Den der tier, lyver

i Danmark/Liv & Mennesker af

ESSAY – Jeg har i over en måned gået med visheden om, at der ville komme en indkaldelse til ungepsykiatrisk hospital. Hver dag har jeg kviet mig, vredet mig og følt mig som en løgner. ’Hvad skal der ske nu – jeg ved ikke, hvad der skal ske nu?’ siger hun og ser på mig; jeg skynder mig at svare, for her er endelig noget, jeg med sikkerhed kan sige: ’Lige nu skal du ingenting, vi skal bare sidde her.’ Odile Poulsen skriver i en række essays hver fredag på POV om familielivet med datteren K på 14, der lider af alvorlig angst. Dette er 6. afsnit.

Hun falder, falder, falder dybt og jeg sidder her på den anden side af bordet og ser det. Bordet er for bredt, der er for langt derover, jeg kan ikke nå hende. Afværge det værste dyb, holde hende i strakt arm og bare holde fast, det kan jeg ikke.

Hvorfor føles det som det eneste rigtige, jeg ku’ have gjort – hvorfor føles det, som er hun faldet og jeg intet har gjort rigtigt, for at beskytte hende, min datter, min sol, som går gennem en vinterstorm, der synes uden tid.

Fordi det er mig, som netop har sat de ord i cirkulation, der nu iler, hopper og springer, ukontrollerbare rundt på bordet. De løber alle retninger, bare ikke den eneste jeg lige nu kunne ønske mig, mere end noget andet, nemlig tilbage til min mund, hvor jeg vil kunne tilbagetvinge dem og få dem til at lystre – i det mindste lade dem være hemmelige og usynlige for hende. For min sol.

Men der er intet, der kan få dem til at komme tilbage.

Og der er heller intet, som kunne forhindre mig i at sende dem ud.

Når jeg prøver at sige noget, råber hun ’nej’ – hun kan ikke finde ud af at høre mine ord, hun er allerede så fyldt af ord og kaos. Jeg tier og venter. Spekulerer over, om jeg skal være mere markant, tage styringen, og på den måde tage ansvar

Nu er ordene havnet ovre i hendes system, hvor hun slår sig på hvert og et af dem. De er som bitre piller, der sætter sig fast i et for tørt svælg og overdøver al anden smag med deres smag af hospital. Som pigtråd kun skabt for at såre. Hvert af ordene anbringer et sæt gyselige billeder i hendes hjerne og på øjets nethinde. Hun vægrer sig, men har intet at vægre sig med.

’Jeg kan ikke være indlagt.’ Hun stirrer på mig med den blindes blik. Så siger hun igen ’Mor, jeg kan ikke være indlagt.’

’Nej min skat, det ved jeg.’ Jeg prøver at kontrollere mig selv, nu jeg intet andet kan kontrollere, men jeg er dårlig til det. For jeg forstår hende, hvordan skal hun kunne være indlagt?

Hun ræser gennem et spektrum af følelser den næste halve time, alle sammen i mol. Afmagt, vrede, frygt, chok, benægtelse… og et sted er der noget der kalder, noget i hende, der får hende til at sige: ‘Jeg ville gerne, at jeg kunne det’.

I næste øjeblik slynges hun videre af en centrifugal kraft, der får hende til at svimle og ikke vide, hvad hun skal. ’Hvad skal der ske nu – jeg ved ikke, hvad der skal ske nu?’ siger hun og ser på mig; jeg skynder mig at svare, for her er endelig noget, jeg med sikkerhed kan sige:

’Lige nu skal du ingenting, vi skal bare sidde her.’

’Jeg er så bange for, at der skal komme nogen og hive mig ud af mit værelse og tage mig med hurtigere end jeg er klar. Jeg vil være med, have mulighed for at sige ja. Det skal være i mit tempo’

Hun slynges videre, rundt og rundt. Når jeg prøver at sige noget, råber hun ’nej’ – hun kan ikke finde ud af at høre mine ord, hun er allerede så fyldt af ord og kaos. Jeg tier og venter. Spekulerer over, om jeg skal være mere markant, tage styringen, og på den måde tage ansvar. Jeg forsøger at mærke efter, hvad hun har brug for.

Men jeg ved det ikke, jeg ved det simpelthen ikke og jeg skammer mig over min usselhed – det er for pokker da hende, der har brug for jeg er stærk og ved, hvad der skal ske.

’Jeg er så bange for, at der skal komme nogen og hive mig ud af mit værelse og tage mig med hurtigere end jeg er klar. Jeg vil være med, have mulighed for at sige ja. Det skal være i mit tempo’.

’Det kommer ikke til at ske. Det vil aldrig ske, ingen kommer og tvinger dig!’, svarer jeg højt og hurtigt.

Og jeg mener det. Men bliver i samme nu bange for, om det er det rigtige – for hvad nu hvis hun er så syg at der skal et voldsomt indgreb til af dimensioner, jeg end ikke tør tænke på for at få hende rask igen. Kan hun overhovedet blive rask, hvis ikke det foregår i hendes tempo…

Endelig er hun klar til, at jeg kan skubbe bordet mellem os til side, til at jeg kommer over tæt ved hende på slagbænken. Jeg sætter mig så hun kan rulle sig sammen og ind i den rede, jeg danner med mine arme og overkrop og mit hoved. Hun vånder sig mod min hals, lader et par hulk gennemryste sin krop, så vånder hun sig stille igen. Klemmer hårdt om mig og lemper så pludselig trykket lidt.

’Du må godt klemme alt du kan, jeg kan godt tåle det.’ Hun passer stadig på mig, en reminiscens fra årene med mit fysiske nervesmertehelvede. Så klemmer hun alt det hun kan – og holder ved.

Jeg går forbi hendes lukkede dør for at lytte og opsnappe hvad som helst. Jeg sidder her og prøver at være rolig, rummelig og klar til at gribe hende, når hun kommer ud

Intet er på nogen måde ovre nu, men hun har brug for at være på sit værelse. Sætte sig ind til Gerda, kaninen, i det flotte, nye bur, som K har lavet. Dér, hvor de kan være sammen.

K har researchet på buret i over et år og de sidste par uger har hun endelig været i stand til at kunne lave det. Et haven for Gerda, der nu er blevet meget mere fri, trives og er lykkelig. Bedriften sender strømninger af glæde gennem K’s oprørte sinds hav. For hun har taget sin elskede kanin Gerda ud af det fængsel, hun boede i og givet hende muligheder.

Og lige nu er det derfor kun K, der er tilbage i sit fængsel – det kan hun på en måde bedre leve med.

Jeg har i over en måned gået med visheden om, at der ville komme en indkaldelse til ungepsykiatrisk hospital. Hver dag har jeg kviet mig, vredet mig og følt mig som en løgner.

Først nu kunne jeg fortælle hende det, fordi hun endelig har haft et par dage med glæde. Jeg var tæt på at lade være for at lade hende bevare glæden. For at beskytte mig selv mod at sende hende ud i centrifugale svingninger, jeg intet aner om, hvad vil gøre ved hende.

Lige nu er hun på sit værelse. Jeg banker på for at høre på hendes stemme og for at høre, hvor hun er – også for at sikre at hun ved, at hun ikke er alene i det her. Jeg går forbi hendes lukkede dør for at lytte og opsnappe hvad som helst. Jeg sidder her og prøver at være rolig, rummelig og klar til at gribe hende, når hun kommer ud.

Jeg ved ikke, hvordan jeg bedst kan passe på min sol, min K. Der findes ingen klare svar, ingen facitliste eller myndighed jeg kan læne mig op ad. Der er kun den mulighed, at vi hver dag gør det bedste, vi kan i skridtene hen mod K’s bedring.

Topillustration:Pixabay.

Læs de fem første essays i Odile Poulsens fortælling om datteren K – og om at leve for hende og sammen med hende her: Afsnit 1: Hvad gør vi nu, lille du, afsnit 2: Mens vi venter i Systemet, her, afsnit 3: Here Comes the Sun, afsnit 4: Smil, det smitter – jeg skal bare lige have en tudetur først og afsnit 5: Undskyld, kan du vise mig vejen til mulighedernes land?

Odile Poulsen er forfatter og foredragsholder, uddannet pædagog og psykoterapeut ved Kempler Instituttet. Hun har tidligere ledet en døgninstitution. Om sig selv siger hun: "Jeg har oplevet meget, og det mener jeg selv, er karakteristisk. Som ni liv levet i ét. Trods jeg aldrig troede, jeg ville blive mere end tredive, har jeg fornøjelsen af stadig at være her. Livet handler om at øge vor bevidsthed. Det kræver autencitet på alle planer og en blotlæggelse af tabuer, der indskrænker menneskets frihed og livskvalitet. Jeg er altid optaget af og drevet mod friheden. Derfor er alt, hvad jeg skriver og taler om, båret af et ønske om at ophæve begrænsninger for det frie sind." Hun har udgivet bøgerne, Hustler (Rosinante 2000 og 2006), Sirenesang (Lindhardt og Ringhoff 2006) og har modtaget Alt for Damernes Kvindepris (2005). I 2008 var hun ambassadør for Dannerhuset. Odile er bosat i København med sin mand og deres to teenagere. Du kan også finde hende på LinkedIn: www.linkedin.com/in/odilepoulsen/ Hvis du vil honorere Odiles tekster på POV, kan du donere et beløb til hendes Mobile Pay: 3064 3538

Seneste artikler om Danmark

Da kvinder tog magten

NY BOG – Ritt Bjerregaard, Lone Dybkjær, Britta Schall Holberg, Grethe Fenger Møller,