At turde øve sig i at øve sig – #98

i Liv & Mennesker/Børn & unge af
ESSAYSERIE – “Det er ikke nødvendigt at teoretisere og analysere på, om der sker fremskridt eller om de er mulige at opnå igen, eller om de fortæller noget som helst om K eller om hendes fremtid, om autisme eller om angst. Vores dage er proppet med refleksioner, analyser, beskrivelser og konklusioner; det er en nødvendighed for at kunne komme væk og over i alt det derude, der skal blive K’s liv og vores liv, væk fra hendes fængsel.” Odile Poulsen skriver hver fredag et afsnit i essayserien om familielivet med K – hendes datter, der lider af angst og har Aspergers.

’Prøv at se her, mor.’
K drejer det kraftige tegnepapir cirka 90 grader rundt, så jeg ved selvsyn kan se det, jeg ikke forstår, når hun forklarer det.

Vi sidder som altid ved spisebordet, de nu er konverteret til et rent arbejdsbord med den tykke blok af solidt tegnepapir, passere, linealer, sorte tusch, tegneblyanter, viskelædere og cirkelmålere, to sæt af hver, som alt sammen ligger midt på bordet mellem os, delt under vores opmærksomhed, der pendulerer mellem papirarkene foran os, og hinanden.

Jeg vil gerne have, at vi kan anskue den mekanisme fra flere vinkler, så K kan gribe ind og lære at håndtere situationen og bruge den som et aktiv i stedet for som hidtil at føle den som en kolos, der trykker hende ned

Jeg hengiver mig bevidst til dette strejf i tiden, en unik stund, der er sprød af vitaminer og som nærer min undertrykte hunger. Det er også et ærligt øjeblik, hvor intet andet findes end at elske hvert et nanosekund, hver en bevægelse, hver en duft og lyd, alle smilene og K’s brune, mandelformede øjne, der for tiden er milde af ro.

Også hun overgiver sig med et ønske om, at vi bare er til stede her og nu, i ly for det mareridt, der jager os gennem dagene, om det så kun er fem minutter, det er lige meget. For det er, det findes og det mærker vi lige nu.

Andet bevis behøver vi ikke. Det er ikke nødvendigt at teoretisere og analysere på, om der sker fremskridt, om de er mulige at opnå igen, eller om de fortæller noget som helst om K eller om hendes fremtid, om autisme eller om angst. Vores dage er proppet med refleksioner, analyser, beskrivelser og konklusioner; det er en nødvendighed for at kunne komme væk og over i alt det derude, der skal blive K’s liv og vores liv, væk fra hendes fængsel.

Men det er vidunderligt at få en pause i bare et øjeblik.

Vi ved godt, at dette ly igen vil blive opslugt af mørket. Det er ikke et løfte, det er garanteret. På den måde synes vores liv til tider skitseret eller tegnet op i lys og mørke og på godt og ondt, selvom det også er fyldt af nuancer.

Men lige nu er alt såre godt, og jeg memorerer den viden. At ’alt er såre godt’, også når vi ikke ved, at det er det. Jeg læner mig ind i Martinus’ ord, som jeg hver gang har lænet mig ind i lyset, når livet har hevet mig ned i et sort hul. Det er en lang snak om spiritualitet; det er også spændende, men lige nu er jeg her med hende, som lige nu oplyser mig.

Jeg troede, inden jeg selv forsøgte at lære at danse flamenco (i en sen voksenalder med en stiv og ufleksibel voksen krop), at flamenco var ren temperament, men opdagede, at det er inderligt kontrolleret temperament. Hvert lille klik med hælen og skruen i håndleddet er nøje koreograferet og gennemtrænet

’Prøv at se her, mor, når du har lavet den cirkel, du gerne vil have, skal du bruge cirkelmåleren og lave en masse felter inde i cirklen.’

Hendes perfekt optrukne, passertegnede cirkel, bliver inddelt i en masse felter, de bitte små er inderst og de bredeste er yderst. Det ser alt andet end ’fri-hånds-tegning’ ud, det er alt andet end frihånd; det er nøje koordinerede punkter og streger og minder mig om flamencoen.

Jeg troede, inden jeg selv forsøgte at lære at danse flamenco (i en sen voksenalder med en stiv og ufleksibel voksen krop), at flamenco var ren temperament, men opdagede, at det er inderligt kontrolleret temperament. Hvert lille klik med hælen og skruen i håndleddet er nøje koreograferet og gennemtrænet. Og når man danser en ikke-indstuderet serie og spontant kaster sig ud i en dans, er det stadig de nøje trænede frekvenser fra serier, der sættes i gang.

Det gør det ikke mindre smukt – ingenlunde!

Jeg er blot så vant til at tegne uden for stregerne, alt andet føles som krav eller som sætninger, der er skrevet i imperativ, at jeg har svært ved at følge en form eller linje, jeg ikke selv sætter.

Nu vil jeg lære at tegne mine egne mandalaer fra bunden af, efter at have leget med at farvelægge dem noget tid. Og selvfølgelig er det K, der har erfaringen med at lave dem fra første streg.

Og jeg er rigtig dårlig til at tegne dem op.

Det er K til gengæld ikke. Det er som om alt, der kommer til live for enden af hendes blyant, ser så let og rigtigt ud. Også når hun tegner andre motiver med frihånd, er hendes proportioner så præcist tegnede, direkte fra hendes hukommelse.

’Åh, altså, det er så svært! Hvordan kan dine blive så harmoniske?’ ’Du skal da bare i gang, mor’ beroliger K mig pædagogisk

’På den måde kan du hele tiden se, hvor du skal tegne indenfor og gentage de symmetriske former’ slutter hun, og jeg tror vitterlig på hende. Det er da superlet.

Jeg bøvler videre med at gentage de samme tegninger i små mønstre, der skal fylde hele mandalaen. De skal være symmetriske, og når de står farvelagte, giver det en vidunderlig pragt af nuancer og mønstre.

Men mine tegninger bliver stadig ikke symmetriske – ligesom K’s gør.

’Åh, altså, det er så svært! Hvordan kan dine blive så harmoniske?’

’Du skal da bare i gang, mor’ beroliger K mig pædagogisk.

’Ej, men altså, det kan jo aldrig blive … Em.. Ja, som jeg gerne vil ha’ dem!’ protesterer jeg, fuldt bevidst om, at jeg viser hende min egen perfektionisme og egen tendens til at smide håndklædet i ringen, hvis ikke noget fungerer ret hurtigt.

Jeg vil gerne have, at vi kan anskue den mekanisme fra flere vinkler, så K kan gribe ind og lære at håndtere situationen og bruge den som et aktiv i stedet for som hidtil at føle den som en kolos, der trykker hende ned. Jeg sætter alt op, jeg ser, som noget brugbart, så hun kan spille bold op ad det, hun oplever.

Vi smiler indforstået til hinanden, vi genkender og deler øjeblikket.

En uges tid efter sidder vi igen ved bordet på vores vanlige pladser med vores vanlige tegnegrej. Bulldoggen lægger sig højtsnorkende på kærlighedsbænken tæt op ad K’s ryg, efter hun har møffet sig plads nok til at kunne ligge udstrakt på hynden.

Du øver dig i at øve dig.’ ’Ja,’ griner K højt, jeg øver mig i at øve mig!

K har taget sin æske med akvarelfarver med.

’Åh, er det den Windsor & Newton, du fik sidste jul?’

’Ja.’

Så henter hun et postkort med en bro og går i gang med at tegne med let hånd. Vi sidder stille sammen en halv times tid.

’Jeg har så svært ved at begynde at bruge tuschen. Jeg er bange for at lave fejl, men nu gør jeg det!’

’Fedt!’

’Ja, nu gør jeg det. Nu øver jeg mig….’ K går i gang med at tegne de blyantstreger op med sort tusch, der skal ende som de blivende streger. Først senere vil hun begynde at farvelægge ved at bruge akvarelfarverne.

’Du øver dig i at øve dig.’

’Ja,’ griner K højt, jeg øver mig i at øve mig!’


Foto: Pixabay

Læs de 97 forudgående essays i Odile Poulsens fortælling om datteren K – og om at leve for hende og sammen med hende her: Afsnit 1: Hvad gør vi nu, lille du, afsnit 2: Mens vi venter i Systemet, her, afsnit 3: Here Comes the Sun, afsnit 4: Smil, det smitter – jeg skal bare lige have en tudetur først, afsnit 5: Undskyld, kan du vise mig vejen til mulighedernes land?, afsnit 6, Den der tier, lyver her, afsnit 7: Rigtige venner står for fald og kan købes, her og afsnit 8.1 Vi prøver med en ny begyndelse – en gang til, her, 8. afsnit, del 2, her, afsnit 9  Pushermama findes her, 10. del, Historien om K –Det siger sig selv kan læses her, 11. afsnit, “Solen går til psykolog“, kan læses her, 12. afsnit, “Lattergas” her, 13. afsnit “Jeg gik op i en spids for at se mig lidt omkring,” her ,14. afsnit, “We do what we can”, her,15. afsnit, Catch 22, her, 16. afsnit, “It’s your last chance”, her17. afsnit, “Intet nyt er godt nyt for de fleste, men svært at tro på for de få”, her,18. afsnit, Bror og søster – L & K, her, 19. afsnit, ’Vi er liv og lys, vi er skygger og magi’, her 20. afsnit, ‘Vi er drømme lagt på is, vi er det tabte paradis’ , 21. afsnit ’På gyngende grund’, her,  22. afsnit “Virkeligheden overgår altid fantasien” her, 23. afsnit Den første ventetid er slut, her , 24. afsnit, ‘Den Fremmede – udredningen er i gang’ her, 25. afsnit, ‘Den livsvigtige telefonsamtale” her, 26. afsnit, ‘Ostehapsere – og et lille strejf af lykke’, her , nr. 27, ‘Alt det gode i livet tager tid’, her, nummer 28, “F….” her, nummer 29, “Udredningen trak de sidste tænder ud,” her, afsnit 30, Magiske timeglas’ her Afsnit 31, “A Whiter Shade of Pale”, her. afsnit 32, “Diagnosens dag”, afsnit 33,” Asperger – og hvad så?” kan læses her,  afsnit 34, “Vi er alle meget bekymrede”, her, afsnit 35, “Jeg lukker øjnene”, her, afsnit 36, “Should I stay or should I go now”, her,  afsnit 37 ‘Er du også mor til en Aspie”? her, afsnit 38, Jeg henter bidder af verden hjem til min datter. afsnit 39, ‘Nu får i god hjælp’ og endelig afsnit 40, Vil du med på  bondegård? og endelig Et lykkeligt møde med Panda-koen, Gertrud, nummer 42 her, afsnit 43, ‘Hvad med Juleaften?” her, afsnit 44, Som perler af lys, her og afsnit 45, Historien om K: Mit Lys, min Kærlighed, her , afsnit, 46, Pædagogens uventede besøg, her, afsnit 47, Hvad en Aspie-mor skal vide, afsnit 48, Godnat min skat, sov godt, afsnit 49, Med vidt åbne øjne, afsnit 50, Giv vikaren skylden, afsnit 51, K og de hellige køer her , “Ja”, afsnit 52 her, afsnit 53, “Togvogns-traditionen og den særlige 15-års fødselsdag”, her, afsnit 54, ‘Magi mikset med et skvæt af myndighed’, her, afsnit 55, ‘That’s my birthday girl’, afsnit 56 ‘Mit signal’,  afsnit 57 ‘Farvel!, afsnit 58 ‘Væk mig fra dette mareridt‘,  59 ‘Magt uden viden‘, afsnit 60 ‘Radiotavshed’, afsnit 61 ‘Jeg har vigtigere ting at bruge mine tanker på‘, afsnit 62 ‘I det kommunale venteværelse’, 63 ‘Pædagogrokaden‘, 64 ‘Solen brager igennem‘, afsnit 65 ‘Stuen er fuld af regnbuer‘, afsnit 66 ‘I den blinde vinkel’, afsnit 67 “På det offentliges regning” her, afsnit 68, “K, Bulldoggen og Totoro*, her, 69, “Lad os se, hvor hårdt vi kan slå,” her, afsnit 70, ‘Tag dig i agt for psykopatien’, afsnit 71, Totoro, Anais og K – T.A.K, afsnit 72, Værdien af hverdags-autister, afsnit 73, Snedkerens besøg, afsnit 74, Kommunen smider om sig med bomber‘, afsnit 75, ‘Man kan f*cking ikke købe Grønland – og man kan ikke købe os‘ , afsnit 76, ‘Elefanten i rummet spiser sig tyk‘ , afsnit 77, ‘Kan et skoleliv også være liv?‘, afsnit 78, ‘Autisme Mama Cirkel 1:2′, afsnit 79, ‘Autisme Mama Cirkel 2:2’, afsnit 80, ‘Din F****** autist’, afsnit 81, ‘Det står rødt på hvidt’ her, afsnit 82, ‘Ikke for skolen men for livet‘, afsnit 83, ‘Hvad kan blive som autist?’ afsnit 84, ‘Vi skal skynde os langsomt‘, afsnit 85, ‘Kommunen drukner os i en sump af mistro‘, afsnit 86, ‘Djævelen er i detaljen’ , afsnit 87, ‘Eternal optimist’, afsnit 88, ‘Autisme-mama aka Superwoman‘, afsnit 89, Vi deler samme passioner, afsnit 90, ‘Same procedure as last year‘ , afsnit 91, Something rotten in the state of Denmark, afsnit 92, ’Tænk på, hvis det havde været i Afrika, havde han været død!’, afsnit 93″Vinduet er meget lidt åbent”, afsnit 94 Sådan gør vi, når vi samarbejder, afsnit 95 Kunsten at finde hjem med bind for øjnene, afsnit 96 Turen går til Maxi Zoo og endelig afsnit 97 Vi farvelægger vores liv.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Odile Poulsen er forfatter og foredragsholder, uddannet pædagog og psykoterapeut ved Kempler Instituttet. Hun har tidligere ledet en døgninstitution.

Om sig selv siger hun: "Jeg har oplevet meget, og det mener jeg selv, er karakteristisk. Som ni liv levet i ét. Trods jeg aldrig troede, jeg ville blive mere end tredive, har jeg fornøjelsen af stadig at være her. Livet handler om at øge vor bevidsthed. Det kræver autencitet på alle planer og en blotlæggelse af tabuer, der indskrænker menneskets frihed og livskvalitet. Jeg er altid optaget af og drevet mod friheden. Derfor er alt, hvad jeg skriver og taler om, båret af et ønske om at ophæve begrænsninger for det frie sind."

Hun har udgivet bøgerne, Hustler (Rosinante 2000 og 2006), Sirenesang (Lindhardt og Ringhoff 2006) og har modtaget Alt for Damernes Kvindepris (2005). I 2008 var hun ambassadør for Dannerhuset.

Odile er bosat i København med sin mand og deres to teenagere. Du kan også finde hende på LinkedIn: www.linkedin.com/in/odilepoulsen/

Hvis du vil honorere Odiles tekster på POV, kan du donere et beløb til hendes MobilePay: 3064 3538

Seneste artikler om Liv & Mennesker