Djævlen er i detaljen – #86

af i Liv & Mennesker

ESSAYSERIE – “Hvem vil man tro på? Systemet eller familien med et barn, der ikke kan gå i skole? En hysterisk mor, der beskylder kommunen for ulovligheder eller en kommune med pligt til at tage sig af børn og unge?” Odile Poulsen skriver hver fredag et afsnit i essayserien om familielivet med K – hendes datter, der lider af angst og har Aspergers.

Forsættelse af afsnit 85,’Kommunen drukner os i en sump af mistro‘.

To uger senere fik vi et nyt dokument fra kommunen tilsendt via e-boks. Det viste sig, at sagsbehandleren, igen, havde løjet for os.

Hver gang der kommer en notifikation om brev fra Københavns Kommune i e-boks, sendes der dønninger af kvalme og svie fra min mave. Mavesåret, min trofaste livgarder, kunne aldrig drømme om at lade mig alene i de stunder, men udfører en excercits, som end ikke dronningen kan undgå at beundre.

Jeg ved fra mange andre forældre i ’autistfamilier’ som os, hvordan de også farer sammen, ramt af PTSD som mange er, hver gang kommunen, Det Store Rovdyr, kaster sit blik på dem.

Vi er nemme at nedsable i en krig, vi ikke er skabt til at færdes i. Vi er så lette at vælte bagover, for vi anede ikke, at vi begav os ind i en krigszone, da vi første gang trådte ind i kommunernes kontorlandskaber

PTSD plus en række alvorlige somatiske sygdomme og symptomer er karakteristika for ’’systemstress”.

Vi anerkendes bare ikke, hverken med medaljer eller af krisepsykologer, for at bære PTSD efter at have tjent fædrelandet mod fjenden.

Men det er rent faktisk det, vi gør: Vi tjener vort fædreland mod en menneskefjendsk forvaltning.

Tjener med vort blod og tårer, kæmper for vores elskede børns overlevelse og udvikling, krydser klinger med alt, der aggressivt forsøger at nedbryde vores fornuft, værdier, sundhed, eksistensberettigelse og frie tænkning. Opgaven er ikke kun begrænset til vores egen families selvopretholdelsesdrift, men rækker for hele samfundet. For når vi tjener vores børns eksistens og fremtid, bevarer vi også samfundets eksistens og fremtid.

Men vi er nemme at nedsable i en krig, vi ikke er skabt til at færdes i. Vi er så lette at vælte bagover, for vi anede ikke, at vi begav os ind i en krigszone, da vi første gang trådte ind på kommunernes kontorlandskaber.

Da jeg ser notifikationen, tysser jeg på livgarderen med et: ’Det er sikkert bare referatet fra opfølgningsmødet i forrige uge!’

Det er tomme ord, for vægelsindet i mig, tigger mig om at åbne mailen med det samme. Få det nu bare overstået! Find ud af hvad rovdyret vil denne gang! Men beordrer mig samtidig med til at vente. Falde til ro! Du kan alligevel ikke gøre fra eller til i dag, lige meget hvad, så vent!

De sidste fire dage har K ryddet op, skabt orden både udenfor og indenfor sig selv. Hun er klatret som en matros op i den højeste mast for at se sin kurs, mens jeg har stået ved mastens rod, spejdet op mod hende

K og jeg har en særdeles vigtig dag i dag. For første gang i flere år, har vi planlagt at få besøgende, noget K, helt uvant, ønsker at være med til. Vi får en mor og hendes søn, der er jævnaldrende med K, som gæster. Moderen er min veninde, en af de særlige jeg har fået, efter jeg begyndte at publicere essayene. De har aldrig været her før, og ingen af os har mødt sønnen.

De sidste fire dage har K ryddet op, skabt orden både udenfor og indenfor sig selv. Hun er klatret som en matros op i den højeste mast for at se sin kurs, mens jeg har stået ved mastens rod, spejdet op mod hende. Når hun stod på dækket igen, har jeg undrende taget imod hendes svar om det kommende besøg: ’Ja, jeg vil stadig gerne have besøg!’

K holder fast og det er en stor, stor dag! Jeg føler mig en kende fjollet, som jeg tusser rundt med varme kinder og en slags forventningsglæde, som kun en mor kan føle, når hendes datter står overfor en skelsættende begivenhed i sit liv.

Lige nu skyldes varmen i mine kinder dog frygten for den lille e-mail-notifikation, så uskyldig og så alligevel så påtrængende. Jeg har sat mig ud på badeværelset med mobilen i min hånd – klar til at åbne e-boks.

’Forbandet også!’ mumler jeg, for jeg ved, jeg er nødt til at læse den med det samme.

Herude på badeværelset kan jeg tænde for vandet og lade det overdøve min reaktion, om det kommer som støn, gråd eller halvkvalte råb

Bevidstheden om at den skal ligge som en sovende bjørn til senere i aften eller til et andet lige så uvelkommen tidspunkt senere, er brændsel på bålet i min mave.

Hvert af livgarderens hælenedslag pisker mavesyren til hidsig bølgegang.

Herude på badeværelset kan jeg tænde for vandet og lade det overdøve min reaktion, om det kommer som støn, gråd eller halvkvalte råb. Jeg kan stille mig ind under den store bruser, der hænger som en sølvmåne oppe under loftet, lade min krop snøres ind af vandets kogende sølvsnore til mine muskler falder bevidstløse om. Her kan jeg brække mig ned i toiletkummen, hvis eksplosionen står ud af min hals. Her kan jeg reagere, uden K bliver påvirket af det.

For hun er på sit værelse iført høreværn og andre opladnings-strategier, så hun kan gennemføre besøget, hun har sat sig for.

Da jeg får åbnet e-boks-mailen fra Københavns Kommune, bliver jeg meget forvirret.

Mailen er afsendt og underskrevet af en sagsbehandler, vi aldrig nogensinde har hørt om!

Jeg gennemlæser mailen, både brevet og dets vedhæftning – der, rigtig gættet, er referatet fra opfølgningsmødet med skolen og den gennem knapt to år faste sagsbehandler.

Har K fået en ny sagsbehandler? Er det en vikar? Hvis K har fået en ny sagsbehandler, eller en vikar, hvorfor har vi så ikke fået besked om det?

Intet sted står der noget om, hvem den kvindelige, fremmede sagsbehandler er, der mailer os.

Eller hvorfor det er hende, der har underskrevet og sendt os et referat fra et møde, hun ikke har deltaget i, i stedet for K’s sagsbehandler, der har.

Endnu engang er vi tilbage på ukendt grund uden hverken en parlør, bodyguard eller et udenrigsministerielt forbud mod at opholde sig her.

Har K fået en ny sagsbehandler? Er det en vikar? Hvis K har fået en ny sagsbehandler, eller en vikar, hvorfor har vi så ikke fået besked om det?

Behøver man da slet ikke, som myndighed, være i en gensidig kommunikation med borgerne, kan myndigheden nøjes med blot at udstikke imperative mails?

Hvordan kan man behandle en 15-årig, som om hun ingen rettigheder har, endsige oplyse om, hvem der er hendes sagsbehandler?

Hvordan kan man behandle os, som om det er fuldstændig ligegyldigt, hvem der er involveret i vores families værste krise? Som om det er fuldstændig ligegyldigt, at der foretages udskiftninger i det personale, der er i direkte kontakt med os? Som om det er fuldstændig ligegyldigt, om vi får besked om udskiftning?

Mavesmerterne slynger sig op mod solar plexus, ildebranden stiger op gennem mit bryst og udgør et pres, der næsten føles, som kan det skubbe mit brystben ud.

Jeg er målløs, spørgsmålene kører cirkulært gennem mit hoved, som et dias gennem en fremviseren.

Helt tilbage til i sommer, da vi var til visitationsmødet (det møde hvor K blev indskrevet på dagbehandlingsskolen), havde sagsbehandleren – endnu inden vi havde rejst os fra bordet – insisteret på at få to minutter med Niels og jeg alene trods det, vi stod et sekund fra at deltage i den eneste fremvisning af skolen, vi kunne få.

Når man på ’sagbehandlersk’ vælger at skrive: ’Forældrene er ikke trygge ved det tilbud, kommunen yder’, betyder det, at forældrene ikke samarbejder

I de to minutter fremlagde han, at hvis vi ønskede en ny sagsbehandler, kunne vi godt få det. Det var ikke, fordi han ønskede det, nej, nej, det måtte vi endelig ikke konkludere.

Kort for hovedet og inden Niels kunne nå at sige noget, skar jeg af: ’Det kan umuligt haste! Det må du vente med at få svar på! (Jeg havde in mente, hvordan han i månedsvis havde ignoreret alle vores opkald, mails og endda alle opkald fra K’s egen læge). Og vi forlod ham for at få den vigtige rundvisning.

Det var strategisk smart af ham at bede om to minutter, efter vi havde slukket for mobiloptagelsen af mødet, og dermed levere os sit budskab mundtligt (ikke dokumenterbart). Men det skulle ikke afholde os fra at levere vores helt udiplomatiske svar skriftligt.

Fire dage senere skrev jeg til ham:

’Vi vil ikke skifte dig ud med en anden sagsbehandler. Vi holder vores fjender tæt ind til os, for så ved vi, hvad vi kan forvente fra dig.’

Vanen tro var han tavs.

Næste gang vi hører fra ham, indkalder han os til opfølgningsmøde ved kommunen. Det vil sige, han indkalder os rent faktisk til et opfølgningsmøde om skolestarten, selvom skolen allerede har planlagt det møde! Vi modtager, med andre ord, nyttesløst, en af de forhadte e-mail-notifikationer, en af dem der aktiverer hele ’system-stressen’ op til højeste gear! Fordi han ikke har styr på sin kalender.

Jeg gad end ikke svare på det. Skolelederen havde heldigvis opsnappet det og ringet til ham, rettet hans fejl.

Allerede inden jeg er kommet til selve referatet, er jeg fysisk dirrende.

Det skal vise sig, at referatet er præcis dét, jeg frygter.

Det er kommet frem i medierne, hvordan kommuner begår lovbrud. I sagen fra Frederiksberg taler vi om brud på fire love: retssikkerhedsloven, serviceloven, forvaltningsloven og offentlighedsloven

Nøjagtig de to problemer, jeg bed mig fast i under opfølgningsmødet, er nedfældet. Med andre ord, nøjagtig de to løgne, jeg frygtede, står nu sort på hvidt.

Der står til referat, at ’K skal ud og gå med sin hund’.

Det var præcis det, jeg fik sagsbehandlerens tilsagn om, ikke ville blive ført til referat! Dét han lovede ikke at skrive.

Den løgn er faktuel – det er ikke mit synes’neri!

For på optagelsen fra mødet hører man sagsbehandleren sige: ’Jeg skriver det ikke ned!’ Og hvorfor det er så vigtigt, at det ikke blev føjet til referat er, at der ikke var en indgået aftale mellem os og sagsbehandleren, men kun noget sagsbehandleren enevældigt førte gennem.

Den næste, og endnu større løgn, er:

’Forældrene skal gøres trygge ved dagbehandlingsskolen.’

En decideret meget farlig løgn!

Også det kan høres på optagelsen. At det er en fabrikeret løgn!

Man hører det direkte modsatte på optagelsen, nemlig hvordan Niels og jeg taler om vor stærke tillid til skolen og at vi tror på, det er rette skoletilbud til K.

Når man på ’sagbehandlersk’ vælger at skrive: ’Forældrene er ikke trygge ved det tilbud, kommunen yder’, betyder det, at forældrene ikke samarbejder. Forældre, der ikke samarbejder med, hvad end kommunen enevældigt beslutter, ses på som uegnede forældre.

Og den slags løgnagtige skriblerier i K’s sag – eller i en hvilken som helst sag med borgere under 18 år – er det, systemet bruger som grundlag for at eskalere brugen af magt.

Men djævlen er i detaljen: Det er i de små ting, de store problemer viser deres sande væsen. Det er ved at se de små detaljer, beviserne for løgnene findes

I langt over størstedelen af de ’autist-familier’, jeg har kontakt med, får jeg fortalt, hvordan truslen kommer i subtile skridt: Efter det er konstateret, at forældrene er usamarbejdsvillige, går man videre til trusler om forældrekompetence-undersøgelser, til udfærdigelse af forældrekompetence-undersøgelser, til trusler om frivillig anbringelse, til frivillig anbringelse under trusler om tvangsanbringelse, til tvangsfjernelse.

Det er kommet frem i medierne, hvordan kommuner begår lovbrud. I sagen fra Frederiksberg taler vi om brud på fire love: retssikkerhedsloven, serviceloven, forvaltningsloven og offentlighedsloven.

Det er netop de nonchalante lovbrud, der gør, at vi optager og dokumenterer alt! Det er vores eneste mulighed for at påvise det, som faktuelt sker. For hvem vil man tro på? Systemet eller familien med et barn, der ikke kan gå i skole? En hysterisk mor, der beskylder kommunen for ulovligheder eller en kommune med pligt til at tage sig af børn og unge?

Det er i hulrummet mellem hvad der siges til familien og hvad der besluttes om familien internt i kommunen, at løgnene ligger. Det er i dette hulrum, løgnene har sin magt.

Men djævlen er i detaljen: Det er i de små ting, de store problemer viser deres sande væsen. Det er ved at se de små detaljer, beviserne for løgnene findes.

I mailen fra den fremmede sagsbehandler står:

’I har lov til at komme med kommentarer og spørgsmål inden for 7 dage enten ved at ringe eller skrive til mig på det telefonnummer og den e-mailadresse, der er angivet nederst i brevet’.

Bortset fra der ikke er angivet nogen e-mailadresse! Man kan altså ikke skrive til sagsbehandleren. Man kan kun ringe og dermed kan man ikke dokumentere på skrift, hvad man har krævet at få tilføjet til sagen.

Så når jeg alligevel insisterer på at skrive, kræver det ekstra overskud at gå ad en snørklet uigennemskuelig vej, hvor jeg kun kan ’ATT:’ en personale – uden at være sikret, det kommer til den rette. Og man kan jo heller ikke benytte ’besvar’-funktionen i e-boks, når det er mail sendt fra forvaltningen.

Trods den hæslige mail, inklusiv det løgnagtige referat, så havde K og jeg en dejlig eftermiddag

Forvaltningen gør altså sit bedste for at vanskeliggøre det for borgerne, at blive set eller hørt.

Men vi lykkedes med det ventede besøg!

Trods den hæslige mail, inklusiv det løgnagtige referat, så havde K og jeg en dejlig eftermiddag: Et fire timers hyggeligt, varmt, inspirerende og lærerigt maraton, hvor vi var dyr og mennesker sammen.

Det var K’s første kontakt med en jævnaldrende i flere år og hun blev ikke skræmt fra vid og sans.

Jeg elsker K. Måske elsker jeg allermest ved hende, at hendes sols stråler er så meget længere og dybere end skyggerne bag dem. De varmer så meget op, at de næsten får kulden til helt at fortrænges fra vor hukommelse.


Foto: Unsplash.


Læs de 85 forudgående essays i Odile Poulsens fortælling om datteren K – og om at leve for hende og sammen med hende her: Afsnit 1: Hvad gør vi nu, lille du, afsnit 2: Mens vi venter i Systemet, her, afsnit 3: Here Comes the Sun, afsnit 4: Smil, det smitter – jeg skal bare lige have en tudetur først, afsnit 5: Undskyld, kan du vise mig vejen til mulighedernes land?, afsnit 6, Den der tier, lyver her, afsnit 7: Rigtige venner står for fald og kan købes, her og afsnit 8.1 Vi prøver med en ny begyndelse – en gang til, her, 8. afsnit, del 2, her, afsnit 9  Pushermama findes her, 10. del, Historien om K –Det siger sig selv kan læses her, 11. afsnit, “Solen går til psykolog“, kan læses her, 12. afsnit, “Lattergas” her, 13. afsnit “Jeg gik op i en spids for at se mig lidt omkring,” her ,14. afsnit, “We do what we can”, her,15. afsnit, Catch 22, her, 16. afsnit, “It’s your last chance”, her17. afsnit, “Intet nyt er godt nyt for de fleste, men svært at tro på for de få”, her,18. afsnit, Bror og søster – L & K, her, 19. afsnit, ’Vi er liv og lys, vi er skygger og magi’, her 20. afsnit, ‘Vi er drømme lagt på is, vi er det tabte paradis’ , 21. afsnit ’På gyngende grund’, her,  22. afsnit “Virkeligheden overgår altid fantasien” her, 23. afsnit Den første ventetid er slut, her , 24. afsnit, ‘Den Fremmede – udredningen er i gang’ her, 25. afsnit, ‘Den livsvigtige telefonsamtale” her, 26. afsnit, ‘Ostehapsere – og et lille strejf af lykke’, her , nr. 27, ‘Alt det gode i livet tager tid’, her, nummer 28, “F….” her, nummer 29, “Udredningen trak de sidste tænder ud,” her, afsnit 30, Magiske timeglas’ her Afsnit 31, “A Whiter Shade of Pale”, her. afsnit 32, “Diagnosens dag”, afsnit 33,” Asperger – og hvad så?” kan læses her,  afsnit 34, “Vi er alle meget bekymrede”, her, afsnit 35, “Jeg lukker øjnene”, her, afsnit 36, “Should I stay or should I go now”, her,  afsnit 37 ‘Er du også mor til en Aspie”? her, afsnit 38, Jeg henter bidder af verden hjem til min datter. afsnit 39, ‘Nu får i god hjælp’ og endelig afsnit 40, Vil du med på  bondegård? og endelig Et lykkeligt møde med Panda-koen, Gertrud, nummer 42 her, afsnit 43, ‘Hvad med Juleaften?” her, afsnit 44, Som perler af lys, her og afsnit 45, Historien om K: Mit Lys, min Kærlighed, her , afsnit, 46, Pædagogens uventede besøg, her, afsnit 47, Hvad en Aspie-mor skal vide, afsnit 48, Godnat min skat, sov godt, afsnit 49, Med vidt åbne øjne, afsnit 50, Giv vikaren skylden, afsnit 51, K og de hellige køer her , “Ja”, afsnit 52 her, afsnit 53, “Togvogns-traditionen og den særlige 15-års fødselsdag”, her, afsnit 54, ‘Magi mikset med et skvæt af myndighed’, her, afsnit 55, ‘That’s my birthday girl’, afsnit 56 ‘Mit signal’,  afsnit 57 ‘Farvel!, afsnit 58 ‘Væk mig fra dette mareridt‘,  59 ‘Magt uden viden‘, afsnit 60 ‘Radiotavshed’, afsnit 61 ‘Jeg har vigtigere ting at bruge mine tanker på‘, afsnit 62 ‘I det kommunale venteværelse’, 63 ‘Pædagogrokaden‘, 64 ‘Solen brager igennem‘, afsnit 65 ‘Stuen er fuld af regnbuer‘, afsnit 66 ‘I den blinde vinkel’, afsnit 67 “På det offentliges regning” her, afsnit 68, “K, Bulldoggen og Totoro*, her, 69, “Lad os se, hvor hårdt vi kan slå,” her, afsnit 70, ‘Tag dig i agt for psykopatien’, afsnit 71, Totoro, Anais og K – T.A.K, afsnit 72, Værdien af hverdags-autister, afsnit 73, Snedkerens besøg, afsnit 74, Kommunen smider om sig med bomber‘, afsnit 75, ‘Man kan f*cking ikke købe Grønland – og man kan ikke købe os‘ , afsnit 76, ‘Elefanten i rummet spiser sig tyk‘ , afsnit 77, ‘Kan et skoleliv også være liv?‘, afsnit 78, ‘Autisme Mama Cirkel 1:2′, afsnit 79, ‘Autisme Mama Cirkel 2:2’, afsnit 80, ‘Din F****** autist’, afsnit 81, ‘Det står rødt på hvidt’ her, afsnit 82, ‘Ikke for skolen men for livet‘, afsnit 83, ‘Hvad kan blive som autist?’ afsnit 84, ‘Vi skal skynde os langsomt‘, og endelig afsnit 85, ‘Kommunen drukner os i en sump af mistro‘.

Odile Poulsen er forfatter og foredragsholder, uddannet pædagog og psykoterapeut ved Kempler Instituttet. Hun har tidligere ledet en døgninstitution.

Om sig selv siger hun: "Jeg har oplevet meget, og det mener jeg selv, er karakteristisk. Som ni liv levet i ét. Trods jeg aldrig troede, jeg ville blive mere end tredive, har jeg fornøjelsen af stadig at være her. Livet handler om at øge vor bevidsthed. Det kræver autencitet på alle planer og en blotlæggelse af tabuer, der indskrænker menneskets frihed og livskvalitet. Jeg er altid optaget af og drevet mod friheden. Derfor er alt, hvad jeg skriver og taler om, båret af et ønske om at ophæve begrænsninger for det frie sind."

Hun har udgivet bøgerne, Hustler (Rosinante 2000 og 2006), Sirenesang (Lindhardt og Ringhoff 2006) og har modtaget Alt for Damernes Kvindepris (2005). I 2008 var hun ambassadør for Dannerhuset.

Odile er bosat i København med sin mand og deres to teenagere. Du kan også finde hende på LinkedIn: www.linkedin.com/in/odilepoulsen/

Hvis du vil honorere Odiles tekster på POV, kan du donere et beløb til hendes MobilePay: 3064 3538

Seneste artikler om Liv & Mennesker