ESSAYSERIE – “Når jeg er meget presset, er det eneste, der giver mig balance igen, at praktisere flere timers meditation eller hypnose dagligt over en intens periode på minimum en måneds tid. Her efter plejer jeg at neddrosle til en time sammenlagt over de næste par måneder.” Odile Poulsen skriver hver fredag et afsnit i essayserien om familielivet med K – hendes datter, der lider af angst og har Aspergers. I denne uge tager Odile en omvej i udviklingshistorien om sin datter og fortæller noget om, hvordan hun selv som voksen og som mor bliver nødt til at passe på sit eget helbred – også for at være der for K.
Mit tiltagende dårlige helbred fik mig til at indse, at jeg var nødt til at gøre noget for at standse ulykken, stoppe sneskredet og gletsjerens rutsjetur.
Tankerne om min egen fysiske sårbarhed og skrækscenariet, ’Hvad hvis jeg bliver så syg, at jeg en morgen ikke længere kan stå ud af sengen?’ spiller mig et puds.
Eller er det bare sund fornuft? For er det ikke det, man som forælder til et barn der er sygt eller handicappet, er nødt til at tænke, forholde sig til og handle efter?
Når man står tilbage med et gespenst, der skal gøre det ud for dén, man engang var, og man samtidig er nødt til at mobilisere, ikke kun styrke, men også årvågenhed, indsigt, stamina, bevidsthed, smidighed og ikke mindst fremsynethed, kan man godt komme til at gisne om alt det, som kan gå galt
Når man mærker, at ens kræfter for længst er udhulede, og man står tilbage med et gespenst, der skal gøre det ud for dén, man engang var, og man samtidig er nødt til at mobilisere, ikke kun styrke, men også årvågenhed, indsigt, stamina, bevidsthed, smidighed og ikke mindst fremsynethed, kan man godt komme til at gisne om alt det, som kan gå galt.
Når disse uhyggelige tanker tilsættes brændstof i form af fysiske symptomer på ubalancen, ja, så accelereres scenariet; det kommer tættere på, bliver påtrængende og insisterer på at blive taget alvorligt.
Når jeg bliver syg, bliver jeg sjældent almindelig syg som med influenza eller andet, som er ofte forekommende. I stedet er jeg blevet banket ned at alvorlige livstruende eller handicappende tilstande, og det er kun grundet forklaringer, lægevidenskaben ikke har, at jeg er her endnu. Og stadig, endda på mærkværdig vis, er stærk.
Jeg har altid levet med en overbevisning om, at der ikke tilkommer mig noget skidt som for eksempel kræft. Det lyder ulogisk, men min selvtillid, rent helbredsmæssigt, er ret stor.
Så jeg springer alle overvejelser om frygtelige sygdomme over og siger nej tak til den strøm af cancer-tests, der tilkommer en kvinde i min alder. Tanken om, at skulle testes for bryst-, underlivs-, mave- og tarmkræft, som en stadig tilbagevende årlig begivenhed, strider ganske mod min ide om at passe godt på sig selv. Bare sætningen; ’bryst-, underlivs-, mave- og tarmkræft’, som fire kræfttyper man skal forholde sig til hvert år, virker lige så angstinjicerende på mig, som når man surfer internettet rundt for at finde symptomer på livstruende sygdomme.
Selvom jeg har mistet mange jævnaldrende til døden de sidste ti-tolv år, er cancer ikke noget, jeg bruger ressourcer på at frygte
Selve tanken om skrækkelige testresultater ville komme til at forgifte mit sind med stress og frygt og det tror jeg, man bliver syg af.
Så selvom jeg har mistet mange jævnaldrende til døden de sidste ti-tolv år, er cancer ikke noget, jeg bruger ressourcer på at frygte.
’Nej, du, jeg får ikke flere alvorlige sygdomme, jeg har haft min del!’ forklarede jeg min læge i foråret.
’Men sådan er det desværre ikke, Odile, der er ingen retfærdighed i sygdomme,’ svarede han.
Og se, det er jo et svar, der ikke er så let at afvise. Sygdom kender ikke til retfærdighed. Og det gør livet og verden heller ikke, men jeg har stadig bevaret min tillid til kærligheden trods alt, hvad jeg har mødt.
Netop fordi jeg anerkender stress, som årsag til livstruende sygdomme (noget vi alle i dag ved og som lægevidenskaben også anerkender) ved jeg, at jeg er nødt til at passe på mig selv.
For hvad nu, hvis jeg bliver nedbrudt af bekymringer? Hvad sker der så med K? Det vil hun ikke kunne klare.
Mange forældre til udsatte børn bryder sammen. De går i stykker og ligger spredt ud over psykiatriske afdelinger eller overlever akkurat som glemte derhjemme på kontanthjælp eller figurerer på hospitaler med alvorlige sygdomme og i dødens mørketal.
K blev alvorligt traumatiseret som 7-årig, da jeg blev lagt fysisk ned fra ene dag til anden. Jeg forsvandt på mange måder ud af børnenes liv. Den ene dag var jeg den meget aktive mor, der klarede det hele, plus alt det løse. Næste morgen lå jeg fysisk handicappet uden at kunne bevæge mig.
Det var et mareridt, som stadig i dag på et splitsekund kan aktivere en angst i K: ’Kan mor igen blive syg?’ Ved det mindste lille fravær i mit ansigt, eller når min krop falder en kende sammen af smerte (og det gør den fra tid til anden), vågner mareridtet i hende igen.
Derfor er sygdom ikke en mulighed. Det er det bare ikke!
Når man ikke kan ’tage et smut i sommerhuset’, ’på wellness-ophold’, ’flyve på storby-weekend’, ’gå til frisøren’, ’gå i terapi’, ’gå lange ture i naturen’, ’drik nogle bobler’, ’go shopping’ og hvad man ellers får af råd, ja hvad gør man så?
Men selvom jeg slet ikke frygter, at noget alvorligt skulle være på vej indeni mig, er det alligevel sværere at balancere i ro, når mavesåret tramper en flamenco og vælger at holde raids, som jeg er prisgivet med opkastninger, kvalme og smerter og som sender kiloene hurtigere af mig, end nogen slankekur vil kunne præstere.
Når et mavesår er stressrelateret, og ikke et bakterie-betinget, kan man selvklart ikke ty til et quick-fix i form af medicin. Så er det ens eget lange, seje træk med at omlægge sine egne livsbetingelser, der skal til.
Og når ens betingelser ikke lader sig ændre, og når ens dagligdag helt faktuelt, handler om ens barn, der er sygt, og når det faktum ikke rummer mulighed for fokus ind i én selv; når man ikke kan ’tage et smut i sommerhuset’, ’på wellness-ophold’, ’flyve på storby-weekend’, ’gå til frisøren’, ’gå i terapi’, ’gå lange ture i naturen’, ’drik nogle bobler’, ’go shopping’ og hvad man ellers får af råd, ja hvad gør man så?
For mit vedkommende skulle jeg i gang med at genfinde mig selv efter et halvt års tid med smerter og kvalme, og et konsekvent styrtdyk i tøjstørrelser.
Så jeg begyndte at sætte fuld skrue på en kombination af hypnose og meditation igen. Det har jeg gjort før, når jeg har været fysisk i nød.
Jeg har over tredive års meditationsdisciplin og kan i løbet af få sekunder gå ind i en dyb, meditativ tilstand. Og det gør det selvsagt nemmere for mig at optimere brugen af meditation og også at inddrage hypnose som et aktiv til at passe på mit mentale og fysiske helbred.
Man kan mene meget om meditation og hypnose, man kan kalde det en langhåret abstrakt hippie-syssel. Ikke desto mindre er der de sidste cirka 20 år forsket i meditationens virkninger, både fysiske og mentale. Vi ved (videnskabeligt) meget om alle de helbredende virkninger, den praksis har takket være en af verdens mest indflydelsesrige på området, professor Richard Davidson.
Når jeg er meget presset, er det eneste, der giver mig balance igen, at praktisere flere timers meditation eller hypnose dagligt over en intens periode på minimum en måneds tid. Her efter plejer jeg at neddrosle til en time sammenlagt over de næste par måneder.
Gennem den intense hypnose, indfanger jeg underskuddet af søvn og pøser nye kræfter ind i min hjerne, min amygdala, min stress, mit mavesår, mine bekymringer, min fatigue, min mathed, mit håb og mit udsyn. Og det virker!
Jeg gør det mest om natten og i de meget tidligere morgentimer. For jeg sover ikke som andre, det kan jeg ikke.
De sidste tre måneders tid har jeg lyttet til Glenn Harrold, en verdenskendt hypnotisør, via en app på min mobil. Første gang jeg hørt ham var for cirka femogtyve år siden, nu er hans hypnoser igen aktuelle.
Gennem den intense hypnose, indfanger jeg underskuddet af søvn og pøser nye kræfter ind i min hjerne, min amygdala, min stress, mit mavesår, mine bekymringer, min fatigue, min mathed, mit håb og mit udsyn. Og det virker!
Mit mavesår er nu kraftigt på retur.
Da jeg forlod lægen i fredags, var det med hans budskab dansende i mine tanker:
’Dine blodprøver er som en på 20 år. Jeg aner ikke, hvordan du gør det med det liv, du har haft, men det gør du altså!’
Derfor føler jeg mig igen tryg ved, at jeg også står op i morgen. Og mange andre morgener efter i morgen.
Foto: Unsplash.
Læs de 94 forudgående essays i Odile Poulsens fortælling om datteren K – og om at leve for hende og sammen med hende her: Afsnit 1: Hvad gør vi nu, lille du, afsnit 2: Mens vi venter i Systemet, her, afsnit 3: Here Comes the Sun, afsnit 4: Smil, det smitter – jeg skal bare lige have en tudetur først, afsnit 5: Undskyld, kan du vise mig vejen til mulighedernes land?, afsnit 6, Den der tier, lyver her, afsnit 7: Rigtige venner står for fald og kan købes, her og afsnit 8.1 Vi prøver med en ny begyndelse – en gang til, her, 8. afsnit, del 2, her, afsnit 9 Pushermama findes her, 10. del, Historien om K –Det siger sig selv kan læses her, 11. afsnit, “Solen går til psykolog“, kan læses her, 12. afsnit, “Lattergas” her, 13. afsnit “Jeg gik op i en spids for at se mig lidt omkring,” her ,14. afsnit, “We do what we can”, her,15. afsnit, Catch 22, her, 16. afsnit, “It’s your last chance”, her, 17. afsnit, “Intet nyt er godt nyt for de fleste, men svært at tro på for de få”, her,18. afsnit, Bror og søster – L & K, her, 19. afsnit, ’Vi er liv og lys, vi er skygger og magi’, her 20. afsnit, ‘Vi er drømme lagt på is, vi er det tabte paradis’ , 21. afsnit ’På gyngende grund’, her, 22. afsnit “Virkeligheden overgår altid fantasien” her, 23. afsnit Den første ventetid er slut, her , 24. afsnit, ‘Den Fremmede – udredningen er i gang’ her, 25. afsnit, ‘Den livsvigtige telefonsamtale” her, 26. afsnit, ‘Ostehapsere – og et lille strejf af lykke’, her , nr. 27, ‘Alt det gode i livet tager tid’, her, nummer 28, “F….” her, nummer 29, “Udredningen trak de sidste tænder ud,” her, afsnit 30, Magiske timeglas’ her Afsnit 31, “A Whiter Shade of Pale”, her. afsnit 32, “Diagnosens dag”, afsnit 33,” Asperger – og hvad så?” kan læses her, afsnit 34, “Vi er alle meget bekymrede”, her, afsnit 35, “Jeg lukker øjnene”, her, afsnit 36, “Should I stay or should I go now”, her, afsnit 37 ‘Er du også mor til en Aspie”? her, afsnit 38, Jeg henter bidder af verden hjem til min datter. afsnit 39, ‘Nu får i god hjælp’ og endelig afsnit 40, Vil du med på bondegård? og endelig Et lykkeligt møde med Panda-koen, Gertrud, nummer 42 her, afsnit 43, ‘Hvad med Juleaften?” her, afsnit 44, Som perler af lys, her og afsnit 45, Historien om K: Mit Lys, min Kærlighed, her , afsnit, 46, Pædagogens uventede besøg, her, afsnit 47, Hvad en Aspie-mor skal vide, afsnit 48, Godnat min skat, sov godt, afsnit 49, Med vidt åbne øjne, afsnit 50, Giv vikaren skylden, afsnit 51, K og de hellige køer her , “Ja”, afsnit 52 her, afsnit 53, “Togvogns-traditionen og den særlige 15-års fødselsdag”, her, afsnit 54, ‘Magi mikset med et skvæt af myndighed’, her, afsnit 55, ‘That’s my birthday girl’, afsnit 56 ‘Mit signal’, afsnit 57 ‘Farvel!, afsnit 58 ‘Væk mig fra dette mareridt‘, 59 ‘Magt uden viden‘, afsnit 60 ‘Radiotavshed’, afsnit 61 ‘Jeg har vigtigere ting at bruge mine tanker på‘, afsnit 62 ‘I det kommunale venteværelse’, 63 ‘Pædagogrokaden‘, 64 ‘Solen brager igennem‘, afsnit 65 ‘Stuen er fuld af regnbuer‘, afsnit 66 ‘I den blinde vinkel’, afsnit 67 “På det offentliges regning” her, afsnit 68, “K, Bulldoggen og Totoro*, her, 69, “Lad os se, hvor hårdt vi kan slå,” her, afsnit 70, ‘Tag dig i agt for psykopatien’, afsnit 71, Totoro, Anais og K – T.A.K, afsnit 72, Værdien af hverdags-autister, afsnit 73, Snedkerens besøg, afsnit 74, Kommunen smider om sig med bomber‘, afsnit 75, ‘Man kan f*cking ikke købe Grønland – og man kan ikke købe os‘ , afsnit 76, ‘Elefanten i rummet spiser sig tyk‘ , afsnit 77, ‘Kan et skoleliv også være liv?‘, afsnit 78, ‘Autisme Mama Cirkel 1:2′, afsnit 79, ‘Autisme Mama Cirkel 2:2’, afsnit 80, ‘Din F****** autist’, afsnit 81, ‘Det står rødt på hvidt’ her, afsnit 82, ‘Ikke for skolen men for livet‘, afsnit 83, ‘Hvad kan blive som autist?’ afsnit 84, ‘Vi skal skynde os langsomt‘, afsnit 85, ‘Kommunen drukner os i en sump af mistro‘, afsnit 86, ‘Djævelen er i detaljen’ , afsnit 87, ‘Eternal optimist’, afsnit 88, ‘Autisme-mama aka Superwoman‘, afsnit 89, Vi deler samme passioner, afsnit 90, ‘Same procedure as last year‘ , afsnit 91, Something rotten in the state of Denmark, afsnit 92, ’Tænk på, hvis det havde været i Afrika, havde han været død!’, afsnit 93″Vinduet er meget lidt åbent”, og endelig afsnit 94 Sådan gør vi, når vi samarbejder.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
