STANDUP // ANMELDELSE – Der har været stille om Ruben Søltoft i et par år. Grunden er en stress-relateret tilbagetrækning. Han har nok også ADHD. Det kom som en overraskelse for ham selv – ikke for ret mange andre. Derfor hedder hans nye show Hvorfor er der ikke nogen, der har sagt noget? og Søltoft kan stadig sit håndværk, skriver Steen Blendstrup.
Det kan godt være, at Ruben Søltoft har holdt lav profil i et par år, men han kan stadig sit håndværk som standupkomiker. Selvironi, hverdagshistorier, verbal opfindsomhed og de obligatoriske call-backs, hvor en punch-line vender tilbage senere i showet. Latteren ruller, og salen kvitterer med klapsalver.
Han formår endda at charme sig igennem en joke, som han fuldstændig brænder af ved at kludre i ordene. Eller også spiller han her bare på publikum som et instrument, ligesom når en enkelt høj latter eller et solo-klap lynhurtigt inkorporeres i showet.
Der er stadig humor i, at mænd er og bliver mænd (når de altså ikke er nogle drengerøve)
Selv om Ruben Søltoft midt i 30’erne ikke rigtigt kan kalde sig en ung mand længere, så kommer der selvfølgelig et par halvplatte sexjokes, men han redder dem hjem på charmen. Selv den, der involverer duer. Andre putter han, som alderen tilskriver, ind i en ramme, hvor vennerne bliver gift og får børn, mens han selv forbliver et forvokset barn.
Er Ruben Søltoft blevet voksen?
Der er stadig humor i, at mænd er og bliver mænd (når de altså ikke er nogle drengerøve). Især når der er alkohol involveret. Udfordringen for en komiker (stående, siddende eller liggende) er selvfølgelig, at vide præcis, hvor grænsen går. Til det krænkende mod den ene eller den anden gruppe.
I Hvorfor er der ikke nogen, der har sagt noget? turnerer han den fint i omtalen af forholdet til kæresten, der rent faktisk mener det, hun siger. Og så bliver det naturligvis ham selv, der er den let hysteriske i parforholdet, der bebrejder hende, at hun da må kunne tænke selv, når han siger noget, som han ikke mener. Hvem sagde kønsroller?
Det med kæresten midt i vittigheder om venner med børn og alt for lidt søvn i den forbindelse må nødvendigvis munde ud i spørgsmålet, om Ruben Søltoft selv er blevet klar til at tage det store skridt. Midt i to års pause på grund af stress. Og en sent erkendt ADHD.
Seriøst sjovt
Det er lige tre-fire dybt seriøse emner på stribe, som selvfølgelig håndteres fermt som materiale for comedy. Det kan godt være, at Ruben Søltoft giver som lidt dum, men humor er et godt tegn på intelligens. På den måde afslører han samtidig, at han faktisk har noget på hjerte.
Eller som terapeuten/coachen måske vil udtrykke det, at vi er så bange for at sige nej til andre, at vi glemmer at sige ja til os selv
Om vi hver især bare har lyst til at grine, eller om vi vil bruge hans pointer om stress, selvværd, angst og ADHD til at reflektere over vores egne liv, det er op til den enkelte. Han brillerer i hvert fald med god sprogbehandling, fin timing og en masse charme. Og så klæder det altid standup at have noget på hjerte. Ruben Søltoft er med genrens eget udtryk en stand up guy – en reel fyr.
For siger vi en ting og mener en anden, hvorefter vi bliver sure, hvis folk ikke hørte, hvad vi tænkte? Er vi så optagede af at passe ind, at vi ikke passer på os selv? Eller som terapeuten/coachen måske vil udtrykke det, at vi er så bange for at sige nej til andre, at vi glemmer at sige ja til os selv. I forhold til det med mænd og kvinder bliver spørgsmålet selvfølgelig, hvornår vi tør sige ja til hinanden med alt, hvad det indebærer.
Op på hesten igen
Med Hvorfor er der ikke nogen, der har sagt noget? er Ruben Søltoft tilbage som en af de tunge drenge på den danske standupscene, der formår at fylde de store sale med et soloshow.
Hvilket måske er godt det samme. Efter dette show skal man være ikke så lidt modig for at hyre ham som polterabend-arrangør. Eller bede ham om at skrive lejlighedssange. Her gælder den gamle regel, at det absolut er sjovest, når det går ud over andre.
I den større sammenhæng er Ruben Søltoft den gode historie om at blive ramt af stress og tage det alvorligt. Om at have tid og mulighed til selvomsorg og eftertanke. Om at komme op på hesten igen. Han har haft tid til at stille sig selv nogle meget vigtige spørgsmål. Meningen med livet og alt det der, men også hvorfor vi knokler som sindssyge med karrieren og nogle gange presser os selv mere, end godt er. Hans bud på et svar gælder ikke kun for standupkomikere: For at gøre det, man elsker.
Klik dig videre til flere anmeldelser og artikler fra kulturens verden her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.