Find mandsmodet frem: Tal om døden

i Danmark/Featured/Liv & Mennesker af

Når vi mister, har vi brug for at blive mødt i sorgen. I stedet vender vi ofte hinanden ryggen og undviger. Så slipper vi for at blive konfronteret med vores egen dødelighed og kan opretholde illusionen om, at livet er uden udløbsdato. Vi mangler et sprog om døden – og måske også mod og en smule dannelse. Det reducerer os til mindre rummelige mennesker i et fattigere samfund. Paradokset er, at vi alle før eller siden kommer til at miste.

Forleden stod jeg sammen med mine to sønner i Sportmaster. Forventningsfuldt stod de i kø for at prøve nye fodboldstøvler. De samme to sønner har netop mistet deres far, der døde af kræft. De kæmper hver eneste dag for at leve et ’normalt’ liv – og det meste af tiden mestrer de opgaven.

De øver sig på at være et nyt sted i livet med nye forudsætninger. Men når de mindst forventer det, bliver de på godt og ondt mindet om, at de har et særligt vanskeligt livsvilkår, som de i øvrigt deler med omkring 61.000 andre danske børn, som også har mistet en forælder.

Den slags kan jo ske

Den granvoksne, men alligevel ’Bubber-barnlige’ ekspedient i skobutikken kiggede undrende på min største søns teenage-fødder og udbrød:

”Du har godt nok nogle store fødder af en dreng i din alder. Har din far også sådan nogen store fødder?”

Ældste-sønnen svarede høfligt, som han har lært: ”Ja, det havde han…”

Den friske ekspedient talte nu, før han tænkte og spurgte bramfrit: ”Hvad mener du med havde – har han fået dem skåret af eller hva’?”

Ældste-sønnen, igen høfligt, men med svag stemme: ”Nej…. han er faktisk død…”

Ekspedienten stivnede et sekund, men fik tungen på gled, imens han stak sin pegefinger febrilsk ud i rummet: ”Ja, den slags kan jo ske …men den her størrelse passer i hvert fald. Du kan gå derhen og betale (læs: skynd dig væk herfra)

Det laveste sted på plankeværket

Livet er konkret, måske især lige der mellem skoæskerne i Sportmaster – og døden så abstrakt, at den åbenbart er helt uden for vores fatteevne. Det vidner ekspedientens reaktion og mangelfulde ordvalg om. Møder vi et andet menneske, som har mistet og er i sorg, så bliver vores største frygt  iklædt ’kød og blod’ for øjnene af os – og mange af os spurter hen og springer over det laveste sted på plankeværket – i dækning og skjul. Bange for at blive konfronteret med det måske mest ubehagelige, men også eneste uundgåelige livsvilkår: Døden.

Livet er konkret, måske især lige der mellem skoæskerne i Sportmaster – og døden så abstrakt, at den åbenbart er helt uden for vores fatteevne

Men netop i det sekund vi springer over plankeværket eller kaster os fladt ned bag køledisken, da udstøder og isolerer vi – uden vi ved det – dem, der repræsenterer det ‘unormale’ i en verden, der helst skal være ‘normal’ for at vi med vores mangelfulde kompetencer kan overskue og håndtere den.

Døden er en forudsætning for livet – men det har vi ikke lyst til eller for den sags skyld tid til at bekymre os om, så længe vi er her. På mange måder en skam, for det gør vores samvær og samspil med andre mennesker mere fattigt.

En voksen mand uden mandsmod

Hvis bare den rigeligt friske ekspedient i stedet havde vist sig som en ’mand’, et voksent og ansvarsfuldt menneske, og havde kigget op i stedet for ned med blikket låst på fodboldstøvlernes snørebånd. Og hvis endda han havde turdet kigge min søn direkte i øjnene i stedet for at undvige – og med rimelig klar og høj stemme havde sagt: ”Det er jeg ked af at høre. Det må være svært for dig.” Det er egentlig ret nemt at sige – og det ville have gjort en verden til forskel – den ene dag i min søns liv.

I stedet gik sønnen fra sportsbutikken med lidt bøjet nakke. Ikke helt så tilfreds med sine nye fodboldstøvler, som han ellers ville have været. For han havde mødt en voksen, som både overskred hans grænser og som ikke mødte ham der, hvor han er. En voksen, som ikke opførte sig som en voksen bør gøre. En voksen som famlede, undveg og flygtede. Ja, en granvoksen, muskelsvulmende mand uden mandsmod. Det fik sønnen til at føle sig ’forkert’ og anderledes – og det ikke bare fordi han har store fødder som sin far.

Klodsede elefanter i en porcelænsbutik

Måske kan man ikke forlange af en menig ekspedient at han skal være i stand til at favne alle verdens ulykker på en helt almindelig lang lørdag i Sportmaster. Det ville nok være både at tillægge ham for stort et ansvar og for stor betydning. Men en vis grad af almindelig dannelse iblandet lidt høflighed og blot et stænk af medmenneskelighed, ville have klædt ham og gjort en kæmpe forskel lige dér.

Netop i det sekund vi springer over plankeværket eller kaster os fladt ned bag køledisken, da udstøder og isolerer vi – uden vi ved det – dem, der repræsenterer det ‘unormale’ i en verden, der helst skal være ‘normal’ for at vi med vores mangelfulde kompetencer kan overskue og håndtere den.

Når man er i sorg kan man måske nok leve med, at hverken sko-ekspedienten eller bagerjomfruen favner én i sorgen.  Men det kan vel ikke helt forsvares, at de tramper rundt som klodsede elefanter i en porcelænsbutik, hvor en stor del af det skrøbelige fajance allerede ligger i tusinde skår? Tavshed, berøringsangst og et nedslået blik hjælper ingen – slet ikke børn i sorg.

Sygdom, død og sorg er lig med nederlag

Spørger man hospitalspræst på Herlev Sygehus, Tom Andersen Kjær, så er netop ekspedientens reaktion symptomatisk i vores samfund – og sætter den sørgende i en særdeles vanskelig situation:

”Når man har mistet en man elsker, skal man ikke blot bære det ubærlige. Man skal også i tillæg til sorgen bære andres manglende forståelse og forlegenhed ved døden. Det er der ingen rimelighed i,” siger han til POV International.

Men døden har ikke altid været været et tabu i vores kultur. For et par hundrede år siden var det almindeligt at man fik sit ligtøj som en del af brudeudstyret ligesom man selvfølgeligt lettede på hatten, når man mødte et begravelsesoptog, forklarer Tom Andersen Kjær. I dag i vores senmoderne tidsalder forholder det sig anderledes:

“Vi har vi dårligt tid til at holde tilbage, når vi møder en rustvogn. Vi skal nå mange ting på samme tid. Vi multitasker, har flere jobs, kone og måske elskerinder, går målrettet efter succes og karriere, penge og status. Vi optimerer og vil nå mange liv på ét livs tid. I den kulisse har døden trange kår også selv om den hænger uløseligt sammen med livet,” understreger han og tilføjer:

”Sygdom, død og sorg bremser os. Det er upassende størrelser og er kun i vejen. Vi skal hurtigst muligt op i gear, videre, fremad, accelerere, op i højt tempo igen. Vi er vant til at kunne kontrollere alt i vores liv – og derfor bliver sygdom og død desværre ensbetydende med nederlag og svaghed.”

Vi lever på en livsløgn

Døden er en utrolig farlig størrelse for os, fordi den afslører, at vi alle lever på en stor livsløgn, understreger hospitalspræsten. Nemlig løgnen eller illusionen om, at vi selv kontrollerer vores liv:

”Det er voldsomt for omgivelserne, at blive konfronteret med den livsløgn. De spejler sig i den sørgende – og indser, at kan ulykken ske for hende eller ham – så kan det også ske for dem selv. Og det standser deres liv et øjeblik. For tør de så overhovedet købe den lejlighed til fem millioner på Teglholmen? Men så skynder de sig videre..lukker øjnene og lader som om, at de ikke ser.”

Placeret ved enke-bordet

Der foregår desuden i kølvandet på et dødsfald en slags ubevidst eller måske bevidst udstødelse eller isolation af den efterladte, forklarer Tom Andersen Kjær.

Døden er en utrolig farlig størrelse for os, fordi den afslører, at vi alle lever på en stor livsløgn. Nemlig løgnen eller illusionen om, at vi selv kontrollerer vores liv

”Når man for eksempel ikke er et par længere, så bliver man ikke længere inviteret så ofte ud. Når det endelig sker, så kan man ofte finde sig selv placeret ved enke-bordet, hvor man så kan sidde og hygge sig med de andre efterladte. På den måde udgør man ikke så stor en fare for de, som er i parforhold. Nu er man jo pludselig ikke længere bundet, men fri – og udgør derfor en reel eller fiktiv trussel for de, som lever i parforhold.”

Døden højere op på dagsordenen

Men kan man overhovedet ændre vores samfund og rokke ved vores manglende kulturelle dannelse, når det handler om døden? Tom Andersen Kjær medgiver, at det bliver vanskeligt. Men der er tiltag i gang, blandt andet i sygehusvæsenet, forklarer han:

”Vi har tema-dage, hvor vi tager personalet med i kapellet og taler om døden. Man kunne på samme vis godt bringe samtalen om døden ind i folkeskolen og på ungdomsuddannelser for eksempel med udgangspunkt i film og tv-programmer om døden. Kunsten har også en vigtig rolle at spille, når vi skal forholde os til døden. At få døden rykket højere op på dagsordenen vil bevirke, at vi får et bedre beredskab til at håndtere den, når pludselig ’fælden klapper.’ Både når døden slår ned i vores egen familie, men også når den rammer vores medmennesker.”

Øv dig i at være i stilheden

At italesætte døden og sorgen gør desuden en kæmpe forskel for den, der er ’ramt’. Og heldigvis er der en del mennesker, som har modet og medfølelsen til at nærme sig og bryde den usynlige mur. Men et ”Ring, hvis vi kan gøre noget!” rækker slet ikke og slår under ingen omstændigheder til, fastslår Tom Andersen Kjær. At ringe og bede om hjælp er nemlig det eneste, den efterladte ikke er i stand til. Man ønsker ikke at være til besvær og bringe langsomhed, tunghed og mørke ind i andre menneskers liv og hverdag.

”Derfor har omgivelserne et ansvar. Hold dig til, hvis du kender en, der bærer på en sorg og du virkelig gerne vil gøre en forskel. Øv dig også i at være til stede i stilheden for den der har mistet, for der findes ikke altid rigtigt ord, der rækker. Og vær aldrig bange for at gøre noget forkert. Vær der og brug din fantasi til at sætte dig i den efterladtes sted. Kroppens sprog er næsten det vigtigste:  Lad nu være med at gå over på den anden side af gaden.”

Tavsheden hjælper ingen

At folk undviger, sænker blikket, går forbi eller kaster sig ned i grøften, får nemlig den, som har mistet til at føle sig omsluttet af en mørk kåbe, en sygdom, som smitter eller en forbandelse. For børn især kan det være svært at forstå, at voksne mennesker ikke rummer dem. Særligt børn har brug for anerkendelse og for at blive mødt lige præcis, der hvor de er. Ikke nødvendigvis af sko-ekspedienter i sportsbutikker, men i hvert fald og i det mindste af de nære omgivelser. De har i den grad brug for at tale om sorgen og bekymringerne i forbindelse med sygdom og død, forklarer Kirsten Holmstrup, børnefaglig konsulent i organisationen Børns Vilkår:

”Tavshed hjælper ingen, heller ikke børn. Hvis ikke vi voksne hjælper børnene med at tale om de svære ting i livet, efterlader vi dem med ensomhed og i et tomrum, hvor de bliver overladt til deres ofte skræmmende fantasier, som kan være skadelige for deres udvikling og trivsel. Når vi derimod giver børn følgeskab i svære livssituationer, lærer vi dem at mestre den aktuelle udfordring – og vi lærer dem også at blive robuste personer, der får gode erfaringer med sig videre i livet.”

Før eller siden vil vi alle miste og have brug for nogle, som møder os og ser os i sorgen. Vi kan ligeså godt finde mandsmodet frem

Børnene får nemlig gennem voksne tiltro til, at de kan klare en svær situation, og de får nogle værktøjer til, hvordan de kan hjælpe sig selv og hvordan de kan hente hjælp hos andre – nu og senere i livet, pointerer Kirsten Holmstrup og understreger:

”Vi svigter børnene katastrofalt, hvis ikke vi er til stede for dem i de situationer, hvor de mest af alt har brug for os.”

En verden til forskel

Det handler altså mest af alt om at turde – at have mands- eller kvindemod. Et direkte, medfølende blik og et enkelt, frygtløst spørgsmål om, hvordan det går, kan gøre en kæmpe forskel. Måske udløser det pludselige tårer hos den sørgende – og kan derfor virke skræmmende.

Men det er frem for alt forløsende, at nogen tør komme tæt på. Man føler sig mødt og set af et medmenneske – ikke udstødt og stemplet, fordi man tilfældigvis og uheldigvis står i en særlig livssituation. Uanset, så kan man ikke blive mere ked af det, end man allerede er. Kun hvis folk vender ryggen til, fortsætter deres liv i højt tempo og lader som om ingenting.

Døden er og bliver en del af livet, også selv om vi ikke vil anerkende det, og helst vil opretholde vores livsløgn eller illusion om, at vi selv har fat i den lange ende af styrepinden. Før eller siden vil vi alle miste og have brug for nogle, som møder os og ser os i sorgen. Vi kan ligeså godt beslutte os for at finde mandsmodet frem.

Fakta:

  • Årligt dør mellem 50-55.000 mennesker i Danmark. I gennemsnit efterlades fire mennesker i sorg for hvert dødsfald
  • Forskning og undersøgelser viser, at ni ud af ti mennesker i sorg, klarer sig igennem sorgen uden professionel hjælp. De gennemgår en naturlig sorgproces. En proces, der kan være pinefuld, men som er mulig at komme igennem ved hjælp af familie, venner og andet netværk
  • Syv-ti procent eller mellem 16.000 og 20.000 efterladte udvikler kompliceret sorg og bliver syge af den. Her kommer tilværelsen aldrig tilbage på sporet igen. Ser vi alene på efterladte børn og unge, gælder det for 20-30 procent.
  • Hvert år mister 6000 danske børn og unge en mor eller en far
  • Adskillige undersøgelser viser, at børn og unge har svært ved at dele deres bekymringer med deres nærmeste pårørende, fordi de er bange for at gøre de voksne mere kede af det. Når børn mister har de ikke som os voksne nogle livserfaringer med sig i forhold til, hvordan de tidligere har kunnet klare at stå i noget, der var svært. De har brug for os voksne til at hjælpe dem gennem sorgen.
  • Kilder: Børn, Unge og Sorg og Børns Vilkår

Hvis du holder af Maikens artikler, kan du betale hende direkte ved at donere et beløb, som du selv finder rimeligt. Maikens MobilePay nummer er: 2222 2636. Du kan kontakte Maiken direkte på www.maikenskeem.com

Topfoto: Frank Hurley, National Library of Australia – Wikimedia – Creative Commons.

Maiken Skeem er 46 år, journalist og kommunikationskonsulent. Sammen med sin familie er hun flyttet tilbage til Danmark fra en fransk landsby tæt på Genève. Maiken har af flere omgange boet i Frankrig, men også i Bangladesh, Cambodja og Myanmar, hvorfra hun har skrevet for danske medier og været konsulent for Folkekirkens Nødhjælp. Maiken er uddannet cand. mag i fransk og kommunikation. Efter flere år som kommunikationsmedarbejder i både humanitære organisationer og i medico- og medicinalbranchen, er hun nu journalist på fuld tid og med hele hjertet. Her på POV.International skriver Maiken ofte om Frankrig - og gerne om religion, tro, etik og ligestilling. Kunne du lide, hvad du læste, satte det nogle tanker i gang – er du velkommen til at lægge et bidrag på Mobilepay: +45 2222 2636