SORG & LIV // FILMANMELDELSE – Dokumentaren Bag skyerne er en intens og tankevækkende skildring af en gruppe børn, der alle har mistet en forælder. I filmen tager den danske Emmy-nominerede instruktør Katrine Philp os med som fluen på væggen hos organisationen Good Grief i New Jersey, hvor børn mødes for i fællesskab at bearbejde deres sorg ved at rase ud, tale og gennem forskellige lege forstå, hvordan man lever med sorgen og kommer videre. Filmen, der egner sig både til børn og voksne, minder os varmt og hjerteligt om, at døden er en naturlig og uundgåelig proces i livet. Det skriver Trine Nygaard Wibrand, som blev rørt til tårer, da hun så dokumentaren, der sendes tirsdag på TV2 og som kan streames fra DR.
To minutter gik der, så kom tårerne strømmende. Katrine Philps dokumentar Bag skyerne er fin og rørende og kradser altså lidt i tårekanalerne. Så er det sagt.
For når man hører et barn forklare, at sorg er ligesom at støde sin tå mod en stol, bare meget værre og virkeligt irriterende, så kender man godt den der følelse af afmagt. Det gør så ondt, så ondt, og man kan ikke gøre andet end at fortælle sig selv, at det går over lige om lidt.
Himlen er ifølge Mikayla på fem år, en usynlig lyserød planet, hvor man kan holde fester. De døde bliver til engle, som passer på dig, men du ved ikke, de er der
Men sorg går bare ikke over om lidt. Sorg kommer i bølger, og, som en af de voksne fra Good Grief siger, man må ride den.
Farven lilla
Sorg har farver. Den er blå og rød. Blå er trist, og rød er vred, og når man blander de to, kommer lilla, som er farven for irriteret. For sorg er også virkelig irriterende.
I organisationen Good Grief i Morristown, New Jersey taler man åbent om sorg. Her kommer børn og deres pårørende, som har mistet en nær slægtning, for at sætte ord på deres følelser, tale om deres afdøde og mærke, at de ikke er alene.
Mens børnenes mor eller far eller anden omsorgsperson har samtalegrupper med andre voksne pårørende, leger børnene og taler med hinanden. På Good Grief favner man nemlig hele familien og ser holistisk på sorg, og man bruger primært leg og venskaber til at hjælpe børnene videre.
Her er det ok at tale meget og ikke at tale. Og det er ok at græde. Her mærker man, at man er blandt ligesindede, og at de andre forstår og rummer en. For de har selv prøvet det, man står midt i. De står der selv.
Himlen er en lyserød planet
Her må man tegne på væggene, lege i “hospitalsstuen” at nogen er så syge, at de dør om to minutter, og i sandkassen kan man begrave små kister og tale om, hvad der sker, når man dør, og hvor man egentlig kommer hen.
Her taler børnene om, at man kommer i himlen, som ifølge Mikayla på fem år, er en usynlig lyserød planet, hvor man kan holde fester. De døde bliver til engle, som passer på dig, men du ved ikke, at de er der.
Og netop det at kunne illustrere barnets sorgbearbejdelse gennem leg, gjorde, at filminstruktør Katrine Philp valgte at filme i USA.
Pludselig er der en, der skal græde så meget, at gruppen går ind i et andet rum for at lade ham være lidt at alene og tale om det
“De rum, som Good Grief bruger, er helt centrale i deres sorgbearbejdelse, og det kunne jeg ikke helt på samme måde finde i Danmark”, siger hun.
Når vi i filmen følger en gruppe børn og deres forældre, som deltager i sorggruppe-arbejde i Good Grief, ser vi, hvordan der gennem legen opstår naturlige samtaler, som de voksne tager med børnene bagefter.
Det kan være spørgsmål som “hvad er sorg”, og “hvad gør dig ked af det eller flov over den person, der er død”, og “hvad kan du ikke tale med din familie om”?
Gråd og aggressioner
Børne skriver historier og breve i grupper ved små borde, de laver perlearmbånd og tegner tegninger med yndlingsfarver. Og de voksne spørger om, hvad der kan gøre en ked af det. Det kan for eksempel være, når man kommer til at huske på den afdøde, og at man har lyst til at være sammen med dem igen.
Og pludselig er der en, der skal græde så meget, at gruppen går ind i et andet rum for at lade ham være lidt at alene og tale om det. Gruppen ender i Vulkanrummet, hvor man kan lege vildt og og voldsomt og råbe højt og få sine aggressioner ud.
Sorg rammer hele familien
Når man mister en person, ændrer familien sig, og familier dealer med sorg på forskellige måder. Måske skal man bruge bestemte ord for at beskrive den afdøde. Måske må man ikke sige, at personen er død, men man skal sige, at personen er gået bort. Og alt det kan være svært at navigere i, når man er seks år.
For hvordan taler man med sine venner om døden, når man ikke selv helt forstår sine egne følelser og ikke kan beskrive det ubeskrivelige tab, man har lidt? Og når man, som Nolan på ni år, indimellem bare synes, det er besværligt at skulle forholde sig til, at ens far er død?
Kan far høre os, og er det der tal på stenen hans telefonnummer?
“Jeg ved ikke, hvordan jeg skal beskrive tabet for de andre børn,” siger han og vælger tit at gå med det for sig selv.
Nu hænger jeg på min onkel
Stort indtryk gør det, at lille Peter på seks år har mistet begge sine forældre. I filmen følger vi ham sammen med hans onkel, som har taget over, efter at søsteren døde. Sammen er de ved at bygge et lille monument for moren i en stribe græs midt på den vej, hvor vi må formode, hun blev dræbt.
For vi ved det faktisk ikke, men vi ved, at lille Peter nu “hænger på sin onkel CJ”, fordi faren tog noget dårlig medicin, og moren døde i dén bilulykke.
Som en flue på væggen
I det hele taget ved vi ikke så meget om børnene, og billederne i filmen taler for sig selv. Ingen speaker iscenesætter handlingen eller forklarer, hvad der sker. Udover små helt fantastiske interviews med børnene, er vi med som fluen på væggen i Good Grief-sessionerne og hjemme hos børnene selv i de ret intime situationer og samtaler, de har sammen med deres pårørende.
Vi er med, når de bliver puttet, når de sender balloner til vejrs med kærlige hilsener til de afdøde, og når de skal på kirkegården og besøge far, og det kan være lidt svært at forstå, hvad de dog skal der. “Kan far høre os, og er det der tal på stenen hans telefonnummer?”
Og hvad med den der gravsten? Det er en mor.
Selv børn kan dø. Selv bedstemødre kan dø
Mikayla på fem år: “Hvordan kan en mor overhovedet dø?”
Mor: “På samme måde som en far dør”.
Mikayla efter lidt betænkningstid: “Selv børn kan dø. Selv bedstemødre kan dø”.
Og det er hele essensen. Døden er en naturlig proces i livet og helt uundgåeligt. Filmen Bag skyerne er således en del af en landsdækkende kampagne, der skal bidrage til at bryde tabuet omkring døden og sorg. Vi skal alle bidrage til at fjerne berøringsangsten.
Se filmen d. 26. januar på DR2 og stream fra DR
Filmen Bag skyerne kan ses på DR2 den 26. januar, ligesom den vil ligge på dr.dk til streaming. Bag Skyerne er instrueret af den prisvindende og tidligere Emmy-nominerede danske instruktør Katrine Philp, som rykkede hele familien til USA for at filme børnene og deres familier hos Good Grief.
Filmen henvender sig både til børn og voksne.
Røde Kors, Det Nationale Sorgcenter, Landsforeningen Liv & Død samt Det Danske Filminstitut lancerer desuden et omfattende undervisningsmateriale om sorg målrettet folkeskolernes indskoling og mellemtrin.
Undervisningsmaterialet tager udgangspunkt i scener fra filmen, som er blevet eftersynkroniseret til dansk. Undervisningsmaterialet kan fra 26. januar findes på Røde Kors’ hjemmeside.
LÆS MERE I POV OM SORGBEARBEJDELSE HER
Topillustration og øvrige fotos i artiklen er fra den anmeldte film, Bag skyerne, af Katrine Philp
Læs også vores anmeldelse af dokumentaren Livet mens vi dør. Denne dokumentar kan også streames på dr.dk
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her