ESSAY – “Glæden er som saltvand dryppet ind via et venflon i den dehydreredes legeme – livgivende, når man tror den er besejret af frygten … bare et kys fra himlens største stjerne og man husker igen. Man husker, at åh ja, glæden er større og stærkere end frygten. Også selvom den kommer halsende med to hundrede kilometer i timen, lige rundt om hjørnet – så gennemtrænges den af solens kys.” Odile Poulsen skriver i en række essays hver fredag på POV om familielivet med datteren K på 14, der lider af alvorlig angst. I dag bringer vi afsnit 12, som fortæller om, hvor stort det føles i familien, når K selv har skabt en ny vane i sin egen hverdag derhjemme – også selvom den kan se ubetydelig ud, hvis man ser den udefra.
Der frigives momentan glæde.
Pludselig.
Fordi mit sind er så højspændt og hele tiden skal finde løsninger selvom de ikke findes, ramler sindet som en cyklist frontalt ind i en betonvæg. Anspændtheden skifter turnus med magtesløsheden og jeg ved ikke, hvornår der måske kommer et skift, så der kan køres trehold.
Men så sker det! Bang!
Det kommer som ud af en blå himmel – den samme himmel jeg ellers kun lagde mærke til med krampagtige trækninger lagt an til torden.
Som et big bang i det univers, mit sind udgør. Glæden eksploderer i en rus, som de unges lattergas på små sølvfarvede metal-patroner. Patronerne, jeg ser ligge smidt i fortovskanten, tømte for indhold som glemte vidner. De unge er for længst strøget videre i den fnisende boble, de har købt billigt i Harald Nyborg. Jeg kan godt huske rusen af lattergas, jeg oplevede som barn hos skoletandlægen. Rusen gjorde alt let, let nok til jeg ikke bar hovedrollen og derfor heller ingen smerte.
En perfekt tilrettelagt illusion, der kan være nødvendig at ty til, hvis alvoren dykker dybt ind i nerven.
Sindet er det eneste, der kan fjerne frygten. Glæden er stærkere end frygten. Det ved jeg. Men jeg glemmer det fra tid til anden
Eller er det en illusion?
Nok ikke. For det er virkeligt nok – sindet er blot optaget af noget andet end smerten. Eller uro, bekymring og stress – alt det, som har rod i frygten. En rodbehandling for at fjerne smerten, fjerner ikke frygten.
Sindet er det eneste, der kan fjerne frygten. Glæden er stærkere end frygten. Det ved jeg. Men jeg glemmer det fra tid til anden.
Indtil forleden, da K sagde, at hun havde skabt sig en ny, god vane.
’Har du lavet dig en god vane?’ strøg det ud af mig, for forventningen løb hurtigt af med min mund. Forventningen om et glædesbud, om noget positivt og en udvikling i den gode retning er stærk.
’Ja. Det har jeg. Gerdas bur!’, smiler K glad.
’Gerdas bur?’
’Jeg har fundet ud af, at når jeg ordner hendes bur hver aften, så er det slet ikke så slemt.’ K sætter posen med sin kanins brugte strøelse på gulvet foran hoveddøren. Aftalen er at en af os, tager den over til skralderummet, hvor hun ikke kan gå hen.
’Fedt!’
’Altså, det er slet ikke så slemt. Når der går mere end en dag, når der går tre dage, så har jeg glemt, hvor let det er. Men når jeg gør det hver aften, så kan jeg stadig huske, at det er let,’ siger hun. Smilet er større, bredere og dybere end ’I skal ikke være så bekymrede hele tiden’ – smilene.
’Jeg glemmer, at det er let, når der går to eller tre dage’, gentager hun. Hendes system påbyder hende at skulle gentage en del af det, hun siger. Så det er sagt eller rettere: Så hun ved, at det er sagt.
’Ah, det er jo helt vildt fedt!’ Jeg laver et par kiksede danse moves henne ved køkkenbordet, hvor jeg var i gang med at finde noget sødt i køkkenskabet. ’Det er genialt, skat, så har du opdaget en vej til, at skabe en ny vane – selvom du ikke får den automatiske belønning i hjernen, som vi andre gør.’
’Jamen, det er også fordi, det er så dejligt at se Gerda, lige når hun har fået gjort rent. Så sidder hun bare der og nyder det rene smulder og afmærker sit territorium.’
Om det er medicinen eller kaninen, der fik skabt vej til ny aftenrutine for K, ved jeg ikke. Jeg ved bare, at det er sket, og jeg krydser fingre og hjernebaner for, at hun kan fastholde det, alt imens jeg lader mig sole i det lys, der spreder sig i mine tanker
K bruger hele sit ansigt til at illustrere, hvordan en glad kanin ser ud. Det er en meget tilfreds kanin.
Ah, så du får din belønning ved at se, hvor godt Gerda har det?
’Nemlig’. Nu er det K, som laver rytmiske dansebevægelser.
’Og jeg har bemærket, at du de sidste par dage, næsten en uge, har taget din Elvanse selv,’ jeg smider mere på det glædesbål, der netop fyrer op under os.
K nikker. ’To nye vaner på en lille uges tid. Damn, hvor er det fedt!’
’Ja, det føles rigtigt’, K er på vej op ad trappen igen.
Dopaminen er svært tilgængelig i hendes hjerne, det skal Elvansen medvirke til at forbedre.
Om det er medicinen eller kaninen, der fik skabt vej til ny aftenrutine for K, ved jeg ikke. Jeg ved bare, at det er sket, og jeg krydser fingre og hjernebaner for, at hun kan fastholde det, alt imens jeg lader mig sole i det lys, der spreder sig i mine tanker.
Jeg ved da godt, det tager mindst fjorten dage før en ny vane, bliver til en ny, fast vane. Hjernen tager sig den tid, den behøver.
Men det ændrer ikke ved, at det her er stort. Som i grandiost. At hun for første gang siden… ja, jeg ved ikke siden hvornår, men det er længe siden, at K sidst har sat nye fodspor i hverdagens krævende, kedsommelige gøremål.
Dopamin, lattergas eller Elvanse – det handler om, at mærke glæden. Ikke glæde, der er skabt på et falsk grundlag, naturligvis. Eller gennem kunstig bevidsthedsudvidelse. Jeg har mistet nære til døden, fordi de fulgte trangen til at slippe væk fra frygt eller smerte gennem stoffernes landskab. Omvendt har jeg også mistet nære til døden, da de i deres afmagt over ikke at kunne finde hverken dopamin eller serotonin i deres egne hjerners tunneler, fulgte frygten hele vejen hjem.
Glæden er som saltvand dryppet ind via et venflon i den dehydreredes legeme – livgivende, når man tror den er besejret af frygten…. Nej, især, når man tror den er besejret af frygten.
Den giver gnist til de næsten slukkede kræfter, blot ved at komme fnisende hen imod en, så man glemmer at det er sådan, solen føles.
Glemt er sommeren, når vinteren er koldest og man anser det som usandsynligt, at man nogensinde kommer til at gå med bare ben igen. Men bare et kys fra himlens største stjerne og man husker igen.
Man husker, at åh ja, glæden er større og stærkere end frygten. Også selvom den kommer halsende med to hundrede kilometer i timen, lige rundt om hjørnet – så gennemtrænges den af solens kys.
Topillustration: PxHere.
Læs de 11 første essays i Odile Poulsens fortælling om datteren K – og om at leve for hende og sammen med hende her: Afsnit 1: Hvad gør vi nu, lille du, afsnit 2: Mens vi venter i Systemet, her, afsnit 3: Here Comes the Sun, afsnit 4: Smil, det smitter – jeg skal bare lige have en tudetur først, afsnit 5: Undskyld, kan du vise mig vejen til mulighedernes land?, afsnit 6, Den der tier, lyver her, afsnit 7: Rigtige venner står for fald og kan købes, her og afsnit 8.1 Vi prøver med en ny begyndelse – en gang til, her, 8. afsnit, del 2, “Vi prøver med en ny begyndelse – en gang til #2” her,afsnit 9 Pushermama findes her, 10. del, Historien om K –Det siger sig selv kan læses her og 11. afsnit, “Solen går til psykolog“, kan læses her.
Hvis du kunne lide, hvad du har læst og får lyst til at donere et lille beløb for oplevelsen til skribenten, kan du gøre det på Odile Poulsens Mobile Pay: 3064 3538.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
