råbt og skreget, bogstaveligt, blødt, grædt, spyttet og truet, bogstaveligt, behaget, smisket og leflet, bogstaveligt, for at systemet skal give K adgang til præcis den slags undervisning, der matcher hendes behov og de sociale tilbud, hvor hun kan træne sig i ikke at være angst for mennesker, er vi på ingen måde nået til det punkt, hvor hun får de indsatser.
I stedet anses vi som usamarbejdsvillige forældre på forvaltningen – min gavmilde strøen rundt med klager til: Ankestyrelse, borgmester, forvaltningschefer, borgerrådgiver, mellemledere samt sagsbehandlere gør ikke, at vor familie får det, vi behøver. Eller bare en respektfuld kommunikation.
Systemet er enevældigt – det ved altid bedre. Og statsministeren har officielt blåstemplet det i sin nytårstale.
Mit håb for det nye år er, at vi udsatte familier vil brøle sammen mod den uretfærdighed, vi forventes at synke skamfuldt, som børn hensat til skammekrogen. Vi har intet gjort forkert, vi er blot anderledes
Velkommen til det ny årti! Der er fløjtet til kamp!
Men jeg vil ikke længere den slags kamp, hvor vi udsatte familier sidder alene mod en overmagt, lammede og syge.
Som meget ung lærte jeg at forsvare mig fysisk og professionelt, og jeg ved, at når man lader sit åndedræt brøle med, styrker det ens slag og spark.
Mit håb for det nye år er, at vi udsatte familier vil brøle sammen mod den uretfærdighed, vi forventes at synke skamfuldt, som børn hensat til skammekrogen. Vi har intet gjort forkert, vi er blot anderledes.
Modtag POV Weekend gratis, følg os på Facebook
– eller støt vores arbejde
Læser du POV fast eller kun lejlighedsvis? Hver fredag samler vi ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i ugebrevet POV Weekend.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her.
Har du mulighed for at støtte POV som åbent og uafhængigt dansk medie, kan du gøre det som støtteabonnent her.
Foto: Unsplash
Læs de 90 forudgående essays i Odile Poulsens fortælling om datteren K – og om at leve for hende og sammen med hende her: Afsnit 1: Hvad gør vi nu, lille du, afsnit 2: Mens vi venter i Systemet, her, afsnit 3: Here Comes the Sun, afsnit 4: Smil, det smitter – jeg skal bare lige have en tudetur først, afsnit 5: Undskyld, kan du vise mig vejen til mulighedernes land?, afsnit 6, Den der tier, lyver her, afsnit 7: Rigtige venner står for fald og kan købes, her og afsnit 8.1 Vi prøver med en ny begyndelse – en gang til, her, 8. afsnit, del 2, her, afsnit 9 Pushermama findes her, 10. del, Historien om K –Det siger sig selv kan læses her, 11. afsnit, “Solen går til psykolog“, kan læses her, 12. afsnit, “Lattergas” her, 13. afsnit “Jeg gik op i en spids for at se mig lidt omkring,” her ,14. afsnit, “We do what we can”, her,15. afsnit, Catch 22, her, 16. afsnit, “It’s your last chance”, her, 17. afsnit, “Intet nyt er godt nyt for de fleste, men svært at tro på for de få”, her,18. afsnit, Bror og søster – L & K, her, 19. afsnit, ’Vi er liv og lys, vi er skygger og magi’, her 20. afsnit, ‘Vi er drømme lagt på is, vi er det tabte paradis’ , 21. afsnit ’På gyngende grund’, her, 22. afsnit “Virkeligheden overgår altid fantasien” her, 23. afsnit Den første ventetid er slut, her , 24. afsnit, ‘Den Fremmede – udredningen er i gang’ her, 25. afsnit, ‘Den livsvigtige telefonsamtale” her, 26. afsnit, ‘Ostehapsere – og et lille strejf af lykke’, her , nr. 27, ‘Alt det gode i livet tager tid’, her, nummer 28, “F….” her, nummer 29, “Udredningen trak de sidste tænder ud,” her, afsnit 30, Magiske timeglas’ her Afsnit 31, “A Whiter Shade of Pale”, her. afsnit 32, “Diagnosens dag”, afsnit 33,” Asperger – og hvad så?” kan læses her, afsnit 34, “Vi er alle meget bekymrede”, her, afsnit 35, “Jeg lukker øjnene”, her, afsnit 36, “Should I stay or should I go now”, her, afsnit 37 ‘Er du også mor til en Aspie”? her, afsnit 38, Jeg henter bidder af verden hjem til min datter. afsnit 39, ‘Nu får i god hjælp’ og endelig afsnit 40, Vil du med på bondegård? og endelig Et lykkeligt møde med Panda-koen, Gertrud, nummer 42 her, afsnit 43, ‘Hvad med Juleaften?” her, afsnit 44, Som perler af lys, her og afsnit 45, Historien om K: Mit Lys, min Kærlighed, her , afsnit, 46, Pædagogens uventede besøg, her, afsnit 47, Hvad en Aspie-mor skal vide, afsnit 48, Godnat min skat, sov godt, afsnit 49, Med vidt åbne øjne, afsnit 50, Giv vikaren skylden, afsnit 51, K og de hellige køer her , “Ja”, afsnit 52 her, afsnit 53, “Togvogns-traditionen og den særlige 15-års fødselsdag”, her, afsnit 54, ‘Magi mikset med et skvæt af myndighed’, her, afsnit 55, ‘That’s my birthday girl’, afsnit 56 ‘Mit signal’, afsnit 57 ‘Farvel!, afsnit 58 ‘Væk mig fra dette mareridt‘, 59 ‘Magt uden viden‘, afsnit 60 ‘Radiotavshed’, afsnit 61 ‘Jeg har vigtigere ting at bruge mine tanker på‘, afsnit 62 ‘I det kommunale venteværelse’, 63 ‘Pædagogrokaden‘, 64 ‘Solen brager igennem‘, afsnit 65 ‘Stuen er fuld af regnbuer‘, afsnit 66 ‘I den blinde vinkel’, afsnit 67 “På det offentliges regning” her, afsnit 68, “K, Bulldoggen og Totoro*, her, 69, “Lad os se, hvor hårdt vi kan slå,” her, afsnit 70, ‘Tag dig i agt for psykopatien’, afsnit 71, Totoro, Anais og K – T.A.K, afsnit 72, Værdien af hverdags-autister, afsnit 73, Snedkerens besøg, afsnit 74, Kommunen smider om sig med bomber‘, afsnit 75, ‘Man kan f*cking ikke købe Grønland – og man kan ikke købe os‘ , afsnit 76, ‘Elefanten i rummet spiser sig tyk‘ , afsnit 77, ‘Kan et skoleliv også være liv?‘, afsnit 78, ‘Autisme Mama Cirkel 1:2′, afsnit 79, ‘Autisme Mama Cirkel 2:2’, afsnit 80, ‘Din F****** autist’, afsnit 81, ‘Det står rødt på hvidt’ her, afsnit 82, ‘Ikke for skolen men for livet‘, afsnit 83, ‘Hvad kan blive som autist?’ afsnit 84, ‘Vi skal skynde os langsomt‘, afsnit 85, ‘Kommunen drukner os i en sump af mistro‘, afsnit 86, ‘Djævelen er i detaljen’ , afsnit 87, ‘Eternal optimist’, afsnit 88, ‘Autisme-mama aka Superwoman‘, afsnit 89, Vi deler samme passioner og endelig afsnit 90, ‘Same procedure as last year‘.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
