Under nulpunktet

af i Danmark/Liv & Mennesker

Man kan lede på mange måder. Efter ting, der er blevet væk eller tid, der er forsvundet. Jeg går tur med hunden hver eftermiddag i Søndermarken og Frederiksberg Have, men umiddelbart leder jeg jo ikke efter noget – jo måske godbidderne i lommen eller når jeg tjekker, om jeg har småpenge nok til at købe en kop kaffe hos Olivers på Frederiksberg Allé.

Så finder jeg oh skam, brugt tandtråd krøllet sammen nederst i bukselommen og gamle boner og renserisedler på skjorter jeg for længst har hentet, men sjældent mønter nok til en kop kaffe – jeg er jo i Danmark, hvor man ikke kommer langt for en tyver.

Jeg arbejder ikke for tiden, og når man så ikke gør det, bliver der stille i hovedet og tid til at gå. Stemmen er lidt rusten, når de andre kommer hjem fra skole og job, og man bliver flov over at have set tv, mens det var lyst.

Det er beklemt at møde nogen, man kender i parken, for alt det, I laver, har slet ikke min interesse, og jeg famler filterløs efter ordene i samtalen. I stedet går jeg ”på gengroede stier” på besøg i mit liv.

Februar gør ikke noget for at indynde sig. Træerne står nøgne uden at pynte sig og sneen er hverken gnistrende blød og indbydende legesyg eller tung og våd som i Løgnerens tåger hos Martin A. Hansen, hvor vinterdisen giver varme under trøjen og tunge, dryppende uldvanter.

Det er så koldt nu, at der kunne ligge dyner af hvidt, men i stedet er der kastet et hårdt, tørt lag af finkornet sne, som fyger over Frederiksbergs Haves hårdtstampede, brede stier, hvor det har lagt sig i bølgende bånd og indimellem slår op i vinden som hvide spøgelser i en mørk fantasi.

Folk, der som mig er opvokset i København kan godt finde på at rynke på næsen ad folk, som er opvokset i en lille provinsby og aldrig flytter derfra. Får børn tidligt og bliver ved det hjemmevante.

Men det er præcis, sådan jeg er. Mit livs kilometer er hovedsagligt tilbagelagt i aksen mellem Fasanvej på den ene led og Peter Bangsvej, der bliver til Smallegade, som bliver til Gammel Kongevej på den anden.

Jeg arbejder ikke for tiden, og når man så ikke gør det, bliver der stille i hovedet og tid til at gå. Stemmen er lidt rusten, når de andre kommer hjem fra skole og job, og man bliver flov over at have set tv, mens det var lyst. Det er beklemt at møde nogen, man kender i parken, for alt det, I laver, har slet ikke min interesse, og jeg famler filterløs efter ordene i samtalen

Og nu flakker jeg om på Godthåbsvej og konstaterer, at hele Fuglebakken har forskanset sig bag indkørselsbarrierer, så resten af kommunen ikke kan komme ind og ærgrer mig over, at jeg ikke længere kan huske navnet på en lærer i 1. klasse, som uddelte nødder, velplacerede slag med knoen i hovedbunden på de frækkeste.

Til gengæld husker jeg vores rektor, der med sine tunge kinder lignede en kæmpe hamster, og som var en ægte helt, da han havde været med til at sprænge Riffelsyndikatet i luften under krigen. Han kom vist heller aldrig væk fra Frederiksberg.

Nej, jeg er en hjemmefødning, for jeg har set den tidligere borgmester i trikot, da vi gik til dans som børn og gået i skole med gartnerens datter og kan huske Fasanvej fra dengang, der var en vejbro, så man kunne træde direkte ind i bodegaen på første sal, og der ikke var smarte cafeer på Gammel Kongevej, men Novo til gengæld producerede på kanten til Nordvest, så der lugtede hæst af hvide pilledampe helt op på Duevej.

Derude, hvor kvarteret begyndte at blive råt og man kunne få et par flade af grønjakkerne.

Dengang troede vi, at grønjakkerne holdt til i Lindevangsparken, men der så jeg dem nu aldrig. Til gengæld blev jeg venner med dem i ungdomsklubben og kørte fire mand på én knallert mod ensretningen væk fra strisserne engang i en sommernat i firserne.

Mellem træerne i parken er jeg både den, jeg altid har været, jeg er 10 år og på vej hjem igennem haven, men jeg er også den voksne dame med hund og frakke og ting, som jeg ejer. Om 10 år og om 100 går jeg der stadig. Det er under nulpunktet

Langs Frederiksberg Slot står den nyplantede lund af strittende unge træer i kolonner som soldater, der bevogter det mørknende slot, og da jeg går over Roskildevej tager jeg fodgængerfeltet i stedet for at løbe ud midt i trafikken, som jeg plejer, da jeg lige har set en soldat i ørkenuniform stå og vente på bussen, og jeg når at tænke, at det er da det mindste, jeg kan gøre.

Mellem træerne i parken er jeg både den, jeg altid har været, jeg er 10 år og på vej hjem igennem haven, men jeg er også den voksne dame med hund og frakke og ting, som jeg ejer. Om 10 år og om 100 går jeg der stadig.

Det er under nulpunktet.

Alle fotos: Malene Lei Raben.

Malene Lei Raben er cand.jur. med speciale i film- og tv-brancen, hvor hun har indtaget flere lederstillinger senest som chef for TV 2’s enhed for Ekstern Produktion & Rettigheder. Malene arbejder indenfor et krydsfelt af strategisk- og juridisk rådgivning, kulturel virksomhed og kommerciel drift. Ved siden af den erhvervsmæssige karriere har Malene deltaget i den hjemlige debat som fast skribent for Politiken igennem otte år og været Smagsdommer i DR’s program på DR2/DRK. Med sin baggrund som direktør i Blu, administrerende direktør for VEGA, sit mangeårige virke som advokat for centrale aktører indenfor den danske film- og tv-branche og senest erfaringen fra TV 2 har Malene stort set været hele paletten rundt i den hjemlige mediebranche. Man kan ikke være en god rådgiver eller leder i den kreative branche, hvis man ikke respekterer og interesserer sig dybt for udkommet af den kreative proces, mener Malene. Med en anden indstilling er man bare en bureaukrat, der forgæves vil sætte ting i system, som ikke egner sig til det. Privat er Malene gift med Søren, der driver familiens virksomhed i både Danmark og Tyskland og mor til tre unge kvinder, som hun er dårlig til at lægge skjul på, at hun er meget stolt af. Hun gider ikke at lave mad længere men vil hellere ligge på sofaen med en bog. Malenes virksomhed findes her.

Seneste artikler om Danmark